Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16057Visninger
AA

23. I can't

 

“Hun bliver ude af sig selv af glæde..” mumlede jeg glad, da vi langt om længe sad i bilen på vej hen til hospitalet. Skole dagen havde føles så lang og hård, som om hvert minut var en time. Ana vidste ikke, at vi kom idag, så det var lidt en overraskelse. 

“Jeg ville da elske det, hvis jeg kunne gøre hende glad.” svarede Zayn, hvorefter en hånd blev lagt på mit lår. Jeg slog straks mit blik ned på hans store hånd, som fyldte hele mit ene lår. 

“Drengene har faktisk spurgt efter dig.” sagde han ud i det blå, hvilket fik fjernet min opmærksomhed fra hans hånd. Mit blik landede istedet på ham, selvom hans blik lå ud af foruden. 

“Hvad?” 

“De har spurgt efter dig.” gentog han, “ja det forstod jeg.” svarede jeg hurtigt, med himmelvendte øjne. Han grinede lavt, hvorefter han rystede på hovedet.

“Altså, de savner dig.” jeg lænede hovedet tilbage i sædet, “så det gør det?” 

“Lyd nu ikke så overrasket, Rose.” jeg trak på skuldrene, “jeg ved da ikke hvad de mener om mig.” 

“Når, men de snakkede om en film aften, eller sådan noget. Er du interesseret?” jeg kiggede igen på ham, efter han havde afsluttet sit spørgsmål. Drengene eller mit mørke værelse? Nemt nok.

“Jamen okay, hvis du også synes.” svarede jeg kort efter, med et lille smil. Hans greb om mit lår blev en anelser strammere, “det synes jeg bestemt.” Jeg kiggede igen ud af vinduet, hvor vi allerede var nået til hospitalets grund. Den høje beton lign. bygning tårnede sig op. Det lignede mere et fængsel, end et hospital. Eller nu havde jeg så aldrig set et fængsel vel, men i ved. 

 

“Stig ud, frøken.” kommanderede Zayn, med en komisk stemme. 

“Efter dem, Hr.” efterlignede jeg, hvilket fik ham til at grine let. Vi steg ud af bilen, allerede kunne jeg mærke kulden. (Godt jeg havde taget en sweater på, for min jakke var jo sjovt nok i stykker.)

“Kom.” Zayn rakte sin hånd hen mod mig, som hentydning til at jeg skulle tage den. Mit blik lå få sekunder på den, inden jeg nikkede og tog fat i hans varme hånd. Han trak mig tættere ind til sig, og begyndte at gå hen imod hospitalets store døre. 

 

 

“Okay, så vi skal se Ana Leonhardt.” sagde jeg til damen bag skrænken, som sad med et par tykke briller og en alt for rød læbestift. Damen kiggede langsomt op, jeg huskede hende godt. Hun hed noget i retning af.. Hanne, Henriette ja noget der omkring.

“Jamen goddag Williams.” Jeg nikkede, Williams mit efternavn. Det var fra min mor, så det var også det jeg brugte mest.. Desuden passede efternavnet fra min fra ikke så godt til mit navn. 

“Hun har besøg af sine forældre, men jeg tror godt at i lige han liste ind og sige hej..” Jeg nikkede hurtigt og trak Zayn med, før hun nåede at fuldføre sin sætning. Jeg vidste jo allerede godt hvor Ana lå, altså hvilken stue og sådan. 

“Når hva, Williams.” drillede Zayn, med et kærligt blik. Jeg rullede med øjnene, hvorefter jeg daskede til ham.

“Malik.” Elevatoren sagde pling, og vi steg ud. Jeg kiggede opmærksomt på værelsestallende, så vi ikke skulle fare vild. (Det ville ikke være første gang, og nej det skal vi ikke snakke om.)

 

“Hvor er hun henne?” kom det fra Zayn, da vi var nået et godt stykke ned af gangen.

“Lige hernede.” mumlede jeg, med blikket på værelset hvor hun var, “hun bliver så lykkelig.” tilføjede jeg, med et stort smil. 

“Det håber jeg.” mumlede Zayn, da vi var nået hen til værelset. Jeg tog en dyb indånding, hvorefter jeg trak ned i håndtaget, og åbnede døren for os. 

