Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48892Visninger
AA

8. "Jeg har brug for plads!"

 


 

Dagen var kommet og jeg gad den ikke. Jeg havde lyst til at bede den om at pakke alt sammen og forsvinde om bag månen igen. Som om at det var muligt. Hvis det var, havde jeg gjort det. Jeg ville vide det. Irriteret sukkede jeg højlydt, velvidende om at jeg var alene hjemme. Gæt hvor min far var? Hvis du gættede i fiskehandleren, så var det forkert. Han var på arbejde. Selvfølgelig, var han det. Jeg bankede håbløst mine hænder ned i dynen og stønnede igen så højt som min hals overhovedet magtede, før jeg rullede om igen og trak dynen over mit hoved, ude af stand til at orke denne dag.

Små tyve minutter efter vågnede jeg igen. Men til forskel fra første gang, kiggede jeg faktisk på væggeuret og selvom at det var alt for tidligt at stå op på en søndag, endte jeg med at styrte op, så jeg næsten blev svimmel. Jeg fløj ned i stuen, fandt dragten frem og stressede fuldstændig. Nok mest på grund af mit tidspres, men også fordi at det var til en begivehed jeg slet ikke havde lyst til at være en del af. Det var ren tvang og jeg var vred på mig selv over at være sådan en kylling. Hvor blev mit selvværd af i fredags? Det forsvandt da Justin havde set sådan på mig. Og pis også. Mens min hjerne endnu kæmpede, forsøgte jeg at få mine sko på og spise et æble på samme tid, og i og med at jeg fandt ud af at det er ret svært at gøre sådan, lykkedes det ikke særlig godt. Alligevel, fik jeg dragten på, fløj ud af døren, glemte vidst nok at låse og fortsatte mod bussen.

Har du nogensinde tænkt over hvor stor en forskel tyve minutter kan gøre? Det havde jeg nu, hvor jeg et par minutter forsent, kom løbende ind på fodboldbanen, stakåndet på grund af min løbetur fra busstoppestedet til banen.Uanset hvad, så nåede jeg altså ind på banen med pomponnerne i hænderne, mens vores nummer gik i gang. Jeg vil ikke lyve overfor dig. Det var ingen hemmelighed at jeg næsten ikke kunne lade være med at rulle med øjnene. Justin, sad pænt placeret på en af de første rækker, sammen med hans tabervenner og gloede åbenlyst på mig. Jeg kunne næsten høre ham hovere inde i hans lille, kønne hoved. Han skulle fandme ikke engang spille. Jeg sugede irriteret underlæben ind i munden, mens jeg fulgte bevægelserne med et bittert udtryk i øjnene. Han havde bare tænkt sig at sidde der og kigge på mig. Og det irriterede mig grænseløst. Mest fordi at jeg selv ønskede at føle sejren ruske i mig. Tror jeg. Jeg følte i hvert fald et kæmpe nederlag, fordi at det var lykkedes ham at få mig med mod min vilje. Men han skulle ikke tro at han havde vundet. Jeg skyndte mig at sætte en kold facade op, mens jeg sørgede for at bevæge mig i de rigtige retninger på de rigtige tidspunkter. Det var intet problem. Jeg havde øvet det. Man skulle næsten tro at det var løgn, for jeg kunne faktisk godt lide nummeret, men Justins lidt for åbenlyse stirreren ødelagde det fede ved det. Min korte nederdel var ikke noget jeg ligefrem var fan af og jeg ventede i det hele taget bare desperat på at forestillingen skulle være slut. Og man skulle næsten også tro at det var løgn at det faktisk sluttede. Men det gjorde det altså og vi bukkede og nogle hvinede og jeg grinede og så opløstes vi. Vi gik alle hver til sit, nogle tog et par selfies og delte og jeg selv hev også min mobil frem, mens jeg var på vej mod omklædningen. Men det var pudsigt, for lige i det øjeblik jeg trykkede på knappen, ringede den. Men mine let rynkede bryn forsvandt hurtigt, da jeg så hvem der ringede. Luke. Jeg blottede mine tænder i et kæmpe smil, på vej mod døren til omklædningen, da jeg trykkede på den grønne knap.

 

*Hej Luke! Nu skal du høre, je-*

*Jaer, jeg må lige pause dig!*

 

Mit tydelige engagement og glæde for samtalen, blev pludselig erstattet med Lukes nærmest hensynsløse tone. Jeg rynkede forvirret brynene. Var han vred? Men selvom at mine instinkter fortalte mig henholdsvis det første, det andet og det tredje og det fjerde, klappede jeg kaje som jeg havde fået besked på.

 

*Prøv at hør, jeg kan simpelthen ikke klare det længere!*

 

Jeg så fortvivlet ned i gulvet og skulle lige til at spørge hvad det var han pludselig ikke kunne klare, før han selv fortsatte.

 

*Du plaprer løs om dig og dit åh så irriterende liv, men ved du hvad? Jeg er træt af det!*

 

Jeg så forfærdet ud i luften da de ord fløj ud af hans mund og endte i min øresnegl, som sendte dem direkte op i hjernen, som derefter sendte dem lige i hjertet hvor de ramte med et brag.

