Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16049Visninger
AA

14. I'm not afraid of you, i just hate you.

 

Min tidsfornemmelse var langsomt forsvundet, da jeg bare lå inde på sofaen med Zayn. Eller Zayn lå med mig, ville jeg nok betegne det, da jeg lå i hans arme og så tv. 

Og nej vi var ikke et par! Men vi hyggede os bare sammen, som gode venner. For jeg havde IKKE følelser for ham, det var helt udelukket. Jeg mener, han er jo bare Zayn og jeg er bare mig. Vi er 2 gode venner, som ser film sammen, ja. 

 

Jeg trak min mobil frem, og begyndte at scrolle lidt op og ned af facebook, da filmen var midt i en lidt kedelig scene, som jeg ikke havde overskud til at følge med i. En besked poppede pludselig ind på min mobil, så uden at tænke så meget over det, trykkede jeg direkte ind på den, så jeg kunne læse hvad der stod. 

 

“Ukendt: Mød mig foran cykelskuret imorgen klokken 07:45” stod der som det eneste, ikke engang nummeret kendte jeg. Hvem var denne person? Og hvorfor skulle jeg dog det? Som om jeg gad tidligere op og.. Jeg bed mig i læben, da det gik op for mig, hvem det nemt kunne være. Hvis Jonathan lavede sjov eller noget, så gad jeg ihvertfald ikke. Hvad ville det åndsvage svin mig? Jeg havde prøvet at glemme episoderne, fået dem til at smelte væk fra min hukommelse, men efter skolestarten kom det hele tilbage, som en flok bier over en honningkrukke. 

 

Jeg overvejede kort hvad jeg skulle skrive, som ville virke passende. Det kunne også være en anden, men chancen var ærligtalt ikke særlig stor. 

“Mig: hvad tror du selv?” skrev jeg, også måtte jeg tage konsekvensen af det.. Jeg havde jo allerede pisset ham af med et give ham en lussing, så den sms kunne ikke være det værste, vel?

Jeg skulle ikke vente længe, før en ny sms fra det samme nummer tikkede ind. Med en dyb indånding gik jeg ind på den, og lod ordene trænge ind i min hjerne. 

“ukendt: Spil ik’ smart, gider ikke det der pis Rose. Mød mig foran cykelskuret imorgen 7:45, og hvis du ikke dukker op bliver det værst for dig.” jeg måtte læse smsén en ekstra gang, før jeg var sikker på at have fået det hele med. Det var 100% Jonathan, hvem fanden ellers? Jeg lukkede kort øjnene, hvad nu? 

 

Der kom en brummende lyd fra Zayn, hvilket fik mig med lynetshast til at slukke mobilen og kaste den hen på stuebordet, i håb om at han ikke havde læst noget. Jeg orkede ikke nogle spørgsmål, jeg ville bare tænke lidt for mig selv. 

“Rosalie?” Zayns stemme fik mig til at kigge op, så vores ansigter nær stødte imod hinanden. Vi grinede begge let, og rykkede også lidt fra hinanden. (Jeg er akavet nogle gange, selvom det ikke føltes så akavet med ham..hm.) 

“Hvad?” jeg pillede nervøst ved mine negle, (0g siden hvornår var jeg blevet nervøs i Zayns selvskab?) Jeg kunne slå mig selv lige nu, bare lige i panden med en ske eller noget. 

“Dette er faktisk ikke et spørgsmål, da du skal svare ja..” Zayn kiggede smilende på mig, hvorefter han lagde armen omkring mine skuldre, “du skal med til middag hos mig på fredag med drengene, jeg skal jo bevise mine kokke skills også.” fortsatte han, med et spændt ansigtsudtryk, “desuden kunne vi godt bruge lidt pige selvskab, ellers går der for meget mande hørm i den.”

 Jeg kiggede kort på ham, følte mig faktisk lidt beæret over, at han ville have mig med. Og det var jo ikke en date, da de andre drenge også var der. 

