Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16064Visninger
AA

32. here we are again..

 

“Nnej.” mumlede jeg, men det var som om, at min stemme ikke brød igennem. Som om jeg bare hviskede den indeni mig selv. Det hvide lys, selv loftet var så bekendt. Mine mareridt startede altid her, og nu var jeg her igen. Mit hoved gjorde ondt, da jeg fik sat mig op. Sengen knirkede lidt, men så var der stille igen.

 

Værelset var tomt, stolen ved siden af sengen var tom. Jeg kiggede på den, der var et aftryk som fik stoffet til  at bue lidt ned. Der havde været en her inden for et døgn vel? Jeg måtte finde en læge, eller egentlig bare Zayn. Var jeg stadig i Frankrig? Jeg anede ingenting, som om jeg havde bundet 1 vodka flaske, også bare havde glemt alt. Jeg satte mig op, det gyngede lidt i hovedet. Gulvet var glat under mine fødder, helt koldt og ubehageligt. 

 

Jeg satte hånden på dør håndtaget, og trak svagt ned, så døren kun åbnede i en lille revne. Jeg kiggede diskret ud, hvor der også var placeret en del stole på gangen. Først kunne jeg ikke se nogen, ikke engang en læge, men så stoppede mit blik ved én person. Zayn. Jeg blev helt varm, han sad med en mobil foran øret og snakkede, jeg pressede mig tættere på dør sprækken, for nemmere at kunne høre hvad han snakkede om. 

“Ja, men det er fint Harry.” hørte jeg, ihvertfald noget i den stil. Jeg lukkede det ene øje, for at få en bedre koncentration og for at se ham bedre. 

“Jeg ved det virkelig ikke.. Hun virkede jo ikke så syg da vi tog afsted, jeg mener.. Det kom så pludseligt.” hans stemme trængte bedre igennem nu, jeg fik en klump i halsen. 

“Nej jeg vidste det ikke, hvad tror du.” han lød lidt anklagende, men det var svært at høre det helt præcist. 

“Jo, men det ser ikke så godt ud. Hun har været uden bevidsthed i 2 døgn, men lægerne sagde at hun ikke var indenfor livsfarer lige nu.” 

Jeg sukkede svagt, 2 døgn? Zayn beskyldte sikkert sig selv, åh. Pludselig lød det som om, at han kom tættere på. Panik skyllede ind, og jeg fik trådt et skridt tilbage og lukket døren langsomt, så lyden ikke ville få hans opmærksomhed. Jeg ville ikke stå frem og sige, at jeg har lyttet med til hans samtale, ligemeget hvad den omhandlede burde man jo ikke smuglytte. 

Jeg gik hen til sengen, og trak dynen over mig. Gardinerne var trukket fra, sikkert Zayn der mente sollys var godt. Men gennem ruderne var det vel ligemeget, sollys på et hospital gjorde mig bare mere deprimeret. Det mindede mig om det liv alle andre havde, som om solen bare lyste ind for at hoverer over, at jeg var spærret inde. 

 

Kort tid efter gik døren op, og fodtrin lød. Jeg vidste det var Zayn, han havde en speciel måde at gå på. Jeg besluttede mig for at ligge vågen med åbne øjne. 

Først gik han hen til vinduet uden at kigge på mig, så bevægede jeg mig lidt i sengen og han vendte sig lynhurtigt om. 

“Du vågen.” sagde han, og kort tid efter sprang han over til mig og bukkede sig ned så han kunne kramme mig. Som om han først skulle opfatte, at jeg rent faktisk var vågen. 

 

“Jeg har været bekymret, så bekymret” han knugede mig hårdt ind til sig, den genkendelige parfume gjorde mig næsten helt roligt. 

“Du er tilbage i London, bare rolig. Jeg fik dig tilbage på nul komma fem, men ellers har du sovet. Du var egentlig ikke under bevidsthed, det sagde lægerne.” 

“Åh.” det føltes bare som en drøm, hvor man normalvis ikke kan huske meget mere end lige før jeg vågnede op. 

“Jeg har det underligt.” indrømmede jeg, mit hoved var så tungt, hele min krop var mærkelig.

“Ja, de gav dig nogle indsprøjtninger og sådan lidt, det kan jo være derfor.” 

“Zayn..” 

“Hvad er der skat?” Jeg havde lyst til at græde, bare over alting.

“Jeg vil hjem, sove derhjemme. Bare ikke her, please.” Han så lidt tænksom ud, “Rosa.. Jeg ved godt, at du hader hospitaler, men du har fået et tilbagefald.” jeg har hele tiden været fuld, tænker jeg, men jeg siger det ikke. 

“Hm.” 

“Jeg vil ikke give dig falske informationer, jeg ved det ikke helt præcist. Men det ser ikke så godt ud. Åh Rosalie, jeg er så ked af det. Du har været så meget igennem, det er ikke fair.” jeg kan ikke holde mine tårer tilbage, de glider ned af kinderne på mig. Intet i dette liv var fair, det hele var et stort sort hul. Jeg prøvede at kravle op af, men faldt hele tiden ned igen.  Jeg gav snart op, jeg kunne snart ikke holde til konstant kamp. 

