Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16118Visninger
AA

13. Jonathan

 

Sasha skulle snakke med rektor, noget med nogle glemte afleveringer og flabede kommentarer til læreren, så derfor stod jeg nu alene på gangen og vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Vi gik 10 minutter før spisepausen startede, hvilket ville sige at gangen var tom. Endnu mere forladt følte jeg mig, men okay Sasha ville jo komme når som helst. Jeg kiggede ned på mine hænder, neglene havde vokset sig lidt længere igen. Jeg havde lakeret dem med en mørk rød, næsten sort farve. 

 

“Der er vist en der er kommet tilbage fra de døde.” en dyb stemme fik nakkehårene til at rejse sig, min krop til at stivne. Selvom det var så længe siden, at jeg sidste havde hørt hans stemme, var jeg alligevel ikke i tvivl om, at det var ham. 

 

“Hvad vil du, Jonathan?” hvor min pludselig styrke og mod kom fra, vidste jeg ikke. Adrenalinen? hvem ved. 

“Hvorfor så sur?” Jeg havde stadig blikket på mine negle, havde ikke lyst til at kigge op. Jeg kunne høre, at han kom tættere på, at afstanden mellem os blev mindre og mindre. 

“Har du slet ikke savnet mig?” Jeg svarede ikke, ignorerede ham bare forsat uden at kigge på ham. Mine knæ blev til Gele, da han pludselig greb fat om min arm. Styrken fra hans greb var ikke til at tage fejl af, han var kun blevet stærkere end sidst. 

“Så kig dog på mig.” han tog fat om min anden arm også, og skubbede mig kraftigt op mod væggen bag mig, så et stød gik igennem min krop. 

“Jonathan.” stønnede jeg, grundet smerten fra stødet. 

“Kig.på.mig.” hans ånde stødte mod min kind, fik hjertet til at banke hårdere i brystet. Jeg lod langsomt blikket glide op på ham, hans mørkeøjne så direkte ind i mine. 

“Du er godt nok blevet svag, hvor blev al den træning af?” et smil kom frem på hans læber, som om han morede sig gevaldigt. 

“Stop nu.” mumlede jeg irriteret, en lyst til at spytte ham i ansigtet brændte i mig. 

“Du er jo blevet helt tynd, har medicinen gjort alt det mod dig?” han sagde det ikke på den medlidende på, når folk ser på mig med bedrøvede øjne, nej han kiggede bare ubehageligt. Han syntes det var sjovt, han elskede at se mig lide sådan. 

“Kan du ikke bare lade mig være?” Jeg prøvede at skubbe hans arm væk, men han slog hurtig min hånd væk. Jeg kunne mærke hans krop presse sig tættere på min, hans øjne analyserede mig grundigt. 

“Du er selv uden om det, og det ved du udemærket godt.” jeg bed mig hårdt i læben, hvis bare jeg kunne slå ham, give ham en ordentlig lussing lige i fjæset. 

“Jeg gjorde fucking intet, det var dig hele tiden.” min stemme var lav, svag som min krop. Jeg hadede det som pesten, han havde magten over mig. 

“Du er bare en lille luder.” uden at tænke, fløj min arm igennem luften, og stoppede først ved hans kind, hvor et klask lød. Jeg gispede over hvad jeg havde gjort, kiggede skræmt på ham. Hans øjne blev en anelse større, munden åbnede sig let. Hans hånd strammede sig om min arm, der ville uden tvivl komme et blåt mærke om lidt. 

 

“Hvad gjorde du li,” “hallo Rosalie, er du her?” han blev afbrudt af den skingre pigestemme, som jeg for første gang i lang tid var glad for at høre. Sashas stemme. 


“Sasha.” udstødte jeg, som en bekræftelses i at jeg var her. Jonathan kiggede indebrændt på mig, hvorefter han drejede hovedet hen imod Sasha som kom gående længere ned af gangen. En lærer gik længere nede bag hende, den eneste redning. Jeg kunne mærke hvordan hans greb om mig løsnede sig, og han fjernede sig fra ham. 

