Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48877Visninger
AA

14. "Jo. Jo, jeg bliver."

 

 

Min ellers ikke særlig skønne søvn, blev brutalt afbrudt, da min fars - fra den vinkel af - ret store hoved var ubehageligt tæt på mit ansigt, mens han næsten råbte (jeg var lige stået op, så med det i betragtning, var det måske ikke helt råben) ind i hovedet på mig: "Vi spiser!" 

Jeg gryntede kort som svar, var taknemmelig over at han og hans ånde dårlige forsvandt og smed mig derefter ned i dynerne igen. Sukkede. Hvordan skulle jeg magte at stå op?

Tro det eller ej, men jeg endte faktisk med at stå op - endda kun tyve minutter efter min søde far havde vækket mig så elskværdigt, som han nu havde det med at gøre. Min grynten var ikke forsvundet, da jeg satte mig ved det hvide og relativt spinkle spisebord med et glas appelsinjuice. Jeg gav mig til at bide lidt i et rundstykke, men følte ikke ligefrem nogen grundlæggende lyst til at fortsætte, så jeg slap det og gav mig til at tænke, for det er virkelig noget man altid kan ty til. Min far så pludselig op fra avisen og så indtrængende på mig.

"Gider du ikke række mig smørekniven?" spurgte han og jeg nikkede uden gejst, strakte min arm over det smalle bord, fik fat i hvad jeg søgte og rakte ham det. Han gryntede som tak og begravede igen næsen i avisen.

"Hey, fik jeg egentlig fortalt at Justins forældre ringede?" spurgte han så pludselig, uden at kigge op fra avisen. Jeg havde været i færd med at lege med en ske, men slap den hurtigt og så på ham med halvt opspilede øjne.

"Nej?" svarede jeg, uden rigtig at trække vejret hverken før eller efter. Han svarede ikke lige med det samme og der gik efterhånden længere tid, end man kan forvente det tager at svare på et spørgsmål, så jeg åbnede munden og uddybede mit spørgsmål.

"Hvad handlede det om?"

Han så flygtigt op fra avisen. Så ned igen.

"Åh, det var noget med Justin. De havde ringet rundt til en masse forældre fra skolen, så de ringede jo også til os," svarede han - igen uden megen gejst i stemmen. Jeg hævede det øjenbryn, men han lagde ikke mærke til en skid. Jeg var tæt på at flå avisen ud af hænderne på ham, men holdt mig i skindet.

"Aha. Så hvad ville de?" spurgte jeg og forsøgte at skjule mine blandede følelser omkring hele Justin-emnet. Plus, kendte min far til noget? Det lod det ikke til, men man kunne fandme aldrig vide?

"De ville bare informere om at Justin har smadret en bil her i nat. Han kommer nok ikke i skole mandag, sagde de," uddybede han. Jeg spærrede øjnene op, nåede ikke at reagere før min krop selv havde rejst sig op, uden at min hjerne havde kunnet nå at følge med. Jeg styrtede uden hæmninger ud i entréen, greb en vilkårlig jakke, som heldigvis skulle vise sig at være min egen og trak hætten op omkring ørene.

"Jeg smutter over til Justin!" råbte jeg og skyndte mig ud af døren, uden at vente på svar.

Jeg løb hen af gaden som en gris der bliver rykket i halen, med den åbne jakke flagrende omkring mig. Jeg løb så mit hjerte ikke kunne følge med og jeg endte med at blive forpustet. Jeg stoppede op. Hvorfor havde jeg ikke taget bilen? Jeg støttede mig selv ved at lægge hænderne på mine knæ og hvile mig et kort øjeblik, mens jeg hurtigt og ukontrolleret indhallerede den friske formiddagsluft. Jeg sukkede og kæmpede mig op igen, løb videre, gade efter gade.

Da jeg omsider nåede hans dør, glemte jeg alt om normer og bankede bare hurtigt på døren - gentagne gange endda - imens jeg forsøgte at trække nok luft ned i mine lunger til at jeg kunne stå på benene. Hvad nu hvis de var totalt sure og bekymrede, forældrene? De havde aldrig set mig før? Jeg blev ret benovet over mine tanker, jeg havde ikke ligefrem overvejet situationen, jeg havde bare løbet. Men pludselig blev der lukket op og en dames ansigt tittede frem.

