Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16047Visninger
AA

21. Sorry

(IKKE rettet helt igennem, undskyld skal nok ordne det senere..) 

“Rose?” Blev der råbt, lydene kom tættere på. Jeg kiggede frustreret ned på mine hænder, Zayn ville opdage mig lige om lidt. Alligevel havde jeg ikke overskuet til at rejse mig, så istedet sad jeg bare og ventede på bænken. Han måtte kende mig godt, siden han vidste jeg var her.. 

 

“Omg Rosalie.” Selvom jeg ikke kiggede op, vidste jeg at han havde set mig. Grene blev kvast under hans sko, imens han kæmpede sig forbi buskene og hen til mig. Først da hans fødder stod foran mig, kiggede jeg langsomt op og mødte hans bekymrede ansigt. De bløde dybe øjne..

“Hvorfor er du her og ikke i skole?” han kiggede op og ned af mig, “og hvorfor sidder du uden overtøj i denne kulde?” Jeg mærkede pludselig kulden, som om min krop havde været lammet før hen. Mit blik røg ned igen, ydmygende. 

“Snak med mig.” mumlede han roligt, imens han satte sig ned på bænken. 

“Hvordan vidste du, at jeg var her?” var mit eneste spørgsmål, de andre orkede jeg ikke at besvare. 

“Fordi du altid er her, når noget går dig på..” svarede han, efterfuldt af et lavt suk. 

“Du ved jeg hader når du er ked af det.” mumlede han lidt efter, hvilket fik mig til at ligge hovedet tilbage på hans skulder. 

“Fryser du ikke?” hans arm lå om mig, gjorde mig en anelse varmere. Jeg tøvede lidt, før jeg svarede, “joeh.. Det gør jeg vel.” min stemme var svag, slet ikke en mig stemme. (Hvis man overhovedet kunne sige det?) 

Han grinede let, rejste sig op og rakte mig sin hånd. Jeg kiggede kort på den, hvorefter jeg tog den og lod ham trække mig op og stå. 

“Hvorfor har du ikke jakke på?” Spurgte han roligt, lod heldigvis det andet spørgsmål ligge lidt. 

“Tja altså..” Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Vi begyndte at gå udfra området, stadig hånd i hånd.

“Den gik i stykker, så jeg smed den væk.” endte jeg ud i at mumle, med blikket på jorden. Han klemte min hånd, som om han vidste at jeg løj. Gjorde han det? 

“Jamen så må du hellere ind i bilen og få varmen.” smilede han, og åbnede bildøren som vi var nået hen til. Jeg nikkede kort, hvorefter jeg gjorde som han sagde og hoppede ind. Efterfølgende var han hurtig om at gå rundt om bilen og stige ind selv. 

 

Jeg smilede svagt, han havde en stor tyk strik sweater på, slet ikke noget jeg ville forvente at han ville gå i. Det så meget sødt ud, det måtte jeg sige. 

“Rose.” sagde han pludselig, før han nåede at starte bilen. Jeg lod opmærksomt mit blik møde hans, men hans øjne stirrede på noget på min arm. Langsomt forsvandt mit smil, “det er ik” “hvordan har du fået det?” afbrød han, hvorefter han forsigtigt lod en finger stryge over det kæmpe blå/lilla mærke. Jeg skar ansigt, da hans fingre rørte den ømme hud. 

“Jeg faldt.” løj jeg, prøvede på at se ligeglad ud. Han kiggede op og ned af mig, “jamen.” mumlede han, “det ligner bare,” “nej bare rolig.” jeg lagde han hånd på hans mund, “jeg faldt.” gentog jeg med en rolig stemme. 

Han nikkede svagt, “okay jeg tror på dig så.” han lød ikke overbevidst, men det var nok. Uden at tænke over hvad jeg lavede, lænede jeg mit ansigt hen imod hans. Mit blik lå på hans læber, som var jeg i en slags trance. Hans ansigt rykkede sig samtidig tættere på indtil vores læber mødtes. Jeg lukkede øjnene, han lagde en arm omkring mig under kysset, hans varme føltes dejligt og behageligt. Hans varme kys var fantastiske. 

 

“Vi må nok hellere..” jeg trak mig ud af kysset efter noget tid, han smilede charmerende, nikkede og startede bilen. Langsomt lagde jeg hovedet tilbage på mit eget sæde, trak mobilen frem for at ringe min far op. 

