Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16049Visninger
AA

29. I'm getting better.. or i hope so.

 

Rosalies synsvinkel:

 

“Hmm…hvad er det her?” spurgte jeg, med en rynket pande. Vi stod i supermarkedet, men indtil nu var det lidt svært at finde mælk som ikke var fløde, eller var det yoghurt? 

“Øh det er da..” Zayn tog kartonen ud af hånden på mig, for at nærlæse de franske sætninger, som jeg ihvertfald ikke fattede en brik af. Okay don’t judge, jeg havde aldrig lyttet med i fransktimerne. Vores fransklærer var gammel og meget forvirret, så vi fik altid snøret hende til at lave alt muligt andet end fransk. Desuden glemte jeg bare hurtigt hvad jeg havde lært.. 

“Eh altså der står både lait og Créme, er det ikke mælk og fløde? Jeg forstår det ikke.” Zayn kiggede endnu mere forvirret op på mig. Jeg kom til at udstøde et fnis, hvilket gjorde at han stak en hånd i siden på mig, så jeg spjættede op. 

“ZAYN!” halv skreg jeg, så de nærmeste kunder vendte sig om. Jeg smilede akavet til dem, imens jeg prøvede på at sende Zayn et dræber ansigt. 

“Vi køber den bare, for jeg gider ikke lede mere.” konkluderede Zayn henvendt til den ukendte karton, hvorefter han placerede den i vognen. 

“Hvad skal vi mere have udover brød, chokolade, chips, den her mælketing og..” han kiggede ned i vognen, “og frysetærte?” han hævede et øjenbryn, “Du ved godt, at jeg kunne købe en dyr lækker frisk tærte til dig hos en restaurant eller en bager, og alligevel vælger du en frysetærte?” Jeg begyndte at grine kort, “åh Zayn.. Noglegange er frysemad hvad man har brug for.” Jeg trak videre med vognen, så han automatisk fulgte efter. 

“Hvad med æg til morgenmaden?” jeg kiggede spørgende på ham, hans hår sad en anelse pjusket, og hans skjorte stod lidt åben ved brystet. Så sød, så sååå sød.. 

“Ja, røræg er mit speciale.” smilede han, med et nik. 

 

            *            *            *

 

Mørket lagde sig over byen, så kun husene lyste nattehimlen op, jeg kunne mærke trætheden. Måske var det grundet alle de nye indtryk eller flyturen? Ihvertfald var min krop helt sløv som en pandekage, eller hvordan man skulle sige det. Som om blodet pumpede ekstra langsomt igennem min krop. 

Jeg gned mig søvnigt i øjnene, hvorefter jeg rejste mig fra sofaen, hvor Zayn også sad.

“Jeg går ud og børster tænder.” mumlede jeg, hvorefter jeg traskede ud imod badeværelset. Zayn mumlede bare en lyd tilbage. 

 

Jeg så træt ud i spejlet, bleg og træt. Mørkerander anede sig under mine øjne, og det hjalp ikke på noget, af min mascara var tværet lidt ud under øjet også. Jeg greb ud efter tandbørsten, og begyndte at børste mine tænder rene, eller ihvertfald så godt jeg kunne og orkede. Min krop føltes helt mærkelig, det skete ikke så tit. Eller jo måske nogle gange på hospitalet, men det var vel nok igen trætheden. 

 

Jeg ville gå ind til Zayn og sige godnat, men da jeg nåede ind i stuen, var han ikke at se. Først forstod jeg ingenting, men så fik jeg øje på ham ude på altanen, hvor man kunne se ham igennem glasruderne. Nattehimlen var kulsort, men han havde sat stearinlys op, så det hele lyste op i et gyldents skær. Jeg begyndte at smile, hvorefter jeg bevægede mig derhen. 

Zayns ansigt lyste op, da jeg trådte frem i døråbningen. Jeg fik øje på et uldent tæppe, som han havde over sig, og en stol ved hans side. 2 kopper var også placeret på det lille bor, som stod op af gelænderet på altanens indreside. 

“Hvor er du fantastisk.” sagde jeg oprigtigt, hvorefter jeg satte mig hen ved siden af ham, og lod ham give mig tæppet på. 

“Jeg har lavet kakao, også tænkte jeg bare.. Stjernehimlen er så smuk, det skal du ikke gå glip af.” Jeg fik næsten lyst til at græde, ikke fordi jeg var ked af det, men fordi han var så fantastisk på så mange måder. Hans omsorgsfulde side gjorde mig tryg, hans sjove side gjorde mig glad og hans romantiske side gjorde mig lykkelig.

“Du ved..” han tog min hånd, og flettede vores fingre sammen. Jeg smilede, og lagde hovedet hvilende på hans skulder. Det var rigtigt nok, himlen var fuld af lysende stjerner imellem det sorte. Var himlen ikke lidt intetheden? Den varede ligesom forevigt, selv ude i universet fortsatte det sorte bare. 

