Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48878Visninger
AA

7. "Nårh, sidder du og venter på et svar?"

 

 

Jeg havde faktisk overvejet at blive hjemme i dag. Ikke fordi at jeg var stolt af at være sådan en kylling, men fordi at jeg bare ikke lige følte for at rende ind i Justin i dag. Jeg havde ikke kunnet slippe tanken om at det måske var ham jeg havde set dagen før. Men hvem ved, måske havde jeg taget helt fejl? Der var vel andre i denne verden med brune øjne og tilsvarende brunt hår. Jeg fnøs af mig selv. Selvfølgelig var der det! Og hvorfor var jeg egentlig så bekymret for om det var Justin eller ej? Det kunne da være ligemeget? Jeg sukkede af mig selv, mens jeg med mine bøger under armen, bevægede mig ned af gangen og mod engelsk. Men jeg kom ikke særlig langt, for en stillede sig i vejen. Jeg så undrende på personen og hævede et øjenbryn.

"Tak, Heather! Tak, tak, tak, for at redde min røv i går! Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke dig!?" pustede Victor, med et kæmpe, næsten tårevæddet smil. Jeg forsøgte at skjule min overraskelse over hans udbrud og nøjedes med at sige 'det var så lidt.'

"Nej, nej, du forstår ikke, det er der ingen der har gjort for mig før! Altså, Justin og dem.. de har gjort langt værre ting, men der er ingen der nogensinde h..-" "Hvad har de ellers gjort?" afbrød jeg interesseret. Jeg kunne godt tænkte mig at have noget på ham. Men Victor blev pludselig stum og usikker.

"Øhm ingenting, jeg må videre," smilede han akavet, før han igen bevægede sig ned af gangen.

"De har truet dig til at tie, har de ikke?" spurgte jeg tomt, da jeg var så træt af sådanne ting. Det var så typisk Justin. Justin og så hans latterlige bande. Han nøjedes med at nikke bange, mens han gik baglæns. Jeg sendte ham et medfølende smil. Ikke fordi at jeg ellers var sentimental, men jeg var en taber, ligesom ham. Vi var alle tabere.

"Men tak igen!" råbte han kort, nu igen med et stort smil, før han igen vendte sig og trak tasken ordentligt op på ryggen. Et minimalt smil formede sig på mine lipgloss-belagte læber.

"Det var så lidt igen," mumlede jeg og stoppede med at se efter ham. Jeg fortsatte mod engelsk.

Da jeg nåede døren, var folk lige ved at sætte sig, så jeg skyndte mig ind, som altid på et hængende hår angående tiden. Hvad kunne jeg sige? Jeg levede mit liv på kanten. Eller noget.

Midt i timen, bippede min telefon ufrivilligt højt, så jeg med et forskrækket hop skyndte mig at sætte den på lydløs. Hvorfor havde jeg ikke gjort det. Jeg så på notifikationen og så at det var fra Instagram. Jeg rynkede brynene, trykkede på den. Èn ny følger. Jeg trykkede på den orange bobbel, for at se hvem det var, der havde fulgt mig. Max? Jeg sukkede dog da jeg så navnet '@justinbieber' på skærmen. Så var der jo ikke megen tvivl tilbage. Rullede diskret med øjnene, før jeg gik ind på hans profil og blokerede ham. Idet jeg gjorde det, kunne jeg høre et grin et par rækker bag mig. Justin. Jeg rullede igen med øjnene og lagde mobilen fra mig, så på tavlen. Men ikke lang tid efter lyste min skærm igen op. Jeg kunne ikke lade være med at skæve over til mobilen. En besked. Fra... Chaz? Jeg åbnede den mærkeligt, fuldt ud bevidst om at jeg sikkert blev godt og grundig betragtet bag mig.

 

From: Chaz.

#Hey babe<3#

 

Jeg sukkede irriteret og rullede med øjnene. Hvor var han let at gennemskue! Men det var måske meningen? Sikkert nok.

 

From: Me.

