Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48804Visninger
AA

13. "Lidt ligesom i alle de der film. Men det er sådan her; jeg har aldrig set dem."

 

 

Det var den aften, hvor mine følelser for en gangs skyld lod mig vide at de var der og i den grad gjorde mig opmærksom på, at de ikke havde taget dagens lykkepille. Lad mig lige understrege at følelser ikke altid var min spids kompetence, så det stank faktisk ret så meget at mine tårer nu piblede frem. Jeg vidste ikke hvad der gik af mig, men jeg vidste at jeg havde holdt dem inde en hel dag - heldigvis med succes - og at jeg nu måtte få afløb for de nyttesløse tårer, som bare ikke ville stoppe med at smadre min makeup. Jeg vidste ikke engang hvorfor jeg græd. Måske på grund af skuffelse, måske på grund af nedværdigelse, måske på grund af noget andet. Det føltes blot som en stor klump i maven, let blødt op, som en eller anden klam form for grød, fuld af varme og kolde følelser. Eller måske var det fordi jeg ikke havde spist hele dagen. For det var aften og jeg lå og havde så ondt indeni af en eller anden grund, jeg ikke måtte kende for min hjerne. 

En lyd fik mine frustrerede tanker til at forsvinde et øjeblik. En kratten mod ruden. Jeg spidsede ører. Så igen. Og igen. Jeg sukkede og rejste mig med et suk, for at gå hen til vinduet, fjerne gardinerne og så ud af vinduet. Jeg fik dog ikke set så meget, for pludselig fløj en lille genstand, et projektil af en art (det skulle vise sig at være en sten) mod vinduet og gav mig et pænt stort chok. Jeg gjorde en overrasket grimmasse, kom til mig selv og lukkede hurtigt vinduet op. Så ned. Og fandme nej, om det ikke skulle være Justin der stod dernede. Jo, i egen høje person. Justin Bieber stod under mit vindue og skød sten på mit vindue.

"Hvis hensigten med at du står ude i mørket for at dræbe mig med en sten, så skal du bare vide, at det ikke er en særlig gennemtænkt plan," sagde jeg og skuttede mig kort. Her var skide koldt, for at det ikke skulle være løgn.

"Njah, det var måske ikke helt planen," svarede han med et skuldertræk. Jeg kom til at udstøde et kort grin, men kom så til mig selv, huskede tårene på min kind og fik sat en kold facade op.

"Hvad laver du her, Justin?" spurgte jeg en anelse hårdt og forsøgte at få spørgsmålet til at lyde ligegyldigt. Han så ud til være overrasket over mit pludselig humørskift, men hvad kunne jeg sige?

"Ehm..." svarede han blot og så lidt ned i jorden. 

"Ehm...?" svarede jeg utålmodigt og kunne ellers ikke rigtigt finde ud af hvad jeg skulle sige.

"Jo, eh.. Prøv at høre, jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige. Jeg har bare haft det utrolig mærkeligt på det sidste, som om et eller andet... rykker sig i mig, forandrer mig eller hvad man nu skal sige. Jeg synes bare at det er din skyld."
Den sidste del af hans sætning overraskede mig en del. Hvordan fanden kunne det han følte være min skyld!?

"Undskyld mig!?" svarede jeg hårdt og rynkede tilsvarende brynene i forvirring.

"Ja, for.. det er først efter du kom at det er sket, så jeg.. Eh, ja. Du ved.. lidt ligesom i alle de der film. Men det er sådan her; jeg har aldrig set dem."

Jeg måtte virkelig se dum ud nu, for hold nu kæft den dreng snakkede i koder. Jeg fattede virkelig nul og det gjorde mig faktisk ret flov, eftersom jeg aldrig havde oplevet Justin sådan før. Han var så.. sårbar. Kind of.

"Jeg er bange for at jeg ikke helt.." Jeg kom ikke længere. Jeg så på ham, på hans blik, på hans bedende øjne, som jeg overhovedet ikke kunne læse. Det nagede, for jeg ville gerne.

"Nej, selvfølgelig.. selvfølgelig," mumlede Justin, næsten fordømmende til sig selv, mens jeg følte mig en anelse malplaceret heroppe, med armene hvilende i vindueskarmen.

"Nej.. selvfølgelig," blev han ved, bakkede langsomt ud af haven og forsvandt pludselig helt ud af min synsvinkel. Og jeg konkluderede hurtigt, at hvis jeg troede at jeg havde det mærkeligt før, så skulle jeg ingenting sige nu.

 

_________________________________________

Hej allesammen!

Nå, jeg har haft travlt, med nu fik jeg da taget mig sammen til at rette og skrive lidt, så here you go <3

Og hey, hvordan kommer det lige til at gå mellem dem!? Det er da det er noget mærkeligt noget, Justin har gang i? xD

Vi ses i næste kapitel <3

(og TAK for 10k+ btw)

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...