Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16144Visninger
AA

34. tears

 

Jeg havde ikke set hende i nogle uger, ikke fordi jeg ikke ville se hende, for det ville jeg. Jeg bestilte ikke andet end at smsé hende og ringe og spørge om jeg måtte komme, men forgæves. Jeg vidste ikke engang, om det var noget Rosalie havde bestemt, at jeg ikke måtte komme altså. Jeg vidste bare, at det gik rigtig skidt. 

 

Rosalies synsvinkel:

 

Alle spejle var blevet fjernet, fuldstændig væk fra min synsvinkel. Det på badeværelse kunne dog ikke komme ned, da det sad skruet fast med skruer, så jeg havde istedet hængt et lan op, som dækkede det. Jeg turde ikke kigge, den vederstyggelighed, som jeg ville se, var ikke noget jeg nød noget af. Bare tanken fik mig til at brøde ud i gråd, var det på grund af medicinen, at jeg var blevet så sentimental? Græd sådan udenvidere? Eller var det bare et tegn på depression. Det sagde man jo, at depression kom efter kræft. Eller før, for efter så.. når ja den snak gad jeg ikke have med mig selv.

Jeg havde lukket af for kontakt mellem alle, undetagen min far og lægerne. Jeg savnede da Zayn og også drengene, deres smil betød meget. De fik mig til at glemme min sygdom, men nu kunne intet få mig på andre tanker. Det lyste ud af mig, alle kunne se det. Jeg havde ikke et hårstrå på hovedet, jeg var blevet grim. Mine arme var tynde, hele min krop var tyndere end jeg kunne lide. Jeg gik ind for kvindelige former, men det kunne jeg godt glemme. Sygdommen gjorde det mod mig, jeg havde jo heller ingen energi. Jeg frøs også hele tiden, måtte svøbe et tæppe om mig, når jeg skulle på toilettet. Skide irriterende egentligt, men sådan var det vel. Lægerne blev ved med at sætte min skide medicin op, også skulle de holde et foredrag om, hvor vigtigt det var, at jeg holdt modet oppe. Hvordan gjorde jeg det låst bag tremmer? Det føltes næsten værre end fængsel, ikke fordi jeg havde prøvet det, men man havde vel set Orange is the new black.

Det var jo blev sommer udenfor, rigtig solrigt og flot. Blå himmel og fugle der sang fra de vågnede til mørket faldt på. Jeg åbnede nogle gange for vinduet, kun nogle gange. Så sad jeg der som en gammel kone, og kiggede ud af vinduet i flere timer. Bare sad der og kiggede på det hele. På den skide sø hvor jeg næsten fik bygget mit forhold med Zayn op, på nogle ænder som svømmede i den, på de mennesker der gik tur og på skyerne. Nogle gange fik jeg vand i øjnene, så blev jeg svag psykisk og måtte trække gardinerne for, fordi jeg kom i tanke om, at jeg måske aldrig ville kunne gå derude igen som jeg ville. Være helt fri, fri for sygdommen og for forpligtelser. 

 

Min mobil bippede, jeg havde sat mig på gæstestolen, for ellers ville jeg få spat af den seng. Mit blik landede på den brummende mobil, som lå ovenpå min dyne. Jeg vidste med 95% sikkerhed, at det var Zayn. Jeg forstod ham også godt, jeg var tarvelig. Jeg ville bare ikke have, at han så mig sådan her. Jeg kendte jo godt sandheden, jeg var ikke blind. Jeg var skaldet, jeg var tynd og jeg orkede knap snakke. Nogle gange når min far kom, faldt jeg i søvn under en samtale, hvis der gik for lang tid mellem stilheden og hans stemme. Jeg passede jo lige ind på et plejehjem, svag og træt. Men jeg var stadig på hospitalet, selvom det var mit hadested, betød det stadig, at jeg kunne reddes. Lægerne havde ikke givet op endnu.  

Jeg kiggede på min tatovering med Zayn, far havde heldigvis ikke slået nogen af os ihjel, da han så den. Det var sikkert tæt på, men han lod som om, at det var okay. Det var venligt at ham, min gamle far. 

Jeg blev nød til at se Zayn, bare ikke nu. Jeg kunne stadig reddes. 

 

 

        *            *            *

 

Zayns synsvinkel:

Jeg var begyndt at skrive et brev og en sang til Rosalie, sådan et hvor jeg erklærede min kærlighed, på en måde. Jeg ville have, at hun skulle læse det, når hun fik det dårligt. Sådan et brev, der gav hende lidt håb. Ihvertfald et smil på læben, og da jeg ikke måtte besøge hende i øjeblikket, skrev jeg løs. Jeg plejede ikke at være så god til det med ord, det var mere Harry og de andre, som fik skrevet nogle af vores sange. Men alligevel gik det meget godt, jeg tænkte bare på hende, også kom ordene bare væltende ud og dannede sig til sætninger. Hun skulle snart have det brev, jeg ville og SKULLE se hende smile. 

 

 

Der gik mange dage, det føltes som årtier, før jeg så hende igen. Det var som at slå en sten ind i mit hjerte, borre med søm og skruer, da jeg så hende. Jeg måtte gå ud på badeværelset og græde lydløst et par gange, lod som om jeg skulle på toilettet. Hun var stadig smuk, men ikke et eneste glimt var der. Håret var jo væk, jeg tror, at hun havde barberet det hele af, da hun vidste, at det alligevel ville falde af. Det ville måske også være endnu mere deprimerende, at se sit hår falde af.

