Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16058Visninger
AA

8. it's not a date

 

Rosalies synsvinkel

 

“Hahahha fuck dig, din snyder!” udbrød jeg, med et grin i stemmen. 

“Jeg snyder da ikke, du er bare dårlig.” protesterede han, hvorefter han smed et kort, hvilket betød endnu et stik til ham. Vi spillede et eller andet kortspil, som jeg havde glemt hvad hed. Men det var egentlig meget sjovt, udover at jeg var det sygeste konkurrence menneske, og det var Zayn vidst også. 

“Såså” drillede han, hvorefter han igen fik et stik, da jeg måtte sig pas. 

“Skide klør 3.” mumlede jeg, med et ryst på hovedet. 

“Skal vi sige.. Vinderen får en præmie?” 

“Øh nej!” 

“Er du da bange for, at jeg  vinder?” Jeg havde lyst til at slå ham, da det var tydeligt at han ville vinde. Alligevel skulle han ikke have det flabede smil på læberne, nej stædig var jeg.

“Okay hvad er præmien så?” han løftede øjenbrynet, da han sikkert ikke havde forventet det. 

“Taberen laver mad til vinderen?” 

“Deal!” vi gav hinanden hånden, hvorefter spillet fortsatte. Nu måtte jeg så bare be til gud om, at jeg vandt. (Har faktisk ret gode kokke skills, men hvem vil ikke gerne have en mand til at lave mad for sig??) 

 

                      *                 *                *    

 

“Hvad står menuen så på, mrs. Williams?” Zayn lænede sig over køkkenbordet, med et spørgende ansigtsudtryk. Som i måske allerede har gættet, tabte jeg i det elendige spil, så det blev altså mig som skulle lave mad.. Men når det så var sagt, gjorde jeg det i Zayns køkken, og hold fast han havde alt hvad man skulle bruge. Køkkenet var som taget ud af et modemagasin, som altid reklamere om alt for dyre køkkener, som ville behage et hvert sind. Zayn virkede dog ikke som typen, der stod mange timer i et køkken, men alligevel. 

 

“Det får du jo at se, Malik. Hav lidt tålmodighed.” Svarede jeg flabet tilbage, imens jeg rullede i den dej, som jeg havde tænkt mig at bruge som tærtedej. For tærte var ikke noget, som man fik meget af på hospitalet, det kunne jeg godt skrive under på! Jeg havde savnet den gode gamle porre tærte med bacon.. mhmhm.. 

 

Jeg kiggede på Zayn, som spændt fulgte med i hvad jeg lavede. Tænk hvis han var muslim, og ikke kunne spise bacon?? Jeg kiggede ned i dejen igen, var han muslim? Han lignede ikke, eller hvad fanden ved jeg, muslimer kan vel se forskellige ud. Måske skulle jeg bare bruge.. kylling?? Something, andet ville da være fiasko. Men hvis han nu ikke var muslim.. Jeg gjorde mig selv forvirret, det kunne jeg godt mærke. 

 

 

 

Tærten var i ovnen, meget vellykket hvis jeg selv skulle sige det! Jeg besluttede mig for, at putte kylling i for at være på den sikre side, så ville der helller ikke komme akavede spørgsmål. 

 

Mit blik lå på ovnen, da der var godt og vel 10 minutter tilbage, inden den skulle ud igen. Vi havde sat os på køkkenbordet overfor ovnen (kæmpe køkken!!) så vi kunne holde øje med den og tiden. Få gange havde vores lår stødt sammen, sådan hvor man rykker det væk igen uden at kigge på den anden. Lidt akavet, men på den anden side virkede han så afslappet. Det virkede så afslappet at være sammen med ham, jeg følte ikke, at jeg behøvede at spille en eller anden rolle, som den glade energiske pige, som jeg ikke var. Så ikke sagt at jeg ikke kunne grine eller smile, for humor var en vigtig del af mig, men jeg kunne bare være mig selv. Det føltes mærkeligt, meget faktisk.

 

“Det er hyggeligt, at have dig på besøg.” fastslog han, efter den korte pause imellem vores snak. Men det var ikke akavet, faktisk overhovedet ikke. 

“Tak, det er også hyggeligt at være her.. du bor godt nok flot.” komplimenterede jeg, med et smil rettet imod ham. Han nikkede svagt, hvorefter han lod sit blik glide igennem rummet, “jeg troede aldrig, at jeg ville blive så berømt, da jeg første da optrådte i x-factor! Det er faktisk ret vildt, at jeg ret tilfældigt blev sat sammen med drengene..” Jeg nikkede, alt havde sin betydningen, og alt afhang af hinanden, hvis det gav mening. 

