The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
354Visninger
AA

9. Om morgenen

Hun vågnede, hendes mørke øjne kiggede rundt, hun lå på siden, lå bare og blundede. Vækkeuret havde ikke ringet endnu. Hun lagde da først nu mærke til en der lå tæt op til hende med en arm om hende. Hun spærrede øjnene op og hendes hjerte begyndte at banke, hurtigt. Hun kom da i tanke om at det var Vladimir, han havde jo fået lov at blive at sove, men stadig, så tæt? Hun opdagede hun lå i midten af sengen og det var så forståeligt at han holde om hende. Det var også rart på en måde. Hun havde ikke lyst til at stå op og blev derfor liggende i varmen fra ham og under de næsten ligeså varme dyner. Hun havde en top på, normalt sov hun uden, men hun havde i det mindste taget noget på. Han havde ikke, det kunne hun mærke. Hun kunne på en måde ikke lade vær at smile lidt. Bare nyde øjeblikket.

Vækkeuret ringede. Hun prøvede at række ud efter vækkeuret for at slukke det, men kunne ikke nå, så hun var nødt til at flytte sig ud af hans greb. Han tog hårdere fat i hende.

"Lad den ringe" sagde han så.

Han holde bare om hende og puttede sig indtil hendes ryg. Hendes hjerte sprang et slag over, havde han mon været vågen? Vidst at hun også havde været vågen, for hun var ikke typen som lå stille når hun var vågen, men alligevel. Hun skævede til ham og smilede, trak armen til sig og lå bare stille og trak vejret.

"Har du været vågen hele tiden" spurgte hun så lidt genert.

Han krammede lidt hårdere om hende og nikkede, det havde han så. Hun følte en varme brede sig i hendes bryst og videre ud til den stadigt varme krop, det var virkelig en dejlig varme. Hun smilede med røde kinder, vækkeuret begyndte at gå hende på, men han kom først, han slap hende og møvede sig over hende, hun kiggede på ham og han lå halvt ovre hende og slukkede så vækkeuret, han havde også røde kinder, bare en smule. Hans underbukser var sorte med et print af blå roser. Hun kiggede på ham, han blå øje var næsten væk nu. Han så også mere afslappet og glad ud. Hun smilede lidt rødmende og han satte sig op og kiggede på hende, hun blev pludselig meget forlegen og hende øjne flakkede. Han smilede til hende.

"Tak fordi jeg måtte blive og sove, Lucy. Det betyder virkelig meget for mig" sagde han så mildt.

Hun blev helt rød i hovedet og kiggede væk. Lidt genert, lidt forvirret og lidt blufærdigt. Dynen var jo faldet halvt af hende og afslørede at hun var ligeså formbar som en 12årig, hvis ikke yngre. Hun sukkede og satte sig selv op, lidt fra ham. Han kiggede på hende og skulle til at spørge hende hvad der var galt da noget gik op for ham.

"Sætter du alarm... på en lørdag?" sagde han så.

Hun blev helt stille men nikkede så. Var det virkelig så underligt, at hun gjorde dette, for at få noget ud af en dag som alle andre, skønt i dag ikke var som alle andre. I dag skulle festen være, men det var først om aftenen. Hun så stadig lidt groggy ud og det samme gjorde han, men han smilte.

"Så jeg ikke den eneste" lød det fra ham.

Hun blev kort overrasket og forbavset, men smilede så. Det var jo nok derfor han var vågnet før hende. Det kom kort til hende, hvornår mon han satte alarmen til. Hun nåede dog ikke at spørge ham før han hev hende ind til et kram, blidt og forsigtigt.

"Jeg er virkelig glad for din gæstfrihed overfor mig" sagde han taknemmeligt.

"Det var da så lidt" sagde hun tilbage lidt genert.

Hun lagde dog armene om ham, ganske kort før krammet sluttede, hun kiggede ham kort i øjnene, han virkede lidt ængstelig, lidt nervøs og trist, men langt fra som han havde gjort tidligere på ugen. Det kunne dog ses af hende, det kunne det. Hun sagde dog intet, for de havde jo snakket om det. Snakket om at han blev slået derhjemme, sammen med sin mor og lillebror. Det lød virkelig hårdt og som noget man ville skamme sig over, hvilket han også havde erkendt, men han havde alligevel snakket med hende om det.

Der gik ikke lang tid før hun rejste sig og trak i sin nederdel, toppen sad dog lidt halvstramt, og viste hvor formløs hun var. Han virkede lidt ligeglad med det, hvilket hun var taknemmelig for. Hun kiggede lidt på ham og smilte kort, denne gang ikke så genert. Han rejste sig også og begyndte at trække i noget tøj.

"Lyst til noget morgenmad? Jeg har ikke meget, men har lidt" sagde hun så.

Han lyste helt op, som om han havde troet at han skulle hjem bare sådan pludseligt, men han måtte godt blive, bare lidt længere. For selskab var rart, især fordi han ikke dømte hende på nogen måde. Virkede også til at han godt kunne lide hende, nok bare som en ven, resten havde hun sikkert bildt sig ind. Hvorfor skulle han, skolens populære dreng, kunne lide hende som mere, end en ven? Han nikkede da han havde fået T-shirten over hovedet. Hun gik hen til køleskabet, lukkede op og fandt noget mad frem, ikke noget wauw stort, men det var mad og det kunne spises.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...