Hun sov meget, lå bare der helt slap i sengen. Hun så næsten død ud, men så åbnede hun øjnene og gav mig et lille bitte smil, som fik løftet mig lidt. Jeg hjalp hende, brugte hele min tid og energi på hende. Hendes far også, vi skiftedes om at hjælpe. Nogle gange blev hun sur og ville være alene, så sad vi ude på gangen og gned os i øjnene og ventede. Jeg var udkørt, men det standsede mig ikke. Bandet gik i stå, eller de kørte stort set deres eget show. De måtte komme op med dårlige undskyldninger til medieren om, at jeg var gået ned med influenza, og det var grunden til, at jeg aldrig dukkede op til interviews eller koncerter. Selvfølgelig havde jeg planer om, at komme tilbage. Men ligenu kunne jeg kun kanaliserer min energi på Rosalie, og det forstod drengene godt. De spurgte hver dag, hvordan det gik. Harry havde også været på besøg en dag, da Rosalie ikke tillod flere end højest 2 personer af komme ad gangen. 

 

Der gik uger, mit brev var næsten færdigt. Solen bagede udenfor, jeg ville ned til søen med hende, men måtte vente. Lægerne vidste vel hvad de gjorde, snart ville det hele blive godt igen.

 

*  *

Rosalie kom hjem en onsdag aften, hun blev kørt at sin far med mig ved sin side. Jeg holdt hendes hånd hele bilturen, og lod hende støtte sig op af mig, når hun skulle gå ind i huset. Imens jeg varmede suppe til hende, redte hendes far sofaen op til hende. Det var bedst, hvis hun ikke lå oppe på sit værelse. Alle de trapper og sådan, nej stuen var bedre. Hun stod og kiggede på mig, med hånden støttende på køkkenbordet. Jeg kunne se, at hun kæmpede med at holde sig oprejst. Jeg sendte hende et smil, som hun udmattet gengældte. Så hældte jeg den færdiglavede suppe op i et krus, som der var malet små kyllinger og høns på. Snart skulle hun have brevet, også skulle vi sidde ude ved søen. Jeg havde planlagt det hele, jeg ville give hende et armbånd, hvor der stod hendes navn indgraveret i. Det havde jeg allerede fået bestilt og ordnet hos en smykkebutik, brevet skulle bare lige finpudses, også skulle hun få lidt flere kræfter. Men jeg var overbevidst om, at det skulle snart ske. Lægerne havde skiftet noget af hendes medicin ud, det måtte være løsningen. Snart ville jeg få et ægte smil at se, det holdte mig mest af alt oppe. Tanken om hendes smil. 

 

En dag sad jeg med hende på sofaen i hendes stue, det var sen eftermiddag, men der var stadig lyst udenfor. 

“Har du nogensinde mistet nogen?” spurgte hun, med blikket ude af vinduet, ud på himlen. Jeg tænkte tilbage på den dag i paris, hvor vi kiggede på de tusindvis af stjerner på himlen. De mindede mig om hende, stjernerne altså. Smukke som hende. 

“Ikke rigtig, eller jo min bedstemor, men det er længe siden. Jeg var ikke ret gammel, da hun døde.” forklarede jeg kort, imens vores hænder smeltede sammen ovenpå tæppet. Jeg skulle lige til at spørge hende, men holdt det inde. Jeg ville helst ikke bringe det på banen, hun havde ikke just været heldig.

“Så er hun deroppe.” sagde hun stille, jeg fulgte hendes blik.

“I himlen.” forklarede hun videre, “du ved, sammen med min mor og… Ana.” jeg fik en klump i halsen. 

“Ja det er hun, det er sikkert godt deroppe.” jeg vidste ikke helt hvorfor jeg sagde det, for at opmuntre hende? Jeg havde aldrig troet på det med paradis og liv efter døden, men nu kunne jeg ikke andet end at prøve at overbevise mig selv om, at det var sandt. 

“Det gør mig rolig at tænke på, at min mor er deroppe. Hun kigger måske ned nu, hvem ved? Vi er jo bare mennesker, små bitte mennesker. Måske er hun bare blevet til en stjerne, svæver deroppe et sted. Hendes sjæl altså.” jeg nikkede, en smuk tanke som jeg ikke ville ødelægge.

“Det tror jeg også.” sagde jeg, og lænede mig hen til hende, hun så træt ud, men jeg kyssede hende alligevel. Blidt, uden tunger. Det vidste jeg ikke, om hun havde lyst til eller orkede. 

Hun nikkede til mig, med et smil, hvorefter jeg kyssede hende igen. 

 

Dagene gik, det føltes som lang tid siden, at jeg havde haft håbet om, at hun blev rask. Jeg ville jo ikke opgive hende, hun var min lykke. Drengene var bekymrede, både for mig og hende. De sagde hele tiden, at jeg skulle passe på med, at skelne mellem virkelighed og fantasi. Men jeg forstod aldrig helt, hvad de mente. Jeg ventede jo bare på, at Rosalie blev rask. Måske skulle jeg kun vente nogle uger endnu? Jeg kunne mærke håbet i solenstråler, som om den fortalte mig, at alt nok skulle gå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...