Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16049Visninger
AA

35. the ending of everything

 

Rosalies synsvinkel:

Jeg sad i sofaen, min sædvanlige plads efterhånden. Overetagen var jeg sjældent på, jeg skulle jo helst holde mig i rækkevide? Men ihvertfald, så drak jeg lidt te sammen med drengene. Ja de var på besøg, lidt overvældende.. Eller faktisk meget. Jeg havde næsten lyst til, at begrave mig langt væk. Jeg så jo herrens ud, men jeg orkede ikke engang, at tænke på mit udseende mere. Hvad nyttede det også? Jeg havde dog bedt Zayn om, at finde en af mine huer i skabet, som jeg gik med i vinterhalvåret. Så de så ikke mit hoved, huen dækkede. Jeg blev nød til det, jeg følte mig få sårbar uden hår. Kræften strålede lige igennem mig, det hadede jeg. Drengene plejede jo at få mig på andre tanker, det ville de ikke kunne, hvis de så mig sådan. 

“Den her Te er god.” konstaterede Louis, med et fornøjet smil. Jeg nikkede svagt, det var min yndlings te. Chai te altså. 

“Ja du elsker jo alt te.” sagde Liam, med et skævt smil. Jeg kiggede kort på ham, hvorefter jeg lænede mig forover i sofaen, for at stille te koppen. Straks kunne jeg mærke alles øjne, som om jeg ville falde eller tabe koppen. Det gjorde mig helt dårligt tilpas, det summede i maven. Ville de ikke bare behandle mig, som de plejede? 

“Så i det i det på twitter forresten?” Harrys ord brød isen, som lå som et lag imellem os. Gjorde situationen lidt mærkelig.

“Så hvad?” Louis tog en tår af sin te, imens han kiggede nysgerrigt hen på Harry. 

“Der er en kææmpe debat igang om, hvorvidt jeg er kærester med hende Cecilia, i ved, hende jeg var til en fest med.” han sagde det med et grin i stemmen, og selvom jeg ikke anede hvem denne Cecilie var, kunne jeg godt forestille mig, hvordan deres fans måtte rase over det. Mig og Zayn havde jo allerede været igennem det, jeg havde egentlig ikke rigtig tjekket twitter i mange måneder. Jeg havde ikke overskud til hate, jeg forestillede mig bare, at ingen vidste hvem jeg var. Men deres fans måtte vel snart forstå, at mig og Zayn var sammen, og at vi ikke gik fra hinanden, ved at få hate klasket i hovedet. 

“Når ja hahaha.” Liam smilede skævt, “jeg så det godt, et billede hvor i kyssede..” Harry spærrede øjnene op, “det har vi altså ikke?? hvor har du set det?” Liam brød ud i grin, jeg fik lyst til at smile, isen var ved at være væk. De glemte langsomt, at jeg var syg, og det nød jeg. 

“Jeg så det bare et sted på twitter, hahah.” 

“Det er photoshop! Jeg mener det, Cecilia og mig er bare bekendte.” han trak sin mobil op af lommen, og begyndte at scrolle ned af twitter. Jeg fulgte ham med blikket, han ledte ihærdigt efter billedet. Sikkert for derefter at grine, og påstå at der intet var mellem dem. Jeg vidste nu ikke helt, Harry havde jo ikke haft en kæreste længe. 

 

Da de så lidt optagede ud, over en eller anden samtale, som jeg lod som om, at jeg fulgte med i, valgte jeg at rejse mig op. Straks slog smerten ind, som om min krop ikke var bygget til at gå. Jeg bed det i mig, og tog et par skridt. De kiggede igen på mig, men jeg ignorerede det. Istedet fokuserede jeg på mit mål, jeg ville bare på toilettet, friske mig lidt op måske. Det gik langsomt, selvom det føltes hårdt. Hvert et skridt krævede en indånding. 

 

Toilettets lys var svagt, den ene pære virkede ikke i lampen. Jeg fik lyst til at køre en hånd igennem håret, men kom i tanke om, at det ikke var muligt. I det mindste dækkede huen det meste. Der var jo intet spejl, kun mine øjne kunne se. Jeg rystede, da jeg begyndte at lede i skabet. Min toilettaske lå her et sted, sådan en grim gammel en, som jeg fik da jeg var mindre. Hele min krop skælvede, dér var den. Den var hvid og rød, sådan en rigtig barnlig en. Jeg lynede den op, og rodede lidt rundt. Uden at kigge i den, fandt jeg frem til det lille spejl jeg havde deri. Jeg havde ikke helt overbevidst mig selv om, at jeg skulle se. Men alligevel førte jeg det op foran ansigtet, og stirrede direkte ind i mig selv. Øjnene var helt blanke, det lignede ikke mig. Som om, at det var en anden pige, som kiggede på mig. Mine kinder var næsten væk, jeg fornemmede hvordan mine kindben var blevet meget mere markerede. Hvordan mine øjne næsten så udhulede ud, fordi alt fedtet var forsvundet. Suget væk med tiden. Jeg så frygtelig ud. Huen turde jeg ikke fjerne, lod bare som om, at der var hår under. En hel bunke til og med, med krøller der bare var blevet mast sammen. Sandheden skar i hjertet. 