 

                *            *            *

 

“Godt du er uskadt!” min far trak mig ind i et kram så snart jeg trådte ind af hoveddøren, så jeg næsten blev kvalt i hans striktrøje. 

“Ja far, bare rolig..” jeg smile, og sparkede mine sko af i entreen. Hans blik lå hurtigt på mine sko, som rodede rundt i mellem de andre. 

Han hadede rod. 

“Skolen ringede jo, hvorfor kom du ikke i skole i morges?” han fulgtes med mig ud i køkkenet, hvor en pizzabakke stod på spisebordet. Straks kunne jeg mærke min mave rumle, åh hvor var jeg egentlig sulten.. Jeg nåede ikke engang morgenmad imorges, da jeg jo ville komme til tiden.. 

“Ja, jeg ved det.” mumlede jeg, imens jeg gik hen og satte mig ved bordet. Han fulgte langsomt med, og satte sig overfor mig. Åbnede pizza bakken, og skubbede den overimod mig. 

“Hvorfor?” spurgte han om, jeg sukkede, hvilken løgn skulle jeg bruge? For at være ærlig hadede jeg at lyve, især for folk jeg holdte af. Hvis det var Sasha eller en anden ville det ikke betyde så meget, men for personer som min far og Zayn.. Nej det var klart på listen under hade ting. 

“Jeg faldt på vejen og smadrede min jakke, også kunne jeg se, at jeg ville komme for sent så.. Jeg syntes det var pinligt, derfor ville jeg ud til hospitalet og besøge Ana istedet.” jeg snakkede hurtigt, håbede på at han hoppede på den. 

Han så lidt eftertænksom ud,  “skolen ved godt, at de skal se ekstra godt efter dig, Rosalie.” jeg nikkede, “ja far, det ved jeg.” jeg tog et stykke pizza, duften fyldte mine næsebor.. Har jeg nævnt at jeg elsker pizza? 

“Du bliver nød til at skrive til mig næste gang, du ved hvor bekymret din gamle far bliver.” jeg nikkede igen, “undskyld.” han sukkede, men sendte mig så et smil. 

“Det går nok, men husk nu at passe på. Jeg har lige fået dig tilbage.” hans sætning fik mig til at synke en klump. Og en dag ville han miste mig.

 

“Ja.. Jeg bestilte pizza, din yndlings.” han kiggede kort på pizzabakken, som jeg var godt igang med, hvorefter han rejste sig op og forlod køkkenet. Jeg sukkede kort, hvorefter jeg satte mig til at sidde lidt med min mobil. 

 

“Sasha: Omg OMG OMG OMG!” jeg kiggede forvirret på skærmen, hvor Sashas besked lige var tigget ind. 

“Mig: Hvad så?” Jeg trykkede send, og fik også lynhurtigt et svar tilbage.

“Sasha: Kender du ZAYN MALIK?” Jeg var ved at tabe min pizza, hvor vidste hun det fra?? 

“Mig: Hvorfor..?” jeg var lidt i chok, jeg mener hvordan kunne hun vide det? Og vidste hun det, ville resten af skolen vide det imorgen.. Hvilket også ville sige Jonathan, også ville han nok også regne ud at det måske var ham jeg havde haft sex med.. Måske. 

Jeg blev igen opmærksom på min mobil, da Sasha sendte et billede. Jeg lavede store øjne, da min mobil hurtigt havde loadet filen. 

Et billede af mig og ham stige ind i hans bil, og et til hvor vi holdte i hånden.. Jeg bed mig i læben, hvorfor havde jeg intet opdaget?

“Sasha: Hallo.. Rosalie?!”
“Mig: ja sorry, men øh ja vi er venner.” jeg trykkede tøvende send, men okay hvad skulle jeg ellers skrive?

“Sasha: Fuck hvor vildt!! Hvorfor har du ikke sagt noget? HAN ER JO SKIDE LÆKKER OG KENDT!” hun gik helt amok, men når ja det var jo Sasha. Hvad ville hun ikke gøre for penge og popularitet?

“Mig: Han er en god ven ihvertfald.” 

“Sasha: KENDER DU SÅ OGSÅ RESTEN AF ONE DIRECTION?” 

“Mig: ja jeg har snakket med dem, og spist med dem men mest Zayn.” 

“Sasha: OMFG” 

“Mig: ?”

“Sasha: Det er SÅ vildt.” jeg smilede kort, typisk hende. Overeagere totalt, men okay set fra hendes synsvinkel så ville jeg nok også undre mig ret meget, hvis hun lige pludselig var venner og gik og holde i hånd med Justin Bieber uden at jeg anede det. 

