The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
356Visninger
AA

8. Vold

Hun stoppede op og kiggede på ham, han lignede mest af alt en der kunne græde. Hun havde bare lyst til at tage ham ind til sig og kramme ham og sige alt nok skulle gå, men hvad skulle nok gå? For hvad var der sket? Hun stod ude i regnen og stormen, hendes hår blæste rundt og hun så ikke ligefrem varm ud. Hun forstod det ikke, hvorfor var han der? Hun stod som forstenet, men han kiggede på hende og skuttede sig lidt. Da begyndte hun at rykke sig nærmere, han måtte jo fryse ligeså meget som hende. Hun gik hen ved siden af ham og låste op så de kunne komme ind i den ellers meget lydte opgang. Hun sagde intet, men hev fat i hans våde jakke ved ærmet og hev ham med op til hendes lejlighed og låste op så de kunne komme ind i varmen. For hendes lejlighed var varm, eller i hvert fald varmere end udenfor. Hun ville selvfølgelig gerne have en forklaring, men hun ville ikke gøre den offentlig, og efter hvad hun kunne se, så var den ikke god. Hun havde mærket hans jakke havde været en jakke tilegnet den kolde våde tid, så muligheden for at han var gennemblødt var lille.

"Tak..." kom det med en lille stemme fra ham.

Hun nikkede og tog sin jakke af, alt hendes tøj var gennemblødt. Ubehagelig følelse. Hun iagttog ham ud af øjenkrogen da han tog sit overtøj af, han var lidt våd ved der hvor jakken ikke havde dækket, det vil sige bukserne. Hun kiggede på ham med sine mørke øjne, lidt undersøgende.

"jeg skifter lige til noget varmere, du kan tage dine bukser af og hænge dem over radiatoren og tage et tæppe over dig, der ligger et derinde" sagde hun mildt.

Hun gik ud på badeværelset efter at have taget sin meget usexede morgenkåbe med så hun kunne skifte til den. Hvilket hun gjorde for en lukket og låst dør. Hun kom derefter ud iført morgenkåben som gik til knæene og kom ud til ham. Han sad på en stol med et tæppe om sig, han havde virkelig taget hendes ord seriøst, og lyttet, hun stod kort igen som forstenet. Der gik et lille minut før det gik op for hende at de stirrede hinanden i øjnene, hun kiggede genert væk. Hun gik over og satte sig overfor ham, på den anden stol. Hun kiggede ned i bordet og så op på ham, hans blå øje var en smule hævet.

"Vil du have noget is til det øje?" kom det så fra hende lidt genert.

Han smilede, dejligt at han gjorde dette. Han rystede på hovedet, det så ellers til stadig at gøre ondt. Hun kiggede lidt på ham og skulle til at åbne munden og sige noget, men han kom hende i forkøbet.

"Jeg ved ikke hvad du tænker om mig lige nu, sådan som jeg bare dukker op for din dør, men jeg vidste ikke hvem ellers jeg skulle komme til..." sagde han med en ynkelig stemme.

Hun blev helt trist af at høre ham så trist. Hun havde helt lyst til at kramme ham og sige det hele nok skulle blive okay, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kiggede ned i sit skød, ned på sine hænder som var i hendes skød. Hun ville bare gerne spørge ham hvad der egentlig var sket. Han kom hende igen i forkøbet.

"Hjemme hos mig, er det ikke som alle andre, hjemme hos mig slår min far, den eneste der kunne styre ham ligger på kirkegården og er min farmor..." sagde han med en hvis bitterhed i stemmen.

Hun kendte jo alt til det med at blive slået og krøb lidt under hans ord, hvilket han hurtigt bed mærke i, han bed sig i læben og kiggede på hende.

"Er alt okay?" sagde han så.

Hun kiggede op, hvorfor skulle alt være okay? Hendes familie var ikke eksisterende, drengen hun kunne lide blev slået hjemme og hun havde ingen rigtige venner. Hun kiggede ned igen.

"Jeg kender til det med at have en voldelig far" sagde hun så.

Han så helt overrasket på hende, først vidste han slet ikke hvad han skulle sige, han kiggede bare på hende, en meget usikker pige som også havde fået sine tæv i sin tid.

"Hvem er du besøger på kirkegården?" sagde han lidt alvorligt.

Hun krøb endnu mere, det var skamfuldt, det var det virkelig, hun vidste at det kunne bruges imod hende det hun nu ville sige, men hun ville også vise at hun gerne ville stole på ham, ligesom han havde stolet på hende og var kommet til hende.

"Min mor..." sagde hun så.

Han blev helt bleg. Hans underlæbe dirrede.

"Lucy... hvem gjorde det mod din mor...?" sagde han så.

Han kendte dog næsten svaret, men han var nødt til at høre det fra hende, nødt til at få det af vide, om det var sandt, at det han havde læst i avisen for 2 år siden var hende. Pigen nu uden familie.

"Min far..." sagde hun grødet.

Vladimir var hurtigt oppe, ligeglad om tæppet faldt af og var henne ved hende og kramme hende, meget hurtigt, hun kiggede forvirret på ham men lukkede så øjnene og lagde også armene om ham.

"Det vidste jeg ikke... det vidste jeg virkelig ikke..." sagde han så undskyldende.

Efter et langt kram og lidt videre snak, kom han til et spørgsmål, et spørgsmål om han måtte blive, overnatte, bare en enkelt nat. For volden derhjemme var ikke til at bære for ham mere. Hun følte sig ikke tvunget, for han havde vel andre at komme til hvis hun sagde nej, men noget i hende sagde at det ville hun ikke, hun ville ikke sige nej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...