Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16132Visninger
AA

7. happy

 

“Hvor er det bare godt, endelig at have dig hjemme!” Min far slog armene omkring mig, i et stort kram da jeg var kommet hjem. Det føltes så godt, at kunne være hjemme igen. Selv den åndssvage guldfisk i akavariet gjorde mig glad. Jeg ville nyde det hele maksimalt, ikke lade et øjeblik gå til spilde. Jeg ville også besøge mors gravsted med nogle blomster, det måtte være planen! 

 

 

Den første nat i min egen seng, kunne godt sammenlignes med paradis. I forhold til hospitalets lorte senge og larmende maskiner, var stilheden og min bløde madras så dejlig. Far kom med mad på sengen da jeg vågnede, ikke bare et stykke toast med syltetøj, nej både æg, bacon, toast (med nutella!) og en kop dampende varm kaffe, som jeg bedst kunne lide den. Med mælk også ikke andet, ellers blev den alt for sød, og det smagte bare ikke godt. 

 

Jeg fik sådan en lyst til at løbe mig en tur, selvom energien stadig ikke helt var i min krop. Jeg vidste godt, at jeg skulle tage den lidt med ro, men jeg følte bare, at der var så meget, som jeg skulle nå at have indhentet. Når jeg ikke fik et langt 80-90 årigt liv tildelt, som de fleste andre fik, måtte jeg bare opnå hvad jeg kunne. 

 

Jeg fandt en blok og en kuglepen frem fra min kommode, som jeg kunne skrive på:

 

Hvad jeg vil opnå inden jeg dør: 

Fortælle mine venner og familie at jeg elsker dem

Opleve Paris

Gøre Ana glad! 

Sove under åben himmel en hel nat

se et stjerneskud

 

Jeg kiggede tilfreds på mit papir, det var ihvertfald de vigtigste ting jeg kunne komme på. 

 

                *        *        *

 

Hvad er egentlig det vigtigste, at leve de sidste år til det sidste, gøre hvad jeg vil og være pisse ligeglad, eller gøre som jeg hele tiden gør; lave intet, smadre venskaber så folk ikke skal sørge over mig, holde mig uden for den sociale kreds? Det andet ville være egoistisk, men på den anden side. Alligevel ender jeg altid med at være det sidste, for egoistisk har jeg aldrig været. Måske havde jeg altid været den, som valgte den pæneste barbie dukke, den som altid råbte højest, og den som havde flest lege aftaler i de små klasser, men jeg havde aldrig holdt nogen udenfor. Jeg tænkte for meget på andre, og det ødelagde mig til tider. Som nu, hvor en besked fra en verdenskendt fyr er tikket ind på min besked, og jeg bare sidder her og overvejer, om jeg overhovedet skal svare tilbage. For hvad vil han mig overhovedet, når han kan få alle piger i verden? Når han kan købe sig en slik forretning, eller rejse verden rundt? Også sender han sms’er til en åndssvag pige, som ikke engang viser den største interesse i ham. Så kan snakke om at være dum, for han er egentlig meget sød og sjov, og ikke som de andre drenge jeg PLEJEDE at omgås med. Bemærk lige den datidsform af plejer, da jeg ikke gør det mere. 

 

Zayn: “Kunne du tænke dig, at mødes over en kop kaffe, for at fejre din frihed? (;”

Hans besked fik mig til at smile, kaffe var aldrig en dårlig ting. Helt seriøst, når jeg ligger i graven skal jeg have sådan et glas kaffepulver med ned, sådan et kæmpe glas fyldt til randen med fint kaffepulver, som små børn syntes stinker ækelt, men som jeg bare elsker. Tænkt hvis man kunne få en kaffe parfume?.. Ej det ville måske blive lidt for mærkeligt, sådan at gå og lugte af kaffe hele tiden. 

Mig: “Café hjørnet? den der er indrettet som et gammelt bibliotek eller noget.” Jeg sendte hurtigt sms’en, hvorefter jeg lagde mobilen fra mig. Men før jeg nåede at rejste mig fra sengen, kom der en vibrerende lyd. 

Zayn: “Ah ja, den cafe er skøn, skulle lige til at forslå den. Hvad siger du, imorgen klokken halv 4? (:” Også den der åndssvage smiley, som bare fik hele beskeden til at virke flabet på en eller anden måde. Jeg smilede kort, hvorefter jeg bare skrev et okay, også var den aftale ellers lavet. Nu burde jeg nok gå i seng, måske se et par afsnit friends, hvis ikke jeg faldt i søvn inden. Sådan endte det tit, at jeg faldt i søvn før filmen overhovedet var begyndt. Eller også sad jeg bare mega ukoncentreret, med min mobil oppe i fjæset. 