 

Jeg opdagede først at jeg græd, da jeg fik øjenkontakt med mig selv i spejlet. Tårerne sneg sig ned, gled ned af kinderne på mig. Jeg ville skrige, men kunne ikke. Det føltes som om der gik en evighed, før jeg pludselig hørte en lyd ved døren. Lynhurtigt vendte jeg mig, Harry stod i døråbning med blikket på mig. Han så mærkelig ud, måske fordi jeg græd. Jeg lagde spejlet fra mig på vasken, og tørrede øjnene med kanten af ærmet. Gav ham et svagt smil, og begyndte at gå forbi ham. Inden jeg nåede helt væk, greb han fat om mig. Jeg trak vejret uregelmæssigt, hans ene hånd lagde sig om min talje, imens den anden holdt godt fast på min arm. Hans blik fyldte mit op, jeg fik det helt dårligt, ved den intense øjenkontakt. 

“Rosalie..” mumlede han stille, jeg kunne se hvordan han næsten led. 

“Hvad?” jeg følte mig svimmel. 

“Jeg synes bare du skal vide, at vi alle holder så meget af dig. Ligemeget hvad.” hans ord ramte, jeg bed mig i læben. “Jeg har ikke rigtig haft mulighed, for at snakke så meget med dig her på det sidste. Men det er ikke noget, som du skal være fortvivlet omkring. Drengene og jeg har længe samlet ind, alle de koncerter og sådan… Ja vi har ihvertfald samlede en god sum penge ind, som vi alle var enige om, skulle gå til kræftramte.” Jeg fældede en tåre, fik bare lyst at fælde endnu flere. Jeg var så trist og glad på samme tid. 

“Jeg.. Det er jeg glad for.” han tørrede en af mine tåre væk, “vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt. Zayn han.. I må være stærke sammen.” jeg nikkede med et snøft, han trak mig ind i et kram. Det brændte inden i mig, jeg holdte også af dem. 

 

“I to..” Liam tittede frem fra stuen, “vi tænkte at se en film, hvis du altså vil.” han kiggede på mig, jeg nikkede igen. Jeg orkede ikke så meget andet, bare det var sammen med dem. 

 

 

            *            *            *

 

Zayns synvinkel: 

Klokken var måske 12, eller var den halv 1? Jeg havde fået en fridag, hvis man skulle kalde det. Jeg ville ikke sige fridag, for det eneste jeg ville, var at være hos Rosalie. Hun betød alt, og når jeg sagde alt, så mente jeg hele min verden. Men drengene, Rosalies far og Rosalie selv havde sagt, at jeg skulle komme lidt ud. Måske bare tage en tur rundt i London, tage i biografen eller ja hvad ved jeg. Først havde jeg nægtet, men Rosalie insisterede på, at jeg ikke skulle hænge hos hende hele tiden. Så jeg tog det til mig, og nu da jeg ikke havde spillet koncert i en del tid, så havde drengene og jeg indvilliget i at spille en lille surprice en. Eller dvs. folk vidste det godt nu, men det havde kun været “offentligt” i et par døgn, så det var altså gratis. Jeg elskede jo at synge, så det var okay. Faktisk havde jeg forberedt noget helt specielt, Rosalie skulle se med derhjemme fra, Live tv og det hele. Drengene vidste det også godt, det var min sang. Jeg havde skrevet mit brev nu, og en sang havde jeg også fået bikset sammen. Det var egentlig bare brevet, som stortset var blevet lavet til en sang, men jeg ville gerne ud med det til ALLE. Hun skulle se, at jeg var stolt af at hun var min. Drengene synes det var en super fed ide, og ja sådan var det altså. Derfor sad jeg også med sommerfugle i maven, da vi kørte afsted. 

 

“Jeg håber ikke, at jeg glemmer noget af teksten.” mumlede Niall, imens han læste den igennem igen. Jeg skulle selvfølgelig synge det meste, men der var også nogle vers, hvor drengene skulle synge noget, sådan noget med, at vi alle elskede hende og nogle af de tider med hende. Jeg glædede mig til at se hendes reaktion, og hvis hun ikke var så syg, så skulle hun sidde forrest og se os. 