 

Lyset var dæmpet, hvilket stemmerne inde fra rummet også var. Gardinerne var trukket for, og kun en enkelt lampe lyste. Jeg kiggede kort på Zayn, hvorefter vi gik helt ind.

Det først jeg fik øje på, far hendes far og mor som sad på sengekanten bøjet ind over hende. 

Jeg skulle lige til at sige noget, da moren vendte sig om og fik øje på os. Hendes blik så helt tåget ud, som om hun havde grædt. 

“Åh gud, hej Rosalie og..?” hun kiggede spørgende på Zayn, hvilket fik ham til at smile og svare, “Zayn.” hun nikkede tamt, hvorefter hun rejste sig fra sengen. Endelig kunne jeg se Ana, men synet var ikke som jeg havde forventet. Hun lå ligbleg i sengen og med sammenknebne øjne, som om selv den dæmpede belysning var ubehagelig. Hun så endnu tyndere ud end normalt, og hendes hår så slidt og tyndt ud. Havde hun fået endnu mere kemo? Var hun ved at tabe håret igen? Mit hjerte begyndte at banke kraftigt, som om en stærk smerte bredte sig inden i mig. 

“Ana.” mumlede hendes mor, hvilket fik hendes opmærksomhed.

“Rosalie er her.” hun strøg hende over panden, jeg bed mig i læben. 

“Rosal.” hendes stemme var virkelig lav, jeg kunne knap opfange hvad hun sagde.

“Jeg er her.” sagde jeg, og gik helt hen til hende. 

“I får lidt tid.” smilede hendes mor, hvorefter de begge tog forlod rummet.

 Ana kiggede endelig på mig, et lille smil bredte sig. Men kun et lille et. 

“Jeg har en overraskelse med til dig.” mumlede jeg lavt, hun nikkede svagt. Jeg kiggede hen på Zayn, som stod lidt bag os og kiggede. Han så trist ud, men det var også ret forståeligt. Efter et nik fra mig, kom han helt hen til sengen og smilede til Ana. Hendes øjne blev langsomt større og større. 

“Zzzayn?” han nikkede, jeg tørrede lynhurtigt en tåre væk fra kinden, før hun nåede at se den. 

“Er det Zayn?” hun rakte hånden op imod ham, hvilket fik ham til at trække hende op at sidde. Jeg gik et skridt tilbage, så der var mere plads til ham. 

“Er det sandt.” hviskede hun, da han lagde armene omkring hende. Hendes øjne så pludselig helt blanke ud, som om de kunne løbe i vand når som helst. 

“Jeg har savnet dig.” sagde Zayn, efter deres lille kram. Jeg skyldte Zayn stort for det her. 

“Har du? Jeg har savnet dig hele tiden!” man kunne se hvor svag hun var, alligevel fik hun stemmen i et højere toneleje. 

“Rosee.” mumlede hun, hvilket fik mig til at kigge spørgende på hende. 

“Kram med os.” jeg smilede kort, hvorefter jeg jeg gik og lagde armene om dem begge. Hvis Ana ikke kunne se os, havde jeg nok stor tudet. 

 

Først da døren blev åbnet, og forældrene kom gående ind i rummet, trak jeg mig fra krammet. Rykkede mig nogle skridt, så de kunne komme til. 

“Det var.. hyggeligt.” mumlede Zayn dels til mig, dels til Ana som lå i sengen. 

“Det var godt, at i gad komme.” kom det smilene fra hendes mor. Jeg måtte ud fra rummet snart, det var ikke til at klare.

“Ja, vi ses en anden dag.” skyndte jeg mig at sige, Zayn tog min hånd, den var helt varm. Hans nærvær gjorde mig så tryg. 

“Ja, vi ses.” hun nikkede smilende, kort efter forlod vi lokalet. Jeg tog nogle dybe indåndinger, da vi nåede ud fra lokalet og døren lukkede i. 

 

“Det.. det skal nok gå.” mumlede Zayn lavt til mig, så ingen andre hørte noget. Jeg rystede på hovedet, mine tårer kunne ikke holdes tilbage mere. Mascaraen blev tværet ud, lavede streger ned langs mine ophævede kinder. Jeg græd lavt, lagde hovedet ind til Zayns skulder. Hans arme lagde sig beskyttende omkring mig, hvis bare han også kunne beskytte mig for mig selv. 

