Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16050Visninger
AA

36. The letter

 

I skal gå på Youtube og søge under sangen "sad piano", dernæst læse dette kapitel, som bliver slutningen på denne her novelle. 

 

 

“Hvad sker der?” hans undren havde en undertone af bekymring. 

Jeg behøvede bare at sige et ord, så ville hans verden bryde sammen. Jeg lagde hånden på hans skulder, han spærrede langsomt øjnene op. 

“Harry, fortæl mig hvad der sker!” han lød grav alvorlig, jeg blinkede et par tåre væk. 

“Det er Rosalie.. hun,” jeg mistede helt stemmen, han trådte et skridt tilbage, i det hendes navn blev nævnt. Som om, at han havde  brændt sig på mine ord. 

“Hun er d,” “nej” afbrød han mig, med en hård stemme. 

“Lad være.” han kiggede på mig, hans øjne svømmede i tårer allerede. Han udstødte et klynk, “NEJ!” råbte han, hvorefter han faldt ned på knæ. 

“Det er ikke sandt, det er ikke sandt, det er IKKE SANDT.” han tog sig til hovedet, tårer fra hans våde øjne gled ned fra hans hænder og ned på gulvet. Jeg rystede helt, kunne slet ikke tage stilling til noget. 

“Zayn det..” jeg satte mig på hug, selvom jeg mest af alt havde lyst til at tude, måtte jeg prøve at holde roen.

“Nej nej nej nej nej nej.” gentog han sig selv, hulkende fra ham skar i hjertet, “vi skulle jo være sammen forevigt.” hans stemme var grådkvalt, aldrig havde jeg set eller hørt ham sådan. 

“Jeg skulle snakke med hende, hun var der før.. Hvis ikke jeg var taget herud.” jeg lagde armene omkring ham, men det virkede næsten ikke til, at han overhovedet opdagede det. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle trøste ham nu, det virkede helt umuligt. 

“DET ER IKKE SANDT, DU LYVER!” udbrød han pludselig, og skubbede mig voldstomt væk, så jeg var ved at falde bagover. Han stod op på nul komma fem, og tog fat i en kande fra en kaffevogn, der stod ved siden af ham på gangen. 

“NEJ.” råbte han højt, og tyrede kanden fra sig, så den sagde en høj lyd. Igen tog han en kop på bordet, jeg prøvede at stoppe ham, men han tyrede den på samme måde ned i gulvet, så den smadrede fuldstændig, og glasskår sprang op. 

“Nej.” konstaterede han igen, stadig med gråd i stemmen. Han var fuldstændig oprevet. 

“Det skal nok gå, Zayn, du bliver nød til at slappe af.” prøvede jeg, men han kiggede ikke engang på mig. Han var i sin helt egen verden. 

Hans hånd greb efter en glas, men han kastede det ikke. Stod bare med det, og stirrede tomt ud i luften. 

 

“Hvad..” bag mig hørtes nogle stemmer, uden at vende mig, vidste jeg, at det var drengene. De undrede sig sikkert over, hvor vi blev af. Jeg kiggede bagud alligevel, rigtig nok. De stod der halv forvirrede, og kiggede på os. Mit hjerte sad oppe i halsen, da jeg måtte nikke til deres usagte spørgsmål. De kunne se på os begge, at noget var helt galt. 

 

“Hvad sker der?” Liam var den første til at bryde isen, han kiggede bekymret på Zayn, selvom spørgsmålet var rettet mod mig. Jeg tørrede øjnene i mit ærme, hvorefter jeg rømmede mig. 

“Det er Rosalie.” svarede jeg blot, så vidste de hvad der var sket. Det stod malet i Louis’ øjne, han tog sig til hovedet. 

“Nej vel?” Niall kiggede rundt på os, i et kort øjeblik glemte jeg Zayn, som stod mussestille ved siden af mig. Men så hørte jeg knust glas, men ingen klynk. Jeg drejede straks hovedet, hvor Zayn stod med rødt blod silende ned fra hånden. Det rev i øjenene, at se ham sådan. Han måtte have knuget glasset så hårdt, at det var sprunget, andet kunne jeg ikke lige få til at hænge sammen, men det kunne også være ligemeget. 

“Zayn zayn zayn.” Liam som den ansvarsfulde var lynhurtigt ovre ved ham, for at tage fat i hans hånd. Han var ikke til at kommunikere med, selvom jeg prøvede med adskillige spørgsmål. 

“Hun elskede dig til skyerne, Zayn. Hun er et bedre sted nu, det ved du også godt. Kræften ødelagde hende, men nu er hun fri.” Liam snakkede roligt, på en nærmest bedøvende måde. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik, Louis og Niall stod bare og så tomt ud i luften, imens Liam beroligede Zayn som så fuldstændig smadret og ødelagt ud. Alt var så tomt lige pludselig. 

