The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
352Visninger
AA

3. Kirkegården

Den nat drømte hun, hun drømte om Vladimir og nedfaldne røde og brune blade, efterårsblade. De stod overfor hinanden og han smilede så det nåede hans øjne, han virkede virkelig lykkelig og hun følte sig så glad og lettet. Han kom nærmere hende og hun følte sig slet ikke grim mere, slet ikke som et misfoster og ej heller usynlig. Han stod overfor hende og åbnede munden og skulle til at sige noget. Nu hvor hun tænkte over det, så var hun faktisk også vild med hans lidt dybe samtidig drengede stemme. Men hvordan kunne hun være forelsket i ham? Det var hun da vel ikke?

Alarmen ringede og hun vågnede fra drømmen idet han skulle til at sige noget. Hun kiggede olmt på alarmen da hun faktisk var nysgerrig over hvad han ville have sagt til hende. Hun havde en knugende nysgerrighed som ikke ville slippe, den kunne næsten drive hende til at spørge ham, men kun næsten. Hun havde end ikke spurgt ham omkring hans triste øjne. Tanken om han var trist gjorde hende egentlig også lidt trist. Hun sukkede og stod derefter op, i dag ville hun ikke skole, hvorfor skulle hun?

Lucy klædte sig på og sukkede, hun skulle på kirkegården i dag. Hun havde taget en skjorte på, i sort med mørkegrå striber, sådan lidt fancy og en sort nederdel, det hele sad som altid løst på hende. Hun tog sin jakke på så et lignede hun havde nogle former, bare lidt, men det havde hun i den grad ikke. Hun var så formløs som et bræt, følte hun selv, og det var næsten sandt, hun havde intet at tilbyde, de nu ikke interessante drenge. Hun stak pungen i den ene lomme og mobilen i den anden, nøglerne havde hun i hånden da der jo skulle låses.

Hun bevægede sig roligt afsted hen af fortovet, der var ingen andre folk på gaden, hvilket passede hende fint. Folk var alligevel i skole eller på arbejde. Hun bevægede sig bare stille og roligt frem, faktisk med lidt tunge skridt og bøjet hoved. Hun havde været forbi en blomsterhandler på vejen så hun havde nogle hvide liljer i hånden, ikke fordi det var årstid for dem, men de var nu meget pæne. Hun havde et lys i lommen som skulle tændes når hun kom derhen. Hun tog sig sammen og fik sat tempoet op, ikke fordi det var sjovt at tænke på hvor hun skulle hen, men det var jo trodsalt noget der skulle gøres. Hun stoppede ved porten da hun jo var kommet derhen, hun skulle derind, ind på kirkegården.

Hun gik forbi adskillige gamle og forladte gravstene, som ikke blev vedligeholdt eller gjort noget ved, dog var der også nogle som faktisk havde lys i og var pæne. Hun gik dybere ind i kirkegården indtil hun kom til omkring midten, da stoppede hun og kiggede ned. Der var en gravsten, en okay sten med indgraveret forskellige blomster og en due på toppen. Det var en yndig sten i en lys grå med nogle sorte prikker hist og her og på den stod, Viola, du er savnet og elsket. Datoerne stod også på, det var alligevel noget tid siden hun var død, at Lucys mor var blevet myrdet. Ingen ringere end hendes far havde gjort det. Hun sukkede ved tanken og var lidt dirrende og kiggede på stenen, derunder gemte sig nu hendes mors aske i en lille krukke. Lucy begyndte at rydde op ved gravstenen, fjerne blomsterne fra sidst og efterårsbladende. Sørge for gravstenen så ordentlig ud, så man kunne se at den person var savnet. Hun tændte lyset og lagde blomsterne. En enkel tårer trillede ned af hendes kind men nåede knap halvvejs før hun tørrede den væk. Hun kunne aldrig lade vær at græde, det var et ensomt liv hun havde fået sig efter hendes fars psykoseramte anfald.

Lucy rettede sig op og så en skikkelse ud af øjenkrogen og kiggede forskrækket derhen, hvem andre kunne være der nu på denne tid? Jo nogle gamle mennesker som ikke havde andet at tage sig til end at besøge sine kære. Dette var dog ikke en gammel person, dette var Vladimir. Lucy trådte et skridt tilbage, da hun så at hans øjne så ekstra triste ud.

”Så en af dine kære ligger også her?” sagde han så trist.

Hun nikkede og kiggede på ham, lidt undersøgende, men også medlidende og trist. Hun så ham da i øjnene ud fra det lidt for lange sorte glatte pandehår som også var uglet. Hun så herrens ud. Hun hadede sig selv mildest talt, bare tanken om sit eget udseende i det knuste spejl havde givet hende en bitter smag i munden.

Han sukkede og kiggede ned og skulle til at vænne om, hun var ved at panikke, hvorfor var han ved at gå? Kunne han virkelig slet ikke fordrage hende eller noget? Hun fik et stik af smerte i brystet. Hun var nødt til at spørge ham, bare en enkelt gang, bare for at skubbe ham helt væk, men det var nok den eneste gang hun kunne spørge ham…

”Hvorfor er dine øjne altid så triste?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...