Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16111Visninger
AA

30. It's for real

 

“ZAAAYN!” Skreg jeg af grin, da han begyndte at kilde mig i siden. Mit grin var højt, og tiltrak en del menneskers blikke og opmærksomhed. Jeg slog ham for sjov, hvilket fik ham til at slå tilbage, med et skævt smil på læben. 

“Dumme dig.” 

“Måske skulle vi sige, at jeg hedder Jacob.” sagde han pludselig, med blikket på et eller andet forude. Jeg fulgte hans blik hen til en mindre gruppe piger (omkring 4 egentlig) som kiggede hen mod hos. En af dem havde en trøje på, som virkelig lignede at der stod “1D” på med rød skrift. Jeg bed mig i læben, hvorefter jeg skævede over til Zayn.

“øhhh,” han kiggede også på mig, “eller Oscar, er det ikke lidt fransk?” Jeg udstødte et fnis, “du ligner ihvertfald ikke en Oscar.. Og slet ikke en Jacob.” Jeg kiggede vurderende på ham, “det kommer nok bag på dig.. Men jeg synes faktisk, at du ligner en Zayn.” sagde jeg, med ironi i stemmen. Han løftede øjenbrynene, som om han var dybt overrasket, “wow synes du? Den havde jeg sgu ikke set komme.” Vi grinte begge to, indtil vi kom i tanke om pigegruppen som efterhånden havde nærmet sig lidt. 

 

Okay tænk hurtigt Rosalie

Nej min hjerne virker ikke idag, kun til at drille Zayn, men det tæller ikke..

 

“Jeg tager solbriller på.” mumlede han, selvom det kunne være ligemeget. Pigegruppen nærmede sig i en hastig fart, imens nogle af dem begyndte at skrige og udbryde ting jeg ikke kunne forstå, måske fransk? Det ville virke ret sandsynligt. 

 

“ZAAYN MALIK!” en af dem stillede sig op foran ham, med hænderne dækkende for munden. Hendes øjne så helt kuglerunde ud, og var indrammede med en blålig eyeliner. Zayn smilede venligt til hende, og nikkede kort efter. Hun hvinnede højt, og lavede håndtegn til de andre, som efter 2 sec også stod der. Jeg følte mig lidt udenfor alt det fangirl halløj, så istedet tog jeg et par skridt tilbage. 

 

Zayn snakkede lidt med dem, smilede venligt hele tiden, og tog billeder med deres mobiler. Den ene begyndte at græde hysterisk, 

“Hvad med dig.” en af pigerne snakkede til mig, hvilket tog mig et par sekunder at opfatte. Jeg kiggede spørgende på pigen, der havde skulderlangt blondt hår. 

“Hvem er du lige?” “Hun er da hende der fra Twitter, hende der som holdt i hånd med Zayn.” sagde en anden pige. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, så jeg stod bare og kiggede på dem. 

“Er i så sammen? Er i?” kom det fra en anden pige, det lød næsten som om, at hun havde gråd i stemmen.

“N” “Ja.” afbrød Zayn mig, og lagde armen omkring mig. Jeg kiggede lynhurtigt op på ham, men hans blik lå på pigerne. 

Jeg havde jo også regnet med at vi var, men vi havde aldrig rigtigt offentlig gjort det. 

“Omg.” den lyshårede pige pegede kameraet imod mig, og kort tid efter kom der den velkendte kameralyd.

“Vi må også se at komme videre.” sagde Zayn venligt, jeg kunne mærke hans hånd nusse min skulder imens. 

 

“Jeg troede ikke, at du ville offentlig gøre os.” sagde jeg, med et usikkert smil, da vi gik videre fra pigerne. Solen var kommet frem og himlen var lyseblå, det tegnede som en god dag. 

“Jo selvfølgelig, jeg ved jo, at det er dig, som jeg vil være sammen med.” Jeg stor smilede, “det er jeg glad for, det kunne jo godt være, at du ikke vi” jeg blev afbrudt, da hans læber ramte mine, på åbengade, kyssede han mig. En gade med end masse mennesker og turister. Jeg kunne mærke varmen, den varme og glød han altid gav mig. Jeg følte mig levende sammen med ham, ægte.

