Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16054Visninger
AA

33. My hair

Jeg sad sammen med Zayn, min far var lige gået ud for at spise noget mad, da han havde været her hele dagen. Men han skulle jo også have en pause, desuden var der jo ingen grund til, at han blev her hele tiden, når jeg snart ville blive udskrevet.

“Jeg siger.. nej fisk.” han samlede et kort op fra bunken på dynen, da vi spillede “fisk”. Det var ret let og jeg vandt hele tiden, hvilket jeg selv synes var ret godt. 

“Du bare dårlig.” smilede jeg, da han lavede en grimasse af det kort, som han lige havde trukket op. 

“Kortene er bare dårlige.” svarede han, med et skævt smil, hvorefter jeg grinede kort.

“Okay, jeg siger alle dine.. 5’ere.” han rullede for sjov med øjnene, “du er da bare irriterende, Rosalie.” jeg grinede igen, da han smed tre 5’ere over til mig, hvilket ville sige, at jeg havde fået endnu et stik.

“Dårlig taber.” mumlede jeg, hvilket fik ham til kilde mig i siden, så jeg skreg op. 

“Ikke kilde, jeg vandt jo!” halv skreg jeg, da han igen kildede mig, og latteren brusede ud. Jeg ignorerede min sløve krop og bravende hoved, kræften ville ikke vinde. 

“Nej du gjorde da ej, jeg tror, at du snød.” Zayn lagde så blidt ovenpå mig, så hans ben var på hver side af min krop. Vores ansigter var tæt på hinanden, hans smukke øjne stirrede ind i mine.

“Jeg snød ikke, jeg spiller bare mine kort godt.” svarede jeg, med et skævt smil. Han rystede på hovedet, hvorefter han sagde, “så må jeg lige få lidt retfærdighed ind,” hvorefter han kyssede mig, magien imellem os var der stadig, og den kørte på højtryk. 

 

                *        *        *

 

Zayns synsvinkel:

 

Jeg havde det mærkeligt, kunne ikke rigtig finde ro. Lige siden Rosalie var blevet indlagt, var alt gået så forfærdelig stærkt. Jeg prøvede at lyve for mig selv, sige at hun var sej og sagtens kunne klare det, men det handlede jo ikke om hendes psyke. Kræften kunne dræbe enhver, lige meget hvor mentalt stærk man var. 

 

“Du skulle måske prøve på at slappe lidt af, drik en øl.” Louis skubbede en uåbnet øl dåse over bordet og hen til mig, så det sagde en skrabbende lyd. Jeg havde ikke rigtig lyst til at snakke, der var noget i mit som blokerede. Jeg kom tilbage til den Zayn som jeg var, før jeg mødte Rosalie. Den småsure og stille Zayn som sørgede over Perries brud og ja hvad mere? Jeg var vel nok bare træt af alt, nu føltes det lidt sådan igen, bare værre. Intet betød noget, hvis jeg ikke kunne dele det med Rosalie. 

 

“Jeg ved godt, at du er bekymret for hende.” Sagde Liam, hvilket fik mig til at kigge op på ham, hans ansigtsudtryk viste bekymring. “Men du slider dig selv op, hvis du bliver ved sådan der.” Jeg sukkede lydløst, jeg orkede intet.

“Vi savner hende også.” indskød Niall, imens han åbnede en øl, så det sagde en susende lyd. Jeg lod blikket falde hen på ham, da han tog en tår af øllen. 

“Jeg ved det godt, men.” “ikke noget men, nogle få gange må du også glemme hende lidt, bare have nogle gode stunder, ikke?” jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare ham, “som nu.” kom det fra Harry, som lagde hånden på min skulder.

“Øl er jo også godt, du drak altid så mange.. kan du huske dengang før koncerten?” jeg lukkede kort øjnene imens minderne gled frem, jeg kunne næsten ikke lade være med at fremtvinge et lille smil, “ja, det var måske ikke det bedste øjeblik.” svarede jeg, de ville jo bare opmuntre mig. 