 

*Jeg.. jeg forstår ikke?* var alt jeg kunne komme ud med, mens jeg forvirret rystede på hovedet, som jeg standsede på gangen.

 

*Nej, det havde jeg godt regnet ud!* nærmest vislede han. Jeg anede ikke hvad hans så onde ord skulle til for, men jeg fattede mig hurtigt. Ingen, ikke engang min kæreste skulle have lov at tale sådan til mig!

 

*Prøv lig-*

*Nej, du skal prøve at høre, for en gangs skyld! Lyt lige til hvad jeg siger her; du afbryder mig altid. Du snakker altid og jeg kan simpelthen ikke klare det mere. Så er der det ene i vejen og så er der det andet i vejen. Ja, jeg har godt fattet at du er ked af at din mor tog til Afrika, du har klaget over det i et år. Jeg har fattet det, okay? Men nu hvor ham Justin er kommet ind i billedet er det bare for meget!? Jeg har brug for plads!*

 

Jeg ville protestere. Fortælle ham at Justin overhovedet ikke var 'kommet ind i billedet', at han tog fejl, men min mund stoppede med at fungere, da han nævnte det med min mor. Det føltes som om at mit hjerte frøs til is, sådan som han så hensynløst spyttede ordene ud, som om at det at min mor rejste fra min far og jeg, slet ikke betød noget.

 

*D-* begyndte jeg, men blev stædigt afbrudt endnu engang.

*Don't even go there,* snerrede han, så jeg næsten kunne høre hans tænder presse mod hinanden og papiret i hans hånd, som han vredt pressede mere og mere sammen, så det til sidst ville ende som en smagløs lille papirkugle. Han sukkede pludselig.

 

*Hør, Heather, vi er færdige.*

 

Jeg spærrede øjnene op. Slog han op!? Fordi hvad, fordi at jeg snakkede for meget? Vi havde været sammen i et år!

 

*Me-*

*Jeg ved det godt, jeg er også ked af det, men jeg er virkelig træt af det her.*

 

Han holdt en lille pause og jeg kunne pludselig mærke tårene forme sig i øjnene på mig.

 

*Men nu har du jo også ham Justin, så de-*

 

Nu var det min tur til at afbryde.

 

*Prøv lige at hør, du har totalt misforstået..*

 

*Jeg er sådan set ligeglad med hvad han er, du har talt så meget om ham på det sidste og.. det må du selv om, for nu er du fri og det er jeg også..*

 

Nu græd jeg. Hvad var det her for noget? Jeg udstødte et hulk og tørrede febrilsk mit øjne.

 

*Jamen...*

 

Jeg kom ikke videre. Der var ikke noget at sige, selvom at tusind spørgsmål formede sig indeni. Jeg havde alligevel tabt. Han havde besluttet sig og det virkede som om at han glædede sig til at slippe for mig. Og hvor gjorde det ondt.

 

*Der er ikke noget mere. Men vi ses, ikke?* sagde han så, så jeg næsten kunne fornemme et lille smil, før han lagde på og efterlod mig med en telefon i hånden, mascara under øjnene og et tomt og næsten råddent indre.

Jeg var i chok. Hvem slog op så... hårdt? brutalt? Og pludselig, mens min brystkasse endnu bevægede sig op og ned i tunge bevægelser, for ikke at komme til at græde endnu mere, blev to arme pludselig placeret omkring mit liv, så jeg fik et chok og min brystkasse pludselig sprang op i en kort bevægelse. Et kys blev pludselig placeret lige ved mit kraveben og to fingre i nakken, fjernede blidt håret fra min hals.

"Så hvad laver den smukkeste cheerleader, heromme helt selv?"

En charmerende stemme, bedre kendt som Justins, hviskede tæt på min hals, så hans læber endnu engang ramte min hals. Men jeg sagde ikke noget. Jeg gjorde ikke noget. Chokket sad fast i min hals og samlede sig som en klump midt i det frosne indre, som bar min krop udenpå. Jeg frøs til is. Fuldstændig splintret af mine egne følelser, samlede jeg mine hænder og vred dem febrilsk mellem hinanden, som for at aflede smerten indeni. Min vejrtrækning var ikke til at holde styr på og så snart jeg igen kom til at tænke på Luke's ord, kunne jeg godt mærke en prikken bag mine nu lukkede øjenlåg. En lille tåre pressede sig igennem og gled ned af min kolde kind. Jeg bøjede let hovedet og førte min hånd op til mit øje, for at fjerne tåren, men min kind forblev våd. Hvor var livet bare unfair.

"Jeg troede vi havde en klar aftale?" fortsatte Justin så pludselig med hans truen, mens hans hænder gled op af maven på mig, så jeg blussede op i vrede. Jeg skubbede vredt hans hænder væk, fuldstændig ligeglad med de såkaldte 'konsekvenser' det kunne have som følge.

"Årh, skrid Justin!"

Jeg tog hurtigt et skridt fremad og frigjorde mig dermed af hans arme. Mine overarme blev kolde. Jeg tog et skridt mere, men han løb pludselig op til mig og hev mig igen ind til sig.

