Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48871Visninger
AA

18. "Fair nok, du får en chance. Hvis du beviser for mig, at den er værd at tage."

 

 

Det var ikke Romeo og Julie, det var det virkelig ikke. Han stod bare der og så på mig som om jeg havde sagt noget dumt til ham, men i virkeligheden havde jeg bare spurgt hvad fanden han nu havde tænkt sig at bræge om.

"Okay, hvis du bare har tænkt dig at stå der og se muggen ud, så tror jeg bare at jeg smutter," sagde jeg og lod armene falde ned langs siden med et klask. Helt ærligt? Jeg skulle hente bøger og spise og være alene og lave alle mulige andre interessante ting, lige nu og så stod han bare der?

"Du bliver bare lige hvor du er, karlsmart."

Hold nu kæft, et flot navn han havde givet mig.

"Oh, fedt navn. Jeg tror jeg døber dig Æselrumpe - er vi færdige her?" spurgte jeg irriteret, da gejsten for samtalen langsomt døde ud for os begge. Den piftede lige ud i rummet.

"Gider du godt lige tage at opføre dig lidt voksent?" spurgte han så. Han så vældig irriteret ud og et øjeblik stod jeg bare og gloede på ham. Så brød jeg ud i grin, fordi det virkelig var den sjoveste ting jeg havde hørt den dag.

"Og det skulle komme fra dig?" hostede jeg, "Dig, af alle mennesker." Jeg havde faktisk svært ved at stoppe igen. Det var fandme hylemorsomt, det var det.

Så var det at han pressede mig hårdt op af væggen og så på mig med så vrede øjne, at jeg kom i tanke om hans rolle her på skolen. Hans dumme lorterolle godt nok, men det var dog hans rolle og hvis der var noget jeg havde opfanget, så var det at han agtede at beholde den.

"Shut up, forhelvede og kom til sagen!" råbte han ind i hovedet på mig, men jeg var så langt væk i Sarkasmens Land, at jeg kun kunne tænke på hvor ironisk det var, at han bad mig om at komme til sagen, når det var ham der ville snakke. Jeg fik bare tiden til at gå. Det var da mere end han formåede. Man kunne godt fornemme at han havde misset en time eller to i denne bygning gennem tiden!

Jeg valgte alligevel at udskyde grinet, der instinktivt var på vej op gennem halsen. Jeg sukkede i stedet for og skubbede ham væk fra mig.

"Fint, store, skræmmende Justin er tilbage. Happy now? Gider du godt at sige hvad fanden det er du vil?" Fedt, nu var jeg også blev vred igen. Hans tur til at sukke. Så min.

"Jeg vil have en chance til."

Der gik et øjeblik før jeg opfangede hvad han havde sagt. En chance til? Hos mig, eller hvad?

"Jamen, så må du virkelig gå hjem og snakke med dine forældre. Jeg aner ingenting om jeres familiære forhold," svarede jeg bare, måske også bare for at være provokerende. Det virkede tydeligvis, men han havde da ikke skubbet mig ind i væggen endnu, så det var da et fremskridt.

"Hos dig, forhelvede. Drop blondinen, det klæder dig virkelig ikke," svarede han dystert. Jeg skulle til at minde ham om at jeg selv bestemte hvad der klædte mig, men droppede det, for trods at jeg ikke havde meget tilovers for ham, så havde han en del flere muskler end mig og jeg havde ikke lyst til at mærke på egen krop, hvordan han kunne krølle personer sammen med de bare næver. Så jeg valgte et mere passende svar.

"Held og lykke."

"Jeg mener det, Heather." Han blev en anelse blødere i mundstykket nu. "Giv mig en chance til."

Morskaben stoppede ligesom, da jeg fandt ud af at han mente det seriøst. Så blev jeg i tvivl. Var det nu klogt at give ham en chance mere? Og hvad indebar det?

"Hvad betyder det helt præcist?" spurgte jeg med sammenknebne øjne. Han så nærmest sårbar ud.

"Det betyder at du skal lade mig få en chance til," sagde han. Det hjalp ikke særlig meget på forståelsen, men instinktivt, mente jeg at jeg forstod. Jeg samlede læberne og trak dem over i den ene side, mens jeg tænkte mig om. Kunne pludselig næsten ikke bære det, hvis Justin nu opgav det hele. Jeg ville aldrig se Den Bedre Justin igen. En masse negative ting, fulgte også med, men jeg besluttede at der var mest at vinde, ved at 'give ham lov'. Jeg fattede ikke at han faktisk nedværdigede sig selv til at stå og bede for det han kaldte en chance mere, men det gjorde han og det gad jeg ikke gøre til mit problem. Så jeg endte med at nikke bestemt med hovedet og fange hans øjne.

"Fair nok, du får en chance. Hvis du beviser for mig, at den er værd at tage."

 

________________________________________________

Holaaa læsere!

SÅ er sidste kapitel publiceret (dette, hvis nogle skulle være i tvivl) og det ville være frygtelig trist, hvis det ikke var fordi at der var en to'er på vej!
Igen er det Louise B som har været så sød at lave cover og (som noget nyt) banners og det skal hun have mange tak for, for de er nemlig mega flotte!

Men læs lige næste kapitel for mere info:)

Og TAK FOR 20k LÆSERE! SKAL VI IKKE SE OM I ALLE KAN TAGE ET KIG PÅ TO'EREN OGSÅ?

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...