Falling star [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2015
  • Status: Igang
Mød den 17 årige kræftramte Rosalie Williams, som hver dag kæmper imod den dødelig sygdom, som allerede har taget hendes mor med i faldet. Hverdagen er ikke nem, når man konstant har døden hængende efter sig. Lægerne gav hende sølle 2 år tilbage at leve i, inden det ville være for sent. Håbet er ved at være ude af Rosalie, indtil hun møder den verdensberømte Zayn Malik fra boybandet One Direction, som en dag besøger hospitalet for de kræftramte børn. Et spændende og anderledes forhold bygger sig op imellem de to, for hvor langt vil man gå, hvis man ved at i sidste ende bliver den anden sorget? Vil det forblive som et stærkt venskab, eller vil der så småt komme følelser i klemme? Følg med i denne “barske” historie om liv, død og kærlighed.

73Likes
145Kommentarer
16118Visninger
AA

4. A New day

 

Rosalies synsvinkel: 

 

Den efterfølgende nat kunne jeg ikke sove, hvorfor vidste jeg ikke. Mine tanker lod mig bare ikke falde hen, ligemeget hvor mange gange jeg prøvede at tælle ti 100 og baglæns. Jeg blev forstyrret, og jeg vidste godt, at hvis jeg ikke fik min søvn, ville det ikke gå så godt imorgen. Dagene på hospitalet var deprimerende nok i forevejen, også hvis jeg var ved at falde i søvn hvert minut, ville jeg bare blive irritabel. 

 

 

Da det endelig blev morgen, føltes det mere som om, at jeg bare have lukket øjnene i 2 sekunder. Dog kunne jeg trøste mig selv med, at det faktisk var blevet til 5 timer. 

Jeg drejede mig lidt i sengen, vidste ikke helt hvad jeg skulle lave. Dagen føltes så uendelig lang, når klokken kun var 9 om morgnen. Der var stadig 2 dage til, at jeg kunne komme hjem. Det føltes som en uendelighed, taget i betragtning af de lange dage her. 

 

 

Jeg sukkede let, da døren svang op og en sygeplejerske kom ind. Foran sig havde hun en vogn, hvor der stod tallerkner med morgenmad. Eller morgenmad.. det ville da være en skændsel for morgenmaden, at kalde den usmagelige klat et eller andet for morgenmad. Idag var det så tørt brød med ost & smør, sammen med en underlig lignende kartoffel ting, som jeg ærlig talt ikke anede hvad var. 

Jeg ville næsten hellere spise fly mad.. og dog. 

 

Med rynket næse fik jeg serveret tallerknen, sammen med et glas gulligt juice, som i det mindste smagte okay. Det skulle da også være noget af et talent, hvis man kunne formå at lave en juice dårlig, altså ikke mange ingredienser var der jo i. 

 

Mit blik landede på den lille plastik kniv, som jeg havde fået udleveret til at smøre smør ud. Den ville da knække, hvis jeg begyndte på noget med den hårde smør. Også var der den der klamme ost, som jeg aldrig kunne lide. Ren ost ovenpå brød var bare ulækkert, det smagte kun godt på pizza eller i sandwich. Med et lille suk, tog jeg brødet op til munden og tog en bid. Ned skulle det, ellers ville jeg sikkert besvime af sukkermangel. 

 

                        *    *    *

 

Jeg scrollede rastløst ned af min tidslinje på facebook, da jeg manglede at svare tilbage, på nogle lykke ønskninger og andet. Da folk fandt ud af, at jeg havde fået kræft, og måtte tages ud af skolen, gik de helt amok med at skrive statusser på facebook. Hvorfor helt præcist vidste jeg ikke, altså det med at man blev så populær, når man var døden nær. Det gav jo ikke nogen mening, eller jeg kunne ihvertfald ikke se det. 

 

Jeg stoppede pludseligt, da jeg kom forbi et billede af One Direction, som en eller anden havde delt på facebook. De stod på en scene med det største smil på deres læber, hvor man kunne se flere tusinde af deres fans, som stod og skreg og viftede med armene til dem. Det var underligt at tænke på, at de havde været her i går. At jeg så længe havde snakket med Zayn, som man skulle tro var et arrogant svin, da berømmelse og rigdom for det meste steg folk til hovedet. Så ville de sikkert ende ud i et stof forbrug, og dø som 30 årig. Men de var altså anderledes, ihvertfald Zayn. Helt nede på jorden og rolig, ikke et eneste tidspunkt, følte jeg mig mindre værd. 

 

Jeg lænede mig tilbage i sengen, hvorefter jeg klappede min macbook op. Jeg kunne lige så godt få tiden til at gå med at se skins (en tv serie, som jeg seriøst havde set alt for meget)

Den handlede om nogle teenagere og deres problemer, blandt andet med hash, sex, spiseforstyrrelse og andet, også var der humor i den. Jeg kunne godt lide serier med lidt humor i, for ellers ville det hele nok blive lidt for trist. Især når jeg var iført min slidte hospitalsdragt. 

 

Et par timer senere samt nogle afsnit skins, skete der endeligt noget andet. 

“Rosalie?” En stemme afbrød min koncentration om filmen, hvilket fik mig til at løfte blikket. En sygeplejerske jeg kaldte for Sussi, stod med et smil og kiggede på mig. De havde altid et smil klistret på læberne, når de skulle snakke med os “kræft børn”. Som om det ville hjælpe os til at se positivere på tingene, men helt ærligt så gjorde det mig bare irriteret. Jeg kunne godt tåle at se sandheden i øjnene, selv Ana forstod det. 

 

“Du har fået besøg, skal jeg lukke ham herind?” Hendes blik så lidt for ivrigt ud, men jeg tvivlede ærlig talt på, at mine veninder ville komme væltende nu. For det første var det midt i skoletiden, og for det andet havde jeg droppet kontakten mere eller mindre. Ikke fordi jeg ignorerede deres beskeder osv. men jeg ville heller ikke gøre smerten værre, end den allerede var. Hvorfor lukke flere mennesker ind i denne verden fuld af sorg? Det var jo ingen hemmelighed, at jeg ikke holdt særlig længe, også ville jeg ikke sprede sorg. Det var måske min mission med livet, ikke at sprede det for meget. 

  ______________________________________________________________________________________________________________ Hvem kommer mon på besøg?  Og i må meget gerne give den et like, hvis i har lyst, eller give noget konstruktiv kritik,  hvis er er noget, som i er utilfredse med! <3
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...