Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16090Visninger
AA

26. It's not fair

 

Zayns synsvinkel: 

Hendes skrig trængte igennem min øregang, fik gåsehuden til at skyde frem på huden, og pulsen til at stige. Jeg satte mig lynhurtigt op i sengen, selvom der var fuldstændig mørkt overalt omkring mig. Kun lagnet lyste en anelse op, som kontrast til nattens mørke. Mit blik lagde sig på vinduet, hvor månen skinnede ind igennem gardinerne. Jeg forestillede mig, hvordan Rosalie ville sætte sig op ved siden af mig, og trække mig med ned og ligge igen. Hvordan vi ville hviske til hinanden, og ligge og putte indtil vi ikke kunne holde os vågne længere. Selvom jeg vidste, at hun ikke lå ved siden af mig, blev jeg alligevel skuffet, da jeg drejede mig om for at tjekke.

 

Det var 2 uger siden, at jeg sidst havde snakket ordentlig med Rosalie. Eller dvs. at det var 2 uger siden, at Ana afgik ved døden. I starten troede jeg, at hun ikke ville se mig, fordi at hun var ked af det med Ana. Og ja det var hun jo også, det kunne man jo heller ikke bebrejde hende. Hendes tårer ødelagde mig, hver gang de gled ned af hendes kinder, gik der noget i stykker inden i mig. At se hende nede, var nok det værste jeg vidste. Det gjorde så ondt i mig, at skulle stå som tilskuer til hendes katastrofale uheld, i form af dødsfald og sygdom. Jeg ville så gerne være der for hende, og det havde jeg skam også prøvet på. Jeg kom med roser, jeg skrev til hende, jeg besøgte hende og kom til Anas begravelse, som var utrolig smuk. Men hun ville bare ikke se mig, ikke engang tale med mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde gjort, men jeg havde ikke tænkt mig at droppe hende af den grund. Hun kunne ikke bare ignorere mig, for jeg ville jo bare hjælpe, få et smil frem på hendes smukke læber. 

 

Jeg kørte en hånd igennem håret, hvorefter jeg med et gab lagde mig ned igen. Jeg havde hele tiden vidst, at jeg holdte utrolig meget af hende, men det var først gået virkelig op for mig, efter at hun havde mere eller mindre fjernet kontakten. Jeg elskede hende, og det kunne hun ikke løbe fra. Mine følelser var så stærke, at jeg vågnede op om natten som nu. 

Mine øjne lukkede sig stille og roligt i, jeg ville prøve igen i morgen. 

 

                *

                

 

Rosalies synsvinkel: 

 

Væggen var kedelig og hvid, nok den mest kedelig farve nogensinde. Alligevel sad jeg som limet fast til gulvet, og stirrede ind i væggen overfor mig. Døren var låst, så jeg kunne ikke blive forstyrret. Tårer var der ikke mere af, de var for længst blevet opbrugt. Mine kinder var helt ophævede og røde af gråd, men jeg opdagede det ikke engang mere. Det var som om, at intet betød noget mere. Alt hvad jeg havde kæmpet for og troet på, betød pludselig ikke noget mere. Ikke engang Zayn kunne få mit humør op, ikke fordi jeg lod ham prøve overhovedet. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til, at tilbringe meget mere tid med ham. Han ville blive knust på et tidspunkt, når lunten til min bombe, på mig var nået langt nok ned. Når jeg sprang, og ødelagde alle mine tætte med sorg. Ligesom Ana nu havde gjort mod mig, eller hvad hendes sygdom havde gjort. Ana var sprunget, og hun havde ramt mange på sin vej. Jeg var nok en af dem, som stod tættest på, da hun sprang. Det fortalte hendes begravelse ihvertfald, eftersom kirken var propfyldt med grædende børn og voksne, helt deprimerende. Men jeg ænsede det knap, for mine øjne var konstant slørrede af tårer. 

 

Jeg kiggede ned på mine ben, som jeg havde trukket op under mig. Hvor længe jeg havde siddet her, anede jeg ærligtalt ikke. Hvad nyttede det også at tjekke? Der var absolut intet jeg skulle nå, for skolen kunne jeg ikke overskue. Jeg havde ingen aftaler, ingen verdens ting. Min far sad bare nede i stuen og spekulerede over, hvad han skulle gøre. Det var jo mig, som sad her og græd mig selv ihjel. Måske er jeg ikke så stærk, som andre folk tror jeg er? Måske er jeg svag, måske er jeg svagere end sommerfugl. Det siges, at hvis man blot rør deres vinger, mister de evnen til at kunne flyve. Også vil de aldrig kunne komme til det igen. Måske var jeg en sommerfugl? Sådan i overført betydning. Sorgen havde ramt mig, og nu kunne jeg ikke rejse mig igen. Men på den anden side, så havde jeg jo prøvet noget lign. før. Måske var det også derfor, at det tog så hårdt på mig. Det hele var som et ubehageligt flashback fra min mors død. 

 

*

 

Fodtrin lød pludselig, og jeg vidste at jeg snart ikke kunne blive siddende her mere. En svag banken lød på min dør, som var et par meter fra mig. Jeg kørte hånden igennem håret, før jeg tog mig sammen til at mumle en lyd, så min far vidste at jeg i det mindste stadig var herinde. 

“Du har besøg.” kom det fra min fars dæmpede stemme, jeg bed mig i læben. “Du har besøg” aka Zayn er her igen. Hvem fanden skulle ellers komme? Jeg havde lyst til at ligge mig ned og græde igen, bare forsvinde væk fra virkeligheden i nogle dage. 