#Wow Justin, du tager da virkelig adjektivet 'lam' til et helt nyt level.#

 

Jeg lagde ligegyldigt mobilen fra mig, men blev igen forstyrret da den lyste op. Og jeg kunne ikke dy mig. Jeg måtte se hvad han havde svaret.

 

From: Chaz.

#What ya talkin' about, hun?# havde han blot skrevet. Åh Gud. Jeg rullede opgivende med øjnene.

 

From: Me.

#Det faktum, at du har lånt din 'ven's mobil til at skrive til mig. Det er ret lamt.#

 

Jeg grinede lidt. Det var faktisk virkelig kikset. Men måske var han bare desperat? Jeg smilede ved tanken.

 

From: Chaz.

#Troede jeg havde gjort det tydeligt for dig i går<3#

 

Jeg rullede med øjnene. Hans 'regler'? Som om jeg havde tænkt mig at følge dem. Og at 'passe på'? Never in my wildest dreams.

 

From: Me.

#Troede jeg også at jeg havde, men vi blev vist begge skuffede.# svarede jeg flabet og smilede tilfreds. Ikke længe efter dukkede der endnu en besked op. Jeg åbnede den hurtigt.

 

From: Chaz.

#Jeg mener det, Heather. En sidste chance, ellers bliver det grimt.#

 

Jeg grinede tørt af hans besked. Gud, hvor var han latterlig.

 

From: Me.

#Wow, jeg er bange nu, Bieber. Hvor blev hjerterne af? Har jeg slået dig ud?#

 

From: Chaz.

#De forsvandt op et vis sted. Du kan jo komme og hente dem hvis det er?;)#

 

Jeg skar en grimasse af den ulækre besked. Jeg overvejede at lade være med at svare, men kunne ikke dy mig.

 

From: me.

#You wish.#

 

From: Chaz.

#Har du helt ret i;) Men det ved jeg at du også drømmer om, så hvad siger du til at vi gør dine fantasier om mig til virkelighed? Jeg ved hvor vi kan finde et kosteskab;)#

 

Jeg skar en grimasse og var lige ved at kigge på ham. Han sad sikkert med et kæmpe grin, og jeg ville ikke give ham den fornøjelse, at lade ham få det indtryk, at jeg faktisk nød at skrive med ham midt i timen.

 

From: Me.

#Ja, det ville du kunne lide. Men så lave standarter har jeg ikke. Men gå du ud og hyg dig med en anden tøs. Der er så mange billige heromkring, så det passer jo fint til dig.#

 

Jeg kom til at fnise lidt for tilfreds, da jeg sendte den, så læreren pludselig vendte sig om. Hans øjne gled med et sæt over eleverne og trods mit forsøg på at se uskyldig ud, endte hans øjne direkte på mig og låste sig fast. Jeg kunne nærmest føle dommen blive slynget omkring inde i hans hoved, da han langsomt og dødstille trådte et skridt frem mod mig. Og så et til. Han så min telefon, og det fik mig til at bande over at jeg ikke havde lagt den ned i tasken. Fucking busted.

"Aha," startede han og trådte et skridt tættere på, så de sorte laksko klingede sammen med gulvet. Jeg sank en klump. Hele klassen fulgte hvert af hans skridt.

"Siden at din telefon tilsyneladende er mere spændende end klassen, må vi så ikke få lov at høre hvad der er så sjovt?"

Jeg sank en klump, da han tog min mobil op i hans rynkede hånd. Var det hans alvor!?

"Jeg tror ikke, at det er..-" startede jeg, da jeg kunne se mine beskeder blive åbnet. Men pludselig afbrød skoleklokken vores alles opmærksomhed, og han så igen på mig med et skarpt blik.

"Lad gå for denne gang. Smut med dig," mumlede han og lod min telefon glide ned mellem mine fingre igen. Jeg så målløs på ham, i åndenød og havde aldrig nogensinde været så glad for tidens eksistens før. Klassen begyndte at tømmes og jeg lagde forpustet min mobil i min lomme, tog tasken over skulderen og skyndte mig ud, før Justin eller nogen andre kunne konfrontere mig.