"Hej," hilste nu, men jeg havde endnu ingen luft og endnu mindre tid.

"Justin," pustede jeg og trådte et skridt indenfor, tog hætten ned og lod damen som måtte være Justins mor, få frit syn til mit viltre hår. Hun smilede blot.

"Ovenpå," sagde hun bare, næsten hemmelighedsfuldt, med et smil, før hun vendte rundt og tøffede ind i igen. Jeg så i et kort øjeblik efter hende, men havde stadig så meget adrenalin i kroppen, at jeg ikke magtede at stå stille og spekulere i længere i sådan cirka tre sekunder. Jeg så hurtigt rundt, fik øje på en trappe og skyndte mig at løbe op af trinnene, efter hurtigt at have smidt mine sko. Hvorfor havde hun ikke virket bekymret eller vred overhovedet? spurgte jeg mig selv, men nåede ikke at finde et passende svar, før jeg stod foran en dør. Det var den eneste der var, så jeg formodede at det måtte være Justins værelse. Uden at tænke mig det mindste om, tog jeg i håndtaget og pressede det nedad, før jeg voldsomt skubbede til døren, så den røg ind i væggen ved siden af den. Jeg trådte ind, stadig med jakken på og med et udtryk i øjnene, som må have set mærkeligt ud. Jeg følte mig som en eller anden vildmand.

Men jeg havde til gengæld haft ret med hensyn til den ene dør og damens henvisning; det var Justins rum. Hvordan jeg vidste det? Jo, Justin sad i en dobbeltseng og havde vendt hovedet ved lyden af braget, og så på mig med et overrasket blik. Og jeg havde fortsat ingen manerer, for jeg busede bare ud med det jeg brændte inde med.

"Forhelvede Justin, du kan sgu da ikke bare smadre en bil!?"

Han smilede blot, hvilket forvirrede mig en del.

"Du kom," sagde han blot, hvilket ikke ligefrem hjalp mig i mit forsøg på at komme til bunds i mysteriet.

"Ja?" svarede jeg tøvende, hvorefter jeg måske forstod Justins underlige, men dog smilende, blik, han betragtede mig med. Jeg så ned af mig selv og tog langsomt jakken af, mens jeg mærkede pulsen falde til det normale. Gud, jeg var ikke vant til at løbe. Jeg følte mig lidt malplaceret som jeg stod der, jeg havde lige kylet jakken over et ryglæn på en stol, inden jeg så på Justin. Bed mig kort i læben, nulrede ærmet på min trøje.

"Forklar dig," sagde jeg blot, hvilket fik ham til at grine lidt benovet.

"Sæt dig," beordrede han ligesådan. Jeg hævede et øjenbryn, men fik tænderne frem da jeg viste dem i et smil.

"Nå, der er nok nogen der har bydeformen på i dag, hva'?" jokede jeg og glemte et øjeblik hele affæren med bilen. Af etiske grunde, insisterede jeg på at blive stående, men han blev bare ved at klappe på pladsen ved siden af ham, så jeg til sidst måtte lade mine arme, som jeg ellers havde krydset resolut, falde og rulle kort med øjnene, for derefter at sætte mig ned ved siden af ham. Han så tilfreds ud, men jeg besluttede at ødelægge det for ham.

"Helt ærligt, dude, hvad sker der lige for dig?" spurgte jeg, ærligtalt hungrende efter svar. Han pustede ud og så vidt jeg kunne gætte ud fra hans væremåde, havde han ikke rigtig lyst til at snakke om det. Men var det måske ikke forståeligt nok? Hvis jeg havde smadret en bil, ville det nok heller ikke være det første jeg ville bringe på banen.

"Tjo.. eh, jeg blev lidt, øhm, vred efter hele seancen i går, så jeg... kom til at smadre foruden og et par lygter," forklarede han. Jeg blev stum. Var det virkelig det han var blevet gal over? Vores møde? Vores vældig akavede og hurtigt overståede møde?

"Virkelig?" spurgte jeg, næsten dumt, men han nikkede blot. Han tager det vist ikke så tungt, tænkte jeg. Hvordan kan man ikke tage det tungt at man har smadret en bil?

