Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16050Visninger
AA

20. Lost

 

Musikken der spillede højt i mine høretelefoner overdøvede alt andet omkring mig, fik mig ind i en anden verden. Jeg kunne for alvor mærke smerten fra sparkene nu, hele min krop føltes øm som en i helvede. Men at virke så ynkelig og tage hjem til Zayn igen, gad jeg ikke. Derfor sad jeg bare i bussen ud helt at vide hvor jeg skulle tage hen, min far var hjemme idag, så den mulighed fandtes ikke. Klokken var jo ikke engang halv 10, jeg burde have matematik lige nu. 

 

Jeg begyndte at pille ved mine negle, de var blevet ret lange så jeg havde lakeret dem med en sort farve. Det var oprindeligt min mors, men hun havde givet den til mig. Da jeg blev syg brugte jeg aldrig neglelak, så nu var da tiden. Den var næsten ikke afskallet, hvilket da var ret godt i forhold til at jeg havde brugt den i nogle dage nu. 

 

Lige pludselig besluttede jeg mig for at stå af, da bussen stoppede ved et “tilfældigt stop”, bortset fra at det ikke var helt tilfældigt. Vi var tæt på hospitalet, altså søen. Mit tænkested, som ingen kendte. Eller Zayn gjorde jo så nu, men han var der næppe. 

 

Kulden omklamrede mig, da jeg steg ud og ned på jorden. Min smadrede jakke måtte jeg holde sammen om, så det ikke så helt tåbeligt ud. Jeg skulle snart hen til Ana, hende havde jeg ikke glemt. (Hvordan kunne jeg det? Hun var som den søster jeg aldrig havde fået.)

 

Et par fugle fløj over mig, da jeg drejede ned ved buskene, hvor søen var godt gemt. Vinteren havde dog gjort sådan, at det var en del nemmere at se ind. Bladene var faldet af, og søen så ud til at være ret frossen. Mine hænder gemte jeg i lommerne, som jeg gik langs kanten hen til bænken. Den var tom, selvfølgelig var den det. Et par blade lå på den, ellers ingen forandring. 

Jeg sank langsomt ned, lod hele min krop slappe af igen. Jeg turde ikke kigge på min arm, den brændte af smerte. Skulle han absolut sparke aller hårdest lige dér? Han vidste det sikkert godt, fanden tage ham. Også måden han havde kysset mig på, det mindede mig alt for meget om dengang. 

 

Jeg kiggede irriteret ud på søen, prøvede på at distrahere mig selv. Jeg havde bildt mig selv ind, at så snart jeg var ude fra hospitalet, ville jeg være fri. Hvilken åndssvag indstilling, sikken en idiot jeg var. Jeg var ikke en skid fri her, det ville jeg aldrig blive. Eller jo, i døden. Men hvem ved, måske bliver jeg til en ånd? Eller også eksistere jeg bare ikke mere. Tanken var uhyggelig, sådan at man bare kunne forsvinde. At man måske ville glemme ALT om sit liv og sig selv, for man fandtes jo ikke mere? At man ALDRIG ville kunne snakke med nogen igen, aldrig nogen sinde. Tanken havde før hjemsøgt mig, gjort mine nætter urolige. Jeg plejede ikke at være bange for døden, det var jo hvad jeg sagde. 

 

Jeg lukkede øjnene, lænede mig tilbage og prøvede på at glemme hvor jeg var. Jeg var fanget i min krop, i min syge krop. Der ville altid være en begrænsning på hvad jeg kunne, aldrig ville jeg kunne føre min generation videre. Var det måske ikke meningen med det hele? At få børn skabe en familie? 

 

Min mobil begyndte pludselig at larme, eller havde den ikke hele tiden gjort det? Jeg blev pludselig i tvivl over hvad der var virkeligt, og hvad der ikke var. Med et hovedryst fiskede jeg min mobil op af lommen, og kiggede på displayet. 

