Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16098Visninger
AA

22. Ana

 

“Eeer du virkelig venner med One Direction?” stammede hun, efter jeg havde fortalt om dem og skolen, lidt af hvert. (Dog undladt visse ting.)

“Ja, og hvis du er heldig, kan Zayn måske komme over en af dagene og besøge dig igen..” jeg smilede, da hendes blev endnu større.

“Kan han?” hun tog fat i min hånd med begge hænder, “det vil jeg såsåsåså gerne Rose!” hun lød helt bedende, hvilket fik mig til at grine. 

“Så er det en aftale, en af dagene kommer vi..” hun nikkede tilfredst, “du er verdens bedste, jeg ville ønske du var min søster.” jeg strøg noget hår om bag hendes øre, “jeg ville også ønske, at du var min lillesøster.” hun lagde hoved ind til mit bryst, og lukkede træt øjnene. 

“Er du søvnig?” spurgte jeg lavt, hvilket fik hende til at mumle nogle lave lyde.

“Skal jeg komme tilbage imorgen?” spurgte jeg, hvor jeg forsigtigt med hænderne fik lagt ned igen. 

“Ja, lov det.” så hun, selvom hendes øjne var lukkede i. 

“Det lover jeg.” mumlede jeg lavt, hvorefter jeg lænede mig ned og kyssede hende på kinden. Hun blev hurtigt træt, det bekymrede mig. 

“Vi ses så.” jeg rejste mig langsomt op, så hun ikke skulle få et chok. 

“Jeg elsker dig.” hviskede hun, så jeg knap kunne høre det. 

“Og jeg elsker dig.” svarede jeg tilbage, hvorefter jeg vendte mig om og forlod værelset. Min pande føltes nærmest allerede helt svedig. 

 

Ude på den anden sige af døren, blev jeg mødt af en sygeplejerske, som stod og smilede til mig. 

“Jeg hørte hendes grin..” sagde hun, hvilket fik mig til at nikke. 

“Det sker ikke så tit mere.” forklarede hun kort, jeg sukkede lavt. Mit humør dalede virkelig hurtigt, det var helt vildt. 

“Er hun meget syg?” spurgte jeg forsigtigt, turde knap høre svaret. Sygeplejersken ansigtsudtryk sagde næsten det hele, hun kiggede medlidende på mig, med hendes glasklare blå øjne omringede af et tyndt lag mascara.

“Det har gået bedre, men det ved du jo, Rosalie.” jeg kiggede ned på mine fødder, “hun er blevet meget svag her på det sidste, der er ikke så meget vi kan gøre andet end at håbe.” jeg nikkede tamt, “ja vi må håbe.” hun klappede mig på skulderen, hvorefter hun tilføjede, “vi må bare være det for hende.” jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage mere, jeg måtte ud. 

“Okay vi ses på et tidspunkt..” mumlede jeg lavt, hvorefter jeg vendte om på hælen og stormede ned langs gangen og ud af hospitalet. Jeg gad ikke engang gå hen til søen, forbandede lort. Mit hjerte stak i brystet, som om det var blevet knust, og nu var ved at falde sammen inden i mig. Jeg tørrede en tårer væk fra mit øje, lorte alting. 

 

Jeg måtte få Zayn med herover snart, hun skulle smile. Jeg klagede over mit sølle liv, men jeg var i det mindste omkring dobbelt så gammel som hende. 

En sms tikkede ind fra Zayn, men jeg gad ikke engang at svare. Jeg ville bare være alene og tænke. 

 

                *        *        *

 

Der var gået nogle dage, timerne havde sneglet sig afsted, som om jeg bare virkelig skulle pines. Ana havde jeg besøgt en til gang, men nu var det så også 3 dage siden allerede. Zayn havde lovet at tage med efter skole i dag, så jeg ville overraske hende. Måske købe hendes yndlings prinsesse kiks med også. 

Jeg sad stille og drak af min sorte kaffe, som min far havde lavet til mig. Jeg orkede ikke rigtig hente mælken, da jeg normalt foretrak den med mælk i. Mit blik lå på uret, jeg skulle snart ud af døren, det krævede bare ret meget af mig..

Jeg kiggede udmattet ned på min mobil, samtalen mellem mig og Zayn liste op, da jeg trykkede på skærmen, så den ikke gik ud. 

Han kaldte mig for “skat” men jeg vidste ikke helt hvad jeg mente om det, altså jeg holde utrolig meget af ham.. Han fik mig til at glemme alt, men var det nu også så godt? Jeg havde jo næsten glemt Ana, godt nok havde jeg også glemt min egen sygdom men alligevel.. Det virkede så egoistisk af mig.

 

“Så er det tid.” kom det fra min far, der sad med sin sædvanlige avis. Jeg skævede hen til uret igen, som viste mig at jeg skulle afsted. 

“Vi ses far.” mumlede jeg, hvorefter jeg sendte ham et kort smil. Han kiggede op fra avisen og smilte, “ja vi ses senere.” jeg lagde mobilen i lommen og gik ud i gangen, hvor jeg sløvt tog mine nike sko og jakke på. 

 

 

___

 

MEGET kort kapitel, det ved jeg. Men tænkte at det var bedre end ingenting? Skriver videre imorgen regner jeg med, og håber på at få et kapitel ind imorgen eller senest tirsdag. 

Endnu en gang tak for jeres søde kommentarer, elsker jer <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...