“Tænk hvis du var blevet så sur over, at du ikke kunne komme videre, at du smuttede fra stedet, også ville One Direction være en mand mindre.” mumlede jeg, med et fraværnede blik. Hvad jeg kiggede på, vidste jeg ikke engang. 

“Så ville det ikke være One Direction.” 

“Wrong Direction.” mumlede jeg, hvilket fik os begge til at grine. 

“Hahaha.” Jeg kiggede på ham, imens han grinede. Hans mørke øjne blev smalle, øjenvipperne en anelse tydeligere. Han havde faktisk meget flotte øjenvipper, sorte og okay lange. Hvis han var en pige, ville det være en stor sejr ihvertfald. Men jeg måtte sige, at drenge med lange øjenvipper så meget søde ud. 

“Tror du ikke, at tærten er ved at være der..?” Zayn afbrød pludselig mine tanker, hvilket fik mig til at slå blikket hen på ovnen. 

“gud.” udbrød jeg, hvorefter jeg sprang ned fra køkkenbordet. Zayn fulgte efter med et grin, sikkert over min reaktion.. 

“Fuck altså.” jeg næsten rev ovnen op, og fik taget fadet ud og stillet det på komfuret. Jeg kunne ånde lettet ud, tærten var okay. Ihvertfald kun lidt for mørkebrun, ellers så den fin ud. 

“Vi er reddet.” pustede jeg ud, “vi er reddet..” vi begyndte begge at grine, “du skulle have set dit ansigtsudtryk..” grinede han, med en hæs stemme. 

“Jeg har ikke fået tærte længe, not my fault.” gav jeg igen, med et smil på læberne. 

“Når ja det er jo forklaringen.” han smil smittede af på mig, det var længe siden, at jeg havde grint så meget rigtigt. Ikke bare fordi jeg lod som om, når Ana prøvede at fortælle mig jokes eller historier, nej det her var ægte. 

“Skal vi spise den? for jeg er død sulten, og du virker ikke helt dårlig i et køkken.” jeg nikkede hurtigt, hvorefter jeg ved hjælp af et viskestykke fik transporteret tærten over på spisebordet. 

 

                   *          *        *

 

Hvad tænker du så nu? Jeg har end masse film, både blodige men også nogle dødkedelige romantiske, for dem var Perrie vild med.” Han tørrede sig om munden med en serviet, hvorefter han lagde den på sin færdige tallerken. Tærten var blevet god! Heldigvis. Jeg havde lyst til at sige ja, men jeg syntes eller ikke, vi skulle gøre for meget ud af det. 

“Nej, jeg skal til at hjem, men ellers tak.” Jeg rejste mig fra bordet, hvilket han også gjorde få sekunder efter. 

“Når ja.. Selvfølgelig, klokken er jo også mange.” Han virkede en anelse flov.. havde selveste Zayn Malik aldrig fået en afvisning før? sikkert ikke, han var jo ikke kendt for ingenting. Og som man ved, at folk vilde med kendte mennesker, de slikker rigtig røv. Det vil jeg aldrig gøre, det siger mig intet. (Er nu stadig beæret over Zayns opmærksomhed på mig, ikke misforstå mig!) 

 

“Men vi ses en anden dag?” Han fulgte mig med ud i gangen, hvor min jakke hang på en knage. 

“Klart, selvfølgelig.” fastslog jeg, med et stort smil. Han gav mig min frakke, så jeg kunne tage den på. Kulden udenfor havde taget til, især fordi solen ikke længere var der til at varme op. 

“Du kan vel godt finde hjem herfra?” spurgte han hurtigt om, i det jeg åbnede hoveddøren. Hans måde at prøve på at beskytte mig på, var så sød. Men jeg behøvede det ikke, jeg behøvede ikke endnu en til at have det ondt af mig.

 “Jojo, jeg tager jo bare bussen, få stop så er jeg der.” vi gav hinanden et kram, og jeg gik ud af døren. Jeg havde lyst til at vende mig om, men jeg lod være. Gik bare ligeud, ned af trapperne og ud på vejen. Hele vejen ned til busstoppestedet gik jeg, uden at kigge mig tilbage. 

  ______________________________________________________________________________________________________________ Lige en kort besked til alle jer, som læser med, hvad syntes i om den indtil nu? Ville blive VIRKELIG glad, hvis i ville skrive om jeg kunne gøre noget bedre, eller om den er god som den er!  Er lidt i tvivl, så vær lige nogle engle og gør det, hvis i har lyst self Tak på forhånd (:<3    
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...