Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2014
  • Status: Færdig
Blay er lige flyttet til en ny by - en lille, kedelig landsby, hvor der absolut intet sker. Han håber inderligt, at Halloween vil ændre bare lidt på den kedelige hverdag. Problemet er bare, at Blay ikke aner, hvad der lurer i skyggerne...

22Likes
25Kommentarer
1095Visninger
AA

7. Jeg er Blay

Det var en slap krop han til sidst stod med i favnen. Da realiteterne gik for ham - åh, Gud, han havde slået hende ihjel - hev han armene til sig, som om han havde brændt sig, og den kvalmende lyd, hvormed Lauras lig ramte jorden med, fik det til at vende sig i hans mave.

Så meget energi.

"Fuck," hviskede Blay skræmt for sig selv og bakkede væk fra sin ugerning.

Vi er blevet stærkere nu. Du kan mærke det.

"Hvad er det, du har fået mig til at gøre?" skreg han og tog sig til hovedet.

"Blay?" Ricks stemme kom fra en helt anden verden, hvor der ikke var skygger, der overtog ens krop. Men han måtte ikke se det her. Han måtte ikke få at vide, hvad der var sket. Med bankende hjerte og med sveden haglede af sig i en kold, lind strøm startede benene helt af sig selv. Og farten øgedes samtidig med at Ricks stemme råbte efter ham. Det skrig, der kom fra ham sekundet efter fortalte med al tydelighed, at han havde fundet den døde Laura. Blay blev ved med at løbe.

Åh, Gud... Hvad havde han dog gjort? Hvordan kunne han have dræbt hende. Han var på ingen måde en morder, havde aldrig drømt om, at han nogensinde skulle slå nogen ihjel. Det her var ikke ham.

Det er os. 

"Nej." Han nægtede at tro det. Han var ikke et monster.

Du er os. 

Hans ben blev naglet til jorden, og det var lige før han tumlede forover, men den kraft, der havde standset ham, sørgede også for at holde ham oprejst. For sit indre øje så han, den formløse skabning, der levede i ham. Så den groteske mund, de vilde øjne og hadet.

Du er os. Vi er ét. Vi skal leve.

Der var ingen mulighed for at diskutere det. Blay måtte tilsidesætte sit eget jeg, da skyggen vred sig endnu kraftigere om hans sind og klemte til.

"Jeg er Blay," hviskede han og lukkede øjnene. Han forestillede sig, hvordan han sad derhjemme foran sin computer, mens hans mor forgæves blev ved med at kalde på ham. Hvor mange gange havde han ikke ignoreret hende, for at spille lidt længere...

"Jeg er Blay." Han var hjemme foran fjernsynet. Mor sad ved siden af med popcornene.

"Jeg er Blay." Hans fars ansigt tonede frem, og helt uvilkårligt begyndte hans hjerte at hamre hårdere i brystet.

"Jeg er -"

Os! Du er os!

Nej. Han var ikke som skyggen. Han knyttede hænderne, overrasket over, at han havde fået kontrol over dem igen. Hidtil havde kroppen været følelsesløs, styret af en anden magt. Han dristede sig til at åbne øjnene og kiggede ned på en næve, der ikke længer var dækket af det sorte olieagtige lag, men var blevet hvid igen.

"Jeg er Blay," sagde han højere denne gang og genvandt følelsen i den ene fod.

"Blay!" 

Forskrækket drejede han hovedet i retningen af Ricks stemme, men resten af kroppen var stadig frosset fast til stedet. 

Du er os!

"Hvad fanden er der sket?" skreg Rick da han kom hen til ham. "Laura..." Han pegede forpustet bagud og havde et skræmt udtryk i øjnene.

Hjertet sank i Blay. Laura. Han havde slået hende ihjel.

"Jim har ringet efter en ambulance. De burde snart være her. Hvad helvede skete der?"

Han ville virkelig gerne svare. Han havde bare ingen anelse om, hvad han skulle sige.

Vi tog hende.

Skyggen lo af ham. En kold, raspende lyd, der gled hele vejen ned over hans rygrad.

"Kom herover, Rick." Det var ikke Blays egen stemme. 

Rick nærmede sig langsomt. "Hvad skete der?"

"Kom her, og lad mig vise dig det." Blay forsøgte rent faktisk at bide sig selv i tungen. Han legede en forkvaklet tagfat med sine egne lemmer, som ikke ville lystre ham, og skyggens hånlige latter blev ved med at buldre i hans hoved. Han kneb øjnene i, knyttede hænderne hårdt og trak vejret dybt ind.

"Jeg er Blay!" skreg han. "Bliv, hvor du er Rick! Bliv for helvede, hvor du er!"

Rick stoppede op, tydeligt bange.

"Jeg er Blay. Jeg er Blay. Jeg er Blay." Hvis han nu bare messede det mange gange nok...

"Blay...?"

"Bliv der, Rick!"

Idioten trådte selvfølgelig et skridt nærmere. Blay tvang den fod frem, som han havde kontrol over, men resten af kroppen blev hvor den var, og han var skræmt fra vid og sans, da hans arme begyndte at løfte sig imod Rick.

"Nej!" skreg han og forsøgte at holde styr på sig selv. "Løb, Rick." 

Og lige idet han havde sagt det, skød den underlige olieagtige substand ud fra hans arm og skød efter Rick, der øjeblikkelig satte i en spurt væk. Skyggen trak sig tilbage til Blay og tvang ham til at vende sig rundt. Den ville optage jagten.

"Jeg gør det ikke," sagde han stålfast.

Vi skal have føde.

"Nej."

Vi er os.

"Nej. Jeg er Blay."

Det brøl, der rungede i hans hoved nu var dyrisk og alt andet end venligt stemt.

Vi er os! Du er os! 

"Du er intet uden mig." Realiteten gik kun langsomt op for ham. Uden ham, uden en værtskrop, ville skyggen ikke kunne overleve. Han havde magten. Med møjsommeligt besvær fik han tvunget sin krop til at sætte sig ned i græsset. 

Vi skal have føde!

"Jeg kan vente," hviskede han nok mest til sig selv. 

Vi dør...

"Jeg kan vente." Han nikkede og trak knæene op under sin hage. Han havde alverdens tid. Han skulle bare vente på, at skyggen selv forlod ham. Vente på, at den sultede ihjel.

"Jeg er Blay."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...