The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
353Visninger
AA

12. Sidste vers

De stod overfor hinanden. Den kolde vind blæste nogle mørkebrune blade op, de så i hvert fald sådan ud da det jo var mørkt. Han stod i lampens lys og trak vejret tungt og hurtigt. Hun så rimelig betuttet ud, ked af det, lidt bange, og også lidt vred. Jalousi var en grim ting og hun vidste det godt. Hun kiggede ned på sine knyttede hænder, hendes læber var lillaagtige, og hendes blege hud havde fået et blåligt skær. Hun sagde intet, for hun havde jo alt sin ret til at føle som hun følte. Hun havde retten til at være jaloux så længe hun ikke åbnede munden over det og begyndte at skabe sig. Hun ville ikke lave en scene selvom hun næsten allerede havde gjort det.

Han bevægede på sig, det kunne hun se ud af øjenkrogen, hun reagerede ikke på det, hendes hoved sank bare og hun kiggede ned på gravstenen. Der stod de fine bogstaver, som formede hendes mors navn. Et navn som de fleste havde glemt, men Lucy ville aldrig glemme det hele, at se sin mor blive myrdet for øjnene af hende. Noget som kun politiet vidste. Hun mistede kort fokus på grund af hendes øjne blev våde. Hvorfor skulle kærligheden løbe om hjørner med hende? Hun sukkede dirrende og hun skævede ud til siden for at få et lille chok. Han var kommet tæt på, som i meget tæt på.

"Passer du gravstenen selv?" lød det fra ham.

Hun nikkede og fokuserede på gravstedet. Det var pænt vedligeholdt, med bladende fejet væk og et udbrændt lys og nogle friske blomster, eller forholdsvise friske blomster. De var et par dage gamle, men på grund af den kolde luft havde de holdt sig nogenlunde friske. Hun mærkede da en hånd på hendes bare arm. Vladimir. Hun trak sig lidt forskrækket væk.

"Du iskold!" kom det fra ham.

Det var først nu han så at hendes makeup var ødelagt, formede tårer ned af hendes kinder, han trådte et skridt tilbage. Som om han ikke helt vidste hvad han skulle gøre.

"Lucy... du har... grædt?"

Hun nikkede uden at sige noget, han kiggede så på gravstenen og sukkede.

"Fordi din mor er død?"

Hun rystede på hovedet og han kiggede undrende på hende, nok fordi han ikke helt vidste hvad han havde gjort. Hvordan kunne hun være faldet for så dum en dreng?

"Hvorfor så?" sagde han.

Jalousien bredte sig og løftede hånden for at smække ham en, men tog den ned igen, for så ville hun ikke være et hak bedre end hans far, hun sukkede og tårerne væltede frem. Han kiggede forskrækket på hende.

"Fordi... fordi... fordi jeg kan lide dig, din idiot!" kom det så fra hende.

Det første hun havde sagt siden han ankom. Måske havde han været bekymret, men han var sikkert ligeså overrasket over de ord som hun selv var, hun vidste slet ikke at hun havde haft modet til at sige det, og ordene stoppede ikke, lidt ligesom tårerne.

"... og det sidste døgn har været det mest vidunderligste døgn i længere tid!" kom det grædende og dirrende fra hende.

"Og...." skulle hun til at sige.

Hun nåede dog ikke længere før han hev hende ind til sig, han sagde intet. Han stod bare og holde om hende. Han duftede godt, og hun lukkede øjnene og de sidste tårer faldt ned af hendes kinder. Hun kunne mærke hans hjerte igennem hans jakkesæt og hans jakke, det bankede hårdt og stærkt. Var han... nervøs.

"Lucy, du mit lys i mørket, du den eneste der kan se mig som jeg er, og acceptere mig..." sagde han så også lidt dirrende.

Hun åbnede øjnene og prøvede at dreje hovedet, men kunne ikke da han holde så stramt om hende, men hun sagde intet til det, da hun stadig kunne få luft. Hun lagde armene også om ham og stod bare lidt.

"Jeg kan også lide dig" hviskede han i øret på hende.

Hun spærrede øjnene op og vidste ikke hvad hun skulle sige, hun var helt målløs, hvad skulle hun gøre? Han slap hende lidt så de kunne stå overfor hinanden. Hun kiggede ind i hans øjne, hendes tårer var blevet kolde på hendes kinder og han løftede hånden for at tørre dem bort. Hun lænede sig lidt indtil hans varme hånd. Hånden tog da blidt fat i hendes hage og hev hende lidt op og hans læber mødtes blidt med hendes.

Var dette kærlighed. Var dette virkelig kærlighed? For hvis det var, så var hun klar på det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...