Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48868Visninger
AA

6. "Oh my god."

 

Jeg lukkede computerskærmen i og gav mig til at stirre ud af vinduet. Der var kulsort udenfor, ud over et par enkelte stjerner der lyste vejen op. Jeg sukkede. Her var ufattelig varmt under min dyne. Jeg fik lyst til at gå udenfor, og bestemte mig for at det var en god idé. Jeg skulle have luftet tankerne og selvom at klokken var halv tolv, havde jeg tænkt mig at gøre det alligevel. Min far sov alligevel. Jeg kravlede ud af sengen og tændte endnu en lampe. Jeg kravlede i nogle små soveshorts og beholdt min oversize t-shirt på. Så greb jeg en jakke der hang på min kontorstol og gik i nogle Toms sko, jeg også havde stående heroppe. Jeg langede ud efter min mobil på mit natbord, puttede den i jakkelommen og gik hen mod vinduet. Jeg tog fat om det hvide træ og skubbede vinduet op, så den kolde natteluft bragede mod mit ansigt. Jeg undslap et tilfreds suk og begav mig derefter ud på taget. Jeg balancerede kort ned af taget, lukkede vinduet, hvorefter jeg gik ned af den stige, som af en eller anden grund, altid stod der. Jeg endte omme i baghaven, hvor jeg hoppede ned fra stigen. Jeg kiggede kort op på vinduet en sidste gang, før jeg begav mig hen mod havelågen. Den var ikke i den fineste stand. Haven lignede heller ikke helt hvad den skulle. Der lå visne blade overalt, og selvom at det var sommer ændrede det ikke rigtigt på det. De lå der hele året rundt. Hvad kunne jeg sige? Det plejede at være min mors job. Min far orkede det ikke. Han havde ikke tid, ville ikke. Og mig, jeg gad bare ikke. Og når det forholdt sig sådan, så blev det bare ikke gjort. Simple as that. Jeg gik ud på vejen og stak hænderne i lommerne, mens jeg stille og roligt gik hen af fortovet og indåndede den friske luft. Jeg så rundt. Alt var bare smukkere om natten. Jeg bestemte mig for at gå hen mod parken. Jeg vidste at der lå en bar lige op til, men jeg var ligeglad. Der var intet sted mere fredeligt end parken.

Der gik nok ti minutter med at komme derhen. Stjernerne glimtede så smukt og jeg gik bare og nød evigheden. Der var ingen Justin til at irritere mig, ingen drenge til at bage på mig, og ingen mennesker som fortalte mig hvad jeg skulle gøre. Hold kæft, hvor var det egentlig rart. Men under alle omstændigheder var jeg nu kun et par gader derfra. Det gullige gade lys lyste de forladte veje op, og jeg trak jakken om mig og skuttede mig. Her var koldt, men underligt nok, var det rart. Jeg var en gade derfra. Gaden jeg ledte efter hed ironisk nok 'Parkvej' hvilket jo næppe kunne komme bag på nogen. Jeg spidsede dog ører, da jeg nåede stedet. Jeg skævede hen mod bænken jeg ellers altid satte mig på for at tænke tingene igennem. Jeg rynkede brynene og så rundt. Hvad var det for nogle råb? Min nysgerrighed valgte at drage mig mod råbene, i retning af lydene, og efterhånden som de blev højere og mere tydelige, kunne jeg regne ud at jeg nærmede mig. Jeg skævede hen mod den fredelige park og gik en bagvej om mod den bar som lå i nærheden. Dens baggård lå ud til parkens udgang. Jeg fortsatte lige gennem parken og havde konstant lyst til at sætte mig og falde til ro, men min nysgerrighed gjorde det umuligt for mig.

"Er du færdig!?"

Jeg gispede i chok og vendte mig med ét rundt. Jeg åndende dog lettet op. Jeg havde lige troet at der var en bag mig. Det kunne desværre kun betyde at jeg måtte være tæt på hvor det virkelig skete. Jeg gøs ved tanken. Men fortsatte.

"Er du færdig!?" var der igen en der råbte efterfulgt at nogle høje grin, nogle sekunder efter. Jeg sank en klump og gik stille om et hjørne. Det ville jeg ønske jeg aldrig havde gjort. Flere meter foran mig lå der en mand på jorden og over ham stod en anden mand og sparkede personen. Rundt om stod der tre andre og de så alle ud som om at de var igang med at torturere manden.

"Oh my god," hviskede jeg stille for mig selv, da mine fødder groede fast til jorden. De nægtede at flytte sig. Jeg bare stod og stirrede på dem, mens jeg langsomt førte min hånd op til munden. Jeg spilede øjnene op i medlidenhed. Det var jo et overfald det der! Jeg så nærmere på en person. Han var ikke så høj som den anden, men han var stadig ret høj. Hans hår var vidst nok sat op, men det var svært at se på grund af mørket. Drengen jeg kiggede på, rettede sig pludselig op og kiggede i min retning. Oh shit! Hold da kæft, det lignede jo Justin! Jeg kneb øjnene sammen og kiggede på ham en ekstra gang. Var det ikke ham? Jeg var ikke hundrede procent sikker, men jeg endte alligevel med at flytte mig. Jeg gik videre og forsvandt på et tidspunkt bag nogle store indhegnede buske, som jeg hurtigt gemte mig op af. Nu var jeg ude af hans synsfelt. Pludselig lød der en rallen fra manden og jeg skulle gøre mig rigtig umage for ikke at gispe. Var de i gang med at slå ham ihjel!? Jeg havde en brændende lyst til at løbe ned og hjælpe ham, men det kunne nemt ende med at gå ud over os begge. Hele min morale gik imod mig, da jeg valgte at smutte stille fra stedet, med min puls på sit højeste. Mit hjerte bankede hurtigt og ustyrligt i takt med at min samvittighed gravede huller indvendigt. Jeg var bange. Hvad var det dog for noget de havde været ved at gøre!? Jeg overvejede at ringe til politiet. Jeg havde jo min telefon med, med på den anden side.. Hvis det var Justin, ville jeg få problemer. Seriøse problemer. Så ville jeg ikke kunne slippe af med ham og hans slæng. Ikke hvis jeg sladrede, og hvis jeg gjorde, ville jeg virkelig få problemer med dem. Nej, en heltegerning måtte være nok for i dag.

 

________________________________________________

Oh boy, så kom hun da vidst nok ud for noget skidt der, hva?

Jeg kommer ikke til at opdatere i lidt tid, men jeg håber absolut ikke at det vil give anledning til at nogen stopper med at følge med! Historien er hverken slut eller på pause, og jeg vil snart være tilbage igen!

 

Vi ses i næste kapitel, babes <3

 

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...