Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16142Visninger
AA

25. No, no, NO!

 

Fristelsen var så slem, når han sad så tæt på mig. Hans nærvær gjorde mig helt lam, fik mine tanker blandet med alkoholen til at cirkle rundt om ham. Jeg havde bundet alt for meget, indtaget alt for meget alkohol, dog var jeg ikke den eneste. Alle var godt fulde, men jeg ville ærligt sige, at jeg nok var den, som havde fået mest. Zayn havde dog også fået en del kort af de andre, og vi havde så gået i mod specielt Harry med vores. Nu var legen så slut, og vi havde bevæget os ind i stuen istedet. Problemet lå lidt i, at jeg sad lige ved siden af Zayn, og den dumme kysseregel gav mig en endnu større lyst til at kysse ham, da det føltes som en evighed siden. 

 

“Ommmgg så løb dog HURTIGERE!” skreg Louis af filmen, som til info var “The Maze Runner”. Jeg kiggede kort hen på Louis, som sad fuldstændig opslugt af filmen, med en hånd nede i popcorn skålen. 

“De kan ikke høre dig..” svarede Niall flabet, hvilket lynhurtigt startede en åndssvag diskussion op mellem dem. Jeg kiggede hen mod Zayn, da et tæppe blev lagt over mig. 

“Måske frøs du.” mumlede han hæst, til svar på mit ubesvarede spørgsmål. Jeg fokuserede igen på filmen, eller dvs. jeg prøvede på det. Men Zayns hånd fandt hurtigt min under tæppet, så snedig var han. Jeg smilede, da hans fingre flettede sig ind i mine. De andre kunne intet se, kun mit fjogede smil, men alkoholen gjorde nok deres opfattelser lidt langsommere og mere fatsvage. 

“Indtil videre..” mumlede Harry pludselig, hvilket fik mig til at dreje hovedet overimod hvor han sad. Hans har var blevet helt uglet, alligevel så det ret godt ud til ham. 

“Så er vi vinderne af væddemålet?” fuldførte Zayn hans sætning, men Harry rystede hurtigt på hovedet.

“Nej, klokken er ikke så mange endnu.. Det gælder helt indtil vi alle sover.” han smilede lumsk, jeg havde på fornemmelsen, at han vidste hvad der foregik imellem os. (No shit Rosalie?)

“Og som i ved, kan jeg holde mig vågen i fleeere timer.” kom det fra Louis, som sad i sofaen tæt på mig med benene oppe på sofabordet. 

“Når ja right.” mumlede Niall ved siden af, som efterhånden havde tømt skålen med popcorn godt og grundigt.

Jeg lænede træt hovedet tilbage i sofapuden, Anas ansigt dukkede hele tiden op i mine tanker, hvilket gjorde mig urolig og dårligt tilpas. Jeg vidste, at jeg ikke kunne besøge hende konstant, men alligevel følte jeg mig lidt egoistisk. Hun lå der helt kold på hospitalet, kun med en hvid væg at kigge på, imens jeg sad her og drak mig fuld med en gruppe drenge samt åd mad og i det hele taget havde det mega godt..

 

Først da Zayn rejste sig, kom jeg til mig selv. Hvor længe havde jeg siddet i mine egne tanker? Jeg rykkede lidt på mig, da tæppet var ved at falde af. Zayn skulle vel på toilettet, eller det gik jeg ud fra. Jeg fulgte kort hans krop bevæge sig, indtil han var ude af stuen. 

“Prinsen kommer tilbage, bare rolig.” kom det drillende fra Harry, som sad med et stort smil og kiggede på mig. Jeg rullede bare øjne af ham, og kiggede hen imod skærmen igen. 

Jeg skulle faktisk også tisse lidt.. Jeg kiggede hen på sofabordet, hvor vores glas stod plus en del ekstra. Vi havde drukket mere end det føltes som om, eller også var jeg bare for fuld til at mærke det? Jeg synes bare ikke, at det føltes som sidst. Rummet gyngede ikke rundt, men stadig grinede jeg ekstra højt, højere end jeg ville normalt. 

 

“Jeg går lige på toilettet.” fik jeg endelig besluttet mig om at sige, og rejste mig op fra sofaen. Tæppet gled hurtigt af mig, og samlede sig ned ved mine fødder. Mit blik kørte hen på Harry igen, som kiggede på mig. Han blinkede, hvilket fik mig til at hæve øjenbrynet, “bare tisse.” gentog jeg, selvom han bare smilede skævt af mig. 

