Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48892Visninger
AA

17. "Vi skal snakke sammen. Og vær nu ikke så dum at tro, at du faktisk har noget at sige til dét."

 

 

Rastløst vandrede jeg rundt på de store gange, for jeg havde ikke andet at give mig til. Det stod slemt til. Tanker, havde aldrig været min ting, men jeg kunne fandme ikke slippe for dem i dag. Ja, det stod faktisk så slemt til, at jeg havde pjækket fra en time, uden at tage væk fra skolen overhovedet. Jeg gik bare. Hvad fanden var det for noget at gøre? Det var ikke sådan noget jeg gjorde. Jeg gik ikke bare rundt, for at gå rundt. Hvorfor dog gøre det, når man kan finde en sød (eller mindre sød) pige at duske? Jeg sørgede selvfølgelig for at gå ad de gange, jeg vidste folk ikke kom på så meget, for tro det eller ej, men jeg havde faktisk ikke særlig meget lyst til en kold og klam eftersidning. Alligevel, var det skamfuldt. Tænk at gå rundt her, afskåret fra omverdenen og så ikke vælge at gå ud, fordi en eller anden chik sidder fastklemt mellem to hjerneceller? Heather var skyld i disse lortetanker og fordi jeg var så sur på mig selv over det, var jeg lige ved at smadre en skraldespand, som havde stået det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg havde bare brug for at få afløb fra min vrede! Jeg fattede ikke hvordan psykologer og folk der arbejder med terapi-lort, kan klare bare at have tingene inde i hovedet. Der måtte da være propfyldt inde i sådan et hoved? Sikke et fængsel for tanker! Hvis jeg havde kunnet skille mig af med mine tanker, havde jeg dumpet dem i den første sø jeg stødte på og så havde jeg set dem blive kvalt af vand, indtil de sank ned på bunden og døde en pinefuld død. Bare ærgerligt, at man ikke kan gøre sådan noget.

Jeg besluttede mig for at gå ud og skyde et par bolde. Det var det næstbedste bud, for at få afløb for tankerne og der var ingen på banen på denne tid af dagen. Da jeg nåede derud, var græsset grønt og boldene lå opstillet, så jeg tog ti i rap og fyrede dem ind i målet, for at score det ene field-goal efter det andet. Og det hjalp. Sejrsrusen fik mig til at føle mig en smule mindre patetisk, jeg var stadig Justin D. Bieber og der var fandme ingen der skulle løbe om hjørner med mig. At sige det og tænke det, gav mig et smørret smil på læben, og da jeg havde sparket til en endnu en bold, mente jeg at jeg nu havde plads nok i hovedet, til faktisk at finde en løsning på de frembrusende dilemmaer.

"Okay, Justin.." sagde jeg til mig selv, mens jeg tog en ny bold og placerede den på jorden foran mig. "Pigen. Start med pigen." Og så begyndte jeg at tænke. Hvad var mit problem? Mit problem var, at jeg ikke kunne give slip på den møgtøs, selvom jeg havde så fandens meget lyst og behov for det. Hvorfor? Fordi jeg har smagt hendes læber, tænkte jeg og forbandede i samme sekund at der kom et smil frem på mine læber. Det var fandme for meget! Du rører en piges læber én gang og så kan du ikke give slip på hende, før du har knaldet hende!?

Mine tanker hjalp mig. Det var dét der var løsningen! Jeg skulle have en tur med hende og så var det færdigt, det var jeg hundrede på. Der var sgu ikke særlig mange piger, jeg havde nedværdiget mig selv til at ordne to gange. Jeg smilede, da jeg havde opfundet en løsning på mit problem. Vi skulle jo bare en tur i kanen! Mit smil falmede, da jeg kom i tanke om, at hun var stædig som en middelsvær russisk kampvogn og at det derfor nok ikke ville blive let - jeg havde ligesom forsøgt. Så kom jeg i tanke om, at jeg var kongen af skolen og fik det en smule bedre. Hvis der var nogle der kunne lokke en pige med en tur i høet, så var det fandme mig!

Det næste mål blev det bedste.

 

 

Jeg havde ondt af filmstjernerne. High School Musical virkede pludselig meget mere relevant end ellers og det faktum at ikke engang jeg kunne få Justin til at være, det jeg nu kaldte Den Bedre Justin i fem minutter, irriterede mig. Ikke fordi at min moral var på det højeste, niksen biksen, men jeg havde dog andet i tankerne end det Justin havde. 

Gangene føltes ualmindeligt lange og jeg orkede næsten ikke engang synet af de mange mennesker, jeg skulle mase mig forbi for at nå hen til mit skab. Hvad endnu bedre var: Max havde været syg i en længere periode og var endnu ikke kommet tilbage. Så gæt hvem jeg skulle sidde med til frokost!? Okay, for at spare jer gættene (for det ville komme til at tage lang tid, af følgende grund) så var det lige præcis ingen. Havde jeg det fedt med det? Faktisk ikke. Derfor sukkede jeg, da jeg begyndte min vandring ned af gangen. Tro det eller ej, men det er faktisk ret svært lige sådan at ændre en badboy. På den anden side, så anede jeg ikke hvad jeg havde regnet med. De er ikke så ligetil, lige at lave om på og det vidste jeg jo egentlig godt. Jeg havde vidst hvad jeg gik ind til. Så tog jeg fat i mig selv. Jeg var ikke gået med til noget. Jeg havde bare tjekket op på ham og så havde han overrumplet mig og jeg var skredet, det var sådan set det. End of story.

"Heather!"

Åh, hans stemme kunne få den skønneste sol til at flygte om bag en sky. Selv havde jeg et mindre tordenvejr til at hænge over mig, præcis ligesom i tegnefilm.

"Jeg gider ikke snakke med dig, Justin," mumlede jeg blot, uden at tage hensyn til at han havde måttet råbe for at jeg kunne høre ham. Alligevel måtte han have hørt mig, for han kom pludselig op på siden af mig. Så hev han mig i ærmet.

"Vi skal snakke. Og vær nu ikke så dum at tro at du faktisk har noget at sige til dét," sagde han blot og trak mig pludselig væk fra alle de andre bumsede teenagere, som lignede en flok gnuer til forveksling.

Så lukkede han døren og vi stod i et gammelt auditorium hvor lyset tydeligvis ikke virkede. Solen nåede dog ind i rummet - altså, bag de grålige gardiner. Jeg lagde armene over kors.

"Og nu bortfører du mig. Hvad skal det dog ende med?" sukkede jeg sarkastisk og rullede en enkelt gang med øjnene, da han rullede med øjnene.

"Shut up, gider du? Vi skal snakke i fem minutter og du knevrer fandme allerede løs," klagede han. Jeg løftede overgivende hænderne over hovedet og så på ham med falsk ærefrygt.

"Nå, hvad er det så du gerne vil snakke om?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...