Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16064Visninger
AA

28. I need a break

 

Zayns synsvinkel: 

 

Hun var smuk, som hun sad der og lyste af glæde og spænding med solbriller i håret, og med blikket ud af det lysende vindue. Flyet var lige lettet, men jeg var bare glad for at være sammen med hende. Hun var jo så stædig, og det var også derfor, at vi overhovedet var endt på det her fly. Hun havde bestemt, at vi skulle væk. Jeg vidste bedre end nogen anden, at med hendes stædighed, var det ikke til diskussion. Så ikke sagt, at det ikke havde været svært at komme afsted. Jeg lagde hovedet tilbage i sædet, hendes far var ikke meget for at vi skulle afsted. Lægerne synes heller ikke, at det var så smart, men hun gav sig ikke.

“Det er mit liv, fatter i ikke det?” havde hun råbt, også var der ikke andet at stille op. Jeg tænkte kort på den dag, at hun havde besluttet sig for vores lille udflugt.

 

-

“Jeg har den vildeste ide!” udbrød hun pludselig, midt under aftensmaden hjemme i mit køkkenet. Jeg smilede bare spørgende, elskede når hun kom med sine spøjse ideer og forestillinger. 

“Burde vi ikke tage væk? Bare os to? Ligesom i film og bøger, rigtig leve livet.” hun kiggede glad ud i luften, som om hun forstillede sig det i billeder. 

“Hvad mener du?” spurgte jeg undrende, imens jeg skar en kødbolle over med gaflen. 

“Flygte.” svarede hun kort, hvorefter hun med et smil uddybede, “du ved, tage til spanien, italien eller endnu bedre BALI!” jeg kunne ikke lade være med at smile selv, hendes pludselig energi gjorde mig så lykkelig. 

“Er det nu en god ide?” jeg stak kødbollen i munden, vi havde lavet aftensmaden sammen. Kunne man ikke sige, at den var lavet med kærlighed? 

“Ja for satan, vi lever kun én gang. Du har jo været alle steder snart, jeg har kun været uden for landets grænser 3 gange.. Eller 4 hvis man tæller dengang jeg var 6 med, men det husker jeg knap.” hun slog ud med armene, “jeg vil også gerne se verden.” jeg slog et blik ud af vinduet, hvor foråret havde overtaget med regn. 

“Hvis vi holder os i europa, tror jeg godt at..” 

“VIL DU GERNE?!” hun sprang op af stolen, så den var ved at vælte bag hende, og sprang ind i mit skød, så jeg en anelse overrasket lagde armene omkring hende. 

“Jeg godtager ikke et nej alligevel..” mumlede hun lavt, med et skævt smil. Jeg rystede kort på hovedet, hvorefter jeg hurtigt overvejede det. 

“Jamen så længe du er med.” 

“Så du siger ja?” 

“Ja.” hendes øjne strålede, og hun bøjede sig hurtigt ned og kyssede mig på munden. 

“Du ved godt, at jeg elsker dig ikke?” mumlede hun lavt, tæt på min mund. 

“Jeg elsker dig mere.” svarede jeg blot, efterfuldt af endnu et kys. 

“Åh, det tror jeg ikke er muligt.” vi grinede begge kort, hvorefter hun flyttede sig. 

“Jeg har altid gerne villet se Eiffel Tårnet.” mumlede hun, “eller det der skæve tårn, hvad er det nu det hedder?” 

“Paris er en fed by.” sagde jeg, uden at besvare hendes spørgsmål. 

“Åååh hvor ville det bare været fedt!.” 

 

 

*

 

Flyet landede nogle timer senere, og da klokken kun var omkring 3 om eftermiddagen, havde vi stadig meget af dagen tilbage. Rosalie sad op af mig, og kiggede i et eller andet blad. Hun virkede lidt sløv, selvom vi begge gik tidligt i seng i går, for at få meget ud af denne dag. Ja hun havde truet med alt muligt, hvis ikke hun fik lov at komme afsted. Også af mange forskellige årsager, havde jeg besluttet at vi skulle flyve med privatfly, for hun skulle ikke overvældes med alle mine fans og folk der ville tage billeder. 

 

“Vi skal ud.” sagde jeg, da flyet var stoppet og nu holdt stille. Motoren larmede dog stadig, måske havde hun bare lidt hovedpine? Hun mumlede en utydelig lyd, hvorefter hun lagde bladet tilbage ned i sin taske, og spændte selen op.

