Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16139Visninger
AA

31. No

Klokken var 6 og mit håndled brændte stadig ever tatoveringen. Zayn så ikke ud til, at være i smerter. Hans ansigt viste ihvertfald ingen tegn på smerte, han måtte holde masken godt. Jeg synes ihvertfald selv, at min smertetærskel var blevet sat på en prøve. Bare lyden af maskinens summen fik mit hjerte til at slå, alligevel tøvede jeg ikke med at få den lavet. Det var et hjerte, men i  enden af hjertet stod der Zayn.Det virkede bare så perfekt, nu ville han altid være med mig, ikke? Først ville Zayn bare have mit navn på sin arm, men så ombestemte jeg mig og istedet for bare at få et hjerte, fik jeg hans navn kringlet ind. Jeg var glad for beslutningen, nu havde vi hinandens navne på vores kroppe. Forevigt ville vi være der. Tanken gjorde mig glad, selvom alle sagde, at det var skide dumt at få tatoveret sin kærestes navn, var jeg ligeglad. Det var vel mit valg? Okay måske ville min far flippe skråt, sende mig til Sudan eller noget..? Ha ha, sjov tanke. Min far er for blød sød, han ville være sur i nogle dage, måske 2 uger højest, så ville han bløde op og kalde mig “putte” igen. Han var imod tatoveringer og piercinger, som om det skadede? Jeg forvandlede mig jo ikke pludselig til en kold Emo med flere hundrede piercinger, vaskebjørne øjne og selvmordstanker? Ikke Fordi selvmordstanker og Emoer var forbundet, men alle tænkte det alligevel. Så man sådan en type med kæder om halsen, piercinger i brynet, næsen og læben samt mørkt tøj og sort hår, ville man nok også tænke “selvskadende person.” ikke fordi man mente det ondt, men sådan blev de jo altid udstillet. 

 

“Hvad synes du?” spurgte han for tredje gang, med blikket på mit håndled som egentlig var bundet ind. 

“Den er flot, bare rolig jeg vil ikke fortryde den, og min far skal nok overleve det.” 

“Når jo.. men en tatovering holder hele livet, du ved Harrys eks fik tatoveret sin eks’ navn før hun kom sammen med Harry, og det synes Harry ikke var særlig fedt.. Han blev faktisk ret sur, han så den en dag de sov sammen, fordi den var tatoveret på ryggen.” 

Jeg begyndte at grine, “jeg kan godt forestille mig Harry.. Beundrer hende indtil hans øjne spotter tatoveringen…hahaha.” Zayn ler også, “men jeg er nu glad for min, og jeg regner ikke med, at få en ny kæreste.” 

“Ellers må du finde en med det samme navn.” jokede han, med et grin i stemmen. 

“Det jo også meget nemt, haha.” 

“Jeg vil nu også beholde dig, kan du tro.” sagde han så, og lagde armen omkring mig. Vi sad i øvrigt på en cafe igen, selvom kaffen for længst var blevet drukket. Det var næsten tid til aftensmad, måske skulle vi tage på restaurant og håbe på at ingen fans vil se os? 

 

Jeg kiggede rundt, solen var blevet svagere, da nogle skyer var ved at komme frem. Der lå nogle boder hvor man kunne købe skrammel, ting som en “I love Paris trøje” eller en grim kop med eiffeltårnet på. Sådan noget kunne man også købe i London egentlig, jeg lagde bare aldrig mærke til de butikker, fordi de var så vante. Her spottede man dem med det samme. Jeg burde købe noget til far, måske en vinoplukker med Notre Dame. 

 

            *            *            *

 

Det var en solrig dag, det hele tegnede godt lige fra begyndelsen. Zayn havde foræret mig et par solbriller, som jeg var meget glade for, da solen skar lidt i øjnene når man gik. Jeg var ellers ikke særlig sart, men de hjalp. Mit humør var i top, vi var sammen i Paris, kærlighedensby ikke? Eller var det Rom? Blandede jeg tingene sammen? Jeg havde set så mange kærlighedsfilm, at det ikke var til at overskue hvad der var hvad mere. Det kunne vel også være ligemeget, for mig var det godt nok, og Zayn virkede også tilfreds. 

 

Zayn trak mig afsted, hans hånd knugede sig fast til min, så vi ikke blev væk fra hinanden i mylderet. På denne årstid eller måned, var der ikke så mange turister, heldigvis. Men når man gik inde i byen på gågaderne hvor alle butikkerne lå, kunne man alligevel ikke undgå mylder. Det hørte altid sammen, jeg var glad for, at det ikke var i sommerferien vi var her, for så ville man da ikke kunne komme forbi for mennesker. 