 

_____________________________________________________

 

Jeg havde sat mig ud i kantinen for at vente på Max, men også for at ryste det hele af mig. Jeg var sur på mig selv. Hvorfor havde jeg overhovedet svaret Justin i første gang? Jeg skulle bare have ignoreret idioten. Lade ham søbe i hans egen selvoptagethed. Og når man talte om solen. Pludselig fik jeg en besked, fra et ukendt nummer. Jeg fiskede undrende min mobil frem, men fik med det samme et dødt blik i øjnene, da jeg så teksten.

 

From: Ukendt.

#Gæt hvem der fandt dit nummer?;)#

 

Jeg sukkede. Han var virkelig det man kaldte en pain in the ass, den dreng.

 

From: Me.

#Virkelig modent, Justin.#

 

Jeg sad træt med mobilen i hånden, ændrede hans navn til Justin på telefonen, bare for en sikkerheds skyld, og prøvede at finde ud af hvor han havde fundet min nummer. På Facebook? På nettet? Det var lidt scary. Så kom jeg i tanke om at Chaz havde kunnet finde det. Han havde sikkert bare fået det fra ham.

"Nårh, sidder du og venter på et svar?"

Jeg vendte med et sæt hovedet, da jeg ikke alene kunne høre en vis stemme tale til mig, men også fornemme en skikkelse ved min side. Og ganske som jeg havde gættet, Justin. Jeg rullede med øjnene.

"Ja, fra Max," svarede jeg snobbet og vendte igen blikket mod min telefon.

"Så siger vi det, Honey," svarede han charmerende og blinkede en enkelt gang, hvilket fik mig til at rulle med øjnene.

"Vent," sagde han, som om han virkelig prøvede at tænke. Jeg grinede blidt inde i mig selv. Som om at det var muligt for sådan en som Justin at tænke som et nogenlunde normalt menneske.

"Max? Åh Gud, sweetheart, han er så gay," fortsatte han, nærmest med antydningen af alvor plantet i ansigtet. Jeg grinede, hvilket fik ham til at se forvirret ud. Bare hans sætning lød mere gay end Max nogensinde ville blive.

"Der tager du så fejl. Igen. Han er for eksempel ti gange sødere end dig," svarede jeg flabet, men fortsatte en del lavere; "Og ti gange mere lækker."

Det fik Justin til at sende mig et småfornærmet blik, da han med garanti hørte min lille indrømmelse, som måske i virkeligheden, dybt, dybt inde, ikke var så sand igen.

"Det mener du jo ikke," svarede han som om han forsøgte at overbevise ikke bare mig, men også sig selv om at det altså var ham der var flottest. Og han havde også helt ret. Men det nægtede jeg at fortælle ham. Hvilken ydmygelse.

"Jo, det gør jeg faktisk," smilede jeg og kiggede ham i øjnene et øjeblik. Så flyttede han blikket, bøjede sig ned mod bænken og pressede mig med sin numse længere indad på bænken. Så satte han sig på den plads der før havde været min. Og bedst som jeg skulle til at protestere, lagde han armen om mig og placerede sin hånd farligt tæt på min røv. Jeg rullede øjne.

"Move it," beordrede jeg bare, men da han bare reagerede ved at presse mig tættere på sig, så vi nu sad helt tæt, mislykkedes det tydeligvis. Det var dog forbløffende hvor rart det føltes. Så kom jeg i tanke om hans eneste mission, som jeg for længst havde luret. Hans evige jagt for at få mig med i kanen. Og det måtte og ville ikke ske.

"Jeg sagde; move it," gentog jeg flabet, da jeg tog fat i hans arm og slap den med et sæt, så det var op til ham selv at redde den fra at crashe mod bænken. Og lige i det øjeblik viste Max's krop sig foran mig. Han sendte mig et undrende blik.