 

                *        *        *

 

Cafeen var et godt valg, skide hyggelig og med ikke særlig mange mennesker.. Heldigvis. Ellers ville vi nok blive overfaldet af små skrigende piger med mobiler, som konstant ville tage billeder og forlange autografer. Nej den slags opmærksom kunne jeg ikke fordrage, hellere have det lidt afslappet. Så behøvede jeg heller ikke at være særlig pæn, Zayn havde alligevel set mig, da jeg lignede et omvandrende lig. For det gjorde jeg på hospitalet uden makeup, idag havde jeg så taget lidt mascara og øjenbrynsfarve på alligevel. Ingen grund til at være grim, når man kunne se okay ud uden særlig meget arbejde, vel?

Og der sad jeg så, på et bord langt inde i cafeen, hvor den stille musik kørte og mine øjne vandrede. Jeg var self. kommet for tidligt, da bussen for en gangs skyld ikke kom for sent, men faktisk hele 3 minutter for tidligt. (wow, ikke?) Men det gjorde ikke så meget, så kunne jeg lige nå at falde i staver et par minutter, inden han ville komme. 

Jeg tog et menu kort frem, som var placeret på bordet i forevejen. Bare han nu ikke troede, at det var en date?? Ej nej, hvad tror jeg dog selv. Jeg kunne slå mig selv i hovedet, selvfølgelig troede han ikke det. Vi var bare.. bekendte? Venner kunne man også sige, men jeg vidste stadig ikke særlig meget om ham, så bekendte var nok bedst. 

 

“Sikke en hyggelig krog du har fundet til os!” En mandlig stemme fik mig til at spjætte på stolen af forskrækkelse. Sad jeg virkelig SÅ opslugt af et menukort??

“Når ja, det..” Jeg lagde forvirret menukortet ned på bordet, da han satte sig ned overfor mig. Han havde et tørklæde omkring halsen, sikkert burberry eller sådan noget. Jeg kiggede diskret på hans øjne, som så yderst tiltrækkende ud. Meget dybe, på en måde. Hvordan det skulle forklares, vidste jeg ikke helt. Men der var bare et eller andet specielt.. Hans kæbe, også de der tatoveringer.. Det blev på en måde for meget af det gode, som havde man taget ham direkte ud af et mode magasin, og beholdt al photoshoppen på ham. For ja, det lignede at han var photoshoppet. Så flot kunne man vel ikke være.. naturligt? Måske havde han fået end masse plastik operationer, måske var han ligesom Michael Jackson? 

 

“Hvordan går det så derhjemme?” Han rev mig ud af mine tanker, hvilket egentlig var meget godt. Jeg burde ikke tænke sådan om ham, han var bare en bekendt, så lækker var han da heller ikke.. nej nej. 

“Det går meget fint, far har meget at se til, du ved. Men jeg føler mig næsten allerede normal igen, det er dejligt.” Jeg lagde hovedet let på skrå, “hvad med dig egentlig?” Han lagde hænderne på bordet, “jeg bor jo ikke hjemme mere, købt egen lejlighed, det gjorde drengene og jeg for længe siden.” han tog et af menukortene op i hånden, og begyndte at skimme dem igennem. Det lignede det ihvertfald, at han gjorde. 

“Bor i sammen?” jeg fulgte hans intiativ, og tog igen menukortet op. Måske skulle jeg bare have en kaffe latte? Men en Chai Latte var også fristende.. 

“Drengene og jeg? Nej vi har hver vores sted, men altså det er tit, at vi sover eller spiser hos hinanden.” jeg nikkede med et smil, det måtte være dejligt at have så gode venner som han havde, sådan nogle man kunne stole på ligemeget hvad. Sådan nogle venner ville jeg også gerne have, men det var lidt sent at ønske det. 

 

“Hvad skal du så have?” han lagde menukortet fra sig, da en tjener kom gående over i mod hos. 

“Skal vi sige to gange kaffe latte?” Jeg nikkede til hans spørgsmål, da det alligevel var med i mit valg. 

 

Zayns synsvinkel:

Jeg betragtede hende, den måde hun sad og kiggede rundt i lokalet. Hendes søde lyserøder læber og de fine små kinder, man kunne jo.. nej hvad er det jeg tænker på? Jeg ville bare gerne gøre hende glad, ikke mere end det. Hun skulle bare lidt opmuntring i livet, også heller ikke mere. Også sad jeg her, og fantaserede om alle mulige åndssvage ting omkring hende.. Jeg måtte lige tage mig sammen, i forevejen virkede jeg sikkert mega klistrende sådan som jeg hele tiden skrev til hende.. Eller hele tiden, én gang om dagen måske, ved mindre hun self. svarede tilbage. Jeg følte bare, at jeg skyldte hende det. Noget inden i mig sagde, at jeg skulle beskytte hende. Også hjalp det også ret meget på, at få mine tanker omkring bruddet med Perrie afledt. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...