“Rose..” mumlede han ned i mit hår, jeg græd bare videre. Hulkede som en sindssyg. 

“Hun klarer den, det gør hun.” jeg lukkede øjnene, “du kender godt sandheden.” sagde jeg lavt, kun højt nok til at han kunne høre. Nok fordi mit hoved var så tæt på hans øre. 

“Ja jeg gør, hun klarer den.” Jeg slap endnu et hulk ud af mine læber, hun var dødsdømt ligsom min mor, ligesom mig. Det slog os ned som domino brikker, væltede os og holdt os tilbage. Lod langsomt vores livsglæde forsvinde, indtil der kun var en krop tilbage. Så var der intet andet end kræften tilbage, som i sidste ende også dræbte en. Jeg havde set det med min mor, jeg kunne se det med Ana, jeg vidste det ville ske med mig. 

 

“Intet er sikkert endnu.” hviskede han, jeg sukkede lavt. Trak mig ud af det stramme kram, så vi stod ansigt til ansigt. Hans hænder lå stadig rundt om mig, holdt mig fast. 

“Med mit held.. Du så hende selv, Zayn.” jeg holdt en kort pause, prøvede på at slappe af i stemmen, “jeg troede faktisk..” jeg kiggede væk, prøvede på at blinke tårerne væk. 

“Troede hvad?” 

“At det var noget andet med hende, at hvem end der vælger skæbnen for os mennesker måske havde bare lidt hjerte. Hun er ikke engang teenager endnu, ved intet om livet. Det er som om..” jeg tørrede øjnene i mit ærme, selvom der hele tiden kom nye, “som om at vi alle er fortabte.” hans øjne sugede sig ind i mine, hvis det ikke var fordi, at jeg var så knust, havde jeg ikke kunne klare den intense øjenkontakt. 

“Du betyder så meget for mig, Rosalie. Jeg vil beskytte dig, gøre alt hvad der står i min magt for, at kræften ikke vinder. Ikke over dig, ikke over hende.” Jeg kiggede ned, brød vores øjenkontakt som var det is der sprækkede. Jeg havde ødelagt alt, jeg havde været egoistisk. Jeg skulle ikke have lukket ham ind i varmen, for når man først var inde, kunne man ikke komme ud igen. Følelserne vi begge havde for hinanden var efterhånden blevet for stærke, vi vidste det begge. Jeg vidste det godt, alligevel havde jeg gemt tankerne væk bag de andre. Nu huskede jeg smerten, den forbandede følelse af tomhed. Og jeg var godt på vej til at give den smerte videre til Zayn. Hvorfor kunne jeg ikke bare have afvist ham dengang? Var jeg allerede tiltrukket af ham dengang? 

Jeg begyndte at ryste, mine ben kunne snart ikke holde mig mere.

“Så så, Rosalie.” Zayn satte sine fingre omkring min hage, drejede mit ansigt så jeg kiggede på ham igen.

“Vi tager hjem nu, okay? Det er nok for i dag.” jeg kiggede bare på ham, han ventede ikke på svar. Istedet trak han mig afsted, ned af den lange lorte gang, ud i elevatoren, ud fra hospitalet. Jeg ænsede næsten ikke engang, at vi var udenfor.

“Rose..” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, det var for sent at fjerne hans følelser for mig, var det ikke? Ana kunne jeg slet ikke tænke på, hvis bare jeg forestillede mig hende, ville jeg bryde ud i gråd igen. 

“Vi kører hjem til mig, okay?” selvom han snakkede til mig, opfattede jeg det ikke rigtig. Det hele var så sløret, pludselig sad vi i bilen. Mine øjne lukkede sig stille i, jeg ville bare sove og glemme alt. 

  ___________________________ Aw ): den bliver lidt sørgelig nu, kan i måske godt mærke. Vil ikke afsløre for meget her, så ja i må bare læse med næste gang. (Håber på at få skrevet noget lidt senere i dag og imorgen.)<3 Husk gerne at give den et like<3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...