“Jeg har fundet den fedeste lejlighed.” forsikrede jeg hende om, da hun virkede en anelse mut. Hendes smukke ansigt lyste en anelse op, “vi skal se Eiffel Tårnet og på cafe, de skulle have gode cafeer her!..” Hun rejste sig hurtigt op fra sædet, hvilket gjorde at jeg også måtte rejse mig og gå ud på gangen af en art, så vi kunne komme ud. 

“Jeg blev bare lidt søvnig, det gør flyture mig bare.” mumlede hun kort tid efter, som en forklaring. Jeg kiggede kort ned af hende, hvorefter jeg sendte hende et smil. Ingen grund til at ødelægge den gode ferie stemning. 

“Lad os se at komme ud.” sagde jeg så, og hev min taske ned. 

 

 

                *        *        *

 

“WOW! Udbrød Rosalie højt, da vi nåede til den lejlighed jeg havde lejet (i sidste øjeblik, men stadig det var jo ikke ferie, så der var ikke så mange turister.) 

“Ja, det var vidst et godt køb.” smilede jeg, med blikket på den tornhøje dør, som havde indgraverede figurer og mønstrer.Vinduerne var også kæmpe, og de ydre mursten var lyse. En fin altan var placeret, kunne jeg se, da jeg vidste at vi skulle bo på 3. sal. 

“Det bliver så fedt.” Hvinnede hun, med glæde i stemmen. Jeg kiggede kort over på hende, hvor hun stod og kiggede fornøjet over mod et springvand, som var placeret i midten af den lille slags gård/plads. 

“Jeg tænkte nok, at du ville kunne lide stedet.” sagde jeg, med et smil på læben. Det havde kostet en del, sådan en stor lejlighed her i Paris, hvor udsigten var fantastisk og det hele bare var decideret gennemført. 

Imens hun beundrede murstensværket og hvad der ellers var, begyndte jeg at rode i min taske efter nøglerne, som i princippet burde være ret nemme at finde, da nøglen til porten var kæmpe og tung. Alligevel måtte jeg have alt op af tasken, for selvfølgelig lå de nederst. 

Mit blik landede på døren, og jeg tog hurtigt de sidste skridt hen mod den, og låste op. Rosalie var hurtig om at følge med, og sammen gik vi ind i opgangen.

“Jeg elsker allerede Paris, selvom vi  kun har kørt igennem byen med Taxi.” sagde hun glad, imens hun kiggede sig omkring. 

“Jeg har altid kunne lide den her by.” kommenterede jeg, hvorefter jeg trykkede på elevator knappen. 

 

 

“Okay hvor meget har det her kostet dig??” Rosalie vendte sig forbavset om, da vi efterhånden var nået op i lejligheden, og havde set rummene ret hurtigt. Der var en kæmpe stue, med 2 pejse selvom de ikke så ud til at man kunne bruge dem, højt til loftet, kæmpe vinduer indrammede med endnu mønstrede graveringer i muren, og gamle møbler. Det hele virkede som på film, nogle af de der romantiske kærlighedsfilm, som jeg aldrig gad at se. Perrie havde altid elsket dem og tvunget mig til at se med, selvom jeg egentlig bare sad og halv sov 80% af tiden, det vidste hun dog ikke.

“Ikke så meget.” løj jeg, så hun ikke skulle få dårlig samvittighed eller andet, for jeg vidste godt, at Rosalie ikke  brød sig om, når jeg betalte for hende. 

 

“Skal vi gå ned og købe ind nu?” Spurgte jeg hende om, da jeg kom i tanke om det tomme køleskab og min efterhånden rumlende mave. Paris havde vel nogle gode delikatesse varer? Eller jeg havde jo været her før, men der stod menuen på restaurant besøg hele tiden. Denne her ferie var jo lidt anderledes, hun flygtede fra sin sygdom, jeg flygtede vel også lidt fra min kendis status. 

 

“Jo, jeg er mega sulten.. Jeg kunne ikke spise morgenmad, fordi jeg var så spændt.” Hun smed hurtigt sin taske, og gik hen imod mig. 

“Så må vi hellere få købt noget.” sagde jeg, og lagde den ene arm omkring hende. 

 

________

Så fik de lige en pause fra daglig dagen, selvom det måske ikke er den bedste ide... Men hvem ved (:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...