“Hahahahha, du drak hvad? 8-9 øl fordi du allerede havde tømmermænd, og derfor troede, at det ville kurerer det.” Louis begyndte at grine, imens han fortalte om episoden for en del tid siden. Ja sandt som sagt, jeg havde festet lidt for meget en aften op til en koncert, så på dagen jeg skulle spille koncerten med drengene, ja så måtte jeg jo finde en hurtig kur. Og eftersom jeg var parat til at lukke øjnene i og sove hvor som helst, måtte alkohol jo være den eneste løsning. Men vores “crew” havde jo ikke sådan stærk vodka med, da vi jo skulle holde koncentrationen, kun nogle kolde øller til os drenge. Jeg havde så bare taget alles, hvilket nok var 9 stykker. Først til koncerten kunne jeg mærke, at det ikke var så smart. Bagstiv og alkohol og koncert? Nej det skal i aldrig prøve. Jeg lignede en idiot, og dansede som en sindssyg.. Den dag prøver jeg stadig på at glemme. 

“Det var så sjovt.” Niall kiggede ud i luften, som om han forestillede sig scenen, “se det fra den lyse side Zayn.. Klippene ligger kun på Youtube og er blevet set nogle milioner gange.” Harry smilede sarkastisk, hvilket fik os alle til at brøde ud i grin. Det var rart at få tankerne lidt væk.. 

 

                    *        *        *

 

Rosalies synsvinkel: 

 

“Du kan bare stille blomsterne der.” Jeg kiggede mat på Sasha, som stadig stod helt bleg og kiggede skræmt på mig. Hendes lange lyse hår var blevet sat op i en løs hestehale, hvilket ikke helt lignede hende. Hun sagde ikke så meget, stirrede bare bekvemt på mig. Langsomt fik hun stillet den buket blomster hen på bordet, som hun var kommet med. Det var en buket med 4 lyserøde tulipaner, som hun havde haft med. Jeg fulgte en med blikket, indtil hun vendte sig mod mig igen. 

“Jeg..” hun stoppede sig selv, jeg løftede øjenbrynet, min krop gjorde stadig ondt. Det var en indre smerte, den kunne ikke sammenlignes med noget. 

“Jeg håber du snart kommer hjem.” fuldførte hun sin sætning, med et stift, som afslørede alt for mange indebrændte følelser. bekymringen kunne jeg sagtens mærke, men jeg sagde ikke noget. 

“Det håber jeg også.” mumlede jeg, og kiggede ned på dynen, som var viklet omkring mig. “Jeg synes, at du skal vide Jonathan har fortalt mig, at han var ked af over hvad der er sket.” jeg spærrede øjnene op, Jonathan? Hvad ragede det overhovedet ham? Han var da skide ligeglad. 

“Nå..” mit svar virkede tamt, men hun forklarede alligevel ydereligere, “han ville have mig til at undskylde fra ham, jeg ved ikke helt hvad der er sket imellem jer, men det var hvad han sagde.” hendes blik ledte efter svar, men jeg ønskede ikke at give hende det. Jonathan var en person, som jeg bestemt ikke hvad brug for i mit liv. Et overstået kapitel, som jeg ikke ønskede at åbne igen. 

“Jeg er ligeglad med Jonathan.” svarede jeg kort, kunne pludselig mærke trætheden sværme ind. Som en sky der mørkede mit syn. 

“Hvad skal jeg så sige til ham?” hun havde rejst sig op fra den stol hun sad på, jeg ville trække på skuldrene, men orkede ikke. 

“Bare sig.. Sig at jeg er ligeglad. Han er vel nok.” jeg holdt en kort pause, “han er utilgivelig.” det lignede hun nikkede, men mit udsyn var sløret. Jeg prøvede at holde mig vågen, men det mislykkedes lidt. Trætheden overtog mig langsomt. 

