I Will Love You 'Till The End

En kærlighedshistorie om kræft. Køn er den ikke. Det flotte cover er af Damana.

2Likes
1Kommentarer
198Visninger
AA

1. Prolog.

Jeg har altid været den stille type. Den, som aldrig rakte hånden op, når læreren stillede et spørgsmål. Den, som kun snakkede med de tætteste. Den, som aldrig sagde noget til familiefødselsdage. Den type. Mit liv var en evig cirkel. Jeg lavede altid de samme ting. Stod op, gik i skole, kom hjem, lavede mine lektier og gik så i seng igen. I weekenderne stod jeg op, lavede de lektier jeg senere ville få for, så et af de mange reality programmer sammen med mor og far og gik så i seng igen. Jeg lavede aldrig de ting, som normale teenagepiger på min alder lavede. Jeg festede aldrig. Drak mig aldrig fuld. Men jeg tror at grunden til det, var at jeg ikke rigtigt havde nogle venner. Selvfølgelig snakkede jeg med nogle få på min skole, men aldrig i min fritid. Mine bedstevenner var mine forældre. Dem kunne jeg snakke om alt med. Og det var dem, jeg tilbragte mine dage med. Jeg havde ingen søskende. Mine forældre fik mig i en sen alder. Da jeg blev fire, fortalte mine forældre mig, at jeg skulle være storesøster, men det blev aldrig til noget. En dag vågnede jeg op, og mine forældre var ikke hjemme, men min bedstemor var der. Hun virkede trist, men jeg tog mig ikke af det. Jeg var jo kun et barn. Men da mine forældre kom hjem og lang tid efter, var de rigtig kede af det. Især min mor. Jeg forstod det ikke rigtigt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle handle situationen. Og jeg vidste ikke, hvor min lillebror eller lillesøster blev af. Og jeg spurgte heller aldrig. Det var først da jeg blev ældre, at jeg vidste, at barnet var dødt. Men jeg tror nu, at jeg er glad nok for, at jeg er enebarn.

Jeg klarede mig godt i skolen. Fik gode karakterer. Hvilket gjorde mine forældre glade. Og det smittede også en smule af på mig. Jeg havde det fint. Når der var pause, sad jeg alene og læste. Af og til hilste folk på mig, og jeg hilste pænt tilbage. Men ellers var jeg meget optaget af min bog. Jeg læste altid fantasy, for det fik mig til at føle mig stærk. Alle de overnaturlige kræfter. De fik mig ligesom revet med. Jeg har altid gerne villet flyve. Gud, det var min største drøm, dengang jeg var lille. Når jeg lå derhjemme på den lille græsplæne i baghaven og kiggede op på flyvemaskiner og luftballoner, spredte jeg armene, lukkede øjnene og følte brisen mod mit ansigt. Det var en fantastisk følelse. En følelse af uovervindelighed strejfede mig tit. Men jeg fandt langsomt ud af, at livet ikke altid var perfekt. Da jeg fyldte ti døde min bedstemor. Det var forfærdeligt. Hun havde altid været der for mig. Især, hvis jeg var syg. Så passede hun mig, lavede supper til mig, flettede mit lange mørkebrune hår og læste historier for mig. Og pludselig var hun der ikke længere. Jeg var ked af det i lang tid, og jeg vidste pludselig, hvordan mor og far måtte have haft det, da deres barn døde. Det var der, reality programmerne begyndte. Det startede med et afsnit af et program om kage sammen med mor, og derefter udviklede det sig til syv forskellige serier vi så syv dage om ugen. Det holdte mine tanker væk fra farmor, og jeg græd mindre. Men jeg glemte hende aldrig. Jeg besøgte hendes gravsted sammen med far. Men ofte alene. Jeg fjernede det visnede blomster og lagde nogle nye. Tændte et stearinlys hist og der. Det var en rar vane, og på den måde glemte jeg hende aldrig.

Mit liv fortsatte i den samme cirkel. Stod op, gik i skole, kom hjem, lavede lektier, så reality programmer og gik så i seng. Tiden gik og jeg blev ved med at få gode karakterer. Jeg blev ved med at se reality programmer. Jeg blev ved med at være den stille type, som jeg altid havde været. Men så et halvt år før min seksten års fødselsdag, fik jeg en enorm smerte i min hofte. Min mor gav mig nogle smertestillende, men det hjalp ikke. Nogle dage var det så slemt, at jeg ikke kunne komme i skole. Smerten bredte sig, og jeg gik glip af en masse skoledage. Så mine forældre tog mig til lægen, hvor jeg blev undersøgt og fik konstateret knogle kræft. Alting var slut. Jeg kunne lige så godt give op. Jeg skulle jo alligevel dø. Der var ikke en særlig stor sandsynlighed for, at jeg ville overleve. Vi havde opdaget det lidt for sent. Men mine forældre og lægen blev ved med at fortælle mig, at jeg var stærk, og at jeg nok skulle klare den. Men jeg ville ikke tro på dem. Daglig dagen fortsatte, men dog i et helt andet mønster. Jeg stod op, blev hjemme, fik kemoterapi, så reality programmer med min mor, mens min far arbejdede, og gik så i seng. Jeg stoppede helt i skolen, og jeg blev ret deprimeret. Jeg klippede mit lange hår, som min bedstemor altid havde flettet kort, og holdte mig mest for mig selv. Snakkede kun med mine forældre og lægerne. Ellers ingen andre. Og det er så der, denne historie om mit liv begynder. Og jeg vil ikke love, at den er perfekt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...