“Det får du betalt..” mumlede han lavt, hvorefter han forsvandt ud af rækkevide. Mit hjerte hamrede stadig helt vildt, jeg havde svært ved at bevæge mig.

“Hvad skete der lige?” Sasha var efterhånden nået hen til mig, og havde lagt en hånd på min skulder. Jeg lod diskret blikket glide over på mit arm, hvor et lilla mærke var kommet frem. 

Jeg rystede kort på hovedet, hvorefter jeg sendte hende et falsk smil.

“Ingenting, det er helt fint.” hun lagde hovedet på skrå, som om hun ikke helt troede på mig, men alligevel nikkede hun så til sidst. 

“Lad os gå ned i kantinen.” hun trak mig afsted ned af gangen, hvilket egentlig passede mig fint, da jeg havde svært ved selv at gå. 

 

                *        *        *

 

Da klokken ringede ud til sidste time, havde folk travlt med at pakke sammen og forsvinde ud af klasselokalet. Jeg tog den lidt mere med ro, hæftet ned i tasken, så min ene blyant, så høretelefonerne op.. Jeg ville bare ikke støde ind i Jonathan, det var nok det sidste jeg havde lyst til. Hans berøringer sad stadig i mig, den måde han så hårdt havde taget fat i mig. Kunne han ikke bare lade mig være? Lade fortid være fortid? men nej åbenbart ikke, jeg skulle trampes endnu mere på. 

“Er du klar eller hvad, mormor?” Grinede Sasha, da hun for længst havde pakket sammen, og stod med sin håndtaske over armen og jakke på. Jeg smilede let, hvorefter jeg skubbede min stol ind på plads. 

“Ja det går lige.” hun nikkede, og tog min under armen. 

“Kom du med bus i morges, eller hvordan?” spurgte hun nysgerrigt om, da vi begyndte at gå. Jeg trak min mobil op af lommen, “ja, far skulle på arbejde.” 

“Fint, så kører vi sammen.” Selvom jeg ikke svarede, var jeg meget glad for, at hun ikke havde taget cyklen, for så skulle jeg vente alene på bussen, og hvem ved hvem der kunne dukke op. 

 

**

 

Min krop var helt træt, fuldstændig nedkørt og udslået. Gjorde skoledagen mig så træt? eller var det bare frygten? Jeg vidste det ikke helt, men jeg havde ihvertfald ikke lyst til at være alene. Måske skulle jeg se en latterlig disney film med far? han ville sikkert med glæde lave varm kakao.. Jeg smilede lidt for mig selv, da jeg traskede ind af havelågen til min velkendte hjem. Der stod stadig “her bor Jesper, Henriette og Rosalie” på et forfaldent skilt på havelågen. Ingen af os havde styrken til at pille det ned, da det så betød at man måtte tænke nærmere over det. Naboerne troede sikkert at hun stadig var her, stod og lavede tærte og klippede buske, men det var fortid. 

 

Jeg trak ned i håndtaget, og trådte ind i gangen. Var det nu jeg skulle falde om i sove i en evighed? Jeg smed træt skoene, og hængte jakken op på en knage på væggen. Kaffe var nok mirakel kuren her, eller ihvertfald en hjælp. Jeg traskede ud i køkkenet, hvor far nok sad med sin avis og læste om politik. (Det havde aldrig interreseret mig, selvom far hele tiden prøvede at få mig til at læse om det.) 

“Hej Rosalie.” lød en fremmed stemme, eller ikke fremmed men heller en jeg havde forventet at høre. Jeg stoppede op midt i køkkenet, og kiggede hen imod spisebordet, hvor både far og.. Zayn sad? Hvad lavede han her? Jeg måtte have lignet et stort spørgsmålstegn, for Zayn begyndte langsomt at grine. 