 

Zayns synsvinkel: 

 

Hendes øjne løb i vand, hver gang hun tørrede dem, kom der bare en ny. De løb ned af kinderne på hende, og gjorde dem helt røde og irritable. Det gjorde næsten ondt i øjnene at se hende sådan, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Hun var blevet doseret op på endnu mere medicin, og kemoen var begyndt. Jeg vidste jo, at hendes hår betød meget for hende. Det var gyldent og og skinnede i solen, det sad altid godt også var det vel nok også bare vigtigt for alle piger. Hun havde fået det afvide for nogle dage siden, og ligesiden havde hendes humør været fuldstændig i bund. Normalt sad hun altid med et lille smil på læben, jokede lidt eller andet for at få den triste stemning væk. Nu græd hun bare, og jeg hadede at jeg intet kunne gøre, andet end at trøste hende, og det hjalp ikke just. 

“Det er jo ikke så slemt, jeg mener..” jeg strøg hende over håret, “du vil jo stadig være den smukkeste pige i hele verden.” sagde jeg, og jeg mente hvert et ord. Hun snøftede stadig, “nej, uden hår vil jeg se forfærdelig ud. Endnu mere end nu.” beklagede hun sig, med en svag stemme. Jeg tog fat om hendes håndled, og fik næsten et chok over for smalt det var blevet. Jeg kunne med lethed holde om det, hvor der stadig var plads til overs. Sådan havde det altså ikke været i starten, det var jeg næsten sikker på. Jeg tilbragte jo bare hver dag med hende, så jeg tænkte ikke helt så meget over vægttaget, som hun også døjede med. 

 

“Jeg lover dig, og det mener jeg virkelig, at du vil se fantastisk ud, om du så har hår eller ej.” jeg slap hendes håndled, og tog istedet fat i hendes hånd, og trykkede den kærligt.

“Jeg vidste fra første gang jeg så dig, at du var noget særligt. Du er smuk Rosalie, det kan intet ændre på.” jeg ville så gerne muntre hende op, give alt for at se hende smile. Men der kom intet smil, hun kiggede bare på mig. 

“Jeg elsker dig, det ved du. Men jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere, da jeg mødte dig var alt så godt.. Jeg troede jeg var ved at blive rask, men alt det var jo bare løgn. Min egen løgn måske.” hun sukkede stille, hvorefter hun lænede sig tilbage, så hendes hoved støttede sig op af den hvide væg. 

“Kemoen gør dig rask, det ved jeg den gør.” sagde jeg så, hun skulle have håb. For uden håb var der ikke meget tilbage, det havde jeg for længst indset. Håb holdt hende oppe at køre. 

“Ja.. ja.” hun lød ikke yderligere overbevidst, men lod det ligge. 

“Jeg kan ikke klare tanken om, at se på mig selv uden hår.” et par snøft kom igen, så jeg skyndte mig et trække hende ind til mig. Jeg ville ikke se flere tårer, det skar så frygteligt i hjertet. 

“Det skal du ikke spekulerer mere på, vil du ikke hellere se en film? Jeg tog et par af dine yndlings med, og nogle disney favoritter.” hun tøvede lidt, men nikkede så sløvt. Jeg klemte hendes hånd, hvorefter jeg gik ud af sengen, for at tage min bærbar fra min taske, som jeg var kommet med. Der var godt nok et fjernsyn på hendes hospitalsværelse, men det var slidt, gammelt og meget lille. Som en skotøjsæske egentlig. Så hellere se det på min macbook, det var jeg sikker på, at hun også foretrak. Hvis det altså overhovedet betød noget for hende. Jeg kom pludselig i tanke om, at det måske bare var noget hun lod som om, for ikke at bekymre mig. Jeg kunne jo tydeligt mærke hendes manglende nærhed, den måde hun altid forklarede ting på, som om hun var en eller anden filosof. Det var ihvertfald forsvundet. 

Jeg bed mig i læben, imens jeg fiskede computeren op. Vi skulle måske ikke se løvernes konge, men nærmere den der frost, som jeg faktisk ikke havde set endnu. Der var vidst ikke nogen der døde i den, som i modsætning til løvernes konge hvor den ene af løverne dør.

___

 

Det går ned af bakke ): og ja den er ikke rettet sorry, er doven for tiden 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...