The Green Light

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 4 dec. 2014
  • Status: Igang
Lucy er en stille misforstået pige, hun ønsker sig godkendelse og at folk ville stoppe at holde hende udenfor, at folk ville anerkende hende. Hun har som så mange andre øjnene på skolens populære dreng, Vladimir. Det efterår og den store halloweenfest nærmer sig. Vil hun tage afsted alene, eller sammen med nogen? Og hvad vil hun klæde sig ud som? Vigtigst af alt, vil Vladimir fortælle hende hvorfor hans øjne er triste, eller vil han ignorere hende som resten af skolen?

1Likes
3Kommentarer
347Visninger
AA

11. Festen

Hun klikkede vej ned gennem gangen, hun havde taget kappen af og sat den sammen med alle andres overtøj, noget man skulle betale for, men så blev det også passet på. Hun gik videre, folk stoppede op, de kunne vel ikke genkende hende til at starte med, eller også gjorde de. Det kunne også være deres hvisken var omkring hende, pigen, spøgelset, men hun kunne ikke høre det. Hun gik med rank ryg og videre ned af gangen, hun ledte efter en person, en bestemt person, Vladimir.

Der var et par som fløjtede efter hende, hun blev helt forvirret, men blev i rollen hun havde påtaget sig, hun blev i rollen som en vampyrdame, nærmest en fyrstinde eller noget i den stil. Med rank ryg, hovedet højt og et lille flirtende smil på læberne, som var blevet farvet mørkerøde. Det stod godt til hendes blege hud, og de røde kontaktlinser samt den mørke makeup gjorde hende en anelse uhyggelig at se på. Hun var faktisk lidt stolt over hvor forskellig hun kunne se ud, hvor pæn hun kunne være. Hvor pæn hun kunne gøre sig for kærligheden. Hendes hjerte slog et slag over og hun spejdede ud af øjenkrogen rundt omkring. Hun kunne ikke se ham, hun vidste dog ikke om han var ude i rygergården, men turde knap at gå derud, for så at gå ind igen og ligne en idiot. Så hun forsat vandrede rundt i gangen og ned til der hvor der skulle blive danset. Ikke fordi hun synderligt kunne danse, men lidt kunne hun, hun ønskede det dog ikke. Måske kun hvis hun kunne danse med Vladimir.

Hun kom derned i tids nok til at se parrene begynde at stille sig op, hun så da Vladimir, sammen med en af de storbarmede populære piger. Hun kiggede på ham og hendes øjne blev helt fjendtlige, for hvad lavede han med hende? Hun kunne se hans øjne, han var ikke glad. Sorgen var at se og hun blev derfor stående. Han havde ikke set hende. Hvad lavede han med hende når han var så tæt på Lucy's hjerte som han var. Hun fnøs og overvejede at gå, men dansen begyndte og folk kom til og hun kunne ikke komme væk, men i det mindste behøvede hun ikke at danse. Stadig. Hun ville ønske hun ikke skulle se Vladimir danse og bare tage hjem. Hun blev dog og så på, men det var svært at opretholde sin rolle som vampyr, men hun gjorde virkelig et forsøg.

Dansen begyndte og hun syntes de to stod lidt tættere på hinanden end alle de andre. Lucy mærkede for første gang i sit liv, rigtig jalousi, hun havde lyst til at afbryde dansen og bare slæbe ham væk, for hun følte virkelig han var hendes. Hun blev da også lidt opgivende, for det var han ikke. Hun kiggede køligt efter ham og de fik øjenkontakt, hendes øjne blev triste og hun vendte rundt på stilethælen og kom igennem mængden og forsvandt fra hans syn.

Hun gik bare, ud af skolen og videre ud af den kolde og blæsende vej, hun så stadig godt ud, skønt hendes hår uglede. Hun så bare ud som en der lige havde været på rov, men hun var ligeglad. Det gik først for sent op for hende at hun havde glemt sin kappe. Hun gik videre, hun så sig ikke tilbage, gik bare, og endda lidt raskt til. Tårerne væltede frem og hun besluttede sig for at hun ikke ville tage hjem, hun ville tage på kirkegården, der hvor hun første gang havde snakket med ham, hvor han efterfølgende nærmest havde tigget og bedt hende om at tage til Halloweenfesten, for hvad så? For at ydmyge hende? For at gøre hende ked? Hun kom til sin mors gravsten og stod og kiggede ned på den. Hun havde et koldt men vådt blik, og tårerne trillede.

"Hvad ville du have gjort, mor? Hvad gjorde du mor? Da kærligheden svigtede dig" sagde Lucy lidt tomt til gravstenen.

Intet svar kom, men det var Lucy klar på, det vidste hun. At der aldrig ville komme et svar fra hendes mor. Hun var død, myrdet og havde efterladt Lucy alene, men hun blamerede ikke sin uskyldige mor, men mere manden bag, sin far. hun kiggede bare på gravstenen og var blevet lidt lilla om læberne. Hun var ligeglad.

Hun hørte da nogen komme tættere og tættere på, men stod stadig uden at røre sig, kun med en dirrende vejrtrækning. Hun stod der i lyset fra en lampe som stod adskillelige meter væk, som lyste en sti op i kirkegården, men ellers var der mørkt. Hun var som en mørk skikkelse, med bortset fra hendes lyse ansigt. Det var dog gemt bag det uglede hår som faldt ned foran øjnene på hende.

"Lucy!" lød det så.

Hun løftede hovedet, kiggede hvor lyden var kommet fra, hvor den kaldende stemme kom fra. Hun kunne høre på vejrtrækningen at han var forpustet, han måtte have løbet? Men det var ingen ringere end Vladimir. Hun kiggede på ham som han kom nærmere, hun sagde intet, blev bare stående i mørket. Han kunne stadig se hendes tårer, som også havde ødelagt noget af makeuppen. Hun var ligeglad, kunne det hele ikke være ligemeget?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...