 

“Når glæder du dig?” Liam smilede venligt til mig, jeg nikkede bekræftende. 

“Du har jo heller ikke været på længe, fansene på savne dig.” kommenterede Louis, hvorefter han tog en tår af en sodavand, som stod på bordet foran ham. Vi kørte i en stor vogn agtig bil, så vi måtte sidde en del mere klemt, end hvad vi plejede. Jeg kiggede ud af vinduet, som var tonede udefra. Kun vi kunne se dem udenfor, de anede ikke hvad der foregik herinde. 

“Jeg tror, at de går helt amok, altså vores fans.” Harry kiggede rundt på os, jeg nikkede. Snart. Tiden gik, snart. 

 

Efter godt 20 minutters kørsel, nåede vi frem. Man kunne allerede høre de høje skrig, vi var helt klat det rigtige sted. Jeg kiggede op imod himlen, solen var forsvundet. Jeg fik en klump i halsen, der var noget, som føltes forkert. Alligevel gik jeg ind med de andre, vi skulle vente et par minutter, inden vi kunne gå på. Himlen så næsten helt deprimeret ud, ligesom mig. Eller var jeg det? Jeg vidste det faktisk ikke, det var bare svært at smile, når Rosalie havde det sådan. Men nu skulle jeg gøre hende glad, så skulle vi være sammen bagefter. Jeg ville fortælle hende alt, hvad jeg følte for hende. Jeg blev altid så sentimental til koncerter. Jeg havde faktisk overvejet nogle gange, at fri til hende. Det eneste der afholdt mig, var at hun ikke var 20 endnu. Hun skulle lige nå den alder, så ville jeg gøre det. Jeg var helt overbevidst over, at vi stadig var kærester til den tid. Tænk, et evigt liv med hende.. Den tanke gjorde mig varm indeni, gav mig lidt ekstra energi. 

 

“Er i klar drenge?” en mand kiggede på os alle 5, jeg nikkede samtidig med de andre. 

“Godt så, scenen er jeres.” jeg gik forrest denne gang, hen til siden og op af nogle trapper, indtil jeg kom op på scenen. Lyden af skrigene blev forstærket med 10, da vi trådte frem. Lys blev ført hen på mig, jeg satte et smil på. De hoppede alle sammen, skreg og rev i hinanden af glæde. Jeg gik hen til en stol, som var placeret. En klump havde sat sig i halsen, ikke fordi jeg skulle synge for flere hundrede mennesker, det havde jeg jo prøvet før. Det var noget andet, men jeg vidste ikke hvad. 

 

De andre drenge råbte nogle ting, som fik skrigende endnu højere. Jeg nikkede til Liam, hvorefter jeg satte mig ned på stolen. Trak den ekstra microfon hen til mig, musikken startede, og jeg følte hvordan kameraet var rettet mod mig. Det kamera, som gik igennem til Rosalies Tv. Jeg smilede, følte at jeg smilede til hende. Hun smilede måske tilbage? 

 

Musikken startede, en anelse mere stille musik end vores numre hidtil. Jeg tog en dyb indånding, “til dig Rosalie.” sagde jeg først, hvilket fik end masse piger til at råbe “aww”, så begyndte jeg at synge på fuld tryk. 

 

Min krop rystede, det hjalp af drengene var der, gav mig opmuntrende blikke. Mit hjerte bankede hurtigt, det føltes både godt og dårligt. 

2 minutter inde i sangen, var der noget, der føltes helt forkert. Jeg så de skrigende fans sløret, jeg fik lyst til at ligge mig ned, men jeg blev ved. Jeg kunne ikke vente med, at ringe til Rosalie, og hører hendes stemme. 

Jeg kiggede kort over på Liam, han smilede varmt. Jeg blev ved med at synge, holde tonen og rytmen, som jeg havde øvet den så mange gange. Det var næsten ikke til at forstå, da jeg havde sunget den sidste linje i sangen, og folk skreg endnu højere. Jeg fik et par kram af drengene, men jeg kunne næsten ikke fokusere. Jeg vidste ikke helt hvorfor, det føltes om om, at jeg slet ikke var til stede. Jeg måtte have koldt vand i ansigtet, men først ringe til hende. Ja jeg ville høre, hvad hun synes om den. 