“Jeg vil IKKE have besøg.” svarede jeg tilbage, selvom den dårlige samvittighed bredte sig i mig. Jeg var sådan en dårlig person. Først lukker jeg ham ind i varmen, også er jeg en kujon og fryser ham ude igen. 

“Jamen han insistere altså.” kom det igen fra min far, som lød letter opgivende. Jeg tog en dyb indånding, hvorefter jeg rejste mig op fra gulvet. Kvalmen skyllede langsomt ind, men jeg prøvede så godt muligt at ignorere den. 

Uden at sige noget, drejede jeg nøglen om og lod døren gå op. Min far kiggede kort på mig, hvorefter ham rømmede sig. 

Først da den anden person trådte frem, opdagede jeg, at det ikke var Zayn. Mine øjne kørte op og ned af ham et par gange, før jeg igen kiggede på min far.

Hvad lavede Liam dog her? 

 

“Jeg smutter nedenunder.” kom det fra min far, også var han ellers hurtig om at smutte forbi Liam og ud af min synsvinkel. 

“Jeg vil bare tale med dig.” mumlede Liam, hvorefter han gik ind af døren til mit værelse. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, så jeg nikkede bare svagt og satte mig ned på min seng. 

Jeg fulgte ham med blikket, som han langsomt studerede nogle af mine gamle fotografier og andre ting på min reol. 

“Pænt billede.” kommenterede han, hentydende til et billede af mig og Zayn, hvor Zayn stod med armene omkring mig og smilede til kameraet. 

“Hm..” mumlede jeg bare ligegyldigt. 

“Og det her, det var en god aften.” han strøg fingeren over et billede, som jeg havde indrammet af mig og Zayn også, til den fest han havde inviteret mig til for noget tid siden. 

“Hvad vil du?” afbrød jeg ham, da han skulle til at sige noget andet. Min stemme var en anelse hård, men jeg kunne bare ikke overskue andet.

Liams smil forsvandt langsomt, hvorefter han satte billede tilbage på reolen. 

“Zayn holder virkelig meget af dig, nej han elsker dig.” jeg kiggede væk, åh hvorfor skulle han også komme nu. 

“Og jeg VED, at i er gode for hinanden,” fortsatte han, i et roligt tempo. “Zayn havde været nede længe grundet Perrie som slog op med ham, han smilede ikke særlig meget, og gad knap deltage når drengene og jeg lavede noget sammen. Efter han mødte dig forandrede det sig, jeg ved ikke hvorfor, men han fik pludselig et glimt i øjet igen. Du forstår det måske ikke, men jeg tror, at han satte sig for at redde dig.” Jeg lukkede øjnene, “redde mig?” der var end masse andre spørgsmål jeg hellere ville spørge om, alligevel kunne jeg kun få det ene spørgsmål ud. 

“Ja, han så hvor svag du var. Nej ikke psykisk, men jeg tror bare, at din historie gjorde indtryk på ham. Han begyndte at tilbringe meget tid med dig, i starten løj han om hvor han var, men vi sagde intet for.. Ja han virkede jo gladere. Da vi så endelig så dig igen, forstod vi alle at det var dig. Du havde ligesom reddet ham.” Jeg kunne ikke standse den forbandede tåre om at glide ned af min kind, det var min skyld. Min skyld at jeg også elskede ham. 

“Så hvorfor lukker du ham ude nu?” Jeg drejede hovedet, kiggede Liam i øjnene. 

“Fordi, at jeg ikke vil sorge ham.” han rystede på hovedet af mig svar, “forstår du slet ikke, Rosalie, man kan ikke komme igennem livet uden at sorge nogen.” Nu begyndte mine tårer for alvor at strømme ned, jeg udstødte et hulk. 

Liam gik hen til mig, og lagde den ene arm omkring mig. 

“Jeg kommer her på Zayn vegne, men også på dine. I har brug for hinanden, for at komme igennem det her.” Jeg græd en anelse højere, det hele var så kaotisk, mit liv var som et spindelvæv, som var blevet ødelagt af vinden.

“Men, jeg er jo en bombe.” hulkede jeg imod hans skulder, han strøg mig ned af ryggen, imens han prøvede på at trøste mig. 

“Du kan ikke give op på livet, før døden praktisk talt banker på din dør. Du kan ikke give op når du stadig har muligheder. Intet er afgjort, man kan aldrig være 100% sikker.” jeg snøftede, hans ord havde en beroligende effekt. 

“Men..” 

“Intet men, den eneste måde hvorpå jeg tror, at du kan komme igennem dette er med Zayn.” jeg fjernede hovedet fra hans skulder, og nikkede som svar. Selvom jeg frygtede min sygdom mere end noget andet, måtte jeg ikke lade den ødelægge mig. Det var jo det, som min mor havde sagt. 

“Det skal nok gå.” Liam sendte mig et lille smil, hvilket jeg tøvende gengældte. 

 

__________________________

 

Når ja den her har lige ligget stille i en uges tid, da det jo har været juleaften osv.. og der har jeg simpelthen ikke haft tid. UNDSKYLD, jeg ved at jeg lovede jeg flere kapitler i julen, men det blev bare virkelig svært at nå. Der er sket ret mange ting, også har der bare været så mange julefrokoster og fester, også ja. Men altså, her er et kapitel og jeg har allerede skrevet omkring 70% af næste kapitel, så det burde snart komme ud. (Måske imorgen<3) 

 

Og ja den her movella begynder at gå lidt hurtigt frem, da den kommer til at foregå over længere tid, af en meget god grund. Altså, der kommer til at være nogle spring, så det altså ikke er hver dag jeg skriver om, eller hvordan jeg skal forklare det.. Ja, tak fordi i gider at læse med.<3

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...