 

“Jeg tænkte, at købe en is, du ved åretsførste.” han kiggede sig lidt omkring, vejen var småsten, sådan nogle man nok brugte i gamledage i gaderne. Brosten, blev de vel kaldt. Butikkerne strakte sig på hver side, på cafeer, tøjbutikker, sko butikker og ja det hele. Der sad en del ude på stole, og nød det dejlige vejr. Jeg tog en dyb indånding, min mave gjorde en anelse ondt. Det havde den gjort hele dagen, men jeg prøvede på, at ignorer det. Smerten skulle nok snart gå væk, så ingen grund til at gøre et stort nummer ud af det. 

 

“Åretsførste is skal være stor, sådan en med guf.” sagde Zayn igen, og begyndte igen at gå da han fik øje på en isbod. 

“Ja, min far skulle altid have 2 flødeboller i og jeg ved ikke hvad.. 5-6 kugler.” Svarede jeg, imens jeg prøvede på at gå ordentligt på trods af mavesmerterne. 

“Når ja, så skulle du se Niall & Louis, de kan æde som en elefant, når de er sultne.” jeg smågrinede, det kunne jeg egentlig godt forestille mig. Jeg havde jo spist med dem før, og der var for det meste ikke en rest tilbage. De ryddede bordet, sikker også selvom de allerede var mætte. 

Jeg fik pludselig en kraftig smerte i maven, stærkere end før. Som om der blev stukket en kniv ind, og den kniv så blev drejet rundt i såret. Jeg lukkede øjnene af smerte, måtte stoppe op på den forfærdede gade og holde mig på maven. Det borede i mig, som om jeg havde hul i maven. Intet var at se, det hele foregik inden i mig. Smerte, smerte, smerte. 

“Hvad sker der?” lød Zayns stemme, men for at holde smerten ud ignorerede jeg hans spørgsmål. Det ville gå over om lidt, det var jeg sikker på. Bare holde de få minutter ud, om lidt så..” Jeg stod foroverbøjet, prøvede på at strække ryggen i håb om at smerten ville forsvinde, men kvalme skyllede ind. Jeg havde det i et kort øjeblik som om, at jeg stod på et skib der bare gyngede på bølgerne. 

“Rosalie?” han lød bekymret, jeg rystede på hovedet og skar ansigt. 

“Det.. Det okay.” fik jeg frem med sammenbidte tænder, smerten rasede. “åh.” mumlede jeg, måske skulle jeg bare sidde ned? Det hjalp måske, sådan føltes det. Jeg bøjede i benene med langsomme bevægelser, som om alt kørte i slow motion. Jeg nåede næsten at glemme hvad jeg lavede, før jeg ramte kanstenen med røven. Smerten stoppede ikke, den blev bare ved. Jeg kunne græde, men måtte passe på. Der var mennesker, jeg var sammen med Zayn hvilket betød, at folk havde god grund til at tage billeder. Det skulle jeg ikke nyde noget af. 

 

“Rosalie er du okay? hvor gør det ondt henne?” han prøvede at hjælpe, lagde en varm hånd på min skulder. Jeg skulle til at svare maven, men det gjorde ondt i hele kroppen. Som om der startede massevis af eksplosioner inden i mig, smadrede mig indefra. Efterlod mig med svedig pande og anstrengte ansigtsudtryk. 

“Vent lidt.” Zayn tastede noget på sin mobil, folk var begyndt at kigge, det kunne jeg mærke. Der blev dannet en bue, de fleste snakkede men jeg forstod det ikke. Smerten skulle bare forsvinde, det var det eneste som jeg kunne tænke på. Smerten tog alle mine tanker væk, kun det kunne jeg fokusere på. 

 

Pludselig blev der holdt en flaske vand foran mig, jeg anede ikke hvor den kom fra, men jeg havde heller ikke lyst. Jeg ville måske bare kaste op, og det ville ikke hjælpe på noget. 

“Vand, Rosalie..” kom det fra Zayn, var det ham der havde vandflasken? Jeg kunne næsten ikke kigge op, mit hoved var bøjet. 

“Jeg har ringet efter en læge, de kommer snart. Drik noget.” Jeg tog imod flasken, den var kold og fugtig. Selvom jeg ikke havde lyst, tog jeg alligevel et par slurke. Det isnede, dæmpede smerten en anelse, men kun i få sekunder. 

“Zayn.” mumlede jeg, men kunne ikke få mere frem.

“Jeg er lige her, bare rolig.” jeg kunne mærke hans arm omkring mig, han beskyttede mig. 

 

        *            *            *

Det dunkede i hovedet, min krop var lam. Det føltes ihvertfald sådan, ligesom når man vågner op om natten og har ligget oven på sin arm, og den så er fuldstændig følelsesløs og mærkelig. Sådan føltes hele min krop, som en mursten. Mine øjenlåg var tunge, jeg kæmpede mod mig selv, for at slå øjnene op. Det bippede, lyden virkede så bekendt. Pludselig sank mit hjerte, jeg var på et hospital.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...