“6 ubesvarede opkald” stod der, og et (far) under dem alle. Hvad ville han nu? Jeg tørrede en tåre væk med hånden, hvorefter jeg låste mobilen op. Klokken var 10:15, havde jeg siddet her så længe? Jeg blev forvirret, kunne ikke helt få noget til at passe. 

 

Igen ringede min mobil, men denne gang var det ikke min far der ringede.. Jeg bed mig i læben, hvorefter jeg tog mobilen op til øret. 

“Hallo, Rosalie?” Zayns stemme lød i den anden ende, lidt bekymret? 

“Hvad…?” Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, hvorfor ringede han?

“Din far har ringet, han er bekymret for dig Rose. Hvor er du?” Han snakkede hurtigt, som om han gik udenfor eller kørte i sin bil. Jeg kiggede ned på mine ben, den eneste mulighed var at skolen havde ringet. 

“Hvad sagde min far?” spurgte jeg alligevel, bare for at være sikker. Der var en kort pause, “Han sagde at skolen havde ringet, du har ikke været til nogen af timerne idag.. Også sagde han at du ikke var hjemme, og Sasha havde heller ikke set dig.” Jeg kørte frustreret hånden igennem håret, hvorfor al den påstyr? Jeg var skide træt af det, bare fordi jeg var syg. 

“Hvor er du Rose, jeg kan hente dig?” prøvede han igen, men jeg sukkede bare af ham. 

“Jeg er ikke okay, det er ikke så vigtigt.” 

“Jo det er så.” 

“Nej.” 

“Jo, hvor er du?” prøvede han igen, stædig som jeg også var, “er du okay? Rosalie, er der sket noget?” Jeg lod være med at svare, tænkte han godt nok, vidste han vel svaret. 

“Jeg kommer.” sagde han pludselig, hvorefter der blev lagt på. Forvirret lagde jeg telefonen ned i lommen, hvordan vidste han hvor jeg var? Eller vidste han det? Jeg blev helt træt ved tanken om at tage hjem, irriteret over min lorte jakke. 

 

“Fandens pis.” bandede jeg, hvorefter jeg arrigt rev min jakke af. Ligeglad kylede jeg den væk, så den endte i vandkanten. Mit blik lagde sig over imod buskene, fuglene sang stadig og det hele virkede så stille og roligt. 

 

Jeg ville heller ikke bekymre far, måske skulle jeg bare ringe til ham? Jeg tog min mobil op igen, men da den var låst op, sad jeg bare og stirrede tamt på den. Hvorfor var jeg så ynkelig? Jeg klynkede så meget, det var der slet ikke grund til. Jeg måtte altså tage mig sammen, prøve at værdsætte mit liv. 

 

trætheden skyllede samtidig ind over mig, skulle jeg bare sove i dette frostvejr? Selvom det var tåbeligt, føltes muligheden alligevel som om det var den eneste jeg havde, og dog. Mit tunge hoved lagde jeg forsigtigt på bænken, så jeg lå ned istedet. Fuglenes sang og den iskolde blæst både beroligede og lammede mig fuldstændig. 

 

Efter noget tid af hvad føltes som flere timer, kunne jeg pludselig høre noget. Mine tanker blev ledt hen på en bil, som jeg kunne høre bakke ind ved siden af buskene på den anden side. Allerede før bildøren blev åbnet, havde jeg en stærk fornemmelse af hvem det var. 

 

________________

 

 

Lidt kort kapitel iknow, men jeg håber i kan lide det alligevel! 

Det er nok ikke så svært at regne ud hvem der kommer.. Men hvad vil personen mon sige til hende? hhehe og GLÆDELIG 3. DECEMBER!! gud jeg elsker bare jul, seriously. Hvis jeg var mega overskudsagtig havde jeg lavet en julekalender men... ja nej. Hahah, Fall 2 skal jo også snart publiceres så det har jeg ikke tid til. 

 

Men mange tak for alle jeres dejlige kommentarer, i er så søde.<3

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...