"Øhm?.." begyndte han, da han så Justin og jeg tæt sammen. Det virkede nok også en del mere underligt da Justin ikke ligefrem var en af de kendte gangere ved vores bord. Nej, han foretrak at blive ovre ved det bord som sikrede ham evigt omdømme og fra at blive kaldt en taber. Men så igen. Hvem skulle kalde Justin en taber? Han var kongen af  skolen, den havde jeg godt luret. Så i realiteten burde jeg gøre som alle hans andre hookups og være lidt smigret over at han havde valgt mig. Men sådan var jeg ikke. Ikke helt, i hvert fald. Justin rejste sig omsider, men efterlod dog et brændende kys i min nakke, før han gik over til hans bord som skiftede for hver dag der gik, hvilket gjorde det svært for de som kaldte sig hans venner, at finde ud af hvor han havde tænkt sig at sætte sig. Jeg rystede det af mig og vendte tankerne mod Max, som satte sig overfor mig og stillede sin bakke på bordet.

"Hvad handlede det om?" mumlede han, mens han tog en pomfrittes i munden. Jeg sukkede.

"Der er ikke noget 'det'. 'Det' var bare Justin som var en idiot som sædvanlig."
Han grinede tørt. "Drengen fatter ikke en hentydning," konstaterede han med et grin, som fik mig til at smile. Med tænder og det hele. Bare fordi at han havde så evigt ret.

 

____________________________________________________

 

Jeg smækkede træt mit skab i. Hvor havde jeg bare brug for at komme hjem! Det kom jeg dog ikke lige med det samme, da en skikkelse hurtigt viste sig. Skikkelsen endte med at være Justin, som mindre hårdt pressede mig op af skabet, mens han passioneret gav sig til at kysse min nakke. Jeg lod ham i starten gøre det, da det faktisk lige et øjeblik føltes rart, men da han fortsatte mod min mund, skubbede jeg hans ansigt væk i væmmelse.

"Let me kiss you," mumlede han sexet mod mit øre, så jeg kort gispede. Jeg fattede mig. Skubbede ham virkelig væk.

"Beklager, men jeg kan ikke særlig godt lide One Direction," meddelte jeg flabet, så han så på mig med rynkede bryn. Havde jeg ikke fattet hentydningen? Oh, jo.

"Jeg glæder mig til at se dig heppe på søndag, babe," hviskede han mod mit kraveben, som han kort kyssede. Jeg blev irriteret da jeg opdagede at det havde givet mig kuldegysninger. Bad til at han ikke havde set det. Jeg skubbede ham væk.

"Må jeg lige minde dig om at du taler til en pige i et forhold," sagde jeg snobbet.

"Og nej, jeg har ikke tænkt mig at komme og heppe på jeres lorte fodboldhold," svarede jeg flabet, rev mig løs og trådte et par skridt væk.

“Jeg mener, seriøst I stinker. Og jeg har ikke tænkt mig at tage en kort nederdel på og få liderlige blikke fra hele holdet, bare for at se jer tabe. Tro mig, jeg har andet at bruge min søndag på," grinede jeg sarkastisk, men det stoppede hurtigt, da han hårdt hev mig tilbage og pressede mig op ad skabet på ny. Denne gang langt hårdere.

"Justin lad være, det gør ondt," hviskede jeg chokeret, men nåede ikke langt.

"Hold lige kæft!" råbte han som svar, så jeg fik et chok og om muligt blev presset endnu mere mod skabet. Forskrækket betragtede jeg hans tomme, mørke øjne som stirrede lige ind i mine, som var jeg med i en gyserfilm. Jeg gøs.

“Jeg regner med at se dig på søndag, Heather. Og du bliver nødt til at forstå at når jeg siger det, så er det ikke fordi at du har et valg. Så lad mig sige det sådan her.." Han tog fat om min hage og jeg var for forskrækket til at slå hånden væk. “At hvis du ikke møder op på søndag, så skal jeg personligt sørge for at din tid på denne skole bliver et helvede. Du er ikke den nye pige mere. Det er slut med chancer. Nu må du følge reglerne og her er reglen at jeg bestemmer. Og hvis du ikke er ‘okay’ med det, så kan jeg altid gøre noget ved det. Er det sivet ind!?”

Han råbte det sidste og i min forskrækkelse nikkede jeg bare febrilsk, så han slap mig og marcherede væk. Og efterlod mig stakåndet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...