Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16050Visninger
AA

6. I'm going home <3

 

Rosalies synsvinkel:

 

“Kommer du så tit her?” spurgte jeg om, da vi havde siddet lidt tid nede ved søen, som jeg faktisk havde været ved nogle gange. Den var bare meget hyggelig, også kom der stort set ingen andre mennesker. Og hvis i havde fornemmet det, var jeg ikke så glad for, at omgås for mange mennesker af gangen. 

“Ja det er lidt mit tænkested, hvis man kan sige det sådan.” forklarede han kort, med hænderne foldet sammen. Jeg forstod faktisk stadig ikke, hvorfor han var kommet tilbage. Han var jo verdenskendt, og havde det liv alle gik og drømte om, også kom han alligevel tilbage for at bruge sin dyrebare tid på mig? 

 

En ringetone fra hans mobil, fik ham til at rejse sig undskyldende op fra bænken, hvor vi ellers begge to sad. Den var placeret imellem end masse planter, så folk udefra havde svært ved at se os. Et meget godt gemmested egentlig. 

“Hallo, ja hvad?” kom det fra Zayn, som havde taget mobilen op til øret. 

“Nej, jeg er bare hjemme.” jeg rynkede let brynene, da han sagde det. Hvorfor løj han? Men okay nu skulle jeg heller ikke lege politibetjent, og kontrolleret alt hvad han sagde og gjorde. Vi kendte trods alt ikke hinanden, han var bare flink og sikrede sig, at jeg var okay -eller noget i den stil. 

“Nej rolig nu Louis, jeg kommer jo i aften..” hans samtale gik lynhurtigt, så jeg droppede at lytte med. Istedet fiskede jeg min egen mobil op af lommen, som jeg begyndte rastløst and scrolle lidt op og ned af facebook. 

 

“Det må du altså undskylde.” kom det fra Zayn, da samtalen mellem ham og en eller anden var slut. Jeg trak på skuldrene, hvorefter jeg lagde min mobil tilbage i lommen. 

“Så, hvor gammel var det, at du var?” han fiskede en pakke cigaretter op af bukselommen, hvilket fik mig til at rulle irriteret med øjnene. Selvfølgelig skulle han lige ryge, når jeg sad her og led af kræft. Lungekræft er faktisk en af de mest udbredte sygdomme, også alligevel..

 

Jeg kiggede væk, da han satte ild til den med sin lighter. “Jeg er 17 år gammel.” mumlede jeg, med ansigtet væk. 

“Hvad er der galt?” lugten af røg kom ind i mine næsebor, fik irritationen til at stige.

“Kan du ikke holde den der lidt væk fra mig?” spurgte jeg, hentydende til hans cigaret.

“Når ja, undskyld.” jeg rettede mit blik på ham, kort tid efter han havde flyttet cigaretten over til den anden hånd, som var længst væk fra mig.

“Jeg tænkte ikke lige over..” “du ved godt, at lungekræft er en af de mest udbredte kræftyper ikke? Og der er så mange, som dør af det hvert år. Også betaler du endda penge for, at der er større chance for at du får det?” Jeg lagde armene over kors, det var fandeme for dumt at ryge. Jeg ville aldrig selv begynde, måske havde jeg prøvet det nogle gange til fester hvor jeg var fuld, men at blive fastryger? Nej aldrig i livet. 

“Det..” han kiggede ud over søen, som så ganske rolig ud. De få ænder som var der, svømmede stille og roligt rundt imellem hinanden. 

“Jeg prøver også på at stoppe, men det er altså sværere, end det ser ud til.” 

“Jaja.” 

“Det er det.

“Det er også ligemeget, du vælger det jo selv.. Skal vi ikke gå tilbage?” jeg rejste mig, før han nåede at svare på mit spørgsmål. Jeg mistede bare lidt lysten til, at sidde der og lege at jeg rent faktisk havde et liv. (og nu lød jeg da virkelig langt ude)

 

                  *                *           *

 

I dag skulle jeg hjem! Hjem til min egen seng, som jeg snart ikke kunne kende mere. Hjem til mit eget hus, til min egen have og min far. Han ville komme og hente mig snart, også skulle jeg væk fra dette her hul. Selvom jeg nok skulle tilbage til nogle undersøgelse osv. så følte jeg mig alligevel fri igen. Mine venner havde jeg heller ikke set særlig meget af, da jeg efterhånden havde cuttet kontakten til en del. Men som sagt, så ville jeg ikke ende ud i, at sorger alt for mange mennesker. 

Ana sad på min seng, imens jeg pakkede de små ting, som jeg havde her. Dvs. lidt tøj, alle de mange kort og min tandbørste. En meget primitiv oppakning måtte man da sige, men hvad skulle jeg ellers have her? Alle så lige så nedkørte og trætte ud som mig, så makeup behøvede jeg ikke på hospitalet. Godt nok havde jeg savnet, lige at friske mit udseende lidt op, men som sagt var det spild af tid her. 

 

Jeg samlede min mobil op fra natbordet, hvor der var tikket en besked ind. 

“Zayn: Dejligt at du skal hjem i dag, lyster du til at ses en af dagene? (;” 

Jeg sukkede stille, hvorefter jeg slukkede min mobil igen, og proppede den ned i min lomme. Af en eller anden mærkelig grund, havde Zayn allerede besøgt mig 2 gange, udover den gang hvor han kom med bandet i første omgang. Og han virkede ikke til, at være blevet træt af mig. Ikke fordi jeg blev bombet med sms’er, men han sendte stadig en dagligt, hvor der lige stod et eller andet med “går det godt?” også en åndssvag emoji bagefter. Meget sødt, men jeg forstod bare ikke, hvorfor han var så sød.

 

“Det er så dumt, at du skal hjem uden mig.” beklagede Ana sig, med et surt ansigtsudtryk. Det forstod jeg nu også godt, og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne tage hende med mig. Men lægerne havde vurderet, at hun ikke var klar endnu. Hun havde stadig nogle behandlinger at gå igennem, før hun kunne komme ud i friheden også. 

 

“Ja, men jeg kommer jo og besøger dig.” smilede jeg, hvorefter jeg kyssede hende på panden. 

“Det er stadig dumt..” mumlede hun, med blikkede rettet nedad. Jeg bed mig kort i læben, men fik mig så en ide. Hurtigt åbnede jeg min sportstaske, hvor jeg havde proppet mine ting ned i, og fiskede den lille bamse op, som jeg havde haft siden altid. Den havde aldrig været ved min side, både da mor døde og da jeg fik konstateret kræft. Nu burde hun få den, det syntes jeg ihvertfald. Også selvom den manglede et øre, og den lugtede en anelse, også var noget af pelsen blevet stiv. 

 

“Her, han skal nok passe på dig.” jeg overrakte hende bamsen, som hun lynhurtigt tog imod. 

“Tak rosa, du er den beeeedste.” snøftede hun, hvorefter hun strakte armene ud, til at jeg skulle kramme hende. 

“Du er nu også den bedste.” svarede jeg tilbage, da jeg havde lagt armene omkring hende. 

“Og det skal nok gå, snart kommer du jo også hjem.” 

 

____________________________________________________________________________________________________________________

 

Så kom det nye kapitel allerede! Igen, tak til jer der læser med!<3

Der kommer snart noget drama ind, just wait and see. 

Regner med et kapitel imorgen allerede igen xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...