The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
345Visninger
AA

1. Ham

Brun, orange, rød og gul, farverne på bladene på jorden, ikke at Lucy synderligt lagde mærke til det. Hun havde øjnene et helt andet sted, et sted som så mange andre kiggede efter, nemlig Vladimir. Han var den populære dreng, altid i godt selskab med et stort smil. Det var hans øjne som fangede hende, isblå øjne, smukke, betagende og ofte meget triste. Han skjulte noget og hun havde længe, forgæves prøvet at finde ud af det. Hun havde ikke som sådan forfulgt ham, men hun var fulgt efter ham indtil hun var kommet til sin lejlighed. Han boede stadig hjemme efter hvad hun vidste og han boede lidt længere ned af gaden. Hun turde dog ikke følge efter ham længere end det, for tænk hvis han opdagede hende og spurgte hvad hun lavede, hvad skulle hun så sige? Hun sukkede og gik over vejen over til det fortov han gik på, hun gik altid på modsatte side. Hun ville til tider ønske hun havde modet til at spørger ham hvad der mon var galt siden hans øjne næsten altid var triste og hans mund smilede. Hun forstod det ikke helt. Hun kiggede kort efter ham og gik så videre ind mod lejlighedskomplekset og væk fra vejen.

Hun kom ind i sin etværelses lejlighed, der var ikke så meget plads, men nok til hende. Den var kun 25 kvadratmeter stor, men som sagt, stor nok til hende. Hun havde heller ikke så mange ejendele, en bogreol fyldt med bøger, især gysere og spøgelsesbøger. En tomands seng, ikke at hun nogensinde fik brug for at dele pladsen, og spisebord med tre stole, heller ikke at de blev brugt. Over stolene hang en jakke eller trøje, undtagen over den sidste. Den brugte hun til at sidde ved bordet og lave lektier, eller læse en bog. Hun kunne også finde på at ligge ned og læse. Hun passere et stort smadret spejl, men det var stadig intakt, nu var det bare et spindelvæv af spejlstykker. Hun skævede kort til sig selv, en sorthåret bleg pige med lidt for mørke øjne, lignede nærmest et spøgelse. Men under det lange pandehår gemte sig en køn men misforstået pige. Hun havde slået spejlet itu over lavt selvværd og mobning. Til tider ønskede hun at forsvinde, bare forsvinde fra jordens overflade. Nå hun tænkte sådan så kom hans smil frem, det dejlig varmende smil, dog de triste øjne der ikke lod til at andre så. Sådan var det altid, folk så kun det de ville se.

Hun smed den sorte jakke, som egentlig havde pæn form og man skulle næsten tro at hun havde former med den på, men det havde hun ikke. 18 år og stadig uden former, hvis ikke det var for de feminine bevægelser, ansigtet og håret, så skulle man tro hun var dreng. Ja hun var blevet mobbet med det, det var heldigvis stoppet efter hun var kommet i gymnasiet, nu holdte folk hende bare ude. Hun følte hun selv var grim, så hun gemte ofte det meste af sit ansigt under sit lange sorte pandehår. Hun følte ikke hun hørte til i denne verden, det var derfor åndernes verden fascinerede hende så meget. Hun gik over til hylden med bøger om spøgelser, ånder og fremkaldelse af dem, hun havde prøvet flere gange, men det virkede end ikke til at de kunne lide hende. Ikke en eneste ting var sket, som hun ikke kunne forklare logisk. Hun sukkede og kiggede ned på sine fødder. Hun havde altid bare tær inde i skoen, nogle mente det var klamt, men hun følte sig mere sikker og bedre tilpas uden nogle ækle sokker. Hun gik hen og tændte radioen, der var nyheder, hun hørte dog kun halvt med. Hun fandt sine lektier frem og lagde den på bordet, ikke fordi der var synderligt meget der skulle laves. Hun satte sig stålfast på stolen og begyndte at lave de lidt hårde gymnasielektier.

Efter lektierne blev det aftensmad tid, skønt hun ikke rigtigt var sulten så spiste hun stadig en lille salat. Det var nok derfor hun ingen former havde, fordi hun ikke rigtigt spiste noget, nogen mente også hun lignede et skelet, men hun var bare slankt bygget. Hun kiggede ud af vinduet fra tredjesal, som var den sal hun boede på, og iagttog verdenen udenfor. Hun spiste imens hun stod i vinduet, for det var sjældent nogen egentlig kiggede op og kunne se noget. Vinduerne afspejlede nemlig himlen og skyerne alt efter hvor man stod. Alligevel kunne man af og til fornemme hvis nogen stod i vinduet eller hvis der var lys i lejligheden. Lucy havde ikke fået sat rigtigt lys op, så hun havde en lampe ved siden af sengen og en kontorlampe ved spisebordet, samt et dusin steder til stearinlys. Ildens varme og behagelige glød var en velkommen ven i hendes hjem, dog kun under opsyn og i mindre mængder, hun kunne jo ikke have noget brændte ned.

Der var han, Vladimir. Han kom løbene i noget sort løst løbetøj som nærmest opslugte hans figur, men hun var ligeglad, hun var ikke tiltrukket af hans krop som sådan, men mere hans ansigt. Nogen af pigerne påstod hun var aseksuel. Det kunne vel være ligeså rigtigt som alt andet, hun havde nemlig aldrig været i seng med nogen. Hun havde ikke følt træng til det, eller fundet den såkaldte rette. Hun iagttog mens han løb ned af gaden, han løb med ryggen til hende, så han ville ikke kunne se hende, alligevel blev hun lidt nervøs. Da stoppede han, nok for at få pusten. Helt stoppet var han ikke, han gik nemlig videre, men han vendte hovedet. Hendes hjerte stoppede, hun følte deres øjne mødtes, så han på hende? Hun dukkede sig meget hurtigt. Hun var i tvivl om hvorvidt han havde set hende, chancen var lille, men den var der. Til sidst greb hendes nysgerrighed fat i nakken på hende og hun tittede op og kiggede ud af vinduet, han var væk…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...