I Will Love You 'Till The End

En kærlighedshistorie om kræft. Køn er den ikke. Det flotte cover er af Damana.

2Likes
1Kommentarer
199Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Jeg ligger, som sædvanlig på sofaen og ser et tåbeligt afsnit af Cake Boss, da min mor sætter sig ved siden af mig. Hun lægger et tæppe over mig og stryger mig over håret. Dengang jeg klippede mit hår, forstod min mor ikke, hvorfor jeg klippede det. Hun mente, at det var en upassende handling, men hun har lært at respektere mit hår nu. Det er begyndt at vokse ud i tilfældige totter, og hun tilbyder mig altid at klippe det ordentligt, men jeg kan godt lide det, som det er. Det er sådan lidt spontant. Jeg har hørt om folk der får kemo. Og om, hvordan de tabte deres hår. Så, hvorfor ikke selv klippe det kort, inden kemoen. Hun fjerner hånden fra mit hår, og ligger dem på sine knæ. Jeg prøver at fokusere på manden i fjernsynet, som laver marcipan rose, men der er noget mærkeligt ved hende. Hun plejer aldrig at være så stille. Hun har altid en kommentar, til det jeg ser. Jeg flytter blikket væk fra fjernsynet og hen på hende. Jeg sender hende et spørgende blik.
”Din far og jeg har besluttet, at du skal begynde i skole igen,” siger hun så og smiler lidt. Hun ved udmærket godt, at jeg ingen venner har. Og nu vil hun så sende mig tilbage til skolen. Jeg løfter øjenbrynene. ”Nej, altså ikke den skole,” fortsætter hun. ”En anden skole. En..” Hun holder en kort pause. ”En skole for børn i din situation.” Hun smiler skævt igen. Jeg rykker tættere på hende og tager hendes hænder. Så smiler jeg til hende. ”Mor, du kan godt sige børn, som også er syge.” Jeg giver hende et kram. Så ser hun ned og nikker, og jeg kan se, at hendes øjne er lettere blanke. Så rejser hun sig op, og går. Lidt efter hører jeg døren til badeværelset låse.

Jeg går ovenpå og lukker døren. Det bedst, hvis jeg bare lader hende være. Det er jo ikke kun mig, der har det slemt. Jeg har altid været god til at sætte mig ind i andre situationer. Siden jeg var helt lille. Jeg havde engang en ven ved navn Susie, dengang jeg gik børnehaveklasse. Hendes forældre skændtes hele tiden, og hun var altid dybt ulykkelig. Jeg var altid god til at trøste hende, og få hendes tanker væk fra hverdagens tragedier. Vi legede Tag Fat, legede med dukker og nogle gange, så fik vi lov at låne min mor høje sko og sminke. Vi havde det så sjovt. Hun var min alder første ven. Men en dag kom Susie ikke i skole. Og det gjorde hun ikke resten af ugen. Hun kom faktisk aldrig tilbage til skolen. Hendes far havde meldt hende ud af skolen, og de havde forladt hendes mor. Jeg så aldrig Susie igen. Jeg ligger mig på sengen og ser op i loftet. Nogen gange tænker jeg på Susie. Jeg kan ikke forestille mig mine egne forældre skændtes.

Senere på eftermiddagen kommer far hjem, og mor er blevet sig selv igen. Præcis klokken seks sidder vi alle tre ved bordet og spiser en saftig bøf, med masser af salat og dressing. Eller det vil sige, jeg sidder og stikker i min bøf og prøver at klemme noget salat ned. Mine forældre prøver at skjule at de er nervøse for, at jeg ikke spiser noget, så de sidder bare og snakker. Tanken om at skulle tilbage til skolen, samler sig i en klump nervøsitet nede i maven. Bare det at skulle være alene igen dag ud og dag ind, gør mig syg. Jeg tager et stykke bøf i munden og ser op. Så smiler jeg til mine forældre, som nu har rettet blikket mod mig. Så smiler de en smule lettet. Jeg siger tak for mad og lister så op på mit værelse. Da jeg står foran spejlet. Jeg betragter mig selv længe. Jeg er nød til at ændre mig selv. Jeg nægter at starte på den nye skole, som den jeg altid har været. Jeg vil leve livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...