Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16120Visninger
AA

19. Complications

(IKKE rettet igennem, sorry)

 

Jeg droppede langsomt at nå i skole, da Jonathan ikke virkede til at give sig, han slæbte mig afsted indtil vi nåede til læskuret, som blev brugt til kærestepar. (Eller ikke kun, men folk sad her enten for at ryge eller kysse.) Selvfølgelig var der tomt, da alle jo sad til time nu med bøgerne fremme. Jeg bed mig i læben, han åbnede den knirkende dør og skubbede mig ind, så jeg var ved at snuble igen. 

“Jonathan.” mumlede jeg, “hvad vil du? Jeg skal faktisk til time..” Jeg prøvede at komme forbi ham, men han tog bare fat i mine arme igen, og skubbede mig lidt længere ind. Det bragte dårlige minder det her, dengang vi sad som et par. Jeg havde aldrig kunne lide ham, men det vidste han jo sådan set ikke i starten. Jeg var vel bange for at slå op (af meget god grund.) 

 

“Jeg vil have dig til at fortryde dét.” hans stemme var kold, viste ingen følelser. Hans ansigtsudtryk viste heller ingenting, som om hans følelser bare var en knap han havde slukket for. Jeg gad vide hvor mange piger han havde fucked up, for han var jo ikke grim. Men så snart han havde en på krogen, kunne man ikke komme ud igen. Ligesom de der åndssvage søpindsvin, som har modhager på piggene. Skulle man af med ham, kunne man godt forvente frygt og en hulens masse smerte.

“Det var ærgerligt for.. jeg fortryder intet.” jeg vidste det var dumt sagt, men så ynkelig ville jeg ikke lyde. Som en rigtig røv slikker, nej for helvede. 

“Okay som du vil.” jeg kiggede forsigtigt på ham, prøvede på at tage den helt med ro. Hvad kunne han lige finde på? når ja alting, den havde jeg måske lige glemt. 

 

Jeg var ligesom gået i stå, først da hans næve ramte ind i min mave, kom jeg til mig selv. Smerten kvalte mig, maven trak sig sammen af smerte, jeg væltede bagover men han trak mig frem i tide. 

“Det er synd du er så stædig, ved du godt det?” han lod mig ikke svare, slog mig igen hårdt, så jeg denne gang væltede ned på det beskidte kolde trægulv. Hans fod ramte mig i siden, jeg klynkede af smerte, men han gjorde det bare igen. 

“Fortryder du stadig ikke?” han bøjede sig ned, hånende og overlegent som var han guden og jeg slaven. 

“Nej.” svarede jeg med sammenbidte tænder, lukkede øjnene parat til hans vanvid. Først troede jeg, at han ikke ville slå mere, men så kom et kraftigt spark direkte på min overarm, det blå mærke jeg i forevejen havde måtte blive fordoblet nu. 

“Stop nu!” væssede jeg, prøvede på ikke at ryste i stemmen. 

“Det er din egen skyld, Rose.” han rev mig hårdt op at stå, så mit hoved gjorde ondt. 

“Hvordan kan jeg være skyld i det? Du er så,” “Hold nu kæft.” afbrød han mig, kiggede vredt på mig. Det var så latterligt, jeg ville gerne hjem nu. Lade Zayn komme ridende på en hvid hest og spidde ham med et svær. 

“Du voldtog mig, du kunne ikke klare en afvisning. Desværre Jonathan, du er ikke så pisse lækker som du tror du er!” Skreg jeg op i hans ansigt, jeg kogede snart over af vrede. Hvis bare medicinen ikke gjorde mig så svag, så var jeg startet til kampsport. 

 

“Du er færdig.” påpegede han, hvorefter han arrigt rev min jakke af, den flænsede i den hurtige bevægelse. Jeg stirrede på jakken, der lå på gulvet i det faldefærdige lorte skur. 

“Du er færdig.” sagde han igen, og tog fat i min cardigan, rev den af i samme bevægelse. 

“Stop, du skal ikke” “hold nu bare kæft!” han skubbede mig hårdt op af væggen, så mit hoved røg bagud, knaldede direkte ind i de mørke træbjælker. Det snurrede en anelse i mit hoved, føltes lidt som om jeg skulle besvime. 

“Dumme luder.” mumlede han for sig selv, selvom jeg sagtens kunne høre ham. Han havde efterhånden fået en del af mit tøj af, hvilket jeg først var langsom til at opfatte.

“Nej.” sagde jeg bestemt, holdt bestemt på hans hånd, ikke fordi jeg kunne holde ham tilbage, men stadigvæk. 

 

“Hør her…” han kiggede kort væk, “det er b” hans stemme døde hen, hans øjne fokuserede på noget på min hals. Jeg rynkede brynene, tog hurtigt hånden op for at mærke, “hvad?” 

Hans øjne blev endnu mørkere, hvis det altså overhovedet var muligt. 

“Har du en kæreste?” hans spørgsmål kom bag på ham, hvad ragede det lige ham?

“Undskyld hvad?” 

“Har i haft sex? Hvorfor har du et sugemærke på halsen?” Han kiggede op og ned af mig, snakkede som om vi stadig var kærester. Som om han egede mig, og jeg ikke måtte noget uden hans tilladelse. Hvad troede han lige? 

 

“Det rager ikke dig.” Han rullede med øjnene, tydeligvis irriteret. 

“Når nej, du er jo for klam til at have en kæreste, havde helt glemt hvilken luder du er.” Jeg sukkede højt, havde han ikke andre ord en luder? 

“Jeg er ikke luder.” 

“Når men har du så en kæreste?” Jeg bed mig læben, hvad svarede jeg så? Havde jeg en? nej nej hvorfor overvejede jeg overhovedet om Zayn og jeg var, self ikke. Zayn gad vel ikke.. eller jeg vidste bare ikke helt. 

“Stop nu, okay?” Jeg bøjede mig ned, og samlede min cardigan op igen. Han kiggede på mig, analyserede hver en bevægelse. Jeg sank en klump, imens jeg tog cardiganen på i langsomme bevægelser. 

Hans øjne så næsten blanke ud, eller det var nok noget jeg forestillede mig. 

Hvorfor han pludselig lod mig tage tøj på igen, vidste jeg ikke helt. Men jeg spildte da ikke chancen, til at få hele lortet på igen. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad han var i stand til. 

 

Da jeg havde alt mit tøj på, selv den ødelagte jakke, kiggede jeg afventende op på ham. Han havde stadig det samme ansigtsudtryk, som om han var en statue. 

Han rykkede sig en anelse, så jeg kunne komme forbi og ud. Lige inden jeg var helt ude, greb han min arm, lænede sig roligt frem og hviskede mig i øret, “du kan aldrig føle dig sikker” jeg kiggede forvirret, men før jeg nåede at gøre noget, havde han presset sine læber imod mine, tog fat i mit hoved så jeg ikke kunne vende det. Af frygt kyssede jeg med, men kun meget lidt, så lukkede jeg min mund til at smal streg. 

Han fjernede sig fra mig, lagde hovedet let på skrå, hvorefter han så slap min arm. Jeg tørrede kraftigt munden med ærmet, hvorefter jeg med hastige skridt gik ud af skuret og væk fra skolens grund.

 

Først da jeg nåede et godt stykke ned, begyndte tårerne af komme frem og gøre mine kinder våde.

 

_______ 

Lidt kort, og ikke rettet igennem sorry men ville gerne have kapitlet ud i dag.<3

 

OG DET ER 1. DECEMBER! Såå dejligt, elsker december. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...