 

Han krammede mig igen, kyssede mig blidt på kinden. “Jeg går ikke fra dig, vi gør det hyggeligt her, også bliver du jo snart udskrevet, ikke? Jeg kan hente en læge, som kan fortælle dig lidt mere konkret, jeg ved jo ikke helt så meget.” jeg snøftede lidt, men gav ham så et lille nik. 

“Husk nu, at jeg elsker dig ligemeget hvad.” hans ord skar næsten i hjertet, lige meget hvad. Han vidste måske mere?

 

                      *                            *                            *

Det føltes som flere timer, før min far kom løbende ind af døren og omfavnede mig. Han så rystet ud, hans øjne var ophævede og der havde dannet sig tydelige mørkerande under hvert øje. Han så ikke for godt ud, var det min skyld? 

“Jeg kom lige efter jeg fik af vide, at du var vågnet.” sagde han, efter et langt varm kram. Hans sweater lugtede lidt af alkohol, bare et lille pift øl eller var det måske vodka? Jeg tog mig til hovedet, måske var jeg bare virkelig søvnig. 

“Det fint nok far.” svarede jeg træt, jeg havde jo sovet hele tiden, alligevel var jeg døsig og kunne lukke øjnene hvert sekund, hvis det skulle være. Zayn stod bag min far, han kiggede hele tiden hen på mig, selvom han lod som om, at han var optaget af sin mobil. Jeg elskede dem, begge 2. De var nok dem, som betød aller mest for mig i hele verden, og verden er stor. Faktisk i hele universet, ja og universet er så stort at jeg ikke kan klare at tænke på det, for så får jeg ondt i hovedet. Engang elskede jeg sådan noget med solsystemet, men da jeg kom op i de højere klasser blev det alt for kompliceret, og jeg måtte trække mig lidt. Der var bare mærkeligt at tænke på, hvor stort det hele er. Måske ville det sorte bare varer i en uendelighed? Måske var døden også sådan, som om man svævede oppe i universet imellem stjernerne, men man kom egentlig ingen vegne. 

 

“Rosalie?” jeg kom til mig selv, gned mig i øjnene og kiggede på dem. De så begge bekymrede ud, alt for bekymrede hvis jeg selv skulle sige det. Zayn blik var helt anderledes, når han var bekymret eller bange. Jeg kunne nemt se det, øjnene lignede næsten en mørk sø, når han bekymrede sig for meget. 

 

“Undskyld.” mumlede jeg, uden at vide hvad jeg undskyldte for. Luften var tyk, jeg fik det helt dårligt.

“Har i snakket med lægerne?” fik jeg frem, min far fik et par rynket i panden, han åbnede munden, men sagde ikke noget. Jeg rykkede uroligt på mig, hvad gemte de for mig? 

 

“Det, ja vi har.” 

“Hvad sagde de?” insisterede jeg, jeg skulle høre det jo. 

“Når ja, det var et tilbagefald, men det er ikke så slemt så du bliver snart udskrevet.” det lignede næsten, at han kæmpede med at få ordene sagt. Jeg kiggede lidt frem og tilbage mellem dem, “så jeg kommer snart ud herfra igen?” 

“Ja, det gør du. Bare rolig, der sker dig ikke noget, vi er også hos dig hele tiden, du kommer ikke til at være alene.” han lød så mærkelig, min far altså. Næsten helt nervøs, Zayn stod bare og kiggede ned i gulvet, så jeg kunne ikke tyde hans blik. 

“Lover du, at jeg snart bliver udskrevet?” min stemme dæmpede sig lidt, jeg fik en lyst til at tude, men jeg vidste ikke helt hvorfor. Jeg ville bare sove, min krop var træt, død træt. 

“Jeg elsker dig.” svarede min far istedet, og bøjede sig ned, for at kysse mig på kinden. Jeg kunne mærke tårerne komme, men jeg tvang dem væk. 

“Jeg vil gerne være alene, tak.” sagde jeg kort tid efter, med dårlig smag i munden. Jeg kunne bare ikke overskue, at skulle snakke eller tænke. Jeg ville bare gerne sove, lade mine tanker holde pause lidt tid. 

“Hvis det er hvad du ønsker.” han trådte et par skridt tilbage, kiggede hurtigt over på Zayn, og sammen fulgtes det hen til døren, “vi er lige udenfor, hvis du altså har brug for noget.” sagde han, hvorefter døren gik op og jeg var alene. 

Min far ville da ikke lyve for mig, vel? Sådan var han ikke, nej jeg havde det bare dårligt, måske var det derfor, at min dømmekraft var svækket. Snart ville jeg blive udskrevet, og alt ville være som det var før. Jeg ville tage på picnic med Zayn og spille kort med min far, se nogle gamle serier og spise lidt is. Alt ville blive som før, bare jeg ventede lidt. Min vejrtrækning blev lavere igen, alt ville blive som før.. 

 

______

Ja... det går ikke så godt): og yes har faktisk skrevet meget forud nu, så det kommer til at gå stærkt med både kapitlerne, altså de kommer ud hurtigere, og slutningen nærmer sig også. Men ja ved den har været lidt i stå, så tusind tak til dem af jer, som stadig læser med! Har det som om, at der er ingen som læser med mere? Men et kan godt være, at det bare er mig, haha. Når men ja glæd jer til næste kapitel (;

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...