“Mig: det kan jeg fornemme.” 

“Sasha: Du må tage mig med en dag! Tager du Zayn tager jeg Harry!” 

“Mig: ahhaha, ej men vi er ikke sammen.” 

“Sasha: Meen han er lækker.” jeg rystede kort på hovedet, typisk Sasha replik. 

 

Nu ville jeg tage et bad, måske bruge en af de velduftende badeolier? Ja god ide. 

                  *        *        *

 

Skole dagen havde været meget mærkelig og hård, først og fremmest fordi ALLE stirrede på mig hele tiden. (Kan det mon have noget af gøre med billede af mig og Zayn?) Ja hvad ellers, igen var jeg skolens taleemne. Og jeg hadede opmærksomhed på den måde, det var mig ikke mig at være i centrum helet tiden. Desuden følte jeg mig meget træt for tiden, som om der var en eller anden som havde tæsket løs på min krop. Den føltes tung og øm, næsten som om jeg ikke kunne mærke den? Måske var jeg ved at få en eller anden klam influenza. 

 

Jeg sukkede tungt, min mobil havde jeg slukket grundet de mange beskeder om mit kendskab til Zayn. Desuden rasede twitter også, da ingen vidste hvem “den mystiske pige” var. 

 

Måske skulle jeg besøge Ana? Jeg havde så ondt af hende, hun lå stadig på det dødsyge hospital. Man følte sig ikke i live derinde, langt fra. Med et lille suk, gik jeg ud i gangen og fiskede army grønne vinterjakke ned fra knagen. Klokken var kun halv 3, så jeg kunne sagtens nå det. Far havde taget noget overarbejde, så han var vel hjemme ved 6 tiden. 

Jeg snuppede mit tørklæde, som altid duftede virkelig kraftigt af parfume. Men det var nu meget dejligt. 

Vinden blæste i mit hår, så jeg måtte skynde mig hen til busstoppestedet med en hånd over hovedet, for ikke at få det i øjnene. Sneen havde lagt sig i et tyndt lag, og det ville nok snart begynde at sne igen. En følelse af lettelse bredte sig, da bussen kom kørende hen imod mig. Jeg ville ikke overleve at stå her i kulden så længe, selvom en overfyldt varm bus heller ikke var det fedeste i verden. 

 

 

 

 

“Ana?” kaldte jeg, da en sygeplejerske åbnede døren til hendes hospitalsværelse, som ikke var til at prale af. Det lignede mit på en prik, bortset fra at hun havde et par tegninger hængende på væggen. 

Jeg trådte nogle skridt ind i væggen, indtil jeg fik øje på hende i sengen. Hun så lidt bleg ud, som hun lå der udmattet under dynen og kiggede ud af vinduet. 

“Ana?” gentog jeg igen, hvilket endelig fik hende til at kigge. Hendes øjne lå på mig, og det tog et par sekunder før hun lyste op i et smil. Jeg blev helt bekymret for hende, sådan plejede hun bare ikke at være.

“Roseee.” udbrød hun, med en svag lille bitte stemme. Jeg smilede varmt, og gik hen til sengen og omfavnede hende. 

“Du kom tilbage.” hviskede hun lavt, hvilket fik mig til at nikke og kysse hende på kinden. 

“Jeg ville da aldrig bare forlade dig.” mindede jeg hende om, hvorefter jeg satte mig på sengekanten. Hendes lyse hår så næsten helt hvidt ud, gik næsten i ét med hendes hud og hvide sengetøj. 

“Jeg savnede dig..” mumlede hun lavt, jeg bed mig i læben. En lille tårer havde samlet sig i hendes øjenkrog, jeg rystede på hovedet og krammede hende igen.

“Undskyld, jeg havde bare så meget at se til du ved..” hun nikkede tamt, “så fortæl mig om det.” jeg skulle lige til at åbne munden, men hun kom mig i forekøbet, “fortæl mig det hele, jeg vil så gerne høre!” jeg nikkede, tog hende i hånden og begyndte langsomt at fortælle. 

 

_______________________

 

Er Ana mon ved at blive mere syg? Og hvad med Rosalie og Zayns forhold? hehehe ja det må i jo læse jer til.<3

 

TAK for jer der har sat den på favoritliste, det gør mig så glad! I må meget gerne også give den et like, hvis i kan lide den/stadig læser med. <3

 

-Hvad tror i/håber i der sker?

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...