Another Badboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
High school... Badboys.. sikke en kliché. - Det er ihvertfald Heather Morris' mening. Heather er en smuk ung pige, hvis passon er at danse. Hun kan være ret så rapkæftet. Heather skal starte på en ny high school i en ny stat, da hendes far som aldrig er hjemme, flytter med sit arbejde. Heather er enebarn og hendes mor arbejder i Afrika i to år. Den første dag i skolen stifter hun bekendtskab med skolens badboy - Justin. Justin er hurtigt interesseret i Heather, men Heather opsøger andre mennesker end Justins slæng. Det er Justin dog ikke tilfreds med og pludselig havner Heather i et hav af problemer - allesammen på grund af Justin. Men hvad er det han vil? Og vil Heather sige fra? Justin er ikke ligefrem hendes type, hun kan faktisk slet ikke fordrage ham, så hvad vil der ske? Svaret findes kun her. **Ikke kendt**

73Likes
98Kommentarer
48798Visninger
AA

11. "Du fucking vidste det, gjorde du ikke!?"

 

Det var sådan en rigtig god dag. Sådan en af de dage, hvor jeg bare fik lyst til at sidde og kigge på det hele, indtage og nyde det, glemme alt om både Luke og forældre og bare tænke. Måske også lidt på dagen før og ham. Sådan en rigtig fortryllende dag, hvor solen bare stod højt på himlen og skinnede og jeg kiggede op på den, som om jeg aldrig havde set den skinne før. Den dag startede så fantastisk.

 

 

Det var fejt at springe fra. Det var dumt at springe fra. Men som jeg vred mine hænder, blev jeg mere og mere i tvivl om om jeg havde lyst. Om jeg ikke bare skulle vælge det dumme og det feje. Ville jeg virkelig gøre det mod hende? To sider af mig selv kæmpede mod hende. Delvist modløst, delvis fuld af hævn og kampgejst. Det var den gamle og den nye Justin der havde klingerne fremme og jeg kunne ikke bestemme mig hvad for en jeg holdt mest af. Jeg vidste hvem hun holdt mest af, men ikke mig selv. Jeg var så meget i tvivl lige for tiden. Hele tiden; hvad ville hun tænke, hvad ville hun synes, hvad ville hun sige, hvad ville hun gøre? Jeg var ved at blive sindssyg, det var jeg virkelig. Måske var det derfor jeg endte med at gøre det.

 

 

På vej hen til skabet, var der en hånd der tog fat i min arm og jeg vendte mig straks om.

"Hvad så, Justin?"

Jeg vidste virkelig ikke hvad der var sket, men jeg var pludselig blevet noget så glad for ham. Måske fordi jeg havde brugt en hel formiddag på at tænke over ham og alle de goder sider af ham, som jeg efterhånden havde opdaget. Jeg var næsten parat til at arbejde med ham! Han kunne ændre sin truende og lede adfærd, som jeg dog også havde set. Den dag, den dag hvor jeg havde allermest brug for det, forholdt jeg mig dog slet ikke kritisk overfor det. Jeg ved ikke om det var mit smil, eller om det var noget andet, der var skyld i at han bed sig i læben. Han rystede det dog hurtigt af sig, alt det usikre, som jeg så godt kunne lide ved ham, og sendte mig et smil.

"Kom lige med," svarede han så og trak en smule i min arm. Viste mig endda hans enormt hvide tandsæt. Mit blik gled ned på hans læber. Så lyserødeJeg rystede bestemt på hovedet.

"Der er snart fællestime," indvendte jeg og hev stille min arm til mig. Søgte hans øjne. Nåede dem kun halvt.

"Jamen, det er udenfor i dag," svarede han med et halvt smil. Jeg sendte ham et skeptisk blik. Det havde jeg ikke hørt noget om?

"Kom nu, vi kan følges," fortsatte han så, insisterende, så jeg ikke kunne andet end at følge med og tro ham, da han igen trak blidt i min arm

Da vi kom ud i skolegården, var der ganske rigtigt mange mennesker. Men pludselig var Justin ikke længere ved min side. Jeg så rundt efter ham, men kun for at finde flere mennesker, som helt klart ikke var ham. Hele skolen måtte være her? Det trak i min mundvig og jeg endte med at bide mig i læben og trække albuen op til min arm. Der var koldt herude og de mange mennesker forvirrede mig.