"Wow, hvad skyldes attituden, babygirl?"

Det var ikke sikkert at det var sket, hvis han ikke havde været der. Men sandheden var, at Justin havde valgt at være i nærheden af mig på det helt forkerte tidspunkt og han havde i hvert faldt valgt at sige de helt forkerte ting. Jeg vendte mig vredt rundt, så jeg pludselig stod farligt tæt på ham og så vredt op på ham, ligeglad med at han så mig sådan her. Intet betød noget mere og det jeg før havde været bange for, var ikke et tilnærmelsesvis så skræmmende scenarie, som det der lige var forgået over telefonen.

"Attituden skyldes a-.. Nej, ved du hvad, jeg gider fandme ikke engang fortælle dig det," vrissede jeg og skubbede ham væk fra mig, for at vende mig rundt og gå tilbage af gangen. Men han gav ikke så let op. Pludselig var han igen oppe på siden af mig, hvor han igen trak mig ind til sig.

"Hvad får dig til at tro at jeg er ligeglad?" indvendte han, næsten såret. Jeg skyndte mig at grine sarkastisk, måske mest på grund af den tanke. En person som Justin blev ikke sørget. Han knaldede jo til højre og venstre. Under alle omstændigheder slog jeg ud med armene, så vi nu stod lige foran hinanden.

"Min kæreste slog lige op. Okay? Tilfreds?" nærmest spyttede jeg, mens jeg uroligt lagde armene over kors. Så stønnede jeg irriteret, mest på mig selv, og lidt på Justin for ikke at lade mig være. Hvorfor skulle han vide det her? Jeg slog irriteret ud med armene igen og følte at jeg var ved at svulme over af vrede.

"Ikke fordi at det rager dig.. som om du ikke er fuldstændig ligeglad," sukkede jeg modløst og lod armene falde ned langs siden, lukkede kort øjnene og begyndte igen at gå. Jeg måtte hjem. Hjem og tude.

"Hvad får dig til at tro at jeg er ligeglad med det?" spurgte han, så det næsten lød som om at han var bedrøvet. Men det var han ikke. Jeg kendte ham og hans latterlige cirkus, hele hans liv var et skuespil, ligesom hans relation til mig var.

"Drop det Justin, jeg falder ikke for det skuespil.." sukkede jeg modløst, vred mig fri og begyndte at gå, men da jeg så at han gik efter igen, bestemte jeg mig for at komme af med ham en gang for alle.

"Gå nu bare ud og se på nogle billige piger, okay? Vi ved jo begge to at det er det du er her for."

Så frøs han. Stoppede midt på gangen og jeg forsvandt i mængden, mens mine skuldre begyndte at ryste, som følge af alt det der lige var sket. Mit hjerte brast i tusind stykker.

 

 

 

Jeg stoppede op. Midt på gangen stoppede jeg brat op og jeg blev stående. Også mens de mange elever pludselig strømmede mod mig, for at nå udgangen, stod jeg, så utallige sæt skuldre stødte ind i mine. Skuespil? Dét ord fløj gennem mit hoved, mens mængden langsomt fyldtes op for at tynde ud igen. Skuespil. Spillede jeg skuespil? Det gjorde jeg da ikke. Måske lidt. Gjorde jeg? Jeg havde ingen idé om hvorfor, men jeg havde faktisk ondt af hende. Og det forstod jeg som sagt ingenting af. Burde jeg ikke være glad for at hun nu var en fri dame, som jeg kunne give en ordentlig rusker? Okay, hvis jeg mærkede godt efter, var jeg måske også en smule glad, men helt ærligt, så havde jeg forventet at jeg ville være mere skadefro. Ikke at jeg ville forstå hende og føle medfølelse. Jeg blev hurtigt træt og vred på mig selv, så jeg bestemte mig for at gå tilbage til kampen. Alligevel var jeg som en hypnotiseret zombie og det siger ikke så lidt.

"Orgh, se lige hende i den korte! Damn!"

Jasons stemme fadede ud og jeg prøvede ikke engang at se ud som om at jeg lyttede. Gav ham ikke et smil. Nej, jeg sad bare. Og da der blev scoret et mål og alle rejste sig og hujede, blev jeg siddende. Fortrød en smule at jeg havde meldt mig skadet for at se på Heather. Det havde været skide smart, jeg vidste det, men det føltes lidt som om at det var spildt. Nok havde hun været dejlig at se på, som altid, men efter alting var det som om at det ikke var dét der udgjorde dagens kamp. Ikke længere. Jeg udstødte et tungt støn, hvilket fik Jason til at vende hovedet mod mig. Se undrende på mig. Jeg kogte over. Hvorfor skulle jeg føle alle de her ting hele tiden? Det var sgu da møghamrende irriterende!? Fucking lort.

"Hvad glor du på!?" udbrød jeg pludselig og så hidsigt på Jason, som skyndte sig at pakke sammen og kigge den anden vej. Så sukkede jeg. Denne her dag skulle have været fantastisk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...