“Hver gang jeg kigger på stjernerne, tænker jeg på dig.” Min krop blev helt varm, hans stemme var en anelse hæs. “De lyser op ligesom dig, når man ser dig komme gående, du udstråler glæde og en fighter ånd, selv når du er ked af det. Man bliver glad når man ser dig, når du smiler springer mit hjerte af glæde, når du griner bliver jeg lykkelig. Lykkelig over at du er glad, over at du er glad i mit selvskab.” Jeg kunne mærke et par tårer samle sig, og snart ville de glide ned af mine kinder, og afslører af jeg græd. Det var måske pågrund af lykke? Eller var på fordi jeg vidste, at dette ikke ville varer forevigt? 

“Men jeg er ikke som en stjerne.”mumlede jeg lavt, så der ikke ville komme et snøft. 

“Jo, selvfølgelig er du det. Du har dine stunder selvfølgelig, om dagen kan man jo heller ikke se stjernerne vel? Men de er der jo stadig, ligesom du stadig er her. Du stråler, som en stjerne gør om natten.” Mine kinder blev varme, samtidig med at tårerne gled ned af mine kinder, “jeg ved at du vil overleve din sygdom, jeg ved det bare. Den kan ikke dræbe dig, for du er en stjerne, du vil altid være her og det ved jeg.” fortalte han videre, “få personer får lov til at komme tæt på dig, kun få giver du lov til at komme ind i varmen. Man kan jo heller ikke røre en stjerne, det ved alle jo. Ligesåvel som at jeg ved, at det kan være farligt at elske dig, det kan knuse, men det skræmmer mig ikke væk..” Han lagde armen om mig, jeg havde på fornemmelsen af, at han vidste jeg sad og græd lydløst. Han trak mig helt ind til sig, lod mig begrave ansigtet i hans sweater lign. trøje. Den duftede sødt af hans parfume. 

 

            *           *            *

 

“Så er det OP!” sagde jeg højt, med blikket på den sovende Zayn. Dynen var faldet halvt af ham, så noget af hans veltrænede mave kom til syne. Jeg listede hen til ham, da han åbenbart ikke vågnede at mit udbrud. Ja jeg var vågnet et par timer før ham, men på daværende tidspunkt ville jeg ikke vække ham, så istedet havde jeg bare siddet og drukket kaffe og egentlig lavet ingenting.. Eller jo tjekket facebook og instagram 2000 gange. 

 

Hans ansigt var trykket imod puden, så fredfyldt han så ud. Jeg smilede, hvorefter jeg satte håndfladerne på madrassen. Så stille som muligt svang jeg min krop op i sengen, påpasselig så madrassen ikke ville give et ryk efter mig. Han lå stadig som før, lukkede øjne og regelmæssigt åndedrag. 

 

Langsomt tog jeg hånden hen imod han, jeg ville give ham et chok eller noget i den stil. Mit smil blev større, lige indtil han uventet sprang op og råbte et eller andet, så jeg forskrækket farede tilbage i sengen. 

“OMG!” Skreg jeg, samtidig med at jeg flækkede af grin. Det var jo netop hvad jeg ville gøre.. Havde han været vågen hele tiden? 

“DU ER SÅ OND!” Sagde jeg, imens jeg holdt hånden på brystet, “du gav mig et kæmpe chok.” 

“Hvad havde du ikke gjort med mig.. hahahah.” han smilede stort, så de kridhvide tænder blottede sig for mig, perfekte tænder. 

Jeg rystede på hovedet, selvom vi bedste vidste, at det var sandt. Han satte sig op i sengen, og lagde armene omkring min talje. Hurtigt fik han væltet mig ind over sig, så jeg lå ovenpå ham i sengen. 

“Man skal vel beskytte sig selv.” sagde han, vores øjne mødtes i en stærk øjenkontakt. Langsomt sænkede jeg hovedet, og lod vores læber mødes. Hans bløde læber og rolige bevægelser. Hans varme og bløde hænder, som kærtegnede min krop. 

Det var som om, at jeg aldrig kunne få nok af ham. 

 

“Måske..” mumlede jeg, efter jeg havde løftet hovedet og vores læber derved var blevet skilt ud, “måske skulle vi lave noget morgenmad? Solen skinner og..” mere nåede jeg ikke at sige, før han endnu engang kyssede mig. Sommerfuglene i maven steg til vejrs, fløj rundt og efterlod en kildende fornemmelse. 

“God ide.” svarede han lidt efter, og slap sit greb om mig. 

“Jeg har faktisk allerede planlagt dagensforløb, håber ikke det gør noget.” Jeg skævede til ham, men eftersom det var ham som havde fundet denne flotte lejlighed, kunne de planer vel ikke være helt dårlige. 

“Okay fint nok, hvis jeg så må bestemme hvad vi laver imorgen?” Han løftede øjenbrynet, men efter få sekunder nikkede han smilende, “jo jo, men for lige at få én ting på det rene.. Jeg er bedst til at planlægge.” Jeg rystede lynhurtigt på hovedet, “drømmetænkning, Malik.” 

 

______________________________

Yay Rosalie & Zayn får et pusterum fra virkeligheden, er det mon en god ide?<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...