 

            *            *            *

 

Zayns synvinkel: 

 

2 dage senere

 

Jeg kunne ikke trække vejret, noget blokerede min lufttilgang. Måske var det bare ren indbildning. 

Jeg havde i månedsvis troet, at Rosalie ville blive rask igen. At vi skulle være sammen i al uendelighed, ligesom i disney film. Jeg havde bildt mig selv ind, at hun nok skulle klare den. Jeg havde holdt mig selv for nar, og alle andre kendte til den grufulde sandhed. Nu virkede alt så ensomt, ingenting betød noget. Jeg følte mig ensom uanset hvor jeg befandt mig. Derhjemme ensom, men næsten endnu mere iblandt andre. Mine tårer var snart opbrugt, men jeg kunne bare ikke stoppe. Hvis man tænkte på det, jeg ville ALDRIG se hende igen. Jeg ville aldrig høre hendes stemme, nusse hendes arm eller kysse hende. Jeg ville aldrig tilgive mig selv for, at hun døde uden jeg var der. Det var så uretfærdigt, at jeg kunne skrige. Jeg havde tilbragt hver en dag med hende, den ene dag jeg var fucking væk fra hende, vælger hendes hjerte at sige stop. Jeg fik aldrig hendes reaktion på sangen, jeg fik aldrig afleveret det skide brev. 

 

Loftet var hvidt, jeg stirrede bare op i det dagen lang. Så kom drengene med mad, men jeg spiste intet, så det stod bare og fyldte mit værelse op, indtil en af dem valgte at fjerne det igen. Det var der hele tiden, de var åbenbart bange for, at jeg kunne finde på at gøre noget dumt. Hvorfor skulle jeg det? Når ja, fordi jeg havde mistet min lyst til livet. Men tanken om, at skuffe alle jeg havde kært, tanken om at de skulle føle som jeg gjorde nu, ville jeg ikke. Jeg rådnede op i mig selv, og hvis alle lod mig være i fred, ville jeg være glad. 

 

                                                             *            *            *

 

Der var blomster over det hele, som helvede forklædt som paradis. For hvad er paradis uden den man elsker? Jeg sad forrest, den række der tilhører de nærmeste. Musikken spillede i mine øre, men jeg hørte ikke efter. Mine tanker opslugte mig, jeg havde brevet brændende i lommen. Folk omkring mig pudsede næse og græd, nogle fra hendes skole, ville jeg tro. Det var hendes begravelse idag, en dag jeg havde frygtet lige siden jeg mødte hende. Hendes død var blevet til virkelighed, jeg sad i den frygtelige virkelighed. 

Præsten stod oppe ved kisten, han havde allerede snakket længe om hende og hendes liv. Nogle ting, som virkede så upersonlige. Jeg fik lyst til at løbe væk, gemme mig. Hendes far sad ved siden af mig, han græd ikke udenpå, men inden i vidste jeg, at han havde det ligesom mig. Miste sin kone og datter? Jeg kunne ikke tænke på noget værre. 

 

Pludselig stoppede musikken, jeg vågnede op fra mig selv. Fik øje på den hvide kiste, som så meget stor ud. Hun var jo så lille, så skrøbelig og lille. Min lille Rosalie lå derinde, hun lå der i kisten og.. Hvis bare jeg forstillede mig, at hun sov. Imorgen ville hun komme hjem til mig, så ville vi se film og putte, det ville jeg hellere tænke på. Så ville jeg lave mad til hende, som jeg havde gjort en af de første gange hun var hos mig. Den der tærte hun havde lavet.. Den ville hun måske lave til mig igen, så ville jeg sidde der og beundre hende fra min plads ved bordet. Den forestilling fik mig til at smile i et par sekunder, så fik jeg øje på kisten igen. Hvis man ville, kunne man gå op til kisten og se hende. Se hendes døde ansigt, som lå fredfuldt og sov. Så ville de åbne for kisten, så dem der turde, kunne gå hen og give hende et sidste farvel. Jeg turde ikke, men alligevel kunne jeg ikke gøre andet. Hun skulle have brevet og armbåndet, jeg elskede hende stadig. Det ville jeg også gøre imorgen og om 5 år. Hun havde et specielt plads i mit hjerte, som ingen andre kunne erstatte. Hun var en stjerne oppe i himlen nu, sammen med hendes mor, Ana og min mormor. De kiggede alle ned på mig nu, hun var ikke alene mere. Hun havde sin mor, og en skønne dag, ville jeg heller ikke være alene mere. Så ville jeg svæve oppe i skyerne sammen med hende, så ville jeg også blive til en stjerne. 

