The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
349Visninger
AA

4. Tiggeri

Han stivnede, var han mon blevet sur, han stod med ryggen til hende, hun var en anelse bange, for hun ville ikke have han var sur på hende, hun var bare så fandens nysgerrig. Hun stod lidt og kiggede på ham, iagttog hver en bevægelse han lavede, ikke fordi han lavede mange. Da han skulle til at vende sig om kiggede hun ned, men nysgerrigheden drev hende dog til sidst at skæve op. Han græd. Hun blev helt målløs, han virkede jo altid så glad, skønt hans øjne fortalte det var en løgn. Alligevel, hun fik styrke af at se ham smile i de svære tider, men nu, men nu var det helt forfærdeligt, han græd jo.

”Du… du må ikke græde” sagde hun forvirret og fortvivlet.

Hun anede ikke hvad hun skulle gøre i denne situation. Hun huskede svagt hvad hendes mor plejede at gøre når hun selv havde grædt. Lucy begyndte at gå tættere på, stille og roligt som med et skræmt dyr. Hun nåede helt op til ham og lagde armene om ham, hun var nok en freak og ville sikkert blive skubbet væk, men hun ville bare så gerne trøste ham.

”Du må ikke græde” sagde hun mildt og beroligende.

Hun aede ham op af ryggen uden på jakken og blev bare ved med at holde ham, hun var dog lidt chokeret da han faktisk ikke skubbede hende væk. Det var helt rart at stå sådan, sammen med Vladimir, skolens populære dreng. Hun kunne med et mærke han også holde om hende, lidt tøvende, som om det var ham der var den upopulære. Hun kunne mærke at han begyndte at stoppe med at græde og slap ham så langsomt da han også slap hende. Hun kiggede op på ham med et smil.

”Tak, tak for det, Lucy” sagde han så.

Hun gik helt i chok, stod stille og kiggede chokeret ud gennem sit lange sorte pandehår. Han kendte altså hendes navn, og han tøvede ikke med at sige det, og han havde takket hende, i stedet for at ignorere og undgå hende. Hun kiggede genert ned.

”Det var så lidt” sagde hun så lidt genert.

”Det var ikke lidt, det var meget, ingen har nogensinde lagt mærke til min smerte…” sagde han så.

”Den er godt skjult” sagde hun bare.

Han blev stille og smilede så, hun kunne skimte at han smilede, til hende. Hun kunne ikke undgå at kigge lidt op og smile igen. Han var rar, det var hun sikker i sin sag på, at han var rar og dejlig, dejlig at kramme. Hun tog til sidst mod til sig, kiggede op i hans øjne som stadig var trist, men knap så triste som før, det var rart. Hun kunne nemlig se en smule glæde deri. Se virkelig glæde, men hvorfor mon?

”Skal vi følges ad, bare lidt af vejen? Jeg har lagt mærke til du bor på vejen hjem imod mig” sagde han så.

Endnu en ting ved ham der chokerede på en positiv måde, at han havde lagt mærke til hende, at han ikke bare ignorerede hende som om hun ikke eksisterede. Det var rart at leve, det var rart at være i live, lige i dette øjeblik. Et stort blidt smil bredte sig på hendes læber og hun nikkede, det ville hun meget gerne, skønt hun var genert og knap vidste hvad hun skulle sige.

De gik side om side, stille og roligt afsted. Hun var lidt rød i kinderne, for dette var som en drøm der gik i opfyldelse. Dog havde han ikke sagt hvad der plagede ham, på den anden side kunne man ikke bare betro sig til en vildt fremmede, det ville virke for ivrigt og for opmærksomhedssøgende. Hun forstod det selvom han ikke havde sagt det. Hun betroede sig heller ikke rigtigt til nogen, mest fordi der ikke var nogen. De gik i stilhed, lidt akavet men stadig rart, hun vidste dog ikke helt hvad hun skulle sige. Hun ville gerne bryde tavsheden.

”Hvad skal du så være klædt ud som i år?” sagde han så.

Han havde afbrudt den knugende tavshed, med et spørgsmål hun desværre ikke kunne svare på. Hun kiggede ned, lidt pinligt berørt over det.

”Aner det ikke, jeg ved ikke engang om jeg vil holde Halloween” sagde hun så.

Han stoppede op, stoppede bare. Hun opdagede det først to skridt væk og stoppede så også og kiggede op, hun var i tvivl om hvorfor han var stoppet. Hun kiggede på ham, han var denne gang svær at aflæse, men hun kunne aflæse en ting; skuffelse. Hun kiggede hurtigt og lidt panisk ned, var han mon skuffet over hende? Havde hun gjort noget forkert? Hendes øjne flakkede og hun bakkede et skridt længere væk fra ham.

Han var med et fremme ved hende og tog hende fast i skuldrene og kiggede på hende, i øjnene. Han kiggede hende med et fastholdende men stadig lidt mildt blik, nok mest for ikke at skræmme hende væk. Hun kiggede bare op i øjnene på ham, hun svømmede nærmest i dem, hun kunne i hvert fald spejle sig.

”Du skal med til Halloweenfesten på skolen, du skal!” sagde han så.

Hun åbnede munden men intet kom ud, hun lukkede den så igen og kiggede bare op på ham udforstående.

”For mig, gør det så for mig, selvom jeg sikkert er fremmede for dig, så gør det alligevel for mig!” sagde han nærmest tiggende.

Hun nikkede, hun kunne dog ikke forstå hvad han ville med hende, hvorfor han ville have hende med? Nu havde hun på en måde sagt ja, men det ville blive hårdt at finde et kostume på så kort tid. Hun fik revet sig væk fra hans blik og kiggede ned.

”Jeg har intet kostume” kom det så fra hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...