 

“Godt gået!” roste Harry, da vi gik ned fra Scenen. Han vidste, at jeg skulle have et par minutter for mig selv, så de andre 3 tog over og sang en af vores tidligere sange. Jeg smilede til Harry, “tak, det var godt at komme ud med det.” 

“Ja, så du hvordan de gik amok, der var en, som kastede en bh på scenen.” jeg udbrød et grin, “hvad? Ej det så jeg slet ikke, jeg tror jeg var ret optaget af ikke at glemme teksten.. haha.” han grinte også, og gav mig et klap på skulderen. 

“Hey øh,” jeg kløede mig på skulderen, “vil du ikke ringe Rosalie op? Jeg glemte min mobil ude i bilen, og jeg tror ikke, at jeg tør vove mig derud.” forklarede jeg kort, min trang til at snakke med hende blev blot større for hvert sekund. 

“Jo selvfølgelig, tag du noget at drikke, du ser lidt bleg ud, vi mangler stadig nogle sange.” sagde han, hvorefter han fiskede sin skinnende iPhone 6 op af lommen, som han straks begyndte at låse op. Jeg nikkede kort, og forlod ham, for at finde en vand automat. Typisk hvis der var en i den anden ende, sådan var det altid. 

 

Harrys synsvinkel: 

Jeg smilede til Zayn, da han vendte mig ryggen, for at lede efter en vandautomat. Han så ret træt ud, så han havde nok brug for noget væske. Jeg var glad for, at han igen var kommet med til en koncert, fansende og os drenge savnede ham. 

Jeg trykkede ind på Rosalies nummer, så det vendte opkaldssymbol kom frem, og den ringede op. Jeg lænede mig op af væggen, med mobilen foran øret. 

“Hallo.” lød en stemme, ikke en stemme jeg ville forbinde med Rosalies. Havde jeg nu trykket et forkert nummer ind, da hun gav mig det? Åh pinligt. 

“Øh ja.. det er Harry, er det her Rosalies mobil?” Spurgte jeg. Der blev stille i den anden ende, men så hørte jeg den mandlige stemme igen, “ja det er det.” 

“Okay, men kan jeg snakke med hende?” spurgte jeg, han lød ikke særlig glad. 

Igen blev der stilhed, jeg sukkede indvendig. Havde hun ikke fortalt om mig eller hvad? Jeg kiggede ned af gangen, hvor jeg kunne se Zayn komme gående ret langt tilbage. 

“Det tror jeg ikke.” svarede stemmen endelig, jeg rynkede panden. 

“Zayn vil gerne snakke med hende, det er ret vigtigt tror jeg.” prøvede jeg igen, så hørte jeg et snøft. Forvirring og panik samlede sig i mig. 

“Hun kan.. hun er ikke.. Jeg er ked af det.” han lød ikke hård mere, bare svag og afkræftet. 

Mit hjerte gik i stå i et par sekunder. "jeg er ked af det." ordene gentog sig i min hjerne, jeg rystede. 

“Hun.. det.”stemmen lød ustabil, jeg kunne høre, at det en, som havde grædt. jeg fik en klump i halsen, jeg kunne næsten gætte hans ord, selvom jeg ikke turde tænke det. Hvis min teori var sand, ville alt være ødelagt. Jeg kunne mærke vand samle sig i min øjenkrog. Zayn nærmede sig dernede fra, jeg lukkede øjnene i et kort sekund. 

Det tog nogle sekunder, hvad der føltes som flere minutter, før jeg turde sige noget. 

“Er hun væk?” jeg hviskede næsten ordene ind i telefonen, alligevel blev det hørt i den anden ende. Men den samme mandlige stemme blev pludselig skiftet ud, med en kvindelig en, som jeg heller ikke kunne genkende, “hallo det er sygeplejerske Anette, hvem taler jeg med?” 

“Rosalies ven.” svarede jeg kort, med klumpen der kun svulmede op. 

“Vi er meget kede af det, Rosalie er sovet ind, men je,” jeg lagde på, før hun nåede at fuldføre sin sætning. Jeg havde fået den information jeg manglede, jeg behøvede ikke nogle detaljer. Jeg vidste jo, at hun ikke eksisterede længere. Kun hendes krop, hendes livsløse krop. Det dirrede inde i mig, mit hjerte kørte på højrtryk. Tårer gled ned af mine kinder, jeg kunne ikke tro det. Var det en drøm jeg var fanget i? Zayn stod pludselig foran mig, med et spørgende blik. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle forklare ham, at den eneste person som holdt hans humør oppe, nu ikke længere var i blandt os. At den person som han stort set gav sit liv til, havde taget sit sidste åndedrag. Hele lokalet føltes pludselig så koldt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...