Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16111Visninger
AA

12. school

Brevet lå i min lomme, godt nærlæst for alt hvad der stod. Nøje drejet og vendt rundt, mors brev altså. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle sige noget til far.. Så som, at han skulle have vist mig brevet noget før, for jeg fortjente det da? Hun var jo min mor, mit kød & blod. Jeg forstod stadig ikke, hvordan hun var død. Sommetider lå jeg bare, og kiggede op på himlen, måske kunne hun se mig? Latterlig tanke, men hvis nu.

Far havde spurgt ind til, hvordan det havde været hos “Sasha”, som jeg jo havde været hos.. Men da jeg i forevejen var sur på ham, endte det bare med at jeg trak på skuldrene og smed mig ind på værelset med lukket dør. Far havde faktisk forslået, at jeg skulle lidt tilbage i skolen (hvilken tåbelig ide, man er i skole for at kunne blive uddannet, så hvad skal jeg dog med det?) Men på den anden side, var mit værelset ret depri at være på hele tiden. Ikke fordi jeg ville kunne starte “fuldtid” i skole, det måtte jeg ikke. Men være der nogle timer om ugen, noget i den stil. Selvom Sasha og hendes gruppe var der, ville jeg stadig gerne tilbage til Joshua, en af mine gode venner som jeg desværre har været dårlig til at holde kontakten med. (endnu en gang min skyld, dumme mig.)

Ihvertfald havde jeg tænkt mig at komme i 2 timers tid på mandag, lige sige hej og snakke lidt med nogle af dem. Det eneste der gik mig lidt på, var at Jonathan formentligt stadig gik på skolen.. Ved mindre han var blevet bortvist, men det tvivlede jeg alligevel på. Han kunne så nemt rode sid ud af problemerne igen, selvom han havde gjort langt værre end lærerne gik og vidste.

                                 *            *             *

 

Skolens mure var høje, som om det var et fængsel. Det huskede jeg også godt, at jeg syntes det var, dengang jeg gik der. (nu lyder det som om, at det er flere årtier siden, altså nej.) Men da jeg blev syg, måtte jeg jo tages ud af skolen, meget forståeligt. Jeg havde skrevet til Sasha, at jeg kom idag. Dog 2 timer senere, og jeg gik også 2 timer før tid, så det var okay. Jeg gad bare ikke snakke med alle de nar hoveder, som også gik på skolen.

Knæk og bræk Rosalie, du kan godt.

Før jeg overhovedet havde taget fat i skolens mega store døre, blev der lagt et par arme omkring mig, og jeg blev trukket ind i et kram. “Omg skat!” Sashas stemme skar igennem, og endnu et par arme blev lagt omkring mig. Jeg blev næsten overfaldet, af alle dem som følte at de skulle hilse på mig. Jeg kiggede imellem strømmen af teenage kroppe, jeg ville bare lige se om Jonathan var der, ikke andet. Hvem Jonathan var, er en større forklaring som kræver lidt anstrengelse af fortælle om.

“Omg, der er så længe siden!” Jeg blev trukket ud af mine tanker, og min opmærksomhed blev ledt hen på en af pigerne fra min klasse, som stod med et smil på læberne.

“Rosaalieee” jeg smilede, og lod hende kramme mig.

“Hvor er det bare godt endelige at have dig tilbage, virkelig!” jeg nikkede smilende, ret overvældet over den pludselig popularitet. Før i tiden var jeg.. ja hvad var jeg? Før i tiden var jeg vel ret populær, indtil Sasha smadrede hele mit ry.. ak ja, den historie må jeg komme lidt mere ind på senere. For sandheden bag den er ganske grim.

“Du kan følges med mig!” Sasha tog fat i mig, som om det var først til mølle princip, og begyndte at trække mig med ind på skolensgang. Folk begyndte langsomt at gå hver til sit, da der ikke var mere spændene over det. I baghovedet havde jeg dog hele tiden Jonathan, bare hans hårde blik i sig selv gjorde mig utilpas.

Du har ikke misset så meget, for at være helt ærlig..” kom det fra Tia, en af pigerne fra “gruppen”. Før i tiden også med til at nedgøre mig grundet Sasha. Jeg kiggede kort på hende, hvorefter jeg nikkede. Det hele virkede ens, de samme mennesker, de samme skabe, de samme lærere bare alting var det samme, og dog. 

“Mrs. Jones er stadig lige så skrap, som da du stoppede.” mumlede Jess, med et irriteret blik, “hun skal altid give bjerge af lektier for, og hvis man ikke kan svare på hendes spørgsmål bliver man sendt ud og..” noget fangede min opmærksomhed, udover Jess’ snak om Mrs. Jones, som jeg egentlig var ret ligeglad med. En dreng, som stod lænet op af et skab med en helt afslappet holdning. Hans sorte hår sad som altid, ringen i det ene øjenbryn var der stadig, tatoveringerne på armene, de mørkeøjne selv arret på kinden. Hvis man ikke vidste bedre, ville man nok tro at han stod der helt tilfældigt, at han bare lige skulle tjekke sin mobil eller sætte håret. Men jeg vidste bedre, jeg kendte ham bedre.. Eller gjorde jeg nu også det? Jeg vidste bare, at jeg ikke havde savnet ham. 

Jonathan. 

Jeg kunne lade være, med at kigge på ham. Pigerne snakkede hele tiden, opdagede slet ingenting. Jeg stod som forstenet, som om mine fødder var limet fast til gulvet, som om mine årer var frosset til is. Han havde opdaget mig, selvfølgelig havde han det. Hans kolde blik lå på mig, men det sagde ingenting. Som om det bare være ren mørke og intet andet. Jeg turde knap trække vejret, når han kiggede sådan på mig. Hvorfor var jeg så bange? Minderne kæmpede om at titte frem, jeg kæmpede imod dem. Kræften havde fået mig til at glemme, måske den eneste positive ting ved det. Jeg ville bare glemme det, hjem igen. 

 

“Rosalie, hallo hører du?” jeg blev dasket på skulderen, og trancen forsvandt. Mit blik slog hen på Sasha, som kiggede mærkeligt på mig. 

“Er der noget galt?” hun prøvede med den kvalmene medlidende stemme, jeg rystede bare på hovedet. 

“Nej nej jeg er bare træt.” mumlede jeg, og tvang et smil frem. Hun kiggede kort ned af mig, hvorefter hun endte ud i et smil. 

“Jamen fint, skal vi se at komme til biologi?” 

 

 

________  

 

Okay så dette kapitel er mega kort.. undskyld ventetiden igen, lover at det næste kommer snart.. LOVER. Der skete noget ret personligt osv. så holdt lige en kort pause.. Men ihvertfald her er kapitlet. Så hvem tror i Jonathan er? og hvad har han mon gjort.. hmhm

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...