The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
354Visninger
AA

5. Skoledagen

Hans ord gav genlyd i hendes tanker da hun var kommet op i lejligheden, helt alene og for sig selv. Han havde set hende, hun havde krammet ham og blev lidt rød i hovedet over tanken. Det hele føltes bare som en drøm. At hun havde set ham, snakket med ham, krammet ham og at det sidste, at de nu skulle på kostume indkøb sammen. Hun følte sig meget varm i kinderne og det bredte sig fra brystet af og rundt i kroppen, især i kinderne. Hun rystede da på hovedet, det kunne vel ikke være sandt? Kunne det? At ham, den populære dreng ville være sammen med et spøgelse som hende. Hun sukkede og det dårlige humør og den opgivende følelse bredte sig og hun skævede til det ødelagte spejl. En påmindelse på hvor grim og uhyggelig hun var og altid ville være. Hun satte sig over til sit lille kontorsted og kiggede ud af vinduet mens hun hellere skulle have næsen begravet i nogle lektier i stedet. Hun ville komme i skole i morgen og se hvad der skete. Der ville nok ikke ske særlig meget da han nok bare ville ignorere hende. Hun var jo skolens grimme, upopulære og gennemsigtige pige. Hun forlod lektierne efter lidt tid, da hun ikke kunne koncentrere sig. Hun smed sig da i sengen og kiggede op i loftet, der ville sikkert intet ske, så hvorfor sætte forventningerne op? Hvorfor håbe på noget der aldrig ville ske?

Den næste dag kom hun i skole, hun havde som altid noget løst tøj på og det var altid en nederdel og en top eller t-shirt. Hun havde selvfølgelig sin jakke som snød lidt og lod som om hun havde lidt hofter, men nej det havde hun ikke engang, hun var flad som et bræt, følte hun selv. Især når hun kiggede på de vel proportionerede piger i skolen. Hun kom til skolen, ingen så hende, hendes hoved bøjede lidt ned og hun skævede rundt, hvor var Vladimir? Det kunne vel også være lige meget? Hun var jo alligevel bare en pige i mængden, eller det ville faktisk være synd for mængden.

Hun gik bare hen til sit klasseværelse, hvad havde hun dog også forventet? At der ville ske en forandring? At der ville ske noget positivt og at han faktisk ville tage med ud og finde et kostume til hende? Nok ikke i dette liv. Hun kom ind i klasseværelset og gik bare videre over til sin faste plads. Intet, nu var hun nået hele vejen derover og der var intet sket, hun havde dog nok sat sine forventninger lidt for højt og følte sig lidt dum.

Tiden gik stille og roligt og skolen gik bare fremad, hun så ham dog ikke en eneste gang i sin vandreren i gangene. Hun hørte dog godt nogen tale om at han havde været syg i nogle dage nu, hun gættede vel på at han ikke ville ses med hende og derfor havde meldt sig syg endnu en dag. Ja det måtte være det. Hun kiggede ned i sine noter og kunne næsten græde, hvis det ikke var fordi hun faktisk havde lovet sig selv at prøve at lade vær. Det var dog ikke altid det gik så godt. Denne gang lykkedes det dog at holde det inde, for hun ville ikke være yderligere hviske materiale end nødvendigt. Hun fulgte bare så godt med i timerne som hendes tanker tillod hende, flere gange forholdte hun sig bare stille og prøvede at tage noter.

Da skolen var ovre begyndte hun at bevæge sig hjemad, hun lagde godt mærke til der ingen Vladimir var, men det var nok fordi han faktisk havde meldt sig syg. Hun sukkede og gik bare langs gaden med de efterårs farvede træer. Samt de smukke huse som lå ved den gade, hun havde af og til fantaseret omkring at bo i sådan et hus med sin ikke eksisterende familie. Hun sukkede og gik over gaden og videre mod lejligheden, indtil hun så en velkendt person og stoppede op. Nærmest som om hun havde set et spøgelse og derved var frosset af skræk. Lucy stod overfor ham, kiggede bare på ham og forstod ikke halvdelen af hvad der lige skete, skulle han ikke ignorere hende?

"Hey Lucy" sagde han mildt med sin drenget men stadig lækre stemme.

Hun stod som forstenet og kiggede på ham, rystede kort på hovedet og kiggede på ham igen, han var der stadig. Helt utroligt og uvirkeligt. Hun kiggede ned da han begyndte at komme nærmere. Hendes øjne flakkede og han stoppede, kiggede mildt på hende af hvad hun kunne se.

"Du troede sikkert ikke jeg ville komme?" sagde han så mildt og overbærende.

Hun nikkede, hun havde virkelig ikke troet at han ville dukke op, hun havde bare troet at han ville have gjort hende til grin, eller værre, såre hende dybt. Hun tog en dyb indånding og kiggede op på ham med tvivlsomme øjne. Han smilede mildt til hende, denne gang var det jo nærmest ham der skulle trøste hende.

"Har du tænkt over hvad du vil være?" sagde han så smilende.

Hun rystede på hovedet og han nærmede sig langsomt hende, ligeså stille og roligt. Hun var ligesom et dyr i nye omgivelser med nye mennesker, man skulle træde varsomt og roligt fremad for ikke at skræmme hende væk. Det skræmte dog ikke ham, for hun havde jo set noget andre ikke havde set, hans tristhed i øjnene.

"Kom lad os finde dig et kostume".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...