En sidste samtale i Capitols fangekældre

En samtale fra Peetas synsvinkel mellem Peeta og Joana, i mørket i en af Capitols fangekældre. Den forgår i starten af bog tre "The mockingjay". The Hunger Games konkurrence valgmulighed nr. 1.

3Likes
7Kommentarer
243Visninger
AA

1. Et hjerteskærende savn

"Peeta!" et hjerteskærende skrig går rystende gennem min krop, og giver genlyd i det fjerne. Jeg sætter mig op med et voldsomt ryk, men bliver straks slået tilbage mod det hårde, kolde metalbord. De har spændt remmer om mine ankler og håndled. En kort smerte skærer op gennem min arm, da jeg forsøger at rive den til mig. Men jeg mærker det knap, det eneste min hjerne er fokuseret på er lyden af hendes stemme, en lyd jeg hungrer efter at besvare. Min krop emmer af trang til at holde om hende, til at passe på hende og fortælle hende at hun er tryk, at jeg ikke vil lade nogle gøre hende ondt, selvom jeg ved, at hun ikke vil tro mig. Men det eneste der kommer ud af min mund er et hæst, grådkvalt forsøg på at sige hendes navn. Et råb, der ikke kan høres meget længere end i cellen ved siden af. Jeg vrider mig dyrisk frem og tilbage og bliver ved med at udstøde hjerteskærende lyde, for jeg jo godt at det er forsent. Jeg ved godt at hun er død, væk, og at der er intet jeg kan gøre. 

"Peeta!" En høj hvisken trænger igennem mit forsøg på at bryde ud af de remmer der holder mine lemmer fast spændt. Jeg bemærker hurtigt at det ikke er den samme stemme der før skreg mit navn. Denne stemme er ikke kun i mit hovede. Noget i mig har lyst til at ignorere den. 

"Peeta!" Jeg fokuserer på at beherske mig selv på at lytte til stemmen, men får pludselig åndenød da jeg i nogle få sekunder glemmer at trække vejret. Adrenalinen pumper stadig rundt i min krop, og gør det svært at opretholde fokus på noget i mere end nogle sekunder. 

"Peeta!" Tredje gang stemmen hvisker mit navn har jeg fundet nok selvbeherskelse til at kunne svare med en kort lyd der viser at jeg forstår personen der taler til mig.

"Peeta det skal nok gå, de har hende ikke, hun lever, Kattua lever." Jeg stopper straks med at trække vejret overfladisk, og retter alle de rester af koncentration jeg formår at samle, mod personen inde ved siden af mig.

"Joana?" Spørger jeg da jeg pludselig genkender den velkendte røst der rammer mig igennem tremmerne. 

"Peeta Hun er i live, jeg ved det, jeg hørte nogle af vagterne tale om det, da de slæbte mig op til et krydsforhør hos præsident Snow i går. Kattua er i live, hun er i distrikt 13 sammen med Finnick."

En ubeskrivelig form for lettelse overmander min ellers så kampberedte krop, da hendes ord går op for mig. En lettelse jeg aldrig troede jeg nogensinde ville føle. 

"Jeg var bange for at du ikke ville blive dig selv igen," fortsætter Joana fra cellen ved siden af, "Jeg var bange for at jeg ikke ville få muligheden for at fortælle dig det, før Capitol sendte dig tilbage ind i deres alfortærende mørke." 

"Mørket," mumler jeg, og min krop er igen på et halvt sekund spændt som en flitsbue. Min hjerne mindes det altomfattende mørke som Capitols toturmestrer elsker at sende mig ind i. Et mørke, hvor alt bliver vendt på hovedet, hvor gode minder bliver fordærvede af den stank der omslutter ens tågede sind, og hvor man glemmer sit eget navn. 

"Når du har fået de indsprøjtinger som fangevogterne giver dig, er du ikke dig selv." Siger Joana med en forsigtig stemme, der ellers ikke ligner hendes måde at forgå sig på. Selv ikke her i Capitols dybeste fangekælder.

Jeg nikker i mørket selvom jeg ved at hun ikke kan se det.

"Jeg var bange for at du ikke ville blive dig selv igen efter sidste gang. Du var anderledes, du sagde ting, voldsomme ting." Hun tøver da hun siger det sidste. 

"Hvad sagde jeg?" får jeg fremstammet. Hun siger ikke noget.

"Joana, hvad sagde jeg?" Spørger jeg en til gang, nu med lidt mere kraft i stemmen. 

"Du sagde ting om hende. Du sagde at du hadede hende, at det var hendes skyld, at alt var hendes skyld. Du sagde sågar at du ville dræbe hende Peeta." 

En kvalme breder sig igennem min krop, da en kendsgerning af noget jeg allerede havde en mistanke om, bliver bekræftet. Capitol leger med min hjerne og ødelægger mine minder. 

"Jeg tror ikke, at du vil være dig selv meget mere Peeta, jeg tror at de lidt efter lidt fjerner dig fra din egen bevidsthed, og erstatter dig med noget andet, noget ondt, noget der vil dræbe hende. Jeg ved ikke om du nogensinde vil blive normal igen Peeta." Jeg har lyst til at skrige af Capitol, til at råbe af dem og fortælle, hvor meget jeg hader dem. For Joana har ret, de er igang med at forvandle mig til noget jeg ikke er, de hiver alle de dårlige ting i mig frem.

"Joana hvis jeg aldrig bliver mig selv igen, så må du love mig en ting." Jeg vender mit hoved til den ene side, og prøver at holde et fast punkt på noget ude i mørket som jeg ikke kan se. "Hvis du har chancen for at komme ud, eller hvis dem fra 13 kommer for at redde os, så må du love at efterlade mig her. Du må love ikke at se dig tilbage, for alt i Verden, lad hver med at se dig tilbage. Hvis alt det du siger er sandt, så ved jeg ikke hvad jeg vil gøre ved hende når jeg møder hende." Jeg trak vejret dybt, "Joana, du bliver nød til at betragte mig som død."

"Jeg vil prøve Peeta, men det kan i sidste ende være lige meget, for de lytter med lige nu. Alt det du siger, alt det jeg siger betyder ingen ting. De har fuldstændig kontrol over denne her samtale. Det er den eneste grund til at de lader os have den. Jeg ved ikke hvad de har tænkt sig at gøre ved mig, andet end at tortere mig, men jeg ved at jeg, så snart de træder ind i lokalet igen, ikke vil kunne huske alt det her, og det vil du heller ikke. Den eneste grund til at jeg fortæller dig det, er fordi jeg ved hvor meget du elsker hende. Og jeg håber på at du vil kunne huske det, ligegyldigt hvad de gør ved dig." 

En dør går op med et brag i nærheden af os, og Joanas stemme får en hysterisk klang. "Husk det Peeta, ligegyldigt hvad der sker, husk på hvor meget du elsker hende, hvor meget du altid har elsket hende, og husk på hvor meget hun elsker dig! Jeg ved hun elsker dig Peeta!" 

Mændende der for et kort øjeblik siden var braset ind, står nu allerede henne ved os. Den ene tager fat i min arm med en kold handske. Jeg råber af mine lungers fulde kraft, og kan høre Joana gøre det samme, men det ændrer ikke på den smerte der skyder gennem min arm, da han borer sprøjten ind i den.

Jeg tager Joanas sidste ord til mig, og hvisker stille "Men jeg elsker hende," da mørket fra sprøjten igen begynder at overtage min krop. 

Manden med sprøjten kigger ned på mig med sine lysende øjne og smiler sagte, "Det skal vi nok få lavet om på."  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...