“Jeg ville høre om det gik godt i skolen.. Men så tog du ikke telefonen, og ja så prøvede jeg lige hos din far..” Zayn kiggede kort hen på min far, som sad med et stort smil og kiggede på mig, “og han syntes bestemt, at jeg skulle komme over.” forklarede Zayn færdig, hvilket fik mig til at nikke forstående.

“Når ja okay.” mumlede jeg, stadig lidt forvirret. Hvorfor interesserede han sig overhovedet så meget om mig? 

 

“Jeg tror, at jeg går i bad.” brummede min far, som om det var helt tilfældigt. (nej far vi har begge genneskuet dig!) men han troede vel nok, at mig og Zayn var hemmelige kærester eller sådan noget lamt. Jeg havde dog ikke noget imod, at min far ikke skulle overvære vores samtale fuldstændig.

“Så.. Hvordan gik det?” spurgte Zayn interesseret, med blikket på mig, da far var gået. De bløde brune øjne  fangede mine egne, mine mundvige trak sig op i ubevidst smil.

“Det gik..” jeg vendte mig om, for at gå hen til elkedlen, da jeg stadig behøvede min kaffe.

“Det gik?” spurgte Zayn, jeg bed mig kort i læben. 

“Det var vel fint nok.” Min stemme var lav, tydeligt tegn på løgn. 

“Er du nu helt sikker?” Jeg fik et hurtigt chok, da hans hånd pludselig lå på min skulder. Den brændte sig fast, på en måde jeg ikke kunne beskrive. Jeg satte håndfladerne på bordkanten, uden at sige et ord. 

“Rosalie..” mumlede Zayn, så tæt på mit øre at kuldegysninger skød igennem hele min krop. Så tæt at det føles som om, at blodet brændte inden i mig. Jeg lukkede øjnene, havde ikke lyst til at sige noget. Jeg ville ikke snakke om det. 

“Hvad skete der derovre?” hans hånd kørte ned af min arm i en rolig bevægelse, jeg opdagede slet ikke, at jeg rystede før jeg ville gribe ud efter elkedlen, som var færdig med at koge. 

“Det kan være ligemeget.” mumlede jeg, næsten helt utydeligt. hans ånde varmede min kind, ingen af os sagde et ord, stilheden lå i et kort øjeblik over os. Hans arm lagde sig om mit liv bagfra, hans anden hånd brugte han til at dreje mig rundt, så vi stod ansigt til ansigt. Jeg tvang mig selv til at møde hans varme blik, tvang mig selv til at blive suget ind i de chokolade brune øjne, som udstrålede omsorg og kærlighed. Jeg kunne stadig mærke mit hamrende hjertet, jeg kunne stadig mærke min rystende hånd, men på en måde betød hændelsen i skolen ingenting mere.

Hans hånd flyttede sig fra min arm og op til min kind, aede den lige så stille. Den anden hold stadig godt fast om mit liv, som om at jeg ville falde sammen hvis ikke han holdt ordentlig fast. Der var en slags tryghed over det hele, han fik mig til at føle en bestemt følelse. 

Jeg lagde hovedet på hans skulder, lukkede øjnene og sukkede lavt. Han aede mig på ryggen, ved hjælp af kropssprog fortalte han mig, at det nok skulle gå. Jeg havde aldrig prøvet sådan en kontakt før, ikke på den måde. 

“Du behøver ikke fortælle mig det, hvis du ikke har lyst.” mumlede han ned i mit hår, hvorefter han blidt plantede et kys på mit uglede hår. Jeg lagde armene omkring hans muskuløse overkrop, lod hans varme overføre til mig. Jeg var så træt af det hele lige nu, så uendelig træt. 

 

______________

 

Så Jonathan er ikke særlig rar.. men hvad er forhistorien bag det? Og hvorfor er hun så bange for ham?.. 

Og aw elsker Zayn i den her historie, han er såå dejlig<3 (når ja det er han jo altid, but still.)

 

Tak for jeres søde kommentarer og likes, i er de bedste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...