The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
344Visninger
AA

2. Spørgsmål

Lucy kom i skole den næste dag, en dag som alle andre. Hun var iført en løs t-shirt og en løs nederdel, hun var jo formløs så hvorfor gå i stramt tøj? Hun havde jo intet hun skulle fremhæve, intet at vise frem. Hendes tøj var altid i mørke farver, som fik hende til at se mere bleg og spøgelsesagtig ud. Hendes nederdel var mørkeblå og hendes t-shirt sort. Hun satte sig over på sin sædvanlige plads, nede i hjørnet. Bordene var stillet op i en hestesko så alle kunne se læren. Hun sad nede i højre hjørne for sig selv og ofte sad der ingen ved siden af hende. Ham der plejede at sidde ved siden af hende, var nemlig basketball stjerne på gymnasiet, så han havde tit træning eller kom ikke til timerne. Hun havde heller ikke rigtigt snakket med ham, hjulpet ham en gang imellem da han nok var ordblind, men ellers ikke.

Lucy kunne høre de populære piger i klassen snakke om hvem de ville have med til halloweenfesten, eller ballet som nogen kaldte det. De snakkede også om Vladimir og hvem den heldige pige ville være han tog med. Indtil videre var han altså fri og havde afvist sin del. De snakkede om at han sikkert havde en speciel pige i tankerne. Lucy kunne ikke lade vær at drømme lidt, bare lidt om at det var hende han tog med. Umuligt. Pigerne skiftede emne over til hvad de skulle have på af kostume. Lucy var ikke engang sikker på om hun skulle med, så hun havde intet valgt endnu. Tiden nærmede sig ellers.

Klassen gik hurtigt og før hun vidste af det havde hun fri. Hun begyndte at pakke sine bøger frem. Hun var vant til folk ikke længere så hende, som om hun var et spøgelse. Nærmest som om hun ikke fandtes eller bare var usynlig. Hun fik pakket sine ting og begyndte at gå mod døren. Jep usynlig. Hun kunne ligeså godt være blevet væk. Folk ville hende jo ikke længere, verden ville hende ikke længere, men chancen for at se Vladimir var der, og den var rar. Han vækkede hendes interesse og hendes mod på livet, fordi han havde sådan nogle triste øjne men samtidig kæmpede videre med et smil på læben, det gav hende mod. Håb om at andre også havde det svært, og at hun ikke var den eneste.

Hun kom til døren og gik ud, uden nogen lagde mærke til det, uden nogen sagde farvel til hende, og uden nogen som ville tænke på hende og savne hende til den næste dag. Hun forsvandt fra skolen med et suk. Hun stod ude foran skolen, nærmest usynlig og ventende, hun ventede på sin Vladimir, at følge efter ham hjem. Han kom aldrig forbi, havde han mon ikke været i skole? Hun gruede ved tanken, tanken om ikke at kunne se ham. Ikke at kunne lade som om hun fulgtes med ham hjem. Hun blev og ventede til skolen næsten var tom, før hun begyndte at gå hjemad. Skuffet og trist. Hun begav sig hen af de bladdækkede gader, der var træer langs fortovet som havde tabt de farverige blade. Både i rød, gul og brune, det var rigtig smukt og nogen ville sige livsgivende at se på. Men der var ingen Vladimir, så hun hang lidt ekstra med hovedet og lagde igen ikke mærke til scenariet omkring sig.

Hun kom hjem, ind indenfor og der føltes bare sådan ekstra tomt. På en måde følte hun at hun ikke havde rettigheden til at føle sådan, for hun var jo bare en der fulgte efter ham indtil hun selv var hjemme, nej så privilegeret var hun ikke engang, hun gik bare. Hun smed sin taske og havde ikke lyst til at lave noget. Hun var dog også undrende, for hvad var der mon sket med ham siden han ikke var kommet i skole? Var han blevet efterårs forkølet? Og så op til halloweenfesten? Hun rystede på hovedet, nej det var da umuligt. Hun havde jo set ham løbe den forrige dag og der så hans rask og sund ud. Hvad var det mon så?

Hun gik over til radioen og tændte den, den var hendes eneste ven, den og hendes porcelænshoved dukker, hun havde 4. To med victoriansk tøjstil, en klovn og en edvardiansk tøj. De var hendes yndlings ting i hele lejligheden. Dem og hendes bøger og hendes radio. Dukkerne sad oppe ovenpå reolen med bøger, så der ikke skete dem noget. Der var nyheder i radioen, men hun slog over på noget klassisk musik i stedet, for det var hun mere i humør til. Hun var faktisk en okay fan af klassisk musik, og soundtracks. Hun følte der var mere liv og passion i det, end alt andet musik. Hun følte der var gjort større tanker om sådan musik end med alt andet, men selvfølgelig tog hun vel fejl. Hun tog jo altid fejl.

Hun kiggede ud af vinduet i noget tid og trak sig så lidt væk, men fik da øje på en skikkelse da hun havde trukket sig lidt ind. Nysgerrigheden hev fat i hende igen og hun nærmede sig vinduet igen. Skikkelsen ville sikkert kunne se hende da hun havde nogle stearinlys tændt da det jo var mørkt udenfor og hun jo ikke rigtigt kunne se i mørke. Hun stod og kunne ikke se skikkelsen klart på grund af et efterårsfarvet træ. Der kom han frem, Vladimir, han stod og kiggede på hende, og hun på ham. Hun kunne ikke bevæge sig. Hvad lavede ham mon der? Hvorfor kiggede han op? Hvorfor kiggede han på hende? Hvorfor mødte deres øjne?

Han stod der og kiggede på hende, kiggede på hende med sine smukke blå øjne, før han smilede, smilede et smil som nåede næsten helt op til de pæne øjne, også forsvandt han igen. Forsvandt for at efterlade hende fyldt med spørgsmål, om ham, om hans intentioner og om hvad han mon lavede der…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...