Just Like A Bride | Niall Horan

2'eren af "Just Like A Brother". Lucy Williams og Niall er nu blevet 4 år ældre, og de skal derfor snart giftes. Men hvordan vil det gå, når Lucy's nye og meget skøre veninder skal hjælpe med at holde styr på det hele? Emmy dukker pludselig op, et kæmpe skænderi træder frem og en masse misforståelser bliver lavet. Bliver der nogensinde et bryllup? - Kan de klare presset?... ~Husk at se traileren!~

40Likes
83Kommentarer
4508Visninger
AA

11. Anger from both sides

 

Nialls synsvinkel:

Hvad skete der lige? Og hvorfor har Lucy nu været sammen med Emmy? Jeg kunne mærke en enkelt tåre løbe ned af min kind, men jeg tørrede den væk og der kom ikke flere. Jeg forstår virkelig ikke hvad hun mener med: 'Ja, jeg er ikke den eneste som kysser med andre end sin forlovede vel!?' Jeg har da ikke kysset med andre? Fuck det hele! Jeg fatter ikke hvad hun snakker om, men det er også bare lige meget.

Lucy Williams synsvinkel:

Jeg gik et eller andet sted hen inde i byen. Jeg havde brug for at brænde min frustrationer af. Til sidst blev jeg træt og satte mig ned på en ødelagt stenmur. Jeg følte mig lidt håbløs fortabt. Hvad skal der ske? Det var virkelig det her øjeblik hvor Emmy dukker op og siger: 'Hej, hvorfor så trist?' Og så ville han trøste mig, og så ville det nok gå rigtig galt. Det ville være ligesom på film. - Rigtig urealistisk.

Og rigtigt nok kunne jeg pludselig se Emmy et stykke væk. Okay hva' fuck sker der lige? Er der en der kan læse mine tanker eller hvad!?

Jeg prøvede at ignorere ham. For selv om jeg er rasende sur på Niall, har jeg stadig ikke lyst til at tilbringe tid sammen Emmy for at få hævn. Selvom det frister at være lidt provokerende overfor ham.

Jeg rejste mig op, og gik over på den anden side af muren jeg sad på. Bag ved var der en lille park, som jeg gik ind i. Derfor kunne Emmy ikke se mig. Eller ... Det regner jeg i hvert fald ikke med.

Pludselig kunne jeg mærke en prikke mig på skulderen. Jeg vendte mig hurtigt om. "Gå!" Råbte jeg, da jeg selvfølgelig regnede med at det var Emmy. Men det var det ikke. I stedet fik jeg øjenkontakt med Shelia. Jeg så først forvirret på hende, men ændrede hurtigt mit blik til at være helt koldt.

"Hvad?" Spurgte hun forvirret.

"Jeg troede du var en anden." Sagde jeg stadig koldt.

"Når." Sagde hun og smilte sødt. "Er der noget galt? Du ser så trist ud?"

"Nu ikke også dig vel?" Spurgte jeg opgivende. Tænk at hun ingen gang ville fortælle mig sandheden. Min bedste veninde, min bestie, min brudepige. Selvom jeg ikke er sikker på, at der nogensinde bliver et bryllup efter det her.

"Hvad mener du?" Spurgte hun bekymret.

"Jeg troede, jeg kunne stole på dig Shelia!" Sagde jeg skuffet. Jeg kunne fornemme en tåre trille ned af min kind. Jeg fjernede den ikke, da hun godt måtte se hvor meget hun havde såret mig.

"Jeg forstår ikk..."

Mere nåede hun ikke at sige før jeg gik min vej. Jeg gik ud af parken, og ud på gaden igen. Jeg stødte tit ind i siden på folk, men jeg var lige glad. Alt er lige meget!

Pludselig bumbede jeg ind i en person. Jeg så op, og fik øjenkontakt med Emmy. Surprised? Nope.

"Åh undskyld." Sagde han akavet.

Jeg svarede ham ikke, men gik uden om ham.

"Har du hørt det om Niall og din veninde?" Råbte han efter mig.

Jeg vendte mig vredt mod ham, mens tårerne igen begyndte at strømme ned af mine kinder. "Ja! Ja det har jeg Emmy!" Råbte jeg vredt tilbage.

"Jeg ville bare være sikker på, at du vidste det." Sagde han med medlidenhed i stemmen.

"Tak." Sagde jeg nu stille.

Han gik tættere på mig, så han kunne høre hvad jeg sagde. Det var nu lidt awkward at vi stod 3 meter fra hinanden mens vi snakkede.

"Jeg håber det går." Sagde han bekymret.

"Det ved jeg ikke om det gør. Men ... Men det må jeg finde ud af." Svarede jeg. Han nikkede stille.

"Jeg går nu." Sagde jeg og vendte mig om.

••••••••••••••••••••••••••••

Jeg havde siddet inde på en café i et stykke tid. Men tanker fløj rundt, og det var nu rart at få lidt ro. Tit kom der nogle piger forbi og så på mig igennem café vinduet. De så triste ud, så det må betyde, at de har hørt "nyheden".

Igen kom der en pige frem. Hun så ikke særlig gammel ud. Hendes alder var nok 12 år. Men i stedet for bare at kigge på mig, gik ind på caféen og hen til mig. Hun trippede nervøst hen til mig.

"Hej." Sagde jeg og prøvede at smilte blid. Men det var nu lidt svært.

"Jeg håber det kommer til at gå godt mellem dig og Niall igen." Sagde hun.

Aww, hende der kan man da bare ikke stå for.

"Ja søde. Det håber jeg også."

_________________________________

Håber Lucy virkelig at det kommer til at gå godt igen?

Wow! Holy moly det er lang tid siden sidst jeg opdaterede. Nu kommer min okay sære grund, som i sikkert synes er en dårlig undskyldning: Jeg er nemlig startet på en ny skole meget langt væk. Derfor er der en masse nye ting og mennesker jeg skal lære at kende. Jeg har derfor været meget "forvirret" for tiden. I hope you think it´s okay... xD

Knuss...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...