“Jaja du.” Jeg rystede på hovedet, hvorefter jeg gik ud imod gangen. Men før jeg nåede så langt, fik jeg øje på Zayn ude i køkkenet. Han stod bøjet ud over vinduet med den ene hånd ude. Jeg tøvede kort, inden jeg trådte ud i køkkenet, hvilket fik ham til at vende sig om imod mig. Jeg spottede hurtigt en cigaret i hans ene hånd, som nok var grunden til det åbne vindue trods den kølige temperatur. 

“Åh.” mumlede han, og kiggede en anelse flovt på cigaretten. 

“Det gør ikke noget..” Sagde jeg, med en lidt tøvende stemme. Han lagde hovedet på skrå, “jeg vil gerne stoppe, det er bare svært. Hvis du ikke har bemærket det, ryger jeg stort set aldrig, når vi er sammen.” jeg nikkede, imens minderne med ham lynhurtigt gled igennem mine tanker, det var egentlig rigtigt nok. Jeg var bare ret meget imod det med, at han faktisk betalte for at få kræft, når nu sådan en som Ana var så syg af det. Så burde man give de penge som donation istedet, til kræftramte eller bekæmpelse af det. 

“Undskyld.” sagde han, hvorefter han tog et sidst sug og så smed den ud af vinduet. Jeg gik helt hen til ham, og som forudset lagde han sine arme omkring mit liv.

“Ik had mig for det.” mumlede han lavt, med blikket på mig. Hans smukke øjne borede sig ind i mine, han var så perfekt. 

“Jeg kunne aldrig hade dig.” mumlede jeg tilbage, som var det en eller anden scene fra en film, men jeg mente det oprigtigt. 

Han trak mig hårdt ind til sig, så min krop blev skubbet hårdt mod hans. Ingen afstand var der længere imellem vores kroppe, kun tøjet skilte vores hud af. 

“Der er noget over dig.. kan ikke beskrive det.” Han kørte sin ene hånd ned til min røv, “du er så speciel, perfekt for mig.” Jeg smilede, hvorefter jeg lagde hovedet på hans skulder.

“Jeg vil gøre alt for at hjælpe dig og Ana.” mumlede han lidt lavere, Anas ansigt strøg lynhurtigt ind i min nethinde. En tåre gled ned af min kind, og landede på hans skulder. Mit hoved drejede sig hen imod hans ansigt, og før jeg vidste af det smeltede vores læber sammen i et kys. Han fjernede den ene hånd fra min røv, og tørrede min ene kind under kysset, hvorefter han satte hånden på min hofte. 

“Når så ser man der..” af ren forskrækkelse trak jeg mig lynhurtigt væk fra Zayn og kysset, ved lyden af Harrys stemme.

“Og jeg som troede, at du skulle ud og tisse..” Hans smil var kæmpe stort, flabet men også sødt alligevel. 

“Åh shutup.” kom det fra Zayn, som bagfra lagde armene omkring mig. 

“Så i er altid ikke kærester?… I kysser bare for sjov når ingen kigger, når nej jeg så det jo.. Ha ha ha.” 

“Du er så sjov.” svarede jeg sarkastisk, undgik specifikt hans kæreste spørgsmål. Han smilede skævt, “i må da hygge jer,” sagde han, hvorefter han overraskende nok efterlod os alene igen. Jeg satte hånden op foran munden, med blikket på Zayn. Han kløede sig i håret, hvorefter vi begge udstødte et fnis. Lidt efter kom latteren, som spruttede ud af vores munde. 

“Man må tage det gode med det dårlige, ikke?” grinede han, hvorefter han tog fat i min arm, og svingede mig hen til sig selv, så min krop blev presset op mod hans. 

“Ja, jeg vidste bare, at vi ville blive opdaget..” han lagde hovedet på skrå, og kiggede mig ind i øjnene.

“Hvad?” jeg kiggede spørgende på ham, men istedet for at besvare mit spørgsmål nærmede han sig med sine læber, og lod dem møde mine. 

“Jeg synes bare, at du så smuk ud.” mumlede han, da vores læber skiltes ad igen.

“Kom, vi går ind til de andre.” han lagde hånden bag min ryg, og førte mig med igennem køkkenet. 