"Oh og en anden gang, please lad være med at kalde mig dude," tilføjede han så pludselig. Jeg så undrende på ham, men han kiggede blot ligeud.

"Hvorfor?" spurgte jeg.

"Det er sådan en mandeting," forklarede han og sagde ellers ikke mere. Det virkede som om at det var ret indlysende i hans hoved, men jeg var ikke særlig kendt med sådan nogle regler, så jeg tog det mere som en fornærmelse.

"Kønsdiskriminering," mumlede jeg bare, men han vendte hurtigt hovedet og så pludselig på mig, helt ind i øjnene.

"Nej, nej! Det er bare... du er så.. piget. Du ved, sådan uden at være det."

Jeg hævede et øjenbryn og så underligt på ham. Hvor skred denne samtale lige hen? Han så mit blik og rullede kort med øjnene.

"Jeg er en dreng, du er en pige. Jeg vil have at du er som en pige, fordi du normalt er piget, men på en cool måde," uddybede han. Jeg nikkede langsomt, ikke helt sikker i sagen endnu.

"Det er bare så mærkeligt med sådan nogle drenge-piger," fortsatte han, "Det er bare slet ikke meningen. Ligesom at jeg aldrig ville kalde dig mus foreksempel - det er sådan en pigeting." Jeg nikkede langsomt, men måtte brat stoppe mig selv.

"Vi kalder altså ikke hinanden mus," indvendte jeg med et grin. Han trak på skuldrene.

"Jeg har set The Notebook for meget," sagde han bare. Jeg spærrede øjnene op, men han gjorde det først et sekund efter, da det gik op for ham hvad han havde sagt. Han så forfærdet ud i luften og åbnede så munden.

"Okay, det var ikke-"

"Nej, det havde intet med mus at gøre og desuden er du både danser og The Notebook-elsker og det er fint nok," afbrød jeg blot og kom til at smile. Han grinte lavt og så ned i lagenet. Så op på mig. Han så på mig med hovedet på skrå og med armene hvilende på knæene.

"Hvorfor kom du egentlig?" spurgte han så pludselig. Jeg farede kort sammen og rømmede mig kort. Overvejede hvad for en undskyldning der ville være bedst at bruge: 'Jamen, grunden til at jeg løb som en høne uden hoved og stormede ind på dit værelse uden varsel, er såmænd bare den, at din mor ringede, ligesom hun gjorde til alle andre. Så er vi vist færdige her, hej.' Nej. jeg måtte nok helle holde mig til et manus der var langt mere kedeligt; sandheden.

"Jeg var bekymret for dig," svarede jeg ligegyldigt og trak på skuldrene. Han åbnede munden og skulle til at sige noget, da døren gik op. Hans mors hoved tittede frem i døråbningen. Noget duftede umådelig godt.

"Åh, undskyld jeg forstyrrer. Men jeg har bagt nogle cookies - er det noget I kunne tænke jer? Hvis du altså bliver, Heather," sagde hun og jeg forsøgte at spille artig (tænk lige over den entré jeg havde lavet) ved at smile, men det undrede mig faktisk at hun kendte mit navn. Jeg viftede tanken væk.

"Eh.." svarede jeg og så kort ned i lagenet. Kunne pludselig mærke Justins muskuløse arm snitte min, idet han kort førte sin hånd op til håret, for at rette på en vildfaren hårlok.

"Jo," sagde jeg og vendte kort hovedet. Så et kort øjeblik Justin indtrængende i øjnene og han i mine, før jeg igen vendte mig om og så på hans mor som stod med en tallerken med vildt tiltrækkende cookies i hænderne.

"Jo, jeg bliver," svarede jeg bestemt og sendte hende et svagt smil, som hun gengældte. Hun satte småkagerne på Justins skrivebord, men jeg ænsede det næsten ikke, for jeg havde travlt med at se dybt ind i Justins øjne, der pludselig virkede så klare og tæt på som aldrig før.

 

__________________________________________________________________

Okayyyy, et efterspurgt kapitel!

Hvor er jeg glad for at se kommentarene og alle de favoriseringer og likes denne historie har fået! Virkelig, tusind tak! Er især glad for de 12k+ læsere den har fået! :)

Fortsæt endelig!

I må have en god uge - her er som sagt et kapitel til at skyde den i gang med <3

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...