 

Min krop rystede, da jeg gik op til kisten. Den var åben, og hun lå der med lukkede øjne. Huden helt bleg og glat, håret redt tilbage. Hun var så uendelig smuk, jeg fik lyst til at kysse hende, men jeg turde ikke. I stedet tog jeg hendes hånd i min, men fik et chok, da den var helt kold. Kold som en december nat. Jeg stak rystende hånden i lommen, og fiskede brevet op. Jeg havde skrevet det i hånden, jeg ville læse det op for hende, men jeg turde næsten ikke. Min hånd holdt stadig fast i hende, jeg ville ønske, at jeg kunne suge livet ud af mig og give det til hende. Brevet lagde jeg imellem hendes arm og hendes talje, der ville det ligge på evigt og altid. 

 

“Zayn.” hørte jeg en sige, men jeg svarede ikke. Så kom en mand op ved siden af mig, hendes far. Han holdt noget i hånden, et papir. Jeg kiggede på ham, hans øjne så tågede ud. 

“Jeg ved at nu måske ikke er tidspunktet, men jeg skulle give dig noget fra hende. Hun gav mig det for nogle uger siden, hun fortalte mig, at det var meget vigtigt at jeg gav dig det.” Han rakte mig papiret, jeg tog overrasket i mod det. Måske var det et farvel alligevel? Som den sidste samtale vi aldrig fik, istedet havde hun måske skrevet et brev? Jeg nikkede til ham, men smile kunne jeg ikke. Han nikkede tilbage, og forsvandt. Alt lukkede sig inden i mig, jeg ville læse det, men ikke her. Der var et sted, som jeg måtte hen til. Jeg kiggede en sidste gang på Rosalie, mine øjne var duggede. 

“Jeg elsker dig, min Rosalie. Måske banker dit hjerte ikke, men jeg har det stadig inden i mig. Du lever i mig nu, det er okay, Rosalie. Du fik fred, jeg ved det godt, det er bare så svært..” jeg hviskede det til hende, en af mine tåre ramte hendes kind. Jeg lukkede øjene, og kyssede en blidt på den iskolde kind. Så vendte jeg mig rundt, og skyndte mig væk. Ellers ville jeg aldrig kunne gå, jeg blev nød til at komme ud. Mine skridt blev til løb, jeg spurtede væk. 

 

 

Søens fredlige atmosfære fangede mig helt. Der duftede af skov, lidt af hende. Vores hemmelige skjulested, bænken, var tom. Jeg gik langsomt derhen, satte mig ned på dens kølige træbræder. Ænderne var der stadig, de svømmede rundt. Jeg tog en dyb indånding, og tog papiret op. Rosalies brev, hendes sidste besked til mig. 

 

Kære Zayn, min Zayn. 

Jeg skriver det her brev fordi, at jeg kender sandheden bedre end dig. Det er ikke til at skjule, min far og lægerne, de ved at jeg ikke har langt igen. Derfor vil jeg skrive det her brev, for at give dig en klar besked. Du fortjener det, jeg elsker dig så højt, at det halve kunne være nok. Det her er svært, og det er svært fordi det er et farvel. Det sidste farvel, og aldrig vil jeg kunne snakke med dig igen. 

Jeg håber sådan, at du er okay når du læser dette brev. Eller du er ikke okay, det ved jeg jo godt, men du må love mig noget.. Du skal være stærk uden mig, bare forestil dig, at jeg bare var en lille flirt. Nu bor jeg i Spanien, forestil dig det. Det ville gøre alt meget nemmere, for dig og mig. Du ved jeg, at jeg vil holde øje med dig. Rod dig ikke ud i nogen dumme ting på grund af mig, jeg vil altid være hos dig. Du er det bedste der er sket for mig. Mit eventyr gik i opfyldelse, jeg fik min prins. Men et eventyr slutter jo altid, og for os er det væk nu. Jeg er langt væk, men altid hos dig. Lad himlen blive vores mødested en dag, når du er blevet gammel og grå, så du ikke længere kan holde til noget. Du skal blive mindst 100 år gammel, du skal få dig en fantastisk kone og end masse børn. Jeg er ked af, at den kone ikke kan blive mig, men det er okay. Vi kommer sammen igen, den dag du ikke er på jorden mere. Jeg kan godt vente på dig, hvis du kan vente  på mig. 

Du skal ikke græde mere, vi ses jo igen en dag. 

 

kærligst din Rosalie. 

 

_________

Et brag af en slutning, må man vel sige.. Ja jeg er ked af, at jeg måtte dræbe hende. Men hun har været dødsdømt hele novellen igennem, undskyld ):. Håber virkelig at i nød at læse med, og i må meget gerne skrive jeres tanker ned omkring novellen. Og nej der kommer ingen 2'er, da hovedpersonen jo ikke lever mere.. ja. 

Det har været sjovt at skrive til denne her historie, så igen, håber at den var god.<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...