 

 

 

“Når der kommer turdelduerne!” halv råbte Louis, da vi kom gående ind i stuen igen. Selvfølgelig havde Harry sladret, hvad ellers skulle man forvente af den dreng? Jeg rystede kort på hovedet, hvorefter jeg placerede mig i sofaen igen.

“Sikke en laaaang tissetur.” kommenterede Niall, med et skævt smil. Jeg lavede en grimasse til ham, hvilket han bare grinede af. Mit blik mødte hurtigt Liams, som kiggede tilfredst på mig, af en eller anden grund. Jeg smilede kort, da vi fik øjenkontakt. Han nikkede, som om han takkede mig for noget. Istedet for at tænke mere over det, lænede jeg mig bare godt tilbage i sofaen. Jeg var alligevel ved at blive ret træt. Snakken begyndte, og inden længe var drengene godt igang med at udveklse pinlige minder fra diverse koncerter og andre ting. Jeg ænsede slet ikke, at der var en mobil som ringede. Først da Louis puffede til mig, gik det op for mig, at det var min mobil, som lå på sofabordet der ringede.

 

Jeg bukkede mig sløvt ned, og trykkede godkend opkald for at se hvem det var. Klokken var jo ligesom ret mange, så måske ville min far bare høre hvordan det gik?

 

“Rosalie, åh gudskelov at du tog mobilen. Vi har prøvet at ringe til dig nogle gange..” en kvindelig stemme lød i mobilen, stemmen lød ganske bekymret og oprørt. Jeg kiggede rundt på drengene, som sad og snakkede en anelse lavere sammen. 

“Jeg bliver nød til at fortælle dig det.. fordi, jeg ved at det er det rigtige..” fortsatte hun, hvorefter et hulk kom, mine ben begyndte at ryste utrolig meget. 

“Hhvad?” stammede jeg pludselig, “det er ikke nemt og.. jeg ved snart ikke.” hun begyndte at græde, så jeg næsten ikke kunne høre noget i telefonen. 

“Det er Ana, hun blev så svag igår aftes, men vi ville ikke bekymre dig fordi du har jo andet at se til… Også her da jeg læste for hende, blev hun helt fraværende og mærkelig. Lægerne gjorde alt hvad de kunne, og jeg troede virkelig..” gråden kom igen, og jeg måtte tilstå at jeg også godt kunne mærke klumpen i halsen. Jeg turde knap spørge om det spørgsmål, som brændte inden i mig. Svaret ville være for hårdt, jeg kunne slet ikke fokusere. Hvis det ikke var for alkoholen, havde jeg nok regnet den ud endnu hurtigere. 

Alligevel fik jeg taget mig sammen, lagt hånden på det rystende lår og udtalt så højt og tydeligt så muligt, så jeg ikke skulle gentage mig selv. 

 

“Er Ana død?” mit spørgsmål føltes som noget jeg sagde inden i mig selv, som om jeg sad i et mareridt lige nu, men drengens pludselig tavshed gjorde mig bevidst om, at dette var den grusomme virkelighed.

Stemmen i mobilen snøftede højt, “jeg er så ked af det, jeg ved i havde et stærkt bånd.” Og det var nok for mig til at få bekræftet, at en af de personer jeg nok holdt mest af, ikke længere trak vejret. 

“Jjeg må gå.” stammede jeg uforståeligt, Anas mor havde vel også nok at se til. Jeg lagde hurtigt på, og smed mobilen fra mig i sofaen. Det var som om, at mit hjerte kørte på højtryk for at virke. Jeg græd inden i, men udenpå sad jeg bare helt kold og forstenet til sofaen. Jeg kunne ikke tænke på noget, ikke snakke med nogen. Ana var død, Ana var død, Ana var død. Sætningen kørte rundt i ring, jeg ville ikke mere. Det var ikke fair. Jeg blev rusket i, af en af drengene. De begyndte at tale til mig, men jeg hørte intet, kun stemmerne men ingen af deres ord trængte ind. Det kunne ikke passe. 

 

_______

 

UNDSKYLD for ventetiden! Som undskyldning for i et ekstra langt kapitel.. Og ja nu er det jo juleferie, så kan man kun være glad, ikke?!<3

Har bare haft RIGTIG meget skolearbejde denne og sidste uge, det helt vildt. Havde 7 prøver og 4 fremlæggelser, så det var lige lort. Men nu da det er juleferie regner jeg med, at få skrevet en del. 

Så god juleferie til jer alle. (: 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...