“Tak.” mumlede jeg, prøvede at holde fokus på ham og ikke alle dem som tog billede eller stirrede på os. 

“Du er min.” svarede han bare, hvorefter han sank sin arm, så hans hånd kunne flette sig ind i min, “skal vi finde en cafe? Du snakkede om det i flyveren ihvertfald.. Hvad var det Frankrig er kendt for?” 

“Croissanter.” svarede jeg, sulten kunne pludselig mærkes, “og vin, men den gemmer vi nok til senere.” Han nikkede med et glimt i øjet, måske ikke? 

 

                *        *        *

 

Vi havde gået langt inde i Paris’ gader, for at finde en bestemt butik. Jeg SKULLE derind, så det var ikke til diskussion. Zayn virkede lige modvillig i starten, mest fordi det var så spontant, men efter lidt overbevisning gav han sig. Ja jeg ville have en tatovering, det var jo nu eller aldrig. Jeg foretrak så nu istedet for aldrig. Desuden kunne min far ikke bestemme det, han var her jo ikke engang.. 

 

“Er du sikker?” kom det fra Zayn igen, men jeg rullede bare øjne, “siger drengen der har været under tuschen tusinde gange.”

“Ahhh ikke såå mange, men du er jo” “en pige?” afbrød jeg ham, med et løftet øjenbryn. Vinden blæste mit hår til siden, så jeg måtte køre en hånd i gennem det, for ikke at ligne en fuglerede. 

“Ikke kun derfor, nej nej! Men den holder jo bare forevigt.” Men man lever jo ikke forevigt, tankerne kom langsomt op, jeg kiggede frem for mig, ignorerede den mærkelige følelse.

“Ja det ved jeg godt tak, men jeg er 100% sikker. Hvis jeg fortryder den, må du officielt farve mit hår lilla eller hvad ved jeg.” Han lagde eftertænksomt hovedet på skrå, “hm ja.. fristende tilbud..” han grinede kort, hvorefter han nikkede. 

“Jamen okay så, du kan få den af mig som en slags.. Ferie gave.” 

“Nej jeg betaler.” protesterede jeg hurtigt, med et bestemt blik.

“Men jeg vil gerne betale.” Jeg rystede på hovedet, hvorefter jeg kiggede mig omkring på den befærdede gade. En butik længere fremme fik min opmærksomhed, var det en tattoo shop? Vi havde sgu også gået langt nu, det var vel på tide.

“Yes.” jeg trak ham afsted, indtil vi stod foran butikken.  På døren stod der åbningstider, og på muren ved siden af var der et kæmpe skilt, hvor man kunne se nogle værker tatovøren vel havde lavet. 

 

“Dejligt.” jeg trak ned i håndtaget, og der kom en velkendt pling lyd frem. Indenfor var der lunt, ikke lummeret dog. Gulvet var retro og af mørkt træ som væggene, imens møblerne så nyere ud. Der så ganske rent ud, ikke som sådan en snusket tattoo & piercer sted man kunne ville gå til, hvis man skulle have noget lavet uden forældre tilladelse. 

 

En dame bag en slags desk stod og smilede stort (det skulle de jo ligesom!). Hendes arme var fyldt med tatoveringer i både farver og sort hvid, selv hendes øjenbryn var tatoveret på. 

“Hej, skal du have en tatovering eller er det den unge herre?” hun kiggede på både mig og Zayn, da vi efterhånden var kommet hen til disken. 

 

Jeg kiggede på Zayn, hans smil var drillende, “ja vi skal begge have en.” svarede han for mig, hvilket gjorde mig forvirret i et par sekunder. 

“Okay, ved i hvilke? Vi har nogle bøger med billeder i, til inspiration for eksempel.” 

 

_____ IKKE RETTET IGENNEM..

 

undskyldninger og undskyldninger, sorry. Tiden løber fra mig og skolen er et helvede. Og har også fået job + vi skal flytte, så ja det er svært at nå.. Men prøver det bedste jeg kan. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...