Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48800Visninger
AA

12. "Jeg finder stadig mudder i mit hår, Justin. Der er ikke noget at snakke om."

 

 

Jeg havde virkelig ingen lyst til det, men jeg endte alligevel med at skubbe bildøren op og traske ud på parkeringspladsen, næste morgen. Dagen før havde jeg taget et af mit livs bedste (og længste) bade, men tårene som havde nægtet at stoppe, havde ødelagt det hele. Eller, Justin havde ødelagt det hele. Jeg havde faktisk ikke engang nogen idé om hvorfor jeg var såret. Jeg kunne forstå det hvis jeg var irriteret, og det var jeg skam også. Men såret, ked af det, det havde jeg ikke ventet og endnu mindre forstået. Jeg havde derfor opgivet. Ligesom jeg havde opgivet denne dag på forhånd - big time. Den kunne kun komme til at minde om første skoledag hvor alle gloede på en som var en alien med appelsiner på hovedet. Denne gang var det blot fordi jeg var blevet ydmyget foran dem allesammen. Og det var næsten værre. Tro det eller ej. Men jeg endte alligevel med at smække den sørgelige bildør i og bevæge mig op mod trapperne, hvor nogle få elever sad og læste eller snakkede. Det var godt vejr. Jeg havde taget en del tøj på. 

Da jeg kom indenfor, opdagede jeg en del stirren. Men det pudsige var, at når jeg så fangede dem i det, begravede de lynhurtigt næsen i bøgerne, som var jeg faktisk en alien med appelsiner på hovedet.

"Så glo dog væk," mumlede jeg irriteret, da jeg med bøgerne til første time under armene, maste mig igennem folk der skiftevis stirrede ned i deres mobiler og på mig. Jeg nåede væk fra mængden ved indgangen og åndede let op, som jeg drejede om et hjørne, for at komme hen til skabene. Jeg stoppede dog brat, da jeg så hvem der stod ved sit skab og også havde set mig. Så vendte jeg hurtigt om på hælen og spadserede så roligt jeg kunne tilbage hvor jeg kom fra. Det er for tidligt! skreg stemmerne i hovedet.

"Heather," lød det bag mig.

"Heather, vent lige." 

Stemmen var rystet og jeg anede virkelig ikke hvordan jeg ikke kunne have regnet ud at han løb, før han greb fat om min skulder og med én håndbevægelse vendte mig rundt mod ham. Åh gud. Det brune hår, den brune hud, den hvide t-shirt med de opsmurte ærmer og de øjne. Han lignede en eksotisk græsk gud og jeg havde overhovedet ikke lyst til at snakke med ham.

"Jeg gider ikke vente," svarede jeg bare, så koldt så muligt, og så ham i øjnene som om jeg ikke havde set noget værre end ham.

"Det ved jeg godt," svarede han på samme måde som før. Slugte mig med øjnene på en behagelig måde. Han kiggede på mit ansigt.

"Men det skal du."

Jeg ved ikke om jeg har nævnt det, men hvis ikke, så har jeg nu: Jeg brød mig ikke om at blive bestemt over. Kostet rundt. Nej, tak. Det var nok også grunden til at mine øjne forvandlede sig til to hårde stenkugler og dét var nok derfor jeg ikke forstod hvorfor han ikke skred.

"Jeg skal ikke noget som helst. Og jeg skal i hvert fald ikke gøre noget du fortæller mig jeg skal," svarede jeg og lagde godt tryk på du fordi han skulle forstå at det absolut kun havde noget med ham at gøre. Det ville ikke ligefrem gøre noget hvis han havde det lidt dårligt over at han havde ydmyget mig foran hele skolen. Jeg begyndte at vende mig om, men vendte fluks hovedet og så kort på ham, næsten vurderende.

"Ved mindre du altså har lyst til at ydmyge mig foran alle på skolen igen?"

Jeg så på ham og så nøje efter træk i mundvige eller nervøse blikke, men hans ansigt forblev som var det af sten.

"For så er jeg da klart frisk," fortsatte jeg sarkastisk. Så på ham og denne gang så jeg noget; vrede.

"Hold nu lige kæft!" nærmest sukkede han, hvilket jeg næsten kom til at grine af. "Jeg forsøger faktisk at give en undskyldning."

Den sidste del af hans sætning overraskede mig en del, men jeg fandt den også så komisk at jeg måtte lukke en sarkastisk latter ud.

"Virkelig? Hold da op, det går sgu ikke særlig godt, så. Tag et fucking kursus."

Den sidste del blev nok lidt hårdere og en del mere nedladende end det foregående, men jeg var faktisk ret ligeglad, så det stoppede mig overhovedet ikke i at gå. Han stoppede mig.

"Lyt nu lige," bad han, men jeg rev mig fri, nu mere vred end før.

"Jeg finder stadig mudder i mit hår, Justin. Der er ikke noget at snakke om."

Og med de vrede ord, formanende som bare fanden, kunne jeg omsider få lov til at forlade en målløs Justin, for at smutte ind til time, som jeg var kommet for sent til.

 

_____________________________________________________

 

Hvem skulle have troet at jeg nogensinde ville få en eftersidning for at komme for sent. Jeg plejede altid at slippe afsted med det på så mange forskellige måder, men denne gang havde jeg intet snit set og jeg var blevet nødt til at banke pænt på døren og undskylde, hvorefter jeg var blevet råbt i hovedet at jeg skulle til eftersidning efter skole. Derfor sad jeg nu i et værelse, næsten bevogtet, af en kvindelig lærer der havde omtrent ligeså meget humor som vådt tagpap. Jeg havde fået nogle opgaver for, men jeg lavede dem ikke rigtig. Jeg var den eneste i lokalet ud over læreren, så hvem var det egentlig jeg skulle lave dem for? Jeg så ingen grund til at belaste min hjerne med mere i øjeblikket.

En tør stemme, der i den grad kaldte på hostesaft, brød min tankegang og patetiske stirren ud af vinduet.

"Jeg løber lige. Nu ingen ballade."

Uha, nej. Pas på jeg ikke laver ulykker med mit spørgeskema, mens du løber, tænkte jeg, men beholdt det dog for mig selv og lod være med at svare, da hun gik ud af døren. Det tomme klasselokale virkede næsten mere trist end når det var fyldt til randen med dumme børn, og jeg overvejede at rejse mig for at tænde lyset, men blev på stolen. Jeg var ikke lige i humøret til noget lige nu. Jeg fik derfor et kæmpe chok da et par bank på ruden forstyrrede mine øjenlåg i at glide i. Af ren refleks satte jeg mig hurtigt op, rank som et bræt og så derhen hvor lyden kom fra. I ruden mødte jeg Justins ansigt. Glad og en smule nervøs, så han ud, som han stod udenfor vinduet og forsøgte at få mig til at åbne det ved hjælp af adskillige komplicerede håndbevægelser. Jeg besluttede mig for at rulle øjne og ignorere ham. Jeg satte mig tilbage i stolen, men han blev pludselig ved med at banke på ruden. Da jeg efterhånden havde fået nok traumer af hans larm, sendte jeg ham et ondt blik der burde kunne få alle til at holde kæft. Men Justin bankede bare ekstra hårdt på ruden og så flabet på mig. Jeg rullede øjne, men han blev ved, så jeg endte med at bide mig hårdt i læben, irriteret så jeg var ved at bande af ham, men rejste mig alligevel op, for at gå hen til vinduet og lukke det op, så det var ved at smadre ind i hans perfekte næse. Han undveg og stillede sig hurtigt helt hen til vinduet, så hans ansigt kun var en halv meter fra mig.

"Hey," startede han, men jeg afbrød ham hurtigt.

"Sig hvad du vil og skrid," sagde jeg koldt, hvilket hurtigt fik det drengede smil væk fra hans læber. Han så en smule forbløffet på mig og anede nok ikke hvad han skulle sige, for han skyndte sig ikke ligefrem at sige noget. Til sidst blev jeg træt af det og sukkede opgivende.

"Nej, det mente jeg nok. Farvel, Justin," sagde jeg hurtigt og lukkede hurtigt vinduet igen, for at bevæge mig over mod stolen igen. Eftersidning virkede langt mere tiltrækkende end at snakke med ham lige nu. Han begyndte hurtigt at banke igen, men denne gang gav jeg mig ikke. Han blev ved i næsten fem minutter, før lyden pludselig stoppede og jeg vendte mig om for at tjekke hvad han havde gang i, da en grum følelse gik igennem mig; Han havde ikke gang i noget. For han var gået.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...