Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16111Visninger
AA

2. The beginning

 

Det stod ned i stænger udenfor, regndråberne dunkede imod vinduesruden, så det gav en form for beroligende effekt. Ikke fordi jeg kunne se regnen, for gardiner var for det meste trukket for. Det var jo alligevel ikke fordi, at solen skinnede så meget her i London. Faktisk syntes jeg aldrig, at der kom en solrig dag,- ihvertfald så skyggede skyerne over mit humør. Men det var der vel heller ikke noget at sige til, når jeg tilbragte det meste af tiden på et kedeligt hospital, i en alt for stor hvid kjole, som jeg ønskede at smide ud hver gang jeg kom. Hvis bare jeg ikke behøvede at være her, men så enkelt var det jo ikke. 

 

Hospitalet havde opdelt stuerne i en slags kategorier alt efter hvilken sygdom man nu led af. Ret usmageligt hvis man spørg mig, især med den røde farve vores stue havde fået. Nu ville nogen måske undre sig over, hvorfor mit liv foregik på det elendige hospital, og det kunne jeg vel godt svare på. Svaret var jo i sig selv meget enkelt, det sølle navn dækkede over så mange grusomheder. Kræft; ikke til at komme ud af. Nogen slap heldigvis fra det, men ikke uden at komme igennem en helvedes masse kemo behandlinger, også først der var man fri. Men man kunne aldrig vide, om kræften kom tilbage. Det var ihvertfald hvad der skete for min mor, min elskede mor. Hun led af en sjælden form for kræft, som lægerne først havde kureret hende for, men senere hen kom det tilbage, som om hun ikke havde kæmpet nok. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg græd flere hundrede tåre, hvordan hele min verden brød sammen. Det føltes som om, at jeg havde mistet modet til at leve videre, hun var jo min mor. For sådan er det jo tit, når man mister en af sine allertætteste. Alt andet føles lige pludseligt ligegyldigt, de ting man førhen gik op i betød intet mere. 

 

Ihvertfald blev hun kun 46 år, hvilket jo på ingen måde er en acceptabel levealder. Jeg ville dog ønske, at jeg kunne nå at blive så gammel. Den smule håb havde lægerne suget ud af mig, da de fortalte mig min tilstand. 

“Jeg er desværre ked af at sige, at der ikke er mere vi kan gøre. Du har kæmpet så hårdt, men din krop kan ikke klare det mere.” også havde de givet mig omkring 2 år tilbage, 2 fucking år. Jeg var her og med dødsdømt, før mit liv overhovedet var startet ordentlig. Så ville jeg lige nå at blive 19 år gammel, men så heller ikke mere. 

 

Det nagede mig virkelig, at jeg ikke havde flere chancer. At alt det jeg havde kæmpet for, bare kunne smides direkte ud af vinduet. Vi havde jo heller aldrig troet, at jeg også ville blive syg. Det var jo ikke ligefrem noget man gik og tænkte over, heller ikke selvom mor døde af det. Jeg vidste også godt, at min oldemor var død af det, så det lå vel i familien. Heldigvis var min mormor sluppet med skrækken, heldigvis. Så kunne man diskutere, om det næsten ikke var værre, at miste alle dem man holder af. 

 

Jeg kunne mærke, at mit hoved var blevet tungt. Det føltes næsten som om, at jeg var blevet slået ned. Men sådan havde jeg det tit,- efter behandlingerne altså. Det gjorde mig så uendelig træt, at jeg kunne sove flere timer, også selvom det kun var eftermiddag. Så kom min far tit med mad til mig, for hospitalsaftensmad var ikke særlig fristende. Men jeg kunne så glæde mig over, at jeg måtte komme hjem på torsdag. Så var der vel ikke noget, at ligge her og surmule over, som en eller anden utaknemmelig unge. Livet var bare ikke fair, og det kunne de fleste nok skrive under på. 

 

 

Mit blik flakkede rundt i værelset, som var blevet pyntet med blomster fra venner og familie. Tænk, at de ikke stoppede med det. Jeg havde jo snart været syg i et stykke tid, men alligevel blev de ved. 

 

En lyd ved døren fik mig til at reagere ved at skæve derover, hvis det var far som kom med is, ville jeg ærlig talt springe i armene på ham. Eller jeg ville prøve på det, selvom det nok blev lidt svært med mine svage muskler. 

“Rosalie?” den skrøbelige pige stemme fik mig til at smile, hun var min lille guldklump herinde på hospitalet. Jeg betragtede hende som den søster jeg aldrig fik, desuden manglede hun en, der kunne tage sig lidt af hende. 

Den spinkle pige, som blot var 11 år og allerede led af kræft, kom gående ind i værelset, med et kæmpe smil klistret på læberne. Hendes store blå øjne lyste, som var det juleaften. Jeg åbnede armene til hende, så hun kunne springe om i min seng, og ligge sig ved siden af mig. Godt nok var min seng ikke særlig stor, og min dyne var bare et hvidt lan lignende ting, men hun sov alligevel tit hos mig. Mest fordi hun tit fik mareridt, også måtte jeg jo læse for hende indtil hun faldt i søvn. 

 

“Hvad sker der, Ana?” jeg strøg hende blidt på ryggen, imens mit blik lå på hende. Hendes øjne strålede, og hendes kinder var lyserøde. 

“De kommer i dag!” Hun slog ud med armene, “det er helt utroooligt!” hendes lille stemme i sig selv, fik mig til at smile. 

“Hvem kommer dog?” spurgte jeg om, med en rolig stemme. 

“One Direction selvfølgelig, vidste du ikke det??” Hun klappede ivrigt i hænderne, så hendes kinder bare blev endnu mere lyserøde. Jeg huskede egentlig godt, at de skulle komme i dag. Det var ikke til at glemme, da både Ana og resten af hospitalet havde snakket om det. For ikke at tale om, hvordan twitter osv. var blevet bombarderet med ting som det. Jeg tænkte bare ikke lige over det, men min hukommelse havde heller aldrig været på toppen. Desuden var jeg ikke fan, faktisk havde jeg aldrig hørt deres musik før. Men Ana ville blive knust, hvis jeg ikke var sammen med hende når de kom. For hun kunne godt være ret genert. 

 

“Ej hvor spændende, hvem er så din yndlings?” spurgte jeg hende om lidt efter, da jeg ikke helt vidste hvad de hed. Mit spørgsmål fik hende til at hvine, de måtte virkelig betyde meget for hende. 

“Det kan jeg da ikke bare sådan vælge.. De er jo alle ssååsås dejlige!” Hun lagde hovedet på min skulder, “det bliver for fedt.” mumlede hun, med en lidt træt stemme. 

“Ja det bliver.” opmuntrede jeg hende, imens jeg aede hende på armen. Jeg glædede mig egentlig bare til, at kunne komme hjem fra det her hospital, hjem og måske spille på mit klaver. Det var noget jeg gjorde før i tiden, men nej selvfølgelig skulle det også ødelægges. Jeg kunne ellers spille mange melodier, og det elskede mor især. Det var også en af grundene til, at jeg så gerne ville spille igen. Tænk hvis hun kunne høre fra himmelen? man kunne jo aldrig vide. 

 

 

__________________________________________________________________________________________________________________

 

Det første kapitel er publiceret! Håber virkelig, at i vil give den en chance!

Som i ved, sker der aldrig så meget i første kapitel, her fik i mere bare et indblik i hendes liv.

-Der kommer et nyt kapitel igen senere idag eller imorgen, regner med idag måske, da den jo lige er blevet publiceret.<3<3

Tak på forhånd

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...