Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2014
  • Status: Færdig
Blay er lige flyttet til en ny by - en lille, kedelig landsby, hvor der absolut intet sker. Han håber inderligt, at Halloween vil ændre bare lidt på den kedelige hverdag. Problemet er bare, at Blay ikke aner, hvad der lurer i skyggerne...

22Likes
25Kommentarer
1091Visninger
AA

3. Så stærk

"Jim, for helvede, hvad er det for en tid at komme på?" Rick skubbede klodsmajoren ind i gangen, da han endelig kom. Blay havde været der i over en halv time, men han havde selvfølgelig også skyndt sig - meget. Han var sikker på, at der stadig var noget i mørket, der hviskede til ham, kaldte på ham.

"Undskyld," sagde Jim og væltede ind i stuen og ned i sofaen. "Men jeg har skaffet os det falske blod." Han hev en lille beholder op af Faktaposen og smilede stolt. "Og jeg har sminke til at lave sår og falske indvolde, og -"

"Fint, Jimbo." Rick hev posen ud af hænderne på ham og hældte indholdet ud på gulvet. "Lad os komme igang."

Pizzaerne var bestilt i forvejen, og de spiste, mens de klædte om og sminkede hinanden. Det viste sig at Jim faktisk havde talent for at sminke zombier - hvem kunne vide det? Og Rick havde gravet rigeligt af sin fars aflagte tøj frem, som de kunne rive i stykker og snavse til, så de til sidst lignede rigtigt levende døde.

"Det bliver så fucking fedt, det her," smilede Rick.

"Jeg har poser med til det slik vi får samlet ind." Jims kommentar blev besvaret af det kategoriske klask i nakken, hvorefter poser vredt blev hevet fra ham. 

"Pattebarn," sukkede Rick.

Blay grinede for sig selv, da han som den første gik ud i gangen. 

"Kommer om lidt," proklamerede Rick. "Skal bare lige have lukket computeren."

Blay gik udenfor og ventede. Han trængte til noget frisk luft og lidt ro fra Knold og Tot, inden de begav sig ud på eventyr i verdens kedeligste by. Klokken var ikke mere end 19 og der var allerede meget mørkt udenfor. Hist og her kunne han høre hvin og skrig fra udklædte unger, der skræmte hinanden. Det skulle nok blive sjovt at gøre dem virkelig bange. Og ikke mindst hvis Laura dukkede op. Personligt håbede han, at hun aldrig ville falde for Ricks tåbeligheder. Til gengæld ville det være meget rart, hvis hun fik øjnene op for ham...

Blay...

Det kom fra højre. Helt sikkert fra højre, henne ved hoveddøren. Var det bare Rick, der spillede ham et pus? I så fald stod han til verdens største røvfuld. Blay var stærkere og hurtigere end den lille lort, og hvis han troede -

Grebet om hans håndled var fast og koldt, nærmest som en jernlænke, der langsomt begyndte at stamme og trække i ham. Forbløffet vendte han sig om for at konfrontere idioten, der holdt fast i ham, men fandt sig selv stirrende ind i et par gule øjne, der langt fra var menneskelige. 

Min Blay.

Stemmen var så raspende og lå så dybt nede i halsen, at det næsten lød som en knurren fra et vildt dyr. Smilet, som brød det monstrøse ansigt var fyld med skarpe tænder, der i næste øjeblik blev åbnet og afslørrede et gigantisk flab med en stank af råddeskab. 

Uden at ville det, uden at kunne stoppe sig selv, lod Blay sig føre ind i favnen på de skygger, der var en del af det væsen, der havde manifesteret sig for ham. Han lod det omkranse sig fuldstændig, angst og nysgerrig på samme tid. Kulden der lagde sig over ham tvang ham i knæ, vred sig om hans lunger og kvalte al luft i og omkring ham. Gispende efter vejret var han kun svagt bevidst om, at det ikke var luft han indhalerede, men selve den diffuse skygge, der banede sig vej ind i hans system og lagde sig forbavsende mageligt til rette i hans bryst. Hjertet føltes koldere, bankede langsommere, men hårdere. Efter sidste ubønhørlige indånding af skygge, faldt Blay tungt tilbage i græsset med et hoved, der dunkede og en krop, der føltes udmattet på alle måder.

Og så kom rystelserne. Som små spasmer gennem hele hans system, der startede og sluttede i brystkassen. Han lå med lukkede øjne selv efter det var slut, og mærkede hvordan kroppen svedte, var tung og let på samme tid, snurrede og dunkede. 

"Hvad fanden laver du, Blay?"

Han åbnede øjnene, men måtte blinke et par gange før Rick stod skarp for ham.

"Ikke noget," sagde han og kom besværligt på benene. Kroppen føltes mærkelig.

Så stærk... Vi er så stærke.

Han så sig forvirret rundt, indtil det gik op for ham, at stemmen ikke længere var i mørket, men i hans hoved. Den var i hans fucking hoved...!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...