“Det vil jeg da gerne så, men så har du også bare at imponere.” svarede jeg drillende, hvilket fik ham til at blinke. 

“Jeg kan noget i et køkken, bare vent og se!” han gav mig et klem på skulderen, hvilket fik mig til at bide mig hårdt i læben, hans hånd aede forsigtigt min arm diskret, alligevel var det næsten det eneste jeg bemærkede. Hans berøringer gjorde et eller andet ved mig, som jeg virkelig ikke kunne sætte et ord på. Jeg vidste heller ikke hvorfor, at jeg blev så underlig og nervøs, når han gjorde det. Jeg som lignede en omvandrende bunke skrald fra sidste års Halloween udsalgsrunde, og jeg var skide ligeglad. Jeg snakkede med ham, som var vi gamle venner, og nu når han rørte ved mig, blev jeg så underlig. Måske var det en bivirkning på medicinen?… Ingen berøring tillad? Eller jeg kunne jo godt lide det.. Eller kunne? Jeg måtte stoppe med at forvirre mig selv sådan. ‘

 

            *            *            *

 

Jeg gik ekstra langsomt i skole den efterfølgende morgen, droppede bussen bare for at gå. Jeg ville under ingen omstændigheder frivilligt støde ind i Jonathan ved cykelskuret, hvad troede han lige selv? Derfor resulterede det også i, at jeg kom 5 minutter for sent til time, og måtte skynde mig ned af gangen og forpustet ind i klasselokalet, hvor undervisningen kun lige var begyndt. Vi havde biologi, hvilket langt fra var mit stærkeste fag. (Matematik var dog en tand værre, men okay hvem forstår også matematik?)

 

Med faste skridt bevægede jeg mig ned bagved i klasselokalet, men til min store frygt, var den eneste ledige plads ved siden af den piercede og skræmmende fyr, som alle kendte, Jonathan. Han havde allerede opdaget mig, sikkert før jeg selv havde. Han vidste sikkert, at jeg ville sætte mig bagerst og derfor ville ende ved siden af ham. Istedet for at kigge skræmt væk, løftede jeg bare øjenbrynet af hans smørrede smil, hvorefter jeg satte mig ned på den tomme plads. Min taske svang jeg om på stoleryggen, og krydsede det ene ben over det andet. Alt i mens jeg prøvede på, at ignorere hans tilstedeværelset. 

 

“Godt så, hvis vi kan fortsætte uden flere afbrydelser..” fortsatte Mrs. Jones lidt fornærmet, hvorefter hun vendte sig om mod tavlen, og begyndt at snakke om end masse ting som ingen forstod. (Eller dvs. jeg fattede intet, og håbede på at jeg ikke var alene i det.) 

“Du kom aldrig i dag.” lød en lav mumlen pludselig, jeg kiggede hurtigt på Jonathan, men han sad og kiggede koncentreret mod tavlen, selvom jeg udemærket vidste, at han slet ikke lyttede med. Det fik bare Mrs. Jones til at tro det. 

“Hvorfor skulle jeg komme?” mumlede jeg tilbage, ved brug af samme trick som ham. Et lavt grin lød, hvorefter en hånd blev lagt på mit lår. Jeg bed mig i læben, imens mit blik stadig lå på tavlen. 

“Du er bange for mig.” hans greb om mit lår strammede sig lidt, fik mig lidt at holde vejret i et kort øjeblik. Jeg ville ikke se på ham, så kunne han for alvor se, at jeg ikke nød situationen. 

“Jeg er ikke bange..” jeg snorrede en tot hår omkring min pegefinger, “jeg hader dig bare.” mine ord fik hans hånd til at køre længere op af mit inderlår, de kolde lange fingre mod min tynde hud. 

“Du hader mig ikke.” rettede han mig, hvorefter hans fingre ramte min trussekant. Jeg kunne slå mig selv i hovedet over, at jeg havde nederdel og knæstrømper på i dag, altså endnu nemmere at komme til. Endnu nemmere for ham at opføre sig upassende, dumt af mig. 

“Jo jeg gør, og fjern så din hånd.” hvæssede jeg, så lavt jeg overhovedet kunne, så folk ikke skulle opdage noget, og tro at vi lavede noget. 

“Du kan lide det, det ved jeg.” hans ord fik mig til at rulle irriteret med øjnene, “nej.” jeg tog et fast greb i hans arm, og prøvede på at få den væk.

“Du er ikke stærk nok, desværre.” selvom jeg ikke kiggede på ham, kunne jeg bare fornemme de flabede smil placeret i hans ansigt. Det skide svin. 

 

“Følger i med, Rosalie og Jonathan?” Mrs. Jones stemme fik mig i et par sekunder til at miste koncentrationen, hvilket Jonathan hurtigt fik glæde af. Hans hånd røg lynhurtigt helt ind under min nederdel og videre ned i mine trusser. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget, Mrs. Jones opdagede slet intet. Selvfølgelig gjorde hun ikke det, vi sad aller bagerst i det store lokale, som var fyldt med alt for mange elever. 

“Ja, selvfølgelig.” jeg fik lyst til at kaste op ud over Jonathan, da han smilede artigt til Mrs. Jones. 

 

“Stop.” mumlede jeg vredt, men hans hånd begyndte bare at nusse mig roligt. 

“Jonathan!” Jeg sparkede ham så hårdt jeg kunne over skinnebenet, men han så ikke ud til at tage sig af det. 

Jeg endte ud i et slå ham hårdt på skulderen, så hans hånd fløj op og hele klassen så på os. Mrs. Jones hævede øjenbrynet, og jeg vidste at jeg ville få skylden. 

“Hvad har du gang i Williams?” hun kiggede strengt på mig, og jeg vidste også af gammel erfaring, at hun kun brugte vores efternavne når hun var vred. Jeg skævede irriteret til Jonathan, “ikke noget, det var Jonathan.” 

“Nej, Rosalie slog mig rigtig hårdt.” Jonathan holdt sig for stedet jeg havde slået ham, som om det rent faktisk gjorde ondt. Jonathan var jo for helvede ikke andet end muskler, selvfølgelig gjorde det ikke ondt på den opblæste nar. 

“Nej, han slog mig først!” Løj jeg, da jeg ikke helt vidste hvad jeg ellers skulle sige. Kunne man lige beskrive hvor meget man hader en person? Hvis jeg skulle lave en liste, ville Jonathan tage 1. pladsen, det var sikkert.

“Hør nu i to..” Mrs Jones så helt forvirret ud, med de store briller og det kort klippede hår, som fik hende til at ligne en polsk mand. 

“Hun slog mig, det gjorde RIGTIG ondt.” påpegede Jonathan endnu en gang, “han slog også mig!?” udbrød jeg højt, hvorfor skulle han være så irriterende?

“Ud foran døren, BEGGE TO!” Mrs. Jones pegede strengt mod døren, og med hende kunne man ikke løbe om hjørner. Havde hun besluttet noget, måtte man bare indfinde sig med det. Jeg rystede på hovedet, hvorefter jeg skubbede stolen kraftigt tilbage, og gik med hurtige skridt igennem klassen, for at komme ud. Desværre var Jonathan lige i hælene på mig, desværre skulle vi være derude sammen. Så hellere have eftersidning i den dobbelte tid, end at være alene med ham. 

 

_____________

 

LÆS LIGE SKATTEBASSER!

 

Hvis nogen er i tvivl om noget eller sådan noget, så bare skriv det i kommentaren. Kunne godt tænke mig at høre, hvad i mener og håber der kommer til at ske. 

Bare for at høre, om i syntes en er god nok osv. <3

Så SKRIV gerne lige en kommentar med enten hvad jeg kunne gøre bedre/ hvad i håber på der sker/hvad i kan lide ved den. 

Ja i behøver self ikke, men det kunne være meget sjovt. <3

 

Elsker jer, og btw virkelig tak til dem af jer som nu følger mig/har sat sig som fans eller hvad det hedder

Darlings <3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...