 Jeg opdagede ingenting. Jeg så kun et snit af en trøje, som jeg vidste tilhørte Jason, inden jeg udstødte et gigantisk skrig, da den kolde væske oversvømmede min krop, med en kraft som var uudholdelig. Min mund var vidt åben, da jeg indså at noget havde ramt mig, at nogen sprøjtede noget på mig, men da strålen, med det jeg senere indså var mudder, ikke hold op, lukkede jeg munden igen og lukkede mine øjne. Jeg trak mine arme beskyttende op foran mig, mens jeg endnu ikke sansede noget som helst, udover intensiv kulde. Og det var først, da jeg kunne fornemme at det stoppede, at jeg forskrækket så ud i mængden med øjnene vidt åbne. Hvem var det der havde sprøjtet det på mig!?  De stod alle lige der. Overraskede, men med et stort grin platret på de sprunke læber, mens de gloede på mig, som høge. Og det var først da, jeg overvejede at kigge ned af mig selv. Rystende og uden samling på mig selv, lod jeg bange for synet, mit blik glide ned over min krop, hvor jeg til min rædsel indså, at jeg fuldstændig dækket af iskoldt mudder. Og uden at fatte noget som helst, mens stilheden stadig var rungende, lod jeg mit blik glide op En slange. En vandslange. En vandslange som virkede uhyggeligt bekendt. Jeg indså at det var den der var blevet brugt til at oversprøjte Victor med vand. En lyd vækkede mig. Ikke alle grinene - dem ænsede jeg ikke. Nej, jeg flyttede blikket op på den som holdt vandslangen, hvor der endnu flød mudder ud. Jason. Ved siden af stod Ryan, ved siden af Chaz og... Jeg kneb øjnene sammen. Nej. Justin stod ved siden af. Utroligt nok, havde jeg stadigvæk ikke regnet den ud. Det var først da Ryan grinende rakte ud efter Justins hånd og klaskede den, mens ordene 'Kæft, Justin! Tak for hjælpen, det gik jo meget bedre end forventet!' fløj ud af hans mund, og Justin forsøgte at få ham til at holde kæft ved at sende ham et nervøst smil og tysse på den, mens han halvhjertet grinte, at jeg indså det. Og jeg skammede mig. Jeg skammede mig over at jeg nogensinde havde stolet på en fyr, som kun ville stikke mig i ryggen og ydmyge mig foran hele skolen Og mens min kolde, rystende krop langsomt blev glohed og tårene formede sig i mine øjne, hobede vreden sig op og truede med at springe ud af min brystkasse.

"Vidste du det!?" råbte jeg hjerteskærende, og så på ham, lige i øjnene på ham, og det gik op for mig at jeg var bange for svaret.  Men det kom ikke, svaret. Jeg ventede, men det kom ikke. Han stod bare og så på mig, med det der blik i øjnene, som var han blevet blæst bagover. Jeg trak vejret hurtigt og ukontrolleret, mens jeg følte mig så ubekvem og grim, som jeg stod der med mudder plaskende ned af mig.

"Vidste du det!?" skreg jeg halvhjertet. Min stemme knækkede. Et hulk. Jeg stod og hulkede og da jeg indså det, fandt min hånd forskrækket op til min mund, som for at dække for det alle tydeligvis så. Mit blik flakkede kort rundt, men endte ved Justins fødder, og min vejrtrækning føltes så enormt larmende, at jeg blev nødt til at sige noget, råbte noget.

"Du fucking vidste det, gjorde du ikke!?" råbte jeg, nu mere vredt end såret. Det var i hvert fald sådan jeg viste det.

"Du fucking vidste det, og alligevel producerede du en eller anden falsk udgave dig selv, så du kunne gøre dette!?" fortsatte jeg skarpt, da han ikke svarede. Han bare stirrede.

"Du gjorde alt det, alt det for at imponere mig, og jeg faldt faktisk for det, og så gør du det her!?"

Det sved i brystkassen da jeg langsomt indså, hvad det var han havde gjort mod mig. Ikke det bare dette moment af konstant ydmygelse, men også hele hans spil. Hele det fordømte spil, som jeg troede han var så klar over han spillede Og mens jeg havde gået og troet at jeg havde styr på det hele, så var det bare lykkes, for ham. Og nu, fordi jeg havde sagt nej til ham, ville han bevise sin magt overfor mig. Hold. kæft. en. nar. Jeg vendte flygtigt øjne af ham, mens jeg dog så ned i jorden.

"Hold kæft en nar jeg har været," konstaterede jeg bare, som tog jeg skylden for alting. Så fandt jeg hans nervøse øjne og stirrede direkte ind i dem. Han havde stadig ikke sagt noget.

"Som jeg sagde sidste gang den vandslange blev taget i brug.. " Jeg kiggede modigt op. "Må du rådne op i helvede."

Så vendte jeg irriteret og såret om på hælen, ikke så selvsikkert som sidst, men med en følelse af at mit indre var ved at eksplodere ud af min krop. Og hulkene banede sig vej gennem min hals og tårekanaler, mens jeg som for at beskytte mig selv, trist og vemodigt, trak den gennemblødte cardigan om mig, og gik væk fra mængden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...