Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2014
  • Status: Færdig
Blay er lige flyttet til en ny by - en lille, kedelig landsby, hvor der absolut intet sker. Han håber inderligt, at Halloween vil ændre bare lidt på den kedelige hverdag. Problemet er bare, at Blay ikke aner, hvad der lurer i skyggerne...

22Likes
25Kommentarer
1088Visninger
AA

4. Sammen

Du kan mærke det lige så meget som jeg. Du ved vi er stærke.

Blay rystede på hovedet, klemte øjnene i og ønskede af hele sit hjerte, at dette ikke var virkeligt. Det kunne for helvede da ikke være virkeligt. 

"Jeg skal lige... lige låne toilettet," stammede han nervøst og skubbede til Rick, lidt hårdere end tiltænkt. Han famlede efter håndtaget, brasede larmende ind i huset og styrtede ind på badeværelset. Han smækkede med døren højt nok til, at Ricks forældre kom ud på gangen og spurgte om der var noget galt. 

"Jeg har det fint." brølede han og blev forskrækket over, hvor fremmed hans stemme pludselig lød. Der var en genklang af noget som slet ikke var fra denne verden, og han klaskede hurtigt hænderne for munden. Rædselsslagen bevægede han sig over mod det store spejl over vasken og mødte angst sit eget blik. 

De øjne, der normalt var grønne stirrede nu tilbage med et gulligt raseri, og han veg skræmt tilbage, slukkede lyset, og trak vejret tungt, mens han desperart rystede på hovedet.

"Det sker ikke. Det sker ikke. Fuck!"

Vi er en...

"For fanden!" skreg han, kastede ubehjælpsomme knytnæver omkring sig og bakkede længere ind i mørket.

Det nytter ikke, dreng. Vi er den samme. Vi er mørket.

"Fuck." Det var mere en klynken nu, end det var en regulær modstand. Han var trængt op i en krog, uden at kunne gøre noget som helst. Han var fanget af en vogter, der rumsterede i hans sind, og som han ikke kunne undslippe.

Der er så meget had i dig, dreng.

"Hold kæft," bønfaldt han og satte sig på gulvet med gråden helt oppe i halsen. Hvor ville han ønske, at det - hvad end det så var - bare ville holde op med at tale, bare ville være stille og lade ham være i fred. 

Du ved godt, hvad jeg er.

Nej, nej, nej. Han ville ikke - han kunne ikke - 

Jeg er mørke. Jeg er had. Jeg er ...

Han rystede på hovedet igen - eller var han nogensinde holdt op? Hele hans krop rystede, hele hans væsen var i oprør, og han anede ikke hvordan han skulle få kontrol over sig selv igen. 

Lad mig hjælpe.

Den hæse hvisken listede sig hele vejen ind over hans sind, og øjeblikket efter stoppede rystelserne. Fra det ene sekund til det andet, var det som om hans tanker blev klare igen, og forståelsen af, at denne indtrænger, denne fremmede rent faktisk kun ville ham det bedste, grundfæstende sig i Blays kerne og gjorde ham rolig.

Hvorfor havde han ikke indset før, at dette væsen bare ville hjælpe ham? Hvorfor tog det ham så lang tid, at forstå, at den fremmede ikke var en fjende, men en ven.

"Du er..." begyndte han skævlende.

Vi er, Blay. Vi er magt.

"Vi er magt," gentog Blay, og blev beroliget. De var sammen, og det føltes helt rigtigt.

Men det er hemmeligt. Vi vil ikke kendes af andre.

Nej, selvfølgelig var de hemmelige. Blay og hans vogter. 

Lad os komme ud, Blay. Lad os more os.

Han tændte lyset og så på sig selv. Hans øjne var blevet gule nu, hans hud havde fået et underligt, næsten sort skær, men det var okay. Han var stærkere nu. De var stærkere nu, sammen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...