The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
349Visninger
AA

6. Sandheder

Han gik fremad med hende og de gik side om side, han virkede til at være i bedre humør. Hun kunne dog stadig se det ulykkelige i hans øjne. Ville det mon nogensinde forsvinde. Hun gik bare med ham, hun var dog ikke just klædt til det kolde vejr, som både blæste og sikkert snart ville regne. Hun ville dog virkelig gerne være sammen med ham og nu havde hun fået chancen. De gik bare i stilhed, han smilte dog en smule og det betød vel han hyggede sig? De gik til de kom til byen og han stoppede og hun ligeså og de kiggede hinanden i øjnene. Var han ikke skræmt over hendes mørke øjne?

"Jeg ved ikke med dig, men jeg syntes det er lidt koldt, hvad med en varm kakao på en café først?" sagde han så venligt og håbefuldt.

Hvad han håbede på vidste hun ikke. Men ja det var køligt og en varm kakao kunne gøre godt. Hun skulle til at åbne munden for at sige ja, men nåede ikke så langt før han hev hende med hen til en café. Han havde taget om hendes håndled, men stoppede ude foran caféen og kiggede på hende. Hendes hånd og håndled havde været helt iskoldt.

"Du kold" sagde han konstaterende.

"Du varm" svarede hun så.

For han var jo varm i forhold til hende, hun kiggede på ham da et smil bredte sig på hans læber og det nåede helt op til øjnene, som om han var glad for at hun for engang skyld snakkede. Ikke at hun ikke havde sagt noget til ham før.

"Lad os komme ind" sagde han

Tog fat i døren og åbnede op og holdte den for hende så hun kunne komme ind, hun blev dog lidt rødlig i kinderne over hvor venlig han var. Hvor rar og forfriskende han var. Som fersken iste på en solrig varm sommerdag. Bedre kunne hun ikke beskrive det.

De kom ind og de fik et bord hvor de sad overfor hinanden og han bestilte to kopper varm kakao til dem og hun kiggede ned. Havde det mærkeligt ved at han opvartede hende, men det var også rart. De fik hver deres kakao og sad overfor hinanden. Hun smilede genert til ham og blev næsten helt væk i hans blå øjne, de var virkelig dejlige at kigge i. Hun kunne ikke lade være.

"Du ser sød ud når du smiler" sagde han så mildt til hende.

En rimelig kraftig rødmen bredte sig over hendes kinder og hun kiggede ned. Han grinte lidt af hele situationen, men kort så hun at han faktisk også havde lidt rødlige kinder. Hun skulle til at kommentere det da der lød nogle stemmer.

"O M G er det Vladimir, hej Vladimir!" lød en lidt piget stemme.

To piger som frem og kom over til dem, de kiggede knap på hende, de var fra skolen. Hun krøb lidt under dem og kiggede ned i sin kakao. De var velformet og så godt ud og havde hele pakken. Vladimir satte et falsk smil på, hvordan hun kunne se det var falskt? Ja hans øjne smilede jo ikke med. Han kiggede på dem da de kom hen til bordet.

"Hej med jer" sagde han bare høfligt.

"Ej Vladimir, hvad laver du her?" sagde den ene så.

"Ja du har jo ikke været i skole" sagde den anden.

Vladimir så godt de ignorerede hende og man kunne se han ikke var særlig glad for det, men det falske smil hang stadig på.

"Jeg er ude sammen med Lucy for at finde kostume til Halloweenfesten" sagde han så.

"Lu...cy...?" lød det fra dem begge.

De kiggede da på hende med nogle dømmende blikke, for hvordan kunne hun tage deres Vladimir? Hvordan kunne hun gøre det mod dem? Selvom de alle sammen havde været så onde mod hende, så følte Lucy sig pludselig som den onde og så dem som offeret. Hun fik det dårligt og kiggede ned i sit skød så pandehåret dækkede for øjnene. Hun ville mest af alt ønske hun faktisk var et spøgelse så ingen kunne se hende eller lagde mærke til hende, frem for de dømmende blikke.

"Ja, så vil i have os undskyldt, vi vil gerne nyde vores kakao" sagde han så uden at snerre.

Skønt hans blik sagde at han ville elske at snerre af dem og bare få dem til at forsvinde og lade hende være. Så var der et eller andet der holde ham tilbage. Pigerne kiggede lidt på ham, men accepterede det til sidst. De gik deres vej og så sig knap tilbage, men den ene gang de gjorde, kunne Lucy græde, for deres blik var nærmest hadefuldt.

"Nu er de gået" sagde han nærmest trøstende.

Han tog fat i hendes hånd og en sitren gik igennem hende fra hendes kolde hånd og indtil hendes sjæl. Hun kiggede op med våde øjne, som han straks lagde mærke til, han valgte dog ikke at kommentere dem, men smilede bare. Han trak sin hånd tilbage og havde igen lidt rødlige kinder. Han kiggede på hende, lige i øjnene, når han kunne komme til det.

"Nå... vil du fortælle mig hvem der lå på kirkegården som du skulle besøge?" sagde han så lidt modigt.

Hun kiggede lidt på ham før det gik op for hende hvad han snakkede om og bed sig derefter i læben. Hun kiggede ned i kakaoen.

"Det min mor der ligger der" sagde hun så lidt trist.

Hans blik skiftede til medlidenhed, ikke en falsk medlidenhed, men en rigtig en. Hun kiggede op på ham med et fast beslutning om at hun ville fortælle ham kort hvorfor hendes mor var død. Han var jo så sød imod hende.

"Min far slog hende ihjel" sagde hun så fast.

Han kiggede uforstående på hende. Som han ikke helt kunne tro det.

"Han slog hende ihjel efter at have tævet os begge synder og sammen flere gange" sagde hun så.

Han kiggede ned, han virkede til at dele hendes smerte.

"Min far slår mig og min lillebror" sagde han så.

Hun skulle til at tage hans hånd, da hans telefon ringede, hun trak hånden tilbage. Han tog med lidt besvær telefonen op og tog den. Han sagde intet, lyttede bare, han kom med nogle lyde som nok betød ja og lagde så på. Kiggede undskyldende på hende.

"Jeg er desværre nødt til at smutte nu..." sagde han trist.

Han fiskede en 100 lap op af lommen og lagde på bordet og tog sin jakke og skulle til at gå, men vendte sig så mod hende.

"Jeg kan ikke vente til at se hvor smuk du bliver til Halloweenfesten, for du er i sandhed en sjælden skønhed" sagde han rødmende.

Han gik da sin vej og efterlod hende fyldt med ubesvarede spørgsmål